Godnat…..

Hasselt/Belgien i fredags – gad vide om det er graffiti eller måske ejeren af huset, der er tegnet på muren?
Sov godt derude i Blogland.

Amazone–del 3.

For nogle uger siden skrev jeg nok så flot, at der ville komme en 3 og sidste del i føljetonen. Den har ligget som kladde i flere uger og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle med den, da den er alt for lang og alt for kedelig og for at gøre det hele endnu værre, så har jeg ikke et eneste lille bitte billede, der har det fjerneste med soldaterlivet at gøre. Sig ikke, at jeg ikke har advaret.

Og så stod man der, frisk udklækket fra konstabelskolen, med al sin tilegnede viden. Jeg kunne skille en maskinpistol ad, jeg kunne skyde med den, jeg kunne kaste med håndgranater, jeg var god til at splejse et kabel og jeg kunne pudse støvler, så selv Den Kongelige Livgarde ville have været imponeret. Var der noget jeg kunne bruge al den viden til? Ud over støvlepudsningen, så NEJ!

Det var en meget anderledes verden jeg kom til. Når jeg tænker tilbage, så kunne jeg vel sådan set lige så godt være havnet på et kommune-, post eller advokatkontor. Eneste forskelle var, at det altså var et signalkontor og på grund af uniformen, havde jeg et tøjbudget, der var noget nær nul. Var jeg skuffet? Jeg kan ikke længere huske det, men jeg havde jo selv valgt og kæmpet for at komme til det tjenestested og så kan man jo ikke tillade sig at være skuffet.

Også på det menneskelige område var det en brat opvågning. Elevtidens beskyttede verden, hvor officerer og befalingsmænd enerådigt bestemte, var væk. Nu skulle man tage hensyn til helt andre personer, uden militær baggrund, der ved hjælp af manipulation bestemte mangt og meget. Velkommen til den virkelige verden, Annette.

Men der var skam også lyspunkter! Mange endda! Et af dem var muligheden for at blive klogere ☺. Allerede på konstabelskolen, havde vi haft mulighed for at tage brevskolekurser fra Danmarks og Hærens Brevskole og da jobbet var i skiftehold, var der på aften- og nattevagterne mulighed for at “studere”. Jeg tog brevskolekurser i alverdens ting, brugbare og ikke-brugbare, bare for at nævne nogle få, så var der indendørsarkitektur, reklametegning, dansk, engelsk, fransk og praktisk militærpsykologi, ikke at forglemme. Jeg var lidt stolt, når jeg kunne føje et nyt kursusbevis til samlingen. Ud over dette, så gav Forsvaret også en anden mulighed for uddannelse, civilundervisning. Efter 3 måneder på tjenestestedet regnedes man for færdiguddannet og fik en kontrakt, der gjaldt til det 35 år. I løbet af denne kontrakttid optjente man undervisningsuger (civilundervisning). Jeg mener, at kunne huske, at 1 arbejdsmåned = 1 undervisningsuge. Flotte vilkår, gad vide om den mulighed stadig eksisterer?

Trangen til at komme væk var der hele tiden, ikke fra Forsvaret, nej slet ikke. Men fra tjenestestedet og det indebar, at Forsvarets jobannoncer blev pløjet igennem og drømmen var, at finde et tjenestested et eller andet sted ude i den store verden, hvor både min mand og jeg kunne gøre tjeneste. Men tiden gik, vi købte hus og i 1977 blev vores guldklump født og “så render man jo ikke lige af pladsen”.

Jeg holdt ud i 11 år sammenlagt, hvoraf jeg var væk i 1 år på civilundervisning. Jeg har givetvis været ganske uudholdelig for mine nærmeste kolleger, for jeg kunne ikke se noget positivt i jobbet, jeg ville noget andet. Selv om jeg i mellemtiden havde fået langtidskontrakt, der gjaldt indtil det 45. år, tog jeg orlov i 1 år, for at være sammen med vor datter det år hun skulle starte i børnehaveklasse, for derefter at forlade Forsvaret.

