søndag den 28. april 2013

Hvorfor går tiden hurtigere, når man bliver ældre? Del 3

Efter en lidt hård men dejlig weekend, går jeg videre med forårets gøren og laden…..

En dejlig veninde, som jeg har kendt siden folkeskolen, inviterede til 60 års fødselsdag i marts. Da vi sidst i november hørte, at vi ville blive inviterede til fest, besluttede jeg mig for at forske lidt i hendes familie. Jeg nåede ikke helt så langt, som jeg gerne ville, men de første 5 generationer kom da på plads og mon ikke der kommer lidt mere til hen ad vejen.

Slægtsbog

Mit outfit til fødselsdagsfesten havde jeg besluttet mig for selv at lave og det blev noget af en opgave. Det hele startede med, at jeg for et par år siden fik en kjole af min datter, som hun ikke længere brugte. Kjolen var størrelse small ☺, men heldigvis havde det kun betydning for overdelen og kunne camoufleres med en jakke. Kjolen blev lynhurtigt en af den slags, der dårligt kan nå at blive tør efter vask, før den igen var i brug. Men festkjolen skulle jo gerne passe bedre, derfor blev den efterhånden temmelig forvaskede str. small pillet fra hinanden og brugt som mønster til en grundmodel med større overdel. Efter diverse læggen til og trækken fra, passede grundmodellen og den blev derefter brugt som mønster til festkjolen, der heldigvis bare sad som den skulle. Under Danmarksbesøget blev der købt stof til 2 kjoler af samme model.

Vi nåede at være i Danmark i ca. 48 timer og for søren da hvor vi nåede meget i løbet af de timer.

· Min venindes dejlige fødselsdagsfest. Nej, hvor jeg nød at se dem alle igen, at snakke dansk og høre den uudtalte ironi i de danske vitser og grine en hel aften. Jeg føler mig altid lidt tom, når vi kommer hjem igen efter så dejlig en fest.

· Vi fik set barnebarnet til dans, hun gør det rigtig flot, til trods for at hun ikke har gået til dans ret længe. Heldigvis har hun ikke arvet mormors mani med at tage alt for lange skridt under dansen, noget jeg stadig husker, at jeg blev klandret for.

Karoline til dans

· Vi nåede omkring Netto for at handle lidt ind til husbonds fødselsdag. Hollænderne har – som jeg vistnok tidligere har været omkring – deres helt egne regler og rutiner omkring fødselsdage og jeg har det lidt godt med at bryde de regler bl.a. ved at sætte noget på bordet, som man ikke normalt ser i Holland. Ud over det sædvanlige hollandske traktement, var det helt store scoop Anthon Bergs chokolade vinflasker, som der lå et par kasser af i Netto samt lidt småkager. Alt og jeg mener virkelig alt, forsvandt som dug for solen og vi har fået op til flere bestillinger på kasser med chokolade vinflasker ved næste Danmarksbesøg ☺

· Vi nåede at spise brunch på Luna i Aalborg sammen med vor lille danske familie. Vi stræber altid efter at nå et besøg på Luna under hvert Danmarksbesøg, at vi denne gang var inviterede, idet besøget en del af den lille danske families fødselsdagsgave til Frank og det gjorde bestemt ikke besøget ringere.

· Min dejlige svigersøns madlavning, han kan bare det der ☺.

· Sidst, men ikke mindst nåede Karoline og jeg nåede skam også i Stof og Stil, inden vi returnerede til Holland, utrolig dejligt at der er så mange forretninger, som er åbne i weekenderne i Danmark.

Se mormor jeg kan stå på hovedetDet bliver hårdt om et par år.....

Karoline viste os stolt, at hun nu kan stå på hovedet, belønningen for det var at blive drillet af lillebror ☺.

15 kommentarer:

Ellen sagde ...

Altså. Igen: hvor ER det dejligt, at du er på banen igen med dine dejlige beskrivelser af dit liv og din gøren og laden :-)

Lillebror er da bare misundelig på storesøster fordi hun kan stå på hovedet og han ikke kan ...

Det var lidt pudsigt at læse din glæde over subtile, danske vitser. Det er nok en af forskellene på hollændere og englændere (og danskere), fordi det er ikke lige sådan noget, Charlotte savner mest - det subtile har hun mere end rigeligt af i UK, og hun savner danskernes større ligefremhed!
Jeg nød meget (igen) at læse om dine småprovokationer mht. den hollandske fødselsdagsfejring ... håber virkelig, du kan få skabt nogle nye traditioner i Franks familie.

Stegemüller sagde ...

Hold da op hvor har I været effektive i de 48 timer, I havde til rådighed.

Det må være spændende at sætte to kulturer under samme lup og så opdage alle forskellene. Nu har jeg ikke fulgt dig så længe, at jeg ved hvad forskellene på fødselsdagene er, men jeg håber, du beskriver dem igen.

Lene sagde ...

Hold da op Anette, jeg synes vi er seje, når vi tager Nordjylland - København tur-retur på 14 -15 timer, men I er da endnu mere seje :-)
Jeg elsker at læse om de små og store forskelle blandt mennesker. Her ville de flasker chokolade få lov at stå, det er altid det sidste, der spises i en æske med blandede chokolader :-)

Inge sagde ...

