Så ruller vi.......

Så står køkkenet for tur og malerruller, pensler, afdækningstape m.v. bliver svunget rundt så det er en lyst ☺

Lykkeligvis tænker jeg altid så godt når jeg maler, for Lone gav mig en udfordring af de helt store her til morgen!!!!!!

Hun bad mig om at finde 7 pink ting herhjemme!!!!

Lige umiddelbart kan jeg kun komme i tanker om en kjole, som jeg strikkede til min datter i begyndelsen af 80´erne og den har jeg da vist et billede af ☺

Jeg er i hvert fald nået til den konklusion, at vort hjem er kedeligt, for der springer ikke lige 7 pink ting i øjnene på mig, men jeg arbejder videre på sagen om de 7 pink ting og maleriet. ☺

Det danske sprog er en svær en.....

Jeg hører til den generation, der har terpet dansk retskrivning gennem folke- og realskolen til hudløshed og igennem alle skoleårene var det et af mine bedste fag, sammen med det at lære at skrive med en smuk håndskrift.

Jeg husker tydeligt, når vi havde fået opgaver for i ”På egen hånd”, at min mor kontrollerede det jeg havde skrevet og hvis det ikke var perfekt, så måtte det laves om inden sengetid, da tingene skulle være i orden, før de blev afleveret til lærerinden.

Senere har jeg endda frivilligt taget ekstrakurser i dansk, både fordi jeg synes det var interessant, men givetvis også fordi jeg på forhånd var sikker på, at jeg ville få en god karakter.

Hvad sker der så nu, hvor der kan gå en del dage mellem jeg taler dansk og mit skrevne dansk begrænser sig til e-mailkontakt med min datter, familie og venner samt mine indlæg og kommentarer på bloggen?

Til min store fortvivlelse bliver mit danske dårligere og dårligere og det var en ting jeg havde sat mig for, det måtte bare ikke ske. Jeg vil blive ved med at tale et ordentlig dansk og min barndoms dialekt skal blive ved med at være den der tales, hvis jeg for eksempel taler med ældre familiemedlemmer, men jeg oplever tiere og tiere at jeg må søge efter ord og i værste fald at der en enkelt gang kan snige sig et engelsk/hollandsk ord ind i samtalen. Af og til når min mand spørger om en oversættelse til dansk af et hollandsk ord, så kan jeg ikke komme i tanke om det danske ord og må have fat i Gyldendals de røde ordbøger (vi er enige om, at det er en af de bedste investeringer vi nogensinde har gjort).

Det skrevne dansk volder også problemer, stavekontrollen bliver som regel altid brugt ved e-mails og hvis jeg har skrevet et indlæg på bloggen, så bliver det kontrolleret op til flere gange før jeg trykker send og alligevel sniger der sig ofte en fejl ind. Tit skriver jeg indlægget i Word og kopierer det ind i bloggen og håber så, at det er nogenlunde i orden.

Jeg bliver så vred på mig selv over mine fejl, men tænker også af og til hvorfor nu det? Hvem er det egentlig jeg vil imponere med, at jeg stadig kan skrive/tale korrekt dansk? Er det et eller andet, som ligger dybt i mig/os, at vi er blevet opdraget til at det bare skal være i orden? Er det et eller andet med Gitte Nielsen? Er det Janteloven som jeg er lidt bange for ”Hun skal da ikke tro hun er noget, bare fordi hun er flyttet til udlandet”?

Det var så dagens sure opstød og nu til noget helt andet.