Egentlig havde jeg troet, at det skulle være et bestemt, absolut definitivt farvel til det danske Forsvar, dengang i 1983, men man har jo som bekendt et standpunkt, indtil man tager et nyt.

Et par år senere, nærmere bestemt i efteråret 1985, fik jeg opsnuset, at et center ved Flyvevåbnet søgte personel med kvalifikationer indenfor lige præcis det område, som jeg havde arbejdet med i 11 år. Da det oven i købet var et job for civilt personel, hvilket betød ikke flere af de forhadte løbeture, tog det mig ikke lang tid at få ansøgningen skrevet, komme til samtale og til al held blev jobbet mit.

I det job havde jeg 5 pragtfulde år sammen med skønne mennesker. En del kolleger havde været pionerer inden for Flyveradiotjenesten på Grønland og Færøerne og det var en sand fryd, at høre dem fortælle om årene deroppe. Jeg hørte for første gang om en klapmyds, lærte at høre P1, fandt ud af, hvor enorme mus kan blive, når kollegerne har ondt af de stakkels dyr og fodrer dem med risengrød og andre gode sager ☺. Af og til kan jeg stadig savne de kolleger og chefen, de er fantastiske mennesker. Men det var også 5 barske år med megen overarbejde, min mand var ofte væk på kurser og øvelser og som om jeg ikke havde nok at bruge min sparsomme fritid til, så havde jeg også meldt mig i hjemmeværnet. Lykkeligvis havde vi min mor, der på daværende tidspunkt var blevet enke, vi udnyttede hende groft, til at være barnepige for barn og hund.

Jeg var godt klar over, at det måtte stoppe med det spændende job. Efter 16 år i skifteholdsarbejde, kneb det med at blive ved med at klare det fysisk. Jeg blev mere og mere klar over, at jeg var nødt til at finde et job med arbejde i dagtimerne. Det lykkedes og endda indenfor Forsvaret ☺.

I det nye job fandt jeg mig selv stående foran en opgave, som jeg ikke havde det fjerneste forstand på. Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet med kommunikation indenfor Forsvaret i 16 år og mit nye job handlede om fly, vel og mærke jagerfly! Det var spændende, meget spændende og takket være en dejlig pige, som jeg kom til at dele kontor med, så lykkedes det os at klare mange sjove udfordringer.  Tak, kære Tove.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare stille mig tilfreds med det ☺. Da staten på samme måde som det kommunale gav adgang til videregående uddannelse ved Forvaltningshøjskolen, besluttede jeg mig for at starte på det. Det indebar, at man havde en ugentlig fridag, der blev tilbragt på skolebænken, gratis lærebøger og fri til eksamen. Da fik jeg min sag for! Jeg husker endnu, dengang den første opgave i Nationaløkonomi skulle afleveres, da tog jeg alene i sommerhus for i al ensomhed at prøve at finde hoved og hale i Nationens økonomi, så vidt jeg husker var det ikke lige i det fag jeg scorede point. Til gengæld kunne jeg slet ikke få nok af fag som Statsret og Forvaltningsret, de passede ligesom bedre til mit temperament.

Det blev til 4 år med job og skolegang samtidig, egentlig ville jeg gerne have fortsat med at gå i skole, men fagene der blev udbudt, henvendte sig hovedsagelig til den kommunale verden, derfor var det lidt svært at forsvare fortsat skolegang. Yderligere hed det sig, at man skulle have Forvaltningshøjskolens 2 årige grunduddannelse, for at få den dengang så eftertragtede overassistent titel, men da jeg så nye kolleger blive overassistenter, uden at have så meget som sat en fod på Forvaltningshøjskolen, tabte jeg ligesom lidt troen på det hele.

Hvad så? Jeg har det jo med at rode mig ud i alverdens ting (sjovt nok, så har jeg set, at der er andre blogskrivere, der har det på samme måde) og det næste var fagforeningsarbejde for civilt ansatte i Forsvaret.

