Lørdag i Twente……

Endelig, lørdag midt på formiddagen, kunne vi sætte os i bilen og køre mod nord til de dejligste venner i Hengelo.

Ugen havde været hård, egentlig kan jeg slet ikke tillade mig at klage, men bør til gengæld have meget ondt af husbond, der hele ugen havde haft arbejdsdage på en længde af 14 – 16 timer samt hver ”morgen” havde måttet stå op kl. 2. Jeg var kun med fredag, men turde til gengæld ikke at gå i seng torsdag aften;  jeg var sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville være i stand til at komme ud af fjer´ne  kl. 2 om natten. Underligt, at det var så hårdt, idet jeg indenfor militæret har arbejdet i skiftehold i over 18 år, men det har sikkert noget med alderen at gøre ☺.

Lørdag morgen startede også lidt bøvlet, så ud over at vi skulle besøge de dejlige mennesker oppe nordpå, så var det også som om vi kunne starte på et helt nyt kapitel og bare se frem til en dejlig dag. At vi så måtte finde os i at sidde i kø pga. en lukket motorvej, det tog vi med.

Værtsparret havde som altid lagt et spændende program for dagen og efter hjemmelavet appelgebak (bagt æblekage) og en dejlig frokost (jeg var jo slet ikke sulten, men der gled alligevel et par stykker brød ned ☺) og styrtende regn, der pludselig holdt inde, var vi parate til at udforske Twente.

Hele Holland er dejlig og fyldt med skønne små landsbyer med smukt restaurerede gamle huse, men især Twente er speciel. Et stop eller to i den del af Holland, hvor man jo alligevel kommer forbi, hvis man som os altid kører over Bremen – Osnabruck, kan så absolut anbefales.

Turens mål denne gang var Diepenheim, den skønneste lille landsby med godt og vel 2500 indbyggere. Så vidt jeg forstod, er byen centrum for den bildende kunst og vi så da også et par gallerier og et enkelt museum, udefra.

En by, hvor turistforeningen har til huse i sådanne lokaliteter, den kan ikke være andet end ok.

Igen turistkontoret.

På den anden side af gaden var der en forretning “Drie kamers”, som meget nemt kunne have fået mit Visa-kort til at blive rødglødende.

Der var alverdens uendeligt dejlige ting, alt i alt en forretning af den type, som husbond har set i løbet af 3 sekunder ☺. Selv min gamle jordemodertaske stod der til salg for 135 €. 

Ja, hvorfor ikke?  Midt i Diepenheim er der holdeplads for bussen til Lourdes! Altså, Lourdes i det sydlige Frankrig. Skiltet stod udenfor kunstmuseet og vi fandt aldrig ud af, om det tilhørte en udstilling på samme vis, som campingvognen der stod i vinduet på museets 1. sal ☺.

Rent bortset fra, at den pink mand havde 2 venstrehænder og at værtinden faldt for den skønneste blå fløjlskjole, som hun dog formåede at lade blive i forretningen, så har vi bestemt ikke noget at klage over ☺.

Jeg har skam fået lov til at publicere de 3 dejlige mennesker ☺☺.

Rosarium De Broenshof, der indeholder et nu glemt antal roser, men tro mig det var mange.

Vi blev enige om, at denne bygning engang må have været præstegård, den lå ved siden af kirken, stor, statelig og flot.

Johanneskerk, der desværre var lukket.

Smukke “Huize Diepenheim”, der er i privat eje.

Netop som jeg synes, at jeg var fyldt med dejlige indtryk fra et skønt sted med oceaner af idyl, kørte vi videre til den skønneste lille perle, den gamle vandmølle “Den Haller”, hvor vi fik lidt vådt til ganen.

 
Den Haller menes, at være den ældste bestående vandmølle i Holland og den er nævnt så tidligt som i 1169. Jeg læste i dag, at stedet er meget anvendt til vielser, hvilket er meget forståeligt.

Sikken et sted, mon ikke vi skal forbi en anden gang?

Fra “Den Haller” returnerede vi til Hengelo, hvor vi fik en skøn, skøn middag (jeg har bedt om opskrifter ☺). Hartelijk dank voor een mooie dag, wij verheugen ons om jullie hier in Brabant te zien.

