Hvad er der galt?

Dagen i dag skulle, ud over støvsugning og gulvvask, bruges til at blive opdateret med, hvad der er sket ude i Blogland igennem de sidste par uger.

Opdateringen skrider fremad, men siden frokosttid har jeg ikke kunnet skrive en eneste kommentar…ØV….ØV….ØV.

Da det var galt i sidste uge, foreslog en blogger at skifte til WP, måske det er løsningen?

Nå, men rent bortset fra det, så er der støvsuget, gulvene er nyvaskede og det regner, noget så kollosalt, det er noget af en forandring i forhold til gårsdagens 30 graders varme.

En rigtig god eftermiddag og aften derude i Blogland.

Grrrrr…..

Hvad er der lige der er galt?

Jeg kan ikke svare på kommentarer!
Hver eneste gang jeg prøver, får jeg at vide at jeg skal logge ind….Jamen, jamen jeg er logget ind.

Jeg kan ikke skrive et indlæg via blogger og beklage de manglende svar eller kommentarer, jeg kan kun skrive via Live Writer.

Altså, hvad jeg dermed vil sige (skrive) er, at de manglende kommentarer skyldes altså ikke, at jeg ikke gider, men såmænd bare at jeg ikke kan.

En god aften til jer derude i Blogland.

Endelig på jernhesten igen…..

Efter 2 måneder, hvor energi for hver dag der gik, blev et mere og mere ukendt begreb, men hvor andre bivirkninger som kvalme m.v. til gengæld fik større og større indvirkning på hverdagen, har jeg i dag nydt en cykeltur i Tilburg.

For 2 måneder siden blev den daglige dosis af diabetes medicin ændret fra 2 x 500 mg til 2 x 850 mg og jeg havde en ide om, at alle genvordighederne nok skyldes den ændring. Men på den anden side set, blodsukker tallet faldt gennem de 2 måneder og det er jo det, det hele drejer sig om ☺.

Jeg er nu tilbage på de 2 x 500 mg og skal om 14 dage starte ud med en ny medicin sammen med de 2 x 500 mg. Den nye medicin har et helt umuligt navn og jeg har allerede forudset problemer, når jeg skal ringe til genbestillingstelefonen for at få fornyet lageret. Ingen tvivl, der skal øves, før jeg ringer ☺.

Der fører knap så mange veje til Tilburg, som der fører til Rom, men det skorter bestemt ikke på muligheder.

Jeg kan cykle via hovedvejen, Rijksweg N282, den gamle landevej, der var hovedfærdselsåren mellem Breda og Tilburg før motorvej A58 blev bygget. Den byder på et stykke med åbne vidder og et stykke med skov, af og til er jeg endda så heldig, at der er nogle ude at træne kørsel med jumbe og gig.

Langs N282 ligger en stor gammel gård. På gavlen af gårdens lade hang der, da min mand var dreng, en stor figur af Sinterklaas (den hollandske julemand) på den hvide hest Americo. Min mand synes, at det var spændende at passere den bygning, når de skulle på familievisit i Breda, idet Sinterklaas hang der hele året! Gården er nu delt op i 4 – 5 boliger og hvad hænger stadig på den bygning, der tidligere var lade? Sinterklaas på Americo!

Jeg passerer også forbi et stort center for mennesker med psykiske handicap ”Amarant”. Ofte står der 2 glade ungersvende ved hver sin indkørsel til centret, den ene vinker altid, mens den anden har travlt med at kigge efter biler samtidig med, at han arbejder intens med et stykke snor. Desværre var de der ikke i dag.

Indenfor Tilburgs bygrænse er der mulighed for at beundre alle de pragtfulde gamle huse, enorme og smukke, som jeg så gerne vil fotografere, men jeg tør ikke, jeg er bange for at blive antaget for at være en indbrudstyv, der fotograferer et muligt emne ☺.

Vælger jeg i stedet at cykle langs med jernbanesporet, er der mere læ. Her kan jeg på markerne følge de forskellige afgrøder, ikke at jeg har forstand på landbrug overhovedet, men det er faktisk lidt sjovt, at følge hvad der sker, når tiden nu er der til det. Ad den vej kommer jeg forbi et indkøbscenter Heyhoef, hvilket af og til er vældig praktisk, hvis man er på vej hjem. En stor del af denne rute går gennem et større skovområde, jeg passerer blandt andet 2 store legepladser, der altid er fyldt med glade børn. Der er op til flere fodboldbaner, hvor der også altid er aktivitet, uanset hvilket tidspunkt jeg cykler forbi. Nærmere Tilburg er der i skoven en minigolfbane med det interessante navn ”De 7 geder”.

