
I Holland er der i denne weekend plus den kommende uge "Historieuge" med krig og fred som hovedemne.
Efter en grundig gennemgang af programmet, der omfatter uendeligt mange tilbud med spændende udstillinger, film og aktiviteter over hele landet, blev vi i går enige om at koncentrere os om den østlige del af Brabant.
Vi nåede at se et par udstillinger, blandt andet en fra en stor medicinalfabrik i min mands barndomsby, fabrikken har igennem årene har været førende indenfor området og den var også stedet for opfindelse af p-pillen.
Vi var heldige også at få mulighed for at se en film om perioden under og efter krigen i samme by. Filmen var lavet af en landskendt og lokalfødt instruktør, for mig var den interessant da jeg kunne se forandringen i byen fra 1945 til nu og for min mand var den selvfølgelig en del mere interessant, da han kendte alle lokaliteterne og en del af persongalleriet, bl.a. dukkede hans barndoms læge frem på skærmen flere gange. Alt i alt en rigtig god dag med et alvorligt emne.
Køreturen hjem foregik på digerne, det bliver for mig ved med at være specielt uanset hvor mange gange vi kører og cykler der. Der er altid noget at se på, de smukke huse, sejleraktiviteterne på floden Maas og i går fik vi en ekstra bonus, da vi så ikke mindre end 4 musvåger, den ene blev siddende strunk på en hegnspæl og ventede på at blive fotograferet, men jeg må have været for langsom, for pludselig kiggede den lidt hovent på mig og fløj.....
I dag står den på oprydning efter sidste uges aktiviteter. Næsten alt kan blive vasket af og komme på plads og der skal ligges slagplan for næste uge. Det gik ikke helt som jeg havde håbet med maling af glaspladen, allerede fredag sidst på eftermiddagen krakelerede en del af malingen og i går kunne cirka halvdelen af malingen hives af i store flager, mens den anden halvdel sidder så godt og grundigt fast, at den ikke engang kan skrabes af….ØV.
Jeg gør forsøget igen i den kommende uge, jeg må indrømme at lysten til det kan ligge på et meget lille sted, men på den andet side set, det må altså for søren kunne lade sig gøre………