Billederne er fra Edam (den med osten), det er en vidunderlig smuk by (hvis man er til gamle byer og det er jeg) beliggende lidt nord for Amsterdam. Det hører med til den ultimative drøm at få lov til at bo et sådan sted, men huspriserne er også derefter ☺☺

I Edam oplevede jeg for første gang at spise på det der kaldes Huiskamer restaurant (stue restaurant). Det var en helt speciel og herlig oplevelse at sidde i andre (ukendte) menneskers stue og spise en udsøgt middag. Der var 3 små runde borde i stuen og da vi ikke havde bestilt bord på forhånd, måtte vi dele bordet med et par tyske gæster, der ikke synes det var så herligt som vi gjorde. De havde hørt, at når man gik på Huiskamer restaurant, så var det meget socialt og vi har givetvis ikke været sociale nok ☺☺

Vi bliver flere og flere :-)

Vi haler ind på dem i antal de hollændere, det går ganske vist lidt langsomt, men......

Jeg har længe været vidende om, at der i vores by også bor en anden dansker. Jeg kender ham ikke personligt, men fik kendskab til ham engang jeg bestilte en bog hos den lokale boghandel og da de bad om mit navn kom der gang i snakken. Pigen der tog imod min bestilling var svigerinde til danskeren og senere da vi var til fest hos naboen, fik jeg at vide at den unge mand som foretager det årlige eftersyn af vor varmekedel og airconditionanlæg og som er naboens svigersøn, han er kammerat med samme dansker.



I dag fik jeg kendskab til 2 andre danskere, de bor ganske vist i Oosterhout som ligger knap 10 km. fra hvor vi bor, men hvad betyder det når det drejer sig om landsmænd :-)

Da jeg på laboratoriet skulle opgive mit navn spurgte den søde unge laborant om jeg var svensker? Et er at der ofte bliver sagt Tschüss når jeg siger farvel, det har jeg ligesom vænnet mig til, men nu også svensk :-).

Det viste sig, at laborantens far var dansk, født i Bording og bosiddende i Holland i mere end 20 år. Vi fik os en sludder om det hollandske sprogs mysterier og det faktum, at hun synes det var herligt, når hun af og til var nødt til at oversætte noget for faderen. Samme far havde fundet ud af, at der i Oosterhout også boede en anden dansker, som han kun kendte af navn.

En ekstra lille krølle på historien er, at det faktisk var i Oosterhout at jeg startede min kariere på det hollandske arbejdsmarked, uden at kunne ret mange hollandske ord. Det var et herligt sted, international atmosfære, nyt byggeri beliggende tæt ved Wilhelminakanalen og da jeg endelig havde fået tiltusket mig til en plads med udsigt over kanalen, da skulle virksomhende flyttes til en anden by :-(

Dagens billeder er fra Bronkhorst - Hollands mindste by - med ca. 155 indbyggere. Tiden er stået stille i byen der ligger i provinsen Gelderland, alle huse er smukt renoverede og intet nymodens byggeri har fået lov til at slå rod blandt de mange gamle huse og gårde.

Sikken et 1½ døgns tid.

Min barndomsveninde og hendes mand ankom til campingpladsen søndag eftermiddag og vi cyklede ud for at modtage dem medbringende frisklavet kaffe og hjemmebagt kage. Det var rigtig, rigtig dejligt at se dem igen og i løbet af få sekunder gik snakken som den altid har gjort.


Min barndomsveninde er et herligt menneske med begge ben solidt plantet på jorden, hun siger mange kloge ord, hun har et realistisk syn på tingene, er ikke bange for at sige sin mening, hun er meget befriende at grine sammen med og så er hun den eneste som har været i stand til at sætte ord på tanker, som jeg har gået og tumlet med og jeg ikke har villet/kunnet involvere andre i (jeg har husket at fortælle hende hvor meget jeg har savnet hende i løbet af de sidste 7 år). Det betyder ikke at vi altid har været lige enige om tingene, men jeg mener at det er netop hvad der betegner et godt venskab.


I løbet af det halvandet døgn de var her - inden de drog videre til Frankrig - da nåede vi at grine meget, at spise et par gode middage sammen alle 4, drikke rødvin, at spise morgenmad sammen 3 af os, at køre rundt i Brabant, at spise i frokost i den by hvor vi boede før samt at få snakket en hel del, det har været så dejligt og jeg har nydt hvert sekund.