En anden mulighed er, at følge Wilhelminakanalen fra Tilburg til Dongen og derfra vælge småveje. Desværre er cykelstien på et stykke af vejen, lige nu lukket af for al trafik, idet man er ved at bygge en ny bro over Wilhelminakanalen. Et kæmpefremskridt for alle der skal til/fra det store industriområde vest for Tilburg. Jeg fulgte kanalen et stykke ad vejen på vej hjem i dag og så kun 2 sejlbåde, men på en varm sommerdag kan der godt være kø ved slusen.

Endelig er der mulighed for at følge landevejen fra Tilburg til Dongen og derefter benytte småveje det sidste stykke. Turen er en del længere end de andre muligheder og den benytter jeg kun, hvis jeg skal til Dongen på vej hjem. Et stykke af vejen går via Tilburgs vestlige industriterræn, i udkanten ligger Cola fabrikken, derudover er det hovedsageligt gartnerier og en stor champignonfarm, hvor det vrimler med biler med polske nummerplader udenfor.

Ved indkørselen til Dongen by er der en række kolonihaver, udenfor står et skilt, der fortæller, at der er ledige haver og jeg har flere gange været fristet til at ringe og forhøre. Men det hele ser lidt trist ud, jeg kan kun se forfaldne plastdrivhuse på området, så jeg tror ikke lige det er noget for mig. Jeg forestiller mig, en lille have hvor jeg kan gå og pusle med grøntsager og blomster, mens Frank sidder udenfor et idyllisk lille hus og gætter kryds og tværs, samt selvfølgelig kalder når kaffen/theen er klar ☺.

Uanset hvilken vej jeg vælger, så er der cykelstier, alle flot vedligeholdt.

Ugen, der gik……

Jeg kan ikke lade være med at skrive det, men det giver altså et sug i maven (i min, i hvert fald) når man kører på motorvejen og der pludselig i højre side, fortoner sig et skilt, hvorpå der står ”Frankrig 1,7 km” og man ikke engang er på vej på ferie!

Mandagens første stop var Mouscron (på hollandsk hedder byen Moeskroen og med lidt god vilje, ser det jo næsten dansk ud ☺). Byen ligger meget tæt på den franske grænse, men desværre kniber det med billedmateriale, idet alle foto var fyldt med pletter fra de smådyr, der havde måttet lade livet på bilens for- og sideruder.

Dagen var begyndt lidt besværligt, op kl. 3.00, inden afgang var der lidt bilproblemer, som en søvndrukken mekaniker (via telefonen) nok mente, ville gå i sig selv igen. Men vi nåede ikke længere end få km. ind i Belgien, før samme mekaniker måtte ud af sengen, for bilen ville ikke køre så meget som en meter længere. Heldigvis var der i mellemtiden blevet lyst, hvilket gav mig mulighed for at fordybe mig i min bog, derfor var det overhovedet ikke noget problem (for mig), at der gik en lille times tid, før værksteds bilen med 2 morgenfriske mekanikere dukkede op, dynamoen blev skiftet og vi fik endda 2 nye batterier oven i handelen, ganske gratis ☺.

Jeg fik Ken Follets ”Jordens søjler” og ”Uendelige verden” i julegave af min datter og svigersøn, vidunderlige gaver, som meget hurtigt blev slugt. Stor var glæden, da jeg på biblioteket i sidste uge opdagede ”Code to Zero” af Ken Follet, den blev slugt lige så hurtigt som forgængerne. Jeg har læst et eller andet sted, at netop ”Jordens søjler” og ”Uendelige verden” var Ken Follets første forsøg ud i en anden changre end kriminalromaner. ”Code to Zero” var så spændende, at jeg var totalt tabt for omverdenen, den tidlige morgen i nødsporet på motorvejen mellem Breda og Antwerpen.

Lidt lærte jeg dog i Mouscron, idet en sikring var stået af, endda en meget vigtig én, den til køleskabet! Hold da op, hvor jeg lærer ☺☺☺.

Turen gik via Dadizele, hvor vi så nedenstående besynderligste rundkørselsudsmykning, som jeg, til trods intens søgning på nettet, ikke har kunnet finde ud af om der er en dybere mening med.

Videre til Roeselare, der i tiden før 1. verdenskrig, takket være jernbanen og en kanal, der var blevet gravet fra floden Lys og indtil byen, havde oplevet et økonomisk boom. Den store krig satte en stopper for den gode økonomi og byen blev en stor militær lejr for de tyske tropper, der kæmpede ved det nærliggende Diksmuide. Ved den store krigs slutning var 2/3 af byen blevet ødelagt.