Bestyrelsesarbejdet indenfor Fagbevægelsen bød på en del fantastiske kurser, hvor man arbejdede meget med selvudvikling, de kurser sammenholdt med, hvad jeg havde lært på Forsvarets leder- og mellemlederkurser og ikke mindst de 4 år på Forvaltningshøjskolen åbnede langsomt mine øjne for, at Forsvaret og Annette nok var groet i hver sin retning og ikke passede sammen længere. Under denne øjenåbningsproces søgte jeg forskellige former for orlov, som regeringen havde åbnet mulighed for, alt blev afslået og derefter besluttede jeg mig for at standse samarbejdet. Jeg måtte ud og se hvordan verden så ud uden for hegnet.

Ville jeg have gjort tingene anderledes, hvis jeg havde haft mulighed for det? Jeg har ikke et eneste øjeblik fortrudt, at jeg begyndte som konstabelelev, men undervejs er der måske nogle ting, som jeg ville have gjort anderledes. Min mand plejer at sige, at man tager en beslutning ud fra de givne omstændigheder, der er i det øjeblik beslutningen tages og fortrydelse eksisterer ikke. Og egentlig synes jeg nok, at med 26 år inden for det danske Forsvar, så har jeg aftjent min værnepligt ☺.

Hvad der så skete sidenhen, det må komme en anden god gang ☺.

Hvad er det lige der sker?

Højst besynderligt, men lige nu, hvor klokken er 21.15, har vi 16,2 grader udenfor?

På en husgavl, midt i vores lille by, er dette digt malet:

Kærlighedsdigt.
Du har ikke brug for tingene, for at kunne se.
Tingene har brug for dig, for at blive set.

The English Rose….

Godt, at husherren havde bebudet sen hjemkomst i dag, for han ville givetvis ikke haft mange chancer for at få et ord indført .

Jeg har haft besøg af min gode veninde og tidligere kollega engelske Rosemari og vi har snakket, spist sild og gravad laks, snakket, spist mørbrød med bløde løg, snakket, spist kage, drukket kaffe og set billeder .

Hvor har jeg nydt det, det var dejligt at se hende igen og blive opdateret med, hvad der er sket i hendes verden siden sidst.

Roz, thank you very much for the lovely box with flowers and plants and for a wonderful afternoon.

Dengang i 60´erne – nu live med Writer.

Dejlige billeder af meget unge bloggere har på det seneste vist sig på min skærm og mens duften af frisk rugbrød breder sig, fik jeg lyst til at give mit bidrag.

Første skoledag 16 august 1960.
Vi startede sent, da skolen var nybygget og først da, var klar til at blive taget i brug. Det var en stor festdag, Arentsminde havde fået en flot ny skole og jeg husker endnu, at vi fik sodavand og wienerbrød til indvielsen ☺.
Min mor har i min bog skrevet:
”Nille er begyndt at gå i skole, det var en stor dag. Hun var meget beklemt, da hun skulle af sted men efterhånden går det bedre.”
Jeg har senere fået fortalt, at jeg måtte følges til skole i mange uger (afstanden har været max 1 km),  jeg var ikke glad for at skulle væk fra mor ☺.

Første afdansningsbal i 1962.
Min mor havde en ide om, at dans hørte med til ethvert barns opdragelse, derfor kæmpede jeg mig igennem Vera Jensens danseskole på Brovst Hotel i et nu glemt antal år. Det er mig med den hvide sløjfe i håret ☺. Så vidt jeg husker, blev jeg aldrig nogen ørn udi dansen, men senere når jeg til familiefester kunne lokke min far med til at danse engelsk vals, det hørte med til lykkemomenterne.

Konfirmation 10 April 1967.
Billedet er fra dagen derpå og jeg mener at kunne huske, at jeg var lidt misfornøjet, da “alle de andre” i klassen måtte fejre Blå Mandag i Aalborgs gader, hvorimod jeg skulle til den årlige fotografering hos Kehlet Stella Nova.