Men da vi var på vej hjem fra seight seeing i går, da havde jeg (vi) en for mig rædsom oplevelse, hvor jeg er dybt taknemmelig for at de var med i bilen.

Da jeg i en stor rundkørsel i Tilburg (hvor jeg kører næsten dagligt) ville skifte bane og havde blinket en rum tid for at få alle biler væk så jeg kunne komme over i den anden bane, kommer der en lille rød Susuki Alto kørende ind foran mig og jeg rammer dens højre bagdør. Nu var farten heldigvis ikke stor, men alligevel så ser det højre hjørne på Audien ikke særlig pæn ud.


Det var en rædselsfuld oplevelse, jeg mente bestemt at jeg overholdt alle færdselsregler, men min modpart påstod at det var min skyld. Min venindes mand skyndte sig at fotografere rundkørsel, kørebaner, skader på bilerne og gudskelov for det, for få minutter efter uheldet var sket dukkede først en bil op med en dame til at give support af den anden bilist og kort derefter kom endnu en bil med 2 herrer som ekstra support.


Jo mere modparten samt de tilkommende hjælpetropper påstod at fejlen var min, jo større blev min tvivl selvfølgelig, men heldigvis havde jeg jo 2 gæve danskere med i bilen, som var i stand til at fortælle mig, at jeg var uden skyld og at jeg havde kørt som jeg skulle.


Hver gang jeg forsøgte at sove i nat, blev jeg meget vågen så snart hovedet ramte puden og tankerne myldrede rundt: Ville de 2 små børn som modparten havde siddende på hhv. forsæde og bagsæde i bilen kunne sove i nat? Var det min skyld? Var min koncentration blevet afledt af et eller andet? Havde jeg gjort noget forkert? Havde jeg sagt noget forkert? Var det forkert, at jeg ind i mellem snakkede med min venindes mand på dansk, hvilket selvfølgelig gjorde modparten mistænksom?


Men igen i nat var min veninde den frelsende engel (uden at hun ved det) idet hun kom med en stor pose "Søndag" til mig og de blev i nattens løb gennempløjet på kryds og tværs, der blev læst kriminal noveller og lavet Soduko indtil det lidt efter 5 i morges hvor det endelig lykkedes mig at falde i søvn i et par timer.

Strygetøj m.m.

Det er da utroligt så meget strygetøj der kan hobe sig op på bare en uge!

Da jeg startede, så det ud som om der var tøj fra en familie på 6 - 8 medlemmer, men vi er altså kun 2 her på matriklet. Godtnok har vi haft gæster i hele sidste uge, men det ene hold havde selv alt med hjemmefra, så det kan jeg ikke bruge som undskyldning.

Nu er det overstået og jeg trænger til en velfortjent pause - synes jeg da selv :-)

Under sidste uges Efteling besøg var vi oppe i en attraktion ved navn Pagoden, den er udformet som et tempel og hæver sig ved hjælp af en hydraulisk drevet 225 tons tung arm 45 meter op i luften. Mekanikken har jeg ikke så meget forstand på, jeg kan da godt se at det er imponerende, men så er det også sagt.

Det jeg bemærkede mest var alt det grønne i området omkring Efterling og Tilburg, så langt øjet rakte var der grønt med små byer spredt rundt imellem, det var et dejligt syn som gjorde mig glad.

Dansk besøg, blade og blog.

Det er dejligt at få gæster, rigtig dejligt at familie, venner og bekendte vil køre helt herned til det sydlige Holland for at besøge os.

Når gæsterne tager danske blade med, så bliver jeg overlykkelig og det er faktisk ligegyldigt hvor nye/gamle bladene er og hvilken slags, bare de er danske. Denne gang fik jeg Femina, Søndags BT (det hedder vist kun Søndag nu om dage), IN samt et katalog fra Illums bolighus :-) og jeg forsøger ikke at sluge dem med det samme, men gemme dem og læse lidt ad gangen.