Under 2. verdenskrig kom Roeselare også på verdenskortet, idet den belgiske hær der tabte sine sidste poster til den tyske Wehrmacht. Byen var besat af tyskerne i 4 år, men kom lykkeligvis ud af 2. verdenskrig uden de helt store skader.

Til trods for den forringede billedkvalitet, så må denne altså lige med. Stryge- og rengøringscentral og de søger endda rengøringspersonel, var det nu strygepersonel, så var det måske værd at overveje ☺.

Hver gang vi er i et område, som det vi kørte rundt i mandags, hvilket vil sige et område der havde stor betydning under 1. verdenskrig, kan jeg ikke lade være med at tænke på min ungdoms fascination af forfatteren Erich Maria Remarque, hvis bøger jeg slugte. Jeg har stadig den meget slidte udgave af  ”Intet nyt fra Vestfronten” stående, det er dog mange år siden, jeg sidst har læst bogen.

Onsdag blev jeg igen grebet af en serie fra dansk TV! Jeg holder utroligt meget af at se ”Bonderøven”, se hans omgang med værktøj og hans ideer, som jeg synes harmonerer så godt med min fars ideer. Onsdag fik jeg øjnene op for en ny skøn serie ”DR Friland”. Du godeste, hvor er det et spændende projekt at følge og så gør det jo heller ikke sagen ringere, at jeg kan sidde hernede sydpå og høre min hjemegns dialekt, som husbyggeren Steen Møller til min store glæde holder fast ved. Jeg har altid synes, at det er utroligt spændende, når mennesker tør være anderledes, som nu husbyggerne fra DR Friland. Mine egne forsøg begrænser sig ganske vist til økologisk havebrug, som jeg dyrkede tilbage i 80´erne i parcelhushaven i Aabybro, til stor morskab for nabolaget. Jeg fik i hvert fald Nordjyllands? største regnorme ud af projektet ☺.

Torsdag var der Roxy dag, den lille skat viser hele tiden tegn på, at hun bliver ældre og klogere. Tidligere, når jeg hentede hende på 3 sal, hvor hun bor til daglig, var hun ved at ødelægge det store bur, som hun er i, når hendes mennesker ikke er hjemme. Nu løfter hun hovedet, vifter med halen og fortæller højlydt, at hun er glad for at se mig. Men reaktionen, når buret bliver åbnet, er den samme som den altid har været, dog behøver jeg ikke at tørre op på gulvet efter hendes ustyrlige begejstring længere. En lang travetur med indlagt besøg på Roxy´s menneskemors arbejdsplads, resulterede i en træt lille hund.

Fredag har stået på strygetøj, besøg hos et gårdudsalg, der var i stand til at opfylde et længe næret ønske….nye kartofler, der ikke har været i plastpose! Af og til savner jeg at kunne gå ud i haven og grave nye kartofler op (det er de underligste ting, man kan savne). Jeg er ikke den store kartoffelspiser, men nyopgravede kartofler er der íkke meget, der kan slå. Hernede kan man købe kartofler i et væld af forskellige udformninger, alle beregnet til 2 personer. Der er skrællede, små, store, skivede, i forskellige marinader osv. og så ligger der 8 – 10 forskellige slags triste og kedelige kartofler i plastposer, de få gange jeg har forsøgt at købe en pose kartofler, har ikke været den helt store succes og jeg har længes efter danske supermarkeders store kurv med nye kartofler, som man med en skovl kunne dykke ned i og tage lige præcis så mange man havde brug for. Og sådan et sted har jeg fundet, at de så også har nogle usandsynligt gode jordbær, lokalt avlede, som måtte med i cykeltasken, det gjorde jo heller ikke sagen ringere.

Et længe næret ønske (fra husbond) har været et nyt skab til alt mit sy- og strikkegrej samt alle hans egne forskellige nødvendige ting og sager, det ønske blev opfyldt sidste weekend og denne weekend, er det ved fælles hjælp blevet sat op. Indrømmet, det så da rodet ud med alle de kasser og stakke med stof (jeg har ledt efter et før billede, men det eksisterer ikke) og for søren hvor er det da blevet flot og hvor er der styr over tingene, samtidig har det den enorme fordel, at det hele bliver mindre støvet.

Sidst, men ikke mindst, så har lille Roxy igen været ude og handle, fantastisk lille hund. Hun kom i går med bærende på en dagpleje”morsdag”srose og så smelter dagplejemoderen jo totalt ☺. Temperaturen kan vi bestemt ikke klage over, i går lørdag var vi temmelig nær de 30 grader (28,6) og i dag ser det ud til at blive lige så godt, herligt. Fortsat rigtig god weekend.

Jordemodertasken.

Jