Oh, happy day.....

Har været til check på hospitalet i dag og fik at vide, at jeg ikke skal opereres i næsen, i hvert fald ikke i denne omgang. Måske senere, hvis generne kommer tilbage, men den tid den sorg/bekymring……

Et afsnit lukkes.....

Tidligere ville vi netop nu have siddet ca. 75 meter fra Vesterhavet i det nordlige Danmark og hygget med en god bog, ild i brændeovnen og senere travet en lang tur langs med havet ☺

Det var en lang og hård beslutningsproces, den tog næsten 2 år, før jeg endelig tog mig sammen og ringede til ejendomsmægleren og bad ham om at sætte sommerhuset til salg.
Min morfar byggede omkring 1939 to sommerhuse, som han senere solgte og i 1956 købte han så det sommerhus, som skulle blive vores. Huset, der også var fra 1939, var et muret hus på 45 m2 plus garage og det havde den fantastiske luksus at have et lokum i garagen. Jeg kan huske, at det altid var min mormors job at tømme spanden.

Da min morfar døde i 1969, overtog mine forældre sommerhuset og nu begyndte vi at bruge det til andet end at køre ud og drikke eftermiddagskaffe i om søndagen. Ud over at vi opholdt os der tiere, så kan jeg også huske, at have hørt tale om nogle fantastiske fester som mine forældre afholdt der ☺

Min far var utrolig dygtig med sine hænder og på et tidspunkt, jeg tror i 1976, tog han al indmaden ud af sommerhuset, kun ydermurene og taget stod tilbage, før han startede på genopbygningen. Der blev blandt andet lavet toilet med træk og slip, vi skulle ganske vist ud af hoveddøren for at komme ind på det, men det var lykke i forhold til at skulle ned i garagen hvor diverse kryb fint kunne drøne hen over gulvet, mens man sad og mediterede. Kort før min 30 års fødselsdag blev terrassens størrelse fordoblet og vi kunne holde festen derude i et pragtfuldt vejr.

Da min far døde i 1983 fik min mor lavet badeværelse i sommerhuset, hvilket var en suveræn luksus, da vi indtil da badede i garagen med vand fra en tønde, der blev sat op på taget og fyldt med vand, der blev varmet op af solen.

Min tidligere mand og jeg overtog huset i 1990 og vi fandt hurtigt ud af hvor besværligt det er, at have 2 huse det ene med en stor have, 2 fuldtidsjob (det ene med megen rejseaktivitet og den anden med dag-, natte- og weekendvagter) og en lille pige, der også skal have opmærksomhed. Tog vi i sommerhus, ja så kunne man ikke lade være med at tænke på, at haven derhjemme egentlig burde have haft en omgang og blev vi hjemme, så gik tankerne til sommerhuset, hvor der også trængte til lidt gør-det-selv aktivitet.

Da jeg blev skilt var jeg meget i tvivl om, hvad der skulle ske med sommerhuset, jeg kunne ikke sige farvel til det, det var umuligt. Jeg flyttede derfor nærmere huset og kort tid derefter skete der noget som mundede ud i, at jeg nu bor i Holland.

Efterhånden fandt jeg ud af, at det bedste nok ville være at renovere huset og derefter leje det ud via et bureau. Jeg så på daværende tidspunkt flere fordele i projektet, for det første kom der lidt penge i kassen, det er jo aldrig dårligt og der ville i hvert fald i sommerperioden altid være mennesker, som holdt øje med huset. Renoveringsprojektet blev foretaget af min venindes mand, 2 af hans tidligere kolleger og min tidligere mand og resultatet var uden sammenligning, det blev smukt, indbydende, rent og dejligt.

Der kom tagpap på (jeg har en ide om, at det hører til på et muret sommerhus), stue og køkken blev lagt sammen, loftet blev taget ned og huset ført op til kip for at få det til at virke større, alt træværk blev ludbehandlet, murene indvendig fik lov til at stå rå og blev malet hvide.

Efter jeg flyttede til Holland begyndte sommerhuset langsomt at blive mere en byrde end en glæde. Vi afsatte hvert år 2 ugers ferie til at komme hjem og hhv. klargøre huset til udlejning om foråret og til at lukke det af for vinterperioden. Vi har før siddet i styrtende regn næsten 1 uge, for så først at kunne komme til at male huset dagen før vi skulle hjem.

Udlejningssituationen var absolut ikke optimal, bureauet ringede ofte og sagde nu var der dette og hint i vejen, jeg var rystende nervøs hver gang de ringede, for hvad var der nu galt? På et tidspunkt mente de, at der manglede en dør, et andet tidspunkt manglede de en vandhane, så var der hår i risten på badeværelset, så var mikrobølgeovnen ødelagt af tidligere lejere, der havde lagt en plastmappe ovenpå og startet. En lejer ville endda have bygget om i børneværelset i den uge han var der, idet hans unger fra overkøjen med lidt god vilje kunne nå HFI relæet osv. osv. De ture min datter og svigersøn samt min tidligere mand har taget ud til sommerhuset for at se hvad der var galt, de kan ikke tælles på 2 hænder. På et tidspunkt blev jeg så sur, at jeg sagde til bureauet, at det da for søren ikke var Ritz lejerne havde lejet, det afspejler vores indtjening i hvert fald ikke.

