Viser opslag med etiketten Motion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Motion. Vis alle opslag

tirsdag den 20. oktober 2009

Så er der dømt afslapning…..

Efter at have afsluttet dagens aktivitet rundt maleprojektet, hvilket vil sige påføring af grundmaling med mine allerbedste tanker og ønsker om at det må lykkes denne gang, gik jeg i gang med en opgave som jeg har skubbet foran mig igennem længere tid.

En af vore kaktus var efterhånden blevet et stort grimt skrummel med store visne pletter på stammen, ”armene” var i vejen for alt og alle og hver gang den ramte loftet (2,50 meter) skar jeg den ned og nye "arme" opstod. Jeg var lidt ked af at smide den ud, for den har gjort turen med fra Danmark da jeg flyttede herned, men da der ikke var nogle der var interesserede i at overtage skrumlet, så var der efterhånden ikke andre muligheder end slagtning.

Det lykkedes, efter en times intens kamp hvor sveden haglede ned af mig og jeg op til flere gange ved at opgive, da var den skåret/klippet i mindre stykker og sat til skrald.

Efter at have sundet mig lidt tænkte jeg, at det da er utrolig så dårlig en kondition jeg efterhånden er kommet i, det er jeg vistnok nødt til at begynde at gøre et eller andet ved.

Op på cyklen, check af vindretning og så af sted…..
Overalt i Holland er der cykelstier og en del af dem fører igennem naturområder, hvor der er løsgående skotske højlandskvæg, men er det ikke lykkedes mig at se dem lige i dette område.

Breda "Haven"......
Skibet er opkaldt efter Ambrogio di Spinola, der var anfører for de spanske tropper der angreb og holdt Breda belejret i 6 måneder, indtil garnisonen overgav sig d. 5 juni 1625. Nu fungerer det som partyskib.
Breda, "Haven"......
Hullet midt i muren hedder "Spanjaardsgat" (det spanske hul) og muren er en del af Breda slot, der huser det militære akademi.
At hullet har fået netop det navn skyldes følgende (ikke historisk beviste) historie,. Under den spanske belejring havde Adriaen van Bergen udtænkt en plan for generobring af Breda, 68 håndplukkede mænd kom - gemt ombord på et skib der transporterede tørv til de spanske tropper - ind i byen og dette førte til at byen igen kom på hollandske hænder og tørveskibet lå ved hullet.

Onze lieve vrouwe kerk (også kaldet Groote kerk) set fra "Haven".....

Jeg ved godt, at jeg tidligere har vist billeder af Breda "Haven", men jeg er så imponeret af det projekt.
Indtil 1965 var der vand i dette område, frem til 1937 endda med åben havforbindelse. Men da man lukkede denne forbindelse var der ingen gennemstrømning af vandet og det endte som en stinkende plet i byen, der mest blev brugt til at smide gamle cykler og senge i. Byrådet tog derfor beslutningen om at lave området om til en bred vej for at gøre den trafikale gennemstrømning i Breda bedre og under jorden blev Hollands første underjordiske parkergarage lavet.
Men nye tider = nye skikke og da ikke alle i Breda var tilfredse med den løsning byrådet havde fundet, besluttede man knap 40 år senere, at der igen skulle være vand ved "Haven" i Breda. Det blev indviet i Juni 2007 og er nu hjemsted for utallige cafeer og restauranter.

Breda, hjørnet af Haagdijk og Prinsenkade.....

De 2 unge - for mig totalt ukendte - mennesker på billedet spurgte, om ikke de måtte agere fotomodeller, da jeg var i gang med at fotografere Groote Markt....

Breda, Catharinastraat.....
Det blev til en cykeltur på knap 25 km. før jeg igen var hjemme, men vejret var pragtfuldt og jeg vænner mig mere og mere til sadlen på min sorte hollænder. Sidst, men ikke mindst så havde jeg en følelse af at jeg da i hvert fald havde gjort en smule for at forbedre min kondition.