Det gør det ekstra sjovt, at der i det modtagne Femina er en artikel om Liselottes blog "Slagt en hellig ko", da det var den første blog jeg læste.

At jeg i det hele taget fandt Liselottes blog skyldes en tilfældighed og er en længere historie.

Tidligere købte jeg altid armbånd hos "Gavlhuset" som lå i Algade i Aalborg og på et tidspunkt for nogle år siden spurgte min datter hvad jeg ønskede mig i enten fødselsdags- eller julegave. Jeg mente tiden måtte være inde til at få et nyt armbånd og da jeg fremsatte ønsket sagde hun at hvis hun købte et armbånd til mig, så blev det måske en anden stil end den sædvanlige, da Gavlhuset var ved at blive revet ned.

Jeg fik et smukt armbånd i gave, men siden har jeg forsøgt at finde ud af hvem der egentlig var leverandør af smykker til Gavlhuset og på et tidspunkt stiftede jeg ad den vej bekendtskab med Liselottes blog idet hun havde omtalt Gavlhuset.

Da jeg flyttede herned kunne jeg kun finde spændende armbånd i Amsterdam, men nu findes de efterhånden rundt i hele Holland og jeg må indrømme, at samlingen er blevet udvidet med nogle stykker ud over dem der er på billedet.

Entré

Min første tanke da jeg på ”Pernille på 1´s” blog så et billede af hendes entré var, at det var utrolig smukt, rent og lyst og da jeg senere kom igennem vor egen entré da kunne jeg i tankerne ikke lade være med at sammenligne.

Forhistorien for udseendet af vor entré er, da vi flyttede til denne lejlighed som vi købte i slutningen af 2005, stod vi med 5 flyttekasser som indeholdt fotos i smukke rammer samt alle mulige forskellige ”kunstværker” som vi enten havde købt sammen eller tilhørte kategorien af ”ting” som har været i min familie i årevis og som jeg vil have meget svært ved at skille mig af med og vi anede ikke hvad vi skulle gøre af det hele.

Da flyttekasserne havde stået i vejen for alt og alle i et par uger blev beslutningen taget, vi indretter entreen som galleri og projektet blev startet op.


Da jeg senere fortalte min datter om vores ide med at indrette entreen som galleri og tilføjede at vi påtænkte at sætte en lille pengekasse inden for døren så gæster kunne betale for at bese galleriet, var hendes kommentar ”Det altså var dyrt nok at køre ned til jer i forvejen, skal vi nu også til at betale for at komme ind, så vil der altså blive langt mellem besøgene”..

Det lykkelige er, at det nu også via en tante til min mand er lykkedes at få fat i enkelte dele fra min mands forældre, så det ikke kun er alle mine fortidsminder som hænger fremme.

Der er stadig få ledige pladser på væggene og nu er der gået sport i at finde rammer der er så forskellige som muligt og som samtidig falder i begges smag.

Er det mig der er tosset?

Her til morgen læste jeg noget i avisen som undrede mig, det var ganske vist gårsdagens avis som jeg ikke havde nået at læse, men tallene har sikkert ikke ændret sig siden da.

McDonald´s indtjening er under finanskrisen steget med 5,1% på verdensplan, i USA var stigningen på 2,8 % og i Europa var det hele 7,6 %. Koncernen mener, at stigning i USA skyldes introduktion af McCafe´s kaffedrikke, men hvad den skyldes i Europa vides ikke.

Siden ultimo 2008 har vi hver dag i nyhederne hørt om finanskrise, om virksomheder der må lukke, om mennesker der mister deres arbejde, om huse der må forlades, om teltlejre i England osv. osv. og så stiger McDonald´s indtjening.

Det er sikkert mig der er gammeldags, men i henhold til min terminologi så køber man ikke sin mad hos McDonald´s hvis tegnebogen er ved at være tom.

Det er ikke fordi jeg har noget imod fastfood, det er bare så sjældent vi får det og hvis det endelig sker, så skal det helst være noget med masser af grønt i.