Garderoben på restauranten ved “Den Haller”.

Jeg hader at give op, men………

Alt var klappet og klart, cyklen pumpet, cykelruten printet ud og diverse fornødenheder i form af vilde ferskner (tak fordi du anbefalede dem, Mai-Britt), bananer samt et par vandflasker var anbragt i cykeltasken, da jeg i går ved 9.30 tiden startede ud på et længere togt.

Egentlig var det lidt tåbeligt, jeg vidste det godt, men jeg tænkte, kan jeg klare dette, så kan jeg klare alt, simpelthen alt og netop derfor, var det så vigtigt at gennemføre de 2 x 52,8 km cykeltur til min veninde og tidligere kollega i Eindhoven.

Men et er teori og noget andet virkelighedens verden!

Da jeg kom udenfor bymæssig bebyggelse opdagede jeg, at de sidste dages vindstille vejr var forsvundet, det blæste og det endda ret så kraftigt, blæsten kombineret med en del mørkegrå skyer, der drev ind over Noord Brabant fra vest gjorde, at jeg simpelthen opgav efter ca. ½ times cykling.

Er der noget, som jeg ikke er vild med, så er det at opgive, men på den anden side set, det er vel også ok at kende sine begrænsninger ☺.

Enden på det hele blev, at veninden og jeg mødtes i Oisterwijk i stedet for og det blev Nederlandse Spoorwegen, der sørgede for transporten.

Vi havde en skøn eftermiddag, hvor vi ud over at snakke, snakke, snakke også nåede at spise sen frokost på stamcafeen, trave rundt i Oisterwijk, kigge indenfor i et par skobutikker, drikke et par Latte Machiato, shoppe lidt i en forretning, der handlede med delikatesser (husbond fik biologisk jordbærmarmelade, dadelbrød og Amaretto bonbons og jeg købte pesto ost til mig selv ☺) samt endelig ikke at forglemme den vidunderlige taske veninden købte til sig selv. Alt i alt både en skøn og produktiv eftermiddag ☺.

Kisser, hermed lidt billeder fra Oisterwijk til dig ☺.

Han var havearkitekt og det forstår man vel egentlig godt med den indkørsel.

Vi er nødt til at gøre det om snarest, for det ændrede mødested gjorde, at jeg ikke fik set hvor meget veninden har slidt med malerpenslerne i ferien.

Ud i det blå, der senere blev lidt gråt……

Jeg ved det, jeg ved det…… jeg burde være blevet hjemme i går, for at læse og kommentere blogs! Jeg er igen-igen så langt bagud, at jeg er bange for at blive ekskluderet af foreningen. Men det skønne vejr plus det faktum, at følgerne fra lørdagens kageorgie SKAL væk, inden jeg igen skal mødes med internisten (diabeteslægen) om et par uger gjorde, at jeg valgte jernhesten.

Glansen er gået af Gladiolusmarkerne, efter den store saks har været forbi.

A propos internisten, så har jeg uhyre respekt for den mand. Han er en lille brysk herre af - så vidt jeg kan finde ud af via efternavn og accent - polsk afstamning. Vi har nu haft en del møder og jeg har kun set ham trække svagt på smilebåndet en eneste gang. Men han scorer en hel del pluspoint, for ud over at han fandt ud af hvad jeg fejlede, så har han venner i Danmark, en bror der arbejder i Sverige og sidst, men så absolut ikke mindst, han kender dansk rugbrød ☺.

Mere hollandsk kan det ikke blive!

Cykelturen gik via småveje og landsbyer til Walwijk og tilbage igen! Ikke engang så meget som en kop kaffe købte jeg! Det var ikke nærigheden der vandt, men himlens farve. Fra at have været smuk lyseblå, ændrede farven sig til gråtone, enkelte pletter endda temmelig grå. Desuden havde jeg en cykeltur på godt og vel 20 km foran mig, før jeg var hjemme, så kaffen måtte vente til en anden god gang.

ANWB cykelskilt, kaldet fietspaddenstoel (cykelpaddehat ☺).