Sikke en dejlig og travl weekend I har haft.. Chokoladeflaskerne er altid dem der har længst liggetid her hos os.. :-)

Anonym sagde ...

Hold da op hvor i nået meget på bare en enkelt weekend og hvor er du da kreativ at du sådan bare passer kjoler til så de passer.
Sjovt at hollænderne er så pjattede med de små flasker. Når jeg en sjælden gang får sådan noget fyldt chokolade forærende ligger flaskerne tilbage som det sidste :-)

Fruen i Midten sagde ...

Så fik jeg lige læst op, og hvor er det dejligt igen at læse nyt fra dig. Lidt surt, at Misser ikke vil køre i bil, men heldigvis er katte bedre til at klare sig uden ret meget pasning, hvis 'forældrene' er væk et par dage. I har godt nok haft et par travle dage i DK, men sådan er det jo, man vil gerne udnytte hvert sekund :-)

Annette sagde ...

Hvor er I nogle dejlige mennesker! Selv efter knap 5 måneders stilhed er I der stadig med jeres opmuntrende, kloge og kærlige kommentarer. Det betyder rigtig meget for mig, tusinde tak.

Annette sagde ...

Ellen, hvor er du et dejligt menneske.
Jeg er helt enig med Charlotte, ligefremheden den savner jeg også, rigtig meget endda. Mht. den subtile danske humor, der afhænger det for mig meget af i hvilket selskab jeg befinder mig og netop min veninde og hendes dejlige store søskendeflok, de rammer det jeg så godt kan lide.
Jeg tror aldrig, at jeg lærer at forstå den hollandske humor helt til bunds. Der er skam humor, som jeg kan grine med på, men også mange situationer, hvor hollænderne griner så tårerne triller ned ad kinderne og hvor jeg tænker om jeg måske har misforstået et eller andet, for jeg forstår ikke komikken eller pointen.
Men sådan skal det nok være, hvert land sin kultur og særhed. Vi har besluttet os for, at der ikke er noget der er mærkeligt, underligt eller sært, kun anderledes ☺ ☺.

Annette sagde ...

Stegemüller, bare rolig, der skal nok komme uddybende referat fra en fødselsdag ☺.
Det var tidligere en af mine yndlingsemner, idet jeg fandt det så anderledes.
Første gang jeg observerede fænomenet, var vi ude og cykle. Efter at have passeret samme hus 3 gange meldte min mand fra og sagde, at hvis jeg ville se mere, så kunne jeg cykle alene ☺ ☺.

Annette sagde ...

Lene, jeg må nok erkende, at det hører til undtagelserne, at vi nåede så meget på så kort tid ☺.

Det er sjovt med de chokolade vinflasker. Som barn/ung var jeg bundulykkelig, når de blev snuppet foran næsen af mig (mest af min far ☺). Da jeg fortalte min datter, at vi havde købt et par kasser, svarede hun, at de lige havde smidt en del ud, idet de var blevet for gamle og der var ingen afsætning på dem. Jeg kan se ud fra kommentarerne, at både du og andre er af samme mening ☺.

Annette sagde ...

Inge, det er da sjovt, at I heller ikke sloges om de vinflasker ☺. Men heldigvis vi ikke alle har samme smag, det ville være så kedeligt ☺.

Annette sagde ...

Annette, også hos dig får flaskerne lov til at ligge. Ja, jeg forstår det ikke ☺ ☺ ☺.
Som jeg skrev til Lene, så hører det altså også til sjældenhederne, at vi nåede så meget på så kort tid. Jeg plejer altid at have en masse planer i hovedet, når vi kører til Danmark, men det er sjældent vi når særlig mange af dem ☺.

Annette sagde ...

Fruen i midten, tak skal du have.
Jo, jo vi kan skam godt, når vi tager os sammen, det sker bare ikke så ofte ☺ ☺. Men sjovt nok, så var der slet ingen stress følelse da vi kom hjem denne gang, det er sket adskillige gange, at vi er mere trætte når vi kommer hjem end når vi tager afsted ☺.

Pia sagde ...

Så fik jeg også læst op hos dig.
Hold da op et arbejde du har haft gang i med at finde de aner frem og med kjolesyningen. Jeg fik også en skør ide om at jeg ville sy en kjole til mig selv ugen før Mark blev 30 men jeg kom da heldigvis på bedre tanker :-) jeg havde hverken stof eller tid.
Jeg synes nu altid der er blevet råbt ud st man skal tage laaange skridt i dansen, men det afhænger selvfølgelig af dansens art og udvalgte trin :-)
En lang køretur for så relativ kort tid og så gælder det bestemt også om at udnytte hvert minut, som I så også gjorde.

Annette sagde ...

Pia, jeg kender godt til det, at mam pludselig får en lys ide et par dage før man skal til fest/have gæster eller lignende. Denne gang havde jeg tiden til det og heldigvis lykkedes det hele.

Ved næste Danmarksbesøg vil jeg gerne have lidt mere tid, selv om vi nød det og nåede meget, så er det dejligt at kunne være lidt mere sammen med familien.