Forår…

Jeg læste for et par dage siden, at en blogger skrev, at alt var nu så klart grønt, at det næsten gør  ondt i øjnene, jeg er helt enig.

Under gårsdagens cykeltur til sygehuset, lagde jeg mærke til det samme og det, selv om det småregnede. Foråret er så smuk en tid.

Jeg så en have fyldt med liljekonvaller og det varer ikke mange dage før rhododendronbuskene springer ud.

Jeg var også omkring den lille oase, for at kigge til de flade træer, der er så fine, netop nu.

Jeg fik i går OK til at cykle så meget og så langt som energien tillader, idet bevægelse gør, at insulinen bedre kan blive transporteret ud i cellerne, så jeg vil hoppe på jernhesten og ønske jer alle ude i Blogland en rigtig god weekend.

Det er tit de små ting, som gør livet vidunderligt…..

Stressen har ellers hvilet tungt på mine skuldre de sidste dage…..

Babytøjet, som er blevet strikket gennem de sidste par måneder, skal vaskes. Ikke fordi det haster så vanvittig meget, for det har vist sig at være strikket i over, over størrelse. Mens lille Merijn stadig lå trygt og godt i mors mave, mente både jordemoder og læger, at han ville blive en meget stor baby og derfor strikkede jeg i størrelse 60! Men det varer lige et par dage før Merijn kommer i den størrelse. Alligevel vil det være rart, hvis det der er produceret, kan blive afleveret søndag ☺.

Midt i børnetøjsproduktionen kom den vordende mor med en bestilling, ikke på babytøj, men på lilla karklude! Lilla, der skulle passe i farven til de indkøbte løsdele til det prægtige nye køkken i den lille families nye hus. Ikke for at beklage mig, men Holland er altså godt nok ikke så velassorteret hvad garnbutikker angår (indrømmet, det er blevet bedre i de 10 år jeg har været her) og der skulle en del søgning til, før den rigtige lilla farve dukkede op og det endda på årsmarkedet i vor lille by. Min søde nabo fortalte i øvrigt, at tidligere var markederne fyldt med garnboder, bl.a. med lækkert hjemmespundet og farvet uld. Det ser man aldrig mere, kun på Texel, vadehavsøen oppe nordpå. En stor stak karklude mangler nu at få hæftet ender og blive vasket, så er de klar til søndag.

Og så er der ”hadeprojektet”, mit smertensbarn, som det delvis er lykkedes mig at ignorere gennem de sidste par måneder! Nej, det er ikke nøl det hele, det er også ventetid! Gardinerne, er noget så såre enkelt som 2 sidestykker til bonus sønnen og hans kærestes arbejdsværelse, men arbejdsmaterialet har været ret problematisk. Det var stofresterne fra de ny soveværelsesgardiner, som gardinforretningen havde sendt med. Fint nok, men først og fremmest, så var der klippet et stort hul i stoffet, dernæst så er stoffet med store tern, hvilket gjorde, at jeg har måttet klippe lidt af her, for at sy lidt i der, for at få mønstret til at passe og sidst men ikke mindst, så er der ikke vældig meget stof at gøre godt med.

Da sidestykkepuslespillet endelig var klar, bad jeg de unge mennesker om at købe kroge, rynkebånd var jeg leveringsdygtig i. Men nej, nej, der skulle skam ikke rynkebånd i, der skulle kroge, der kunne forskydes! Det kan da godt være, at det er en supergod ide, det skal jeg lade være usagt, men for søren da hvor det driller. Jeg har bare overhovedet slet ikke lyst til de gardiner længere, så nu SKAL de være færdige til søndag og jeg vil aldrig, aldrig nogensinde have dem indenfor huset igen!

Tilbage til overskriften, under eftermiddagens gardinsyning, fik jeg pludselig trang til frisk luft (jeg har været vældig god til overspringshandlinger, mens det gardinprojekt har stået på ☺). Cykelturen gik til nabobyen, hvor der blev handlet lidt, afleveret et par bøger på biblioteket osv. På hjemvejen, der går gennem et naturområde, var der en svane som lige skulle fotograferes. Mens jeg stod på broen og fumlede efter kameraet i cykeltasken, hørte jeg en stemme råbe ”Mevrouw, mevrouw” (det lyder lidt underligt på dansk, men han råbte ”Frue, frue”), jeg kiggede op og mod mig kom en 10 – 12 årig gut, der havde overhalet mig et stykke før broen. Drengen ville vide, om der var noget i vejen og om jeg havde brugt for hjælp!!! Han blev lidt forundret, da jeg fortalte ham, at jeg såmænd bare ville fotografere en svane ☺. Han ventede pænt et stykke fra min cykel til jeg var klar med mit forehavende og kørte ikke, før han var sikker på at alt var ok med den gamle kone i regntøjet ☺ ☺ ☺.