Hver gang enten vi eller min datter og svigersøn kom ud til huset, var der ødelagt et eller andet og hver gang var svaret fra bureauet, at det måtte man forvente når man lejede ud. Selv om bureauet stod for rengøring var der altid beskidt når vi kom, en enkelt gang da vi kom for at lukke huset af for vinteren var der en afskyelig stank, da vi ankom sent om aftenen, det viste sig at der var sat porcelæn i skabet som ikke var vasket af efter brug og det havde så stået og hygget sig der i et par måneder - det tog nogle timer før vi kom i seng den aften.

Jeg blev mere og mere led og ked af det sommerhus, det er et stort ord at sige at jeg hadede det, men der var i hvert fald ikke megen glæde jeg følte. Jeg havde regnet med, at min datter og svigersøn skulle overtage huset på et eller andet tidspunkt, men de har selv stort hus med stor have og da min datters svigermor har også sommerhus, der er en del større end vores, så er det som regel der de er, når de er i sommerhus.

Endelig i efteråret 2006 tog jeg beslutningen om salg og vi var enige om, hvis det blev solgt, så var det godt og blev det ikke solgt, så var det også godt, prisen ville vi ikke røre ret meget ved.

I foråret 2008 blev det solgt og selv om jeg har haft min gang i det sommerhus siden jeg var 3 år og der knyttede sig utallige minder til det, så var det en kæmpebefrielse at sige farvel til det. De søde mennesker som købte det, var lige præcis sådanne mennesker, som vi gerne ville sælge til og jeg tror ikke at der er nogen tvivl om, at de nok skal passe godt på det.

Lørdag i familiens skød.

Et af vore hollandske børn Fleur og hendes kæreste havde i går inviteret på eftermiddagskaffe, hvilket vil sige at vi skulle på besøg i et hjem, hvor der altid er liv og glade dage, idet husstanden ud over 2 voksne også omfatter 3 greyhounds, 1 galgo samt 4 katte.

Da vi lige p.t. lider af en akut mangel på traveture og frisk luft blev vi – til trods for mørkegrå skyer og småregn - enige om, at køre tidligt og trave en tur undervejs. Da vi nåede Vught var det lykkedes os at køre fra regnen, så det gjaldt om hurtigt at finde en p-plads og så af sted på traveturen.

Vught er en skøn by med et utal af smukke gamle herskabsvillaer og bygninger samt enkelte slotte beliggende både i byen og i udkanten og hvis ikke vi var glade for at bo hvor vi bor, så er Vught en af de byer, som jeg bestemt ikke ville have noget imod at bo i.

Snob er der så nogle der vil sige, idet byen har ord for hovedsagelig at have tiltrukket det bedre bemidlede borgerskab. Men det jeg synes gør byen til noget specielt er, at man har gjort et stort arbejde ud af at bevare og vedligeholde gamle bygninger, der er overalt en rig og smuk arkitektur og sidst, men absolut ikke mindst så er der utroligt mange grønne områder i byen. Desuden ligger både motorvejen og storbyen ´s Hertogenbosch tæt på.

Man kan da ikke andet end synes om en by, der vælger en sådan bygning til rådhus. "Leeuwenburg" blev i 1901 bygget af en rig bankier og har fra 1936 til 2006 fungeret som rådhus. På grund af pladsmangel byggede man da et nyt rådhus nær det gamle og "Leeuwenburg" anvendes nu udelukkende til receptioner, festligheder, bryllupper og møder.

Vught var også byen hvor den senere hotelkonge Gerrit Van der Valk begyndte sin hotelvirksomhed på hotellet "De Witte", koncernen omfatter nu 59 hoteller rundt i verden samt en del forsyningsvirksomheder og det siges at alt stadig ledes af familiemedlemmer.

Frit oversat "Der findes ikke større glæde, end den man laver for sig selv".

Videre til kaffevisitten, hvor vi fik en fyrstelig modtagelse af de langlemmede vovser. Roan var den første i familien, selv om han må være ca. 6 år gammel, så er han stadig en stor hvalp, han elsker at være i fokus og er altid fuld af narrestreger og sjov, Silvan fulgte efter, hun er en ældre agtværdig dame på ca. 12 år der holder af at ligge i sin seng og overvåge hvad lømlerne nu finder på. Ifølge hendes mennesker er hun den der bestemmer i flokken. Timo er en utrolig langbenet knægt der ikke kan forstå, at den ikke bare lige kan sidde på skødet af os og blive nusset eller lige indtage få centimeter i yndlingshjørnet af sofaen, den er kælen og bare dejlig og Amon, den sidst tilkomne, han er stadig lidt sky, men efter nogle timer så er vi godkendt og kan så godt snakkes med. Ud over de 4 har der gennem årene været et utal af hunde, der skulle lære at leve i en familie.
Roan blev fundet løbende på landevejen et sted i Brabant og de 3 andre hunde er importerede fra Spanien gennem foreningen ”Greyhounds in nood”, en forening hvor Fleur er medlem af bestyrelsen. Hundene har i Spanien været brugt til hundevæddeløb og når de ikke længere kan indbringe hvad der forventes, bliver de udsat for frygtelige ting, som jeg har frabedt mig at få beskrevet.