Et længe næret ønske blev delvis opfyldt! Vi passerer jævnligt vejen ind til byen Sprang Capelle, måske er det kun en landsby? I hvert fald kan man fra landevejen se et kirketårn af domkirkestørrelse og det ville jeg gerne ville se. Desværre lod det sig ikke gøre, at bese kirken indvendig, alle døre (og der var mange) var lukkede. Hvad der overraskede mig var, at der på et skilt ved siden af hoveddøren stod, at kirken var protestantisk. Normalt er protestantiske kirker her i det katolske Noord Brabant meget enkle, lidt triste bygninger, der ligesom forsøger at gemme sig lidt mellem alle de store imponerende katolske kirker. Gad vide, hvad der er sket der?

Det skulle selvfølgelig undersøges, da jeg kom hjem og det viste sig, at hovedparten af indbyggerne i Sprang-Capelle er protestanter! Utroligt, men grunden til det er, at landsbyerne Sprang, Vrijhoeve, Capelle samt ´s Gravenmoer indtil 1814 tilhørte herredet Zuid-Holland, der ligger nord for floderne og tilhører det protestantiske område. Her startede reformationen langt tidligere end i det, der kaldes Meierij van ´s Hertogenbosch, der er en af de 4 dele af hertugdømmet Brabant, som først i 1648 blev tilføjet Republikken De forenede Nederlanden.

Jeg har fra tidligere kolleger hørt, at det ikke var det bare sjov med protestanter og katolikker boende nær hinanden. En kollega fortalte, at hendes søster havde forelsket sig i en ung protestant, de unge mennesker måtte flygte til provinsen Zeeland for at få hinanden, idet det i Noord Brabant var totalt udelukket med et kærlighedsforhold mellem en katolik og en protestant tilbage i begyndelsen af 60´erne.

En anden kollega havde efter sin kones død fundet en ny veninde og de ville sammen købe et hus, hvor de kunne starte en ny tilværelse. Hvor det skulle være, vidste de ikke. Jeg foreslog
´s Gravenmoer, som jeg synes er helt vidunderlig, fyldt med smukke gamle huse og idyl. Men nej, det kunne der slet ikke være tale om iht. kollegaen, for de mennesker der boede der, var mærkelige, nysgerrige og snakkede om hinanden osv.  Efter i går at have læst om de små protestantiske enklaver midt i det romersk katolske, forstår jeg hvad Leo mente der var galt med indbyggerne i ´s Gravenmoor, de var såmænd bare protestanter. Måske er det helt fint, at jeg først i går fik forklaringen på de ”mærkelige” indbyggere ellers kan det godt være, at den gode Leo havde fået et længere foredrag om, hvad jeg mener om katolikker og indbyggerne i Noord Brabant ☺. Der er måske ikke noget at sige til, at der er stadig er religiøse krige rundt om i verden.

Gad vide hvad den dybere mening er med det? Mon det er brabansk dialekt?

Jeg kunne let have drukket kaffe, endda flere kopper, for regnen udeblev heldigvis. Til gengæld er jeg lidt øm i skroget efter en cykeltur på 47 km., men det forsvinder sikkert snart igen ☺.

Ham kunne jeg altså ikke stå for! Han står og drikker udenfor plejehjemmet i Dongen.

I dag bliver det desværre heller ikke til bloglæsning, for himlen er igen smuk blå og så snart støvsugning samt maling af 3 små trækasser er overstået, er jeg på jernhesten. En rigtig god dag til alle jer derude i Blogland.

Sønderjysk kaffebord udenfor Sønderjylland…..

Lørdagens ”Sønderjyske kaffebord” var i henhold til gæsterne en stor succes og den slags roser labber en værtinde jo i sig med stor glæde, især når det kommer fra mennesker, der ikke er vant til dansk hjemmebag ☺.

Jeg sendte - i sidste uge – mangen en kærlig tanke til en skøn lille bog, som jeg fik for et par år siden af en god veninde ”Den store Damekaffe”. Da jeg læste bogen, følte jeg mig hensat til min barndom, hvor vi var ude i ekstremerne, hvad angik forberedelser forud for gæstebud. Der blev gjort hovedrengøring, sølvtøjet blev pudset, duge blev vasket, selv om de kom direkte fra skabet osv. osv. Og hvad opdager jeg pludselig? At jeg ikke er nået mange skridt videre! Matriklen skinnede om kap med sølvtøjet, dugene var checket for eventuelle gule striber, da der går lang tid imellem at duge i størrelse meget lang, finder vej ud af skabet ☺.