Kort før jeg nåede hjem, passerede jeg en lille mark, hvor der altid går en smuk hvid hest, i begyndelsen den stod der, var den noget udmagret, men heldigvis har den fået mere sul på kroppen og en lille brun Shetlandspony. I samme øjeblik jeg passerede marken begyndte regnen at styrte ned og den hvide hest kom i fuld galop, det var tydeligt, at regn ikke var dens favorit. Da den nåede læskuret, stod den længe og var så vidt jeg kunne se i vildrede. Den var åbenbart ikke meget for at gå ind i skuret, men på den anden side set, regn var åbenbart heller ikke sagen ☺.

Stressen forsvandt som dug for solen….

Loppemarked…..

Jeg spurgte lidt forsigtigt i går morges, da vi spiste morgenmad, for jeg ved det jo godt, husbond hader loppemarkeder! Men han sagde ok…. Jubiiiih!

Gad vide, om han sagde ja, fordi han fik mulighed for at køre en tur på den nye cykel, der endelig kom i hus lørdag, efter næsten 4 ugers ventetid. Nå pyt, af sted kom vi….

Du godeste, hvor var der meget ragelse, men ind imellem også fine ting ☺.

Jeg så nogle tallerkener med mørkeblå blomsterkant, som jeg godt kunne tænke mig, men damen var hverken til at hugge eller stikke i, hun ville have 17.50 € for 6 tallerkener og det ville jeg ikke give!

Vi cyklede tomhændede hjem og spiste rester fra dagen i forvejen sammen med naboerne ☺.

Gæstebud….

Aftenen byder på gæstebud, anden lørdag i træk, begge efterslæb fra det sidste halve års tid. Sidste lørdag var det middagsgæster, det skulle det også have været i dag, men på grund af logistik problemer med et par bedsteforældre, der skulle fragtes, blev det i stedet til kl. 8.

Der er i Holland helt faste regler (i hvert fald i de hjem hvor vi kommer) for, hvad man byder gæster, der er inviteret til aftenskaffe!

Traktementet består af 1 kop kaffe (næsten alle hollændere - på nær os - har en Senseo), hvortil der serveres et stykke kage, der som regel hører til i konditorkageafdelingen. Efter indtagelse af kaffe med kage, kommer der øl/vin/vand på bordet og sammen med det serveres forskellige færdigkøbte salater, der serveres i de indkøbte plastbakker, små toastskiks, osteterninger med forskellig slags pølse, nødder og chips.

Det er bestemt ikke fordi jeg har noget imod ovenstående traktement, absolut ikke og det hænder da også, at det er hvad vi byder gæster, men i dag skulle der prøves noget andet og så må vi se hvad gæsterne siger til det ☺.

Til kaffen serveres ”Elsemaries prålkage”.

Senere, sammen med øl/vin/vand kommer Lissy´s broccolisalat og Minna´s hønsesalat (dog uden agurk og salat) på bordet sammen med hjemmebagte flütes. Nødderne kommer også, dem gør vi en del i for øjeblikket, når vi skal have lidt godt til kaffen, idet jeg har fundet ud af, at de ikke får blodsukkeret til at stige ☺.

Til slut mangler kun at ønske jer alle ude i Blogland en rigtig god weekend.

Lidt af hvert før weekenden….

Sygehuset, som jeg har valgt at benytte, ligger i et kvarter med meget etagebyggeri og mange sygehusbygninger. En dag, da jeg havde en times ventetid mellem 2 undersøgelser, opdagede jeg pludselig, at kvarteret skam også har andet at byde på, nemlig denne lille idylliske oase. Det lille kapel var desværre lukket, gad vide hvad det mon gemmer? Eneste minus var, da jeg var på vej væk, så jeg en død rotte ligge i rendestenen, gad vide om de mon er plagede af sådanne tingester?

Lille Merijn har det godt, rigtig godt endda. I går fik han lov til at slippe for sonden, som indtil nu har givet ham et supplement til naturkosten. Mon han fryser fingrene i dag, siden de er kommet under dynen?

Morfar har allerede været på banen med det første legetøj! Det varer nok lige et par dage inden den kommer i brug, men den er bare så flot.

Rigtig god weekend til jer alle ude i Blogland.

Hmmmm……

Det er da utroligt, jeg synes da ikke jeg har været væk fra Bloggen så længe, men i hvert fald længe nok til, at en del er blevet ændret. Lige nu, er der en del fumlen rundt, men jeg finder vel ud af det efterhånden ☺☺☺

Så er det sydlige Holland igen på banen………..