Af og til er Fleur og jeg uenige om importen af hundene, idet jeg mener at det i mange tilfælde ville være mere humant at give dem en sprøjte, når de bliver fundet lemlæstede og mishandlede i Spanien. På den anden side set, når jeg ser hvad Fleur får ud af de hunde med kærlig og bestemt opdragelse, så forstår jeg også godt hvad der får foreninger i mange lande til at importere hundene. For at være helt ærlig, så brød jeg mig tidligere ikke om greyhounds, jeg synes de var grimme, men efter jeg har mødt disse og mange andre af racen, så har jeg fundet ud af at det smukke sind de har, det vejer langt mere end udseendet.

Eftermiddagskaffen endte med også at inkludere aftensmad, hvor vor hollandske søn Stijn og hans kæreste også deltog. En rigtig hyggelig eftermiddag og aften med masser af snak og grin.

En skøn overraskelse!

Midt i al mit køkken glasplade maleri (nej, den er stadig ikke færdig) og alle de andre aktiviteter som jeg havde gang i på samme tid, da ringede dørklokken. Ikke en gang men hele 3 gange nåede den at ringe, før jeg fik svaret og det med et temmelig hvast ”ja”. Jeg blev nemlig vækket tidligt i morges af samme dørklokke, da naboens nye møbler blev afleveret og de ringede på det forkerte sted.

Denne gang var besøget til os og det var en pragtfuld overraskelse. Et familiemedlem fra Danmark, som jeg ikke har set i 10 - 12 år, stod uden for døren. Hvor ville jeg dog gerne have gjort en masse ud af hans meget uventede besøg, men det lykkedes desværre ikke – han fik en cola (pinligt).

Men skønt var det at få sludret om hvad der var sket med os begge i mellemtiden, at snakke dansk og at sidst men absolut ikke mindst at se ham igen. Og han har 100 % lovet at komme igen næste gang turen går til Holland, så skal han udsættes for hvad huset formår udi det kulinariske.

Hvor blev jeg dog glad for at se ham igen.

Dagens gæst ca. 3 år gammel sammen med min mormor på stranden.

Mandag......

En mandag hvor jeg har været i gang hele dagen, men nu hvor jeg sidder og tænker på hvad jeg egentlig har fået udrettet, så er det absolut minimalt.

Mon ikke det bliver bedre i morgen......☺

Lørdag.....

En lørdag, hvor eneste punkter i agendaen var en travetur samt indkøb af bananer, dejligt.

Vi fik foretaget nogle indkøb der ikke var presserende, men som skulle klares engang ved lejlighed, en ny taske til min mands bærbare computer, 3 stk. dyb rødlilla tekstilfarve til det hvide hørlærred, som jeg har haft liggende siden foråret og blomster til de flasker, som vi havde med hjem fra sommerferien m.m.

Da indkøbene var overstået kom spørgsmålet, hvor skulle traveturen skulle foregå?

Det endte med at blive Loon Op Zand, en landsby beliggende mellem Tilburg og Waalwijk, min mand havde aldrig været der og mit kendskab begrænsede sig til, at jeg engang var på et én dags kursus i ”Time-management” i byen, men da var vi kun uden for bygningen ved ankomst og afgang.

Undervejs meldte lysten til en kop kaffe med appelgebak (æblekage) sig og vi endte hos ”De Heeren Van Loon”, der viste sig at være en smagfuldt indrettet cafe. Æblekagen blev hurtigt opgivet til fordel for hhv. en grovbolle med skinke og salat til min mand og et ”Broodje van de Heeren” (brød fra herrerne) til mig.

Da jeg spurgte hvad herrernes brød var, fik jeg at vide at jeg skulle holde af svampe og champignons for at kunne lide det og sikken en dejlig overraskelse, en grovbolle med skinke, fyldt op med 3 forskellige svampe, ristede tomater og løg samt salat.

Det tog os ikke lang tid at blive enige om, at det ikke var sidste gang vi kom der.

Loon Op Zand er en autentisk Brabant´s landsby med en kirke der daterer sig tilbage til 1394, vidunderlige gamle huse, nogle forretninger og 4 – 5 cafeer.

Byen ligger tæt på Hollands største forlystelsespark "Efteling" og profiterer selvfølgelig også deraf i sommerperioden.

Under den videre travetur fandt vi en rigtig hyggelig by, hvor alle hilste på os og enkelte begyndte endda at snakke - som min mand (der er indfødt brabander) plejer at sige ”Sådan rigtig hyggeligt på brabants ☺.

En rigtig god weekend til jer alle.

Oktobervejr

Da jeg i morges var ved at lede efter et bestemt billede kom jeg forbi ovenstående billede, der er fotograferet d. 24 oktober 2003. Heldigvis er der fuld sol lige nu og 13 graders varme, det må godt blive ved, bare lige lidt endnu......