Torsdag blev ”faster Veras småkager” og de ”Franske makronkager” bagt. Jeg havde glemt, hvor gode sidstnævnte egentlig er, for jeg tror ikke jeg har bagt dem, i de år jeg har boet i Holland.

Takket være bloggen ”Frau Putz” fik jeg adgang til ”Verdens letteste lagkagebunde” og hvor var de flotte, de blev lagt sammen med kagecreme, lavet efter min tidligere svigermors opskrift samt hindbærmarmelade. Jeg har før forsøgt mig med lagkagebunde hernede, uden succes! Et år ville jeg glæde hollænderne med en Othellolagkage, jeg ved ikke hvor mange dage vi spiste Othellolagkage efter fødselsdagsgildet, men det var nogle stykker, for den var godt nok en tung sag at komme igennem. Men lagkagebundene fra ”Frau Putz”, de var til gengæld lige præcis, som de skulle være.

Lørdag morgen blev der bagt boller, lavet brunsviger efter min tidligere svigermors opskrift, fynsk og lige præcis som den skal være ☺. Jeg havde gået og spekuleret på, om gæsterne skulle udsættes for brunsviger eller kringle, men henset til, at lørdag formiddag sikkert ville byde på  lidt stress og at jeg for mit indre blik så, at remoncen ville være alle andre steder, end lige præcis inde i kringlen, blev det brunsvigeren, det var begrænset hvad der kunne gå galt med den.

Af hensyn til min bonussvigerdatter blev der også bagt en ”Marcipantærte med havens æbler”, idet det skønne pigebarn helst vil have bagværk med æbler. Det blev ganske vist ikke havens æbler, men supermarkedets, men det gjorde ikke sagen ringere. Hold da op, hvor den smagte, den var ikke særlig køn, men hvad den manglede i udseendet, havde den i smag…..og kalorieindhold. Der var ikke så meget som et lille bitte stykke æble tilbage, da fadet havde været rundt ☺.

Lidt egoistisk har man vel lov til at være, når man er værtinde og det er værtindens fødselsdag der fejres, derfor skulle der også en chokoladekage på bordet. En ny opskrift ”Gerickes chokoladetærte” skulle prøves! Jamen dog, hvor var den god og ualmindelig nem at gå til. Af og til savner jeg træstammer eller romkugler, der lige fra jeg var 7 – 8 år har været mine yndlingskager, men Søren Gericke har sørget for en erstatning, selv om den nok ikke skal laves for ofte, sådan henset til blodsukker og kalorieindhold ☺.

Det væltede ind med gaver, alle ting der var på ønskesedlen, nye puder til havebænken, ikke mindre end 6 køkkenhåndklæder og 2 viskestykker, alle med rødt mønster, en skøn blomsterdekoration, gavekort til vinhandel og blomsterforretning og så denne, som jeg faktisk også havde ønsket mig ☺. Æblet har altså ikke noget med dimsen at gøre, det er der kun for at illustrere størrelsen ☺ og så havde det givetvis været smart, hvis jeg nu havde husket at fotografere dimsen ved dagslys ☺.

Indtil fredag anede jeg intet om dimsens eksistens!
Bonussønnen og –svigerdatteren trissede rundt Kringlop (genbrugsforretning) i deres ferie, de så tingesten og sendte straks en sms til Frank, for at høre hvad den skulle bruges til. Det omvandrende leksikon (altså Frank) kunne fortælle de unge mennesker, at de stod med en væveskytte og at det i 70´erne var meget moderne at have dem hængende på væggen sammen med sættekassen. Jeg synes historien var så sjov, at jeg spurgte om der var flere af dem i Kringlop, for så ønskede jeg mig sådan en, den ville passe fint ind i det hjemlige museum, hvor der ikke er mangel på gamle ting og sager (gammelt ragelse, vil nogle måske mene☺).

Da den lille familie fra Danmark var på besøg, fik jeg en stor gaveæske med produkter fra Origins, som er og bliver mit yndlingsmærke indenfor cremer m.v. Da mærket ikke forhandles i Holland, er det altid på ønskesedlen til Danmark ☺☺. Den sidste gave har jeg ikke fået endnu, det er en tur til Antwerpen og den glæder jeg mig meget til.