En smule irriteret......

Ja, jeg blev endda så irriteret, at jeg nåede at lave op til flere fejl i indlægget, men.....

Jeg har tænkt meget længe over følgende indlæg.
Skulle jeg bare ignorere det jeg havde set eller skulle jeg tage til genmæle?

På en blog, så jeg i weekenden, at blandt andet jeg blev advaret mod at have kontakt med en anden blogger!

Til det har jeg 2 bemærkninger:

For det første, jeg aner ikke hvad der er gået forud for hele den historie og det kommer heller ikke mig ved. Jeg plejer nemlig ikke at blande mig i hvad andre mennesker foretager sig og det agter jeg heller ikke at gøre i fremtiden.

For det andet, hvis mennesker vil i kontakt med mig og give mig gode råd og hvad jeg skal og ikke skal, så bliver de nødt til at vise flag og fortælle hvem de er. Anonyme indlæg er som regel skrevet af feje mennesker, der ikke tør stå frem (i henhold til min terminologi).

Belgisk invasion i Breda!

Jeg vidste det jo godt, da min søde nabo nede sydpå allerede på sin blog havde nævnt, at Belgien holder fridag i dag Allehelgensdag, netop derfor var jeg tidligt på den. 7 minutter efter Ikea´s åbningstid kørte jeg ind på parkeringspladsen og da var den udendørs parkering allerede fyldt og den nederste af de 2 parkeringsetager godt på vej til at være det.

Jeg havde hjemmefra tænkt, at jeg endelig ville gøre brug af det tilbud om morgenmad til 1 €, som Ikea har reklameret med længe. 12 minutter efter åbningstid stod jeg ved ved restauranten. Du godeste, hvor var der mange mennesker og alenlange køer for at komme ind og spise morgenmad.

Jeg fik hurtigt overetagen løbet igennem og på vej ned i underetagen passerede jeg restauranten, køen var ikke blevet mindre.


I underetagen kom der et par enkelte ikke-planlagte ting i kurven, det gør der jo som regel, et par reservemåtter til badeværelset, lidt stearinlys, lidt indpakningspapir samt et enkelt spækbræt til samlingen.

Egentlig havde jeg overhovedet slet ikke behøvet at skulle igennem forretningen, da målet for mit besøg var fødevareafdelingen, det var kun tanken om den morgenmad, der fik mig til at rende igennem hele butikken.

Der blev købt rugbrødsblandinger, gravad laks, sild, flødeboller (til husherren), stikkelsbærmarmelade, hyldebærsaft og en lille bitte smule Daim osv. Og så fik jeg endda en gratis kogebog oven i handelen.

Da jeg kom ud igen var klokken 11.25 og da var alle p-pladser fyldt og folk kørte rundt med det kendte forjagede udtryk i ansigtet i jagten på en p-plads. Alle p-pladser vil sige 2 hele etager med oceaner af båse samt en udendørs parkering. Et kig rundt på bilerne viste, at ca. 75% af nummerpladerne var belgiske, men det havde jeg nu heller ikke været i tvivl om, da jeg gik rundt inde i forretningen, idet der var længe imellem jeg hørte andet end belgisk.

Onsdag får jeg besøg af en veninde og tidligere kollega engelske Rosemari og vi forsøger altid at finde på noget spiseligt fra vore respektive lande, når vi ses. I et "Hendes verden" så jeg, at platten (altså ikke dem til at hænge på væggen, men en tallerken med forskellige former for pålæg) igen er ved at få en renæssance. Det skal Rosemari så udsættes for og det kan ikke lade sig gøre at lave uden ordentligt rugbrød, sild fra skandinavien osv. Jeg er lidt spændt på, hvad hun mon siger til det.

Og min morgenmad, ja den kom til at bestå af 2 appelflappen (jeg er ikke sikker, men jeg mener, at jeg engang har set dem i Danmark omtalt som æbletasker), en lille hyldebær drik og et ikke helt lille antal Daim.