Jeg er blevet bonusbedste til den skønneste lille knægt Merijn! Han blev født 6 uger for tidligt, men til trods for det, vejede han ved fødselen 3020 gr. Alt går godt med den lille skat, han skal forblive på sygehuset lidt endnu og det er selvfølgelig ikke sjovt, når mor allerede er hjemme, men heldigvis tager turen mellem hjem og sygehus kun få minutter. Man har på sygehuset været så geniale at placere et webcam over vuggerne, hvori de små pus ligger, så vi kan følge med i hans hverdag (og det bliver der gjort adskillige gange i dagens løb ☺). Sjovt nok, efter han er kommet til verden, så savner jeg mine 2 guldklumper af børnebørn i Danmark endnu mere☺.

Livet som Diabetes 1 patient (LADA, som det hedder når man får en 1´er i min høje alder) er efterhånden ved at have fundet ind i en daglig gænge. Det har været nogle hårde måneder, men intet at regne imod det halve års tid, der gik forud for dem.

Dagen byder på 4 x injicering af insulin, hvilket i sig selv ikke er/har været noget problem. Forud for injiceringen skal der måles blodsukker og det første måneds tid skulle resultaterne ringes ind til diabetes sygeplejerskerne på sygehuset 3 x ugentligt. Det var til gengæld en periode, som jeg godt kunne have undværet, hold da op hvor var de skrappe, de damer. Hvis resultatet af målingerne ikke lige faldt indenfor rammerne, så vankede der skæld ud. Det hjalp overhovedet ikke at mumle, at jeg var ny udi faget og skulle lære, at madvarer/aktiviteter der var helt ok, da jeg havde diabetes 2, ikke længere var ok. Men heldigvis er det nu overstået med det ringeri og jeg møder kun hjælpsomhed og venlighed overalt hvor jeg kommer i den hvide verden.

Jeg har lært, at bl.a. støvsugning og vinduesvask skal foregå i et adstadigt tempo (og det er ikke lige det tempo, som jeg er vant til) og at stress for enhver pris skal undgås ellers får jeg det der kaldes en Hypo (blodsukkeret falder meget hurtigt og jeg bliver hundesyg) og så skal der druesukker/sød saft eller andre søde kaloriebomber indenbords med det samme. Hvis blodsukkeret er under 8, når jeg går i seng, så skal der spises og hvis det bliver ved på den måde, så ender det med, at de 20 kg. der raslede af i månederne forud for konstatering af Diabetes 1, de snart er på igen ☺. Men alt i alt, så skal jeg bestemt ikke klage, jeg er vanvittig taknemmelig over, at internisten fandt ud af hvad jeg fejlede.

Det hollandske sygesikringssystem er anderledes end vi kender det i Danmark. Man betaler hver måned en sum til den af de mange udbydere af sygesikringer, som man har valgt, for mit vedkommende ligger det omkring 145 €, derudover betaler alle en årlig selvrisiko, der stiger år for år og i år beløber den sig til 220 €. Selvrisikoen blev indført for nogle år siden, så vidt jeg har forstået for at dæmme op for ”hypokonderi” m.m., idet udgifter til medicin/læge/hospital fratrækkes de 220 €, men når summen er opbrugt, så er alt gratis. Jeg har stadig lidt svært ved at vænne mig til, at jeg kan gå på apoteket og ikke skal betale en eneste €, men fint er det.

Pludselig er der igen energi til så mange ting, som jeg/vi har måttet lade ligge i så lang tid. Vi har haft middagsgæster for første gang i meget lang tid og de medbragte denne skønne buket.

I mandags var det ”Koninginnedag” en fridag, der fejres med festligheder over hele landet. Sjovt nok, så er det ikke dagen for Beatrix fødselsdag der fejres, men til gengæld Dronning Julianas. Vi benyttede det skønne vejr til en cykeltur. Først var vi omkring festlighederne i Tilburg, derefter gik turen til Berkel-Enschot og via småveje til ”De Moerse Hoeve”, hvor vi fik sen frokost. Jeg fik min første ”Hoegaarden” gennem mange måneder, hold da op hvor den smagte godt ☺.

Alt er til salg på Koninginnedag, der er nok at vælge imellem.

Da himlen begyndte at skifte udseende, blev vi enige om at stikke næsen hjemad. Turen blev på i alt 44,50 km og vi nød det.

Et par gange har jeg været med på landevejen og hvor har jeg dog nydt, at det igen er muligt. Der er babytøj på strikkepindene og smukke landskaber udenfor vinduerne. For et par uger siden dukkede disse tulipanmarker frem af morgendisen oppe nordpå. Det er lige betagende smukt hver gang man ser det syn.

Utroligt, hvad et i øvrigt temmelig trist industriterræn kan byde på af idyl, især i denne tid, hvor der er småbørn overalt.

Og til sidst lige denne her……..(Uden transport ingen koncert ☺)