Mit lille bonusbarnebarn sov trygt og godt til trods for al snakken ☺.

   

Vor søde nabokone lavede ovenstående fotodokumentation fra dagen!

Alt i alt, er det nu ikke så tosset, at blive 59 år!

Siden sidst…………..

Pffff, endelig tilbage i Blogland efter en lang og med et godt jysk udtryk, rigtig træls periode.

Lidt er der da sket siden sidst, i forrige uge havde vi et pragtfuldt vejr (men det havde Danmark vist også) og den lille danske familie berigede os med et besøg. De kunne ikke have valgt bedre tidspunkt for et hollandsbesøg, sådan rent vejrmæssigt, der var dømt hygge, livet kunne leves udenfor, alle døre og vinduer stod åbne og gardinerne flagrede blidt i vinden. Men vejret var også årsag til, at det ikke blev til sightseeing denne gang, det var simpelthen for varmt og mormor orkede ikke ☺.

En tidligere dansk kollega har været på visit og 2 trøjer str. 6 år blev afleveret til vort dejlige danske gudbarn Isabella. Den ene vakte, så vidt jeg forstod, lykke - bomuld med strib i alskens forskellige farver. Den anden ville det kære barn godt af med igen, den var endda i lyserød ☺.

Desværre lykkedes det ikke at møde en dansk, oven i købet jysk, blogger. Et møde, som jeg havde glædet mig til, men helbredet ville noget andet. Jeg håber, at vi får chancen en anden gang.

Jeg er i mellemtiden blevet 59, du godeste! Jeg fatter det ikke, jo ind i mellem, så er jeg helt med på de 59 og ville endda ikke have undret mig, hvis der blev lagt 10 - 15 år oveni. Men det meste af tiden, så er jeg jo bare sådan cirka rundt de 30☺☺☺.

59 år, det er ubegribeligt! Jeg har lige siddet og set billeder af min mor som 59 årig, hun gik i spinlonkjoler, enkelte endda med enorme blomstermønstre, det nægter jeg simpelthen! Selv om jeg godt kan se fordelen ved de spinlon kjoler, for så vidt jeg husker hører de ind under kategorien strygefri, hvorimod jeg faktisk ikke har en eneste beklædningsgenstand (ud over undertøj og leggings), som ikke skal stryges. Men alligevel, spinlon!

Skønne, skønne Karoline, mit ældste barnebarn sagde mindst 500 gange i forrige uge ”Skal jeg ikke hjælpe dig, mormor?” og lige her og nu kommer jeg til at tænke på, at det dejlige barn jo sagde det, fordi hun sikkert mener, at mormor er nået den alder, hvor hun skal hjælpes. Vi har aftalt, at når hun bliver større, så kommer hun ned og passer Frank og mig, selv om moderen protesterede.

Jeg har fået nye briller!

Jeg kan ikke finde ud af at fotografere mig selv foran et spejl, har ellers forsøgt en hel del gange her i formiddag, så ingen fotobevis.

Sidste gang jeg købte nye briller var det med den intension, at jeg ville have runde, sådan som i helt runde gammeldags sygekassebriller, men med brun stel. Men nej, det kunne skam ikke lade sig gøre, fordi det iht. optikeren var umuligt at slibe så små brilleglas i forskellige styrke og jeg endte med et par nydelige damebriller, der passede til min alder. Denne gang VILLE jeg have store sorte briller og optikeren, ganske vist ikke den samme som sidste gang, forsøgte at snakke mig fra det. Jeg tænkte, pokkerme nej, om jeg så skal sloges med de briller hver eneste dag indtil sygesikringen om 2 år igen vil punge ud med et tilskud, så vil jeg have min vilje! Og jeg har store, meget store sorte briller, som falder lidt nej på næsen og skal skubbes op sådan cirka hvert andet minut, men jeg fik min vilje.

Det sidste halve års tid inden jeg begyndte på insulinen, ændrede mit syn sig væsentligt, internisten sagde ”Vent med at købe nye briller, synet er altid det sidste der normaliseres”. Jeg ventede og ventede og ind i mellem købte jeg billigbriller, hvilket i og for sig også var udmærket, når der skulle læses og så kunne jeg bruge de gamle fra optikeren, når der ikke skulle læses. Men da jeg en dag var ved at spise en stor bille, der sad på et kirsebær (der endda var vasket og havde overnattet i køleskabet) og den efterfølgende søndag spiste marmelade, hvor hele kanten af marmeladeglasset var muggent, sagde husbond ”Nu er det slut, nu skal vi have nye briller” ☺. Husbonds nye briller er smarte, sorte med rød bagside, mine er bare meget store og sorte ☺.

Sidst, men ikke mindst, så har jeg fået ny mobiltelefon!

Jeg er ikke teknisk minded for 2 ører (kun hvis det drejer sig om noget, som jeg er vildt interesseret i), det indrømmer jeg blankt. Efter at have studeret markedet grundigt, endte vi i første omgang ud med en Samsung Galaxy S! Telefonen lå bare i kassen og grinede af mig hver gang jeg gik forbi, jeg havde bare ikke lyst til at starte ud på det projekt. Til gengæld kriblede det i husbonds fingre for at komme i gang med at installere og hvad ved jeg. Til sidst kunne han ikke modstå fristelsen længere, han måtte han i gang med at pille, rode og rage ved den nye telefon. Det fløj om ørerne på mig med spørgsmål og jeg havde bare slet ikke lyst til den telefon. Da jeg efter ca. 3 uger stadig ikke havde vist interesse for projektet, indgik vi et kompromis, husbond fik Samsung og jeg gik igen i gang med at undersøge markedet for mulige telefoner, der ville passe ind i mit behov, der ikke er overvældende stort. Jeg har nu fået en HTC og indtil videre kan jeg sende sms, whatsappe, ringe og bruge vækkeuret, resten kommer vel hen ad vejen og hvis ikke, så har jeg det også fint med det. Kald mig et gammeldags oldtidsfund, men jeg har bare ikke lyst til at spille, facebooke eller læse e-mails via mobiltelefonen, når jeg har en bærbar med en anden størrelse skærm til min rådighed døgnets 24 timer.

I forrige uge, da min lille danske familie var på besøg, fandt jeg også ud af, at et brækket ”et eller andet ben” i albuen og gipsarm absolut ikke er noget der hæmmer en næsten 2 årig i sine bevægelser. Det eneste den lille mand, altså Kristian, mit andet barnebarn, ikke er i stand til, det er at drikke af en kop/krus, som holdes med gipsarmen, han prøver ellers jævnligt om ikke koppen kan nå munden, men det lykkes ikke. Han oksede rundt og var i fuld vigør – hele tiden og var bare helt vidunderlig. Ugen før den lille families ferie startede, faldt Kristian ned fra en stol i dagplejen, lægen sagde at de skulle se tiden an og Kristian oksede rundt som han plejer, hoppede i trampolin, hjalp far med havearbejde osv. Men natten til andendagen - efter uheldet - var lidt hård at komme igennem, nyt lægebesøg med efterfølgende visit på skadestuen resulterede i en grøn gipsarm. Eneste problem, har så vidt jeg har kunnet forstå været, at der ikke stod badeland på programmet for Kristian i den første ferieuge, så det nyindkøbte badeoutfit ligger pænt i skabet og venter på at komme i brug.

I sidste uge lykkedes det mig, efter en laaaang pause, at cykle godt og vel 60 km., jeg kan næsten ikke få armene ned af bare stolthed. Under en af cykelturene, så jeg pludselig følgende plakat, det gør én lidt varm indeni ☺.

På lørdag har jeg været så naiv at invitere 14 hollændere til ”Sønderjysk kaffebord” ☺☺☺. Jeg er så småt ved at være klar med planlægningen omkring traktementet, men er ret spændt på, hvad gæsterne mener om det, især når de finder ud af, at der er kaffe og masser af boller, kringle, kager,  lagkager og ikke de sædvanlige salater, chips samt øl og vin, men det får de altså ikke, punktum ☺.

Nå, men det var vist alt, som det kunne blive til i denne omgang (som om det ikke er nok ☺). En rigtig god søndag til jer alle derude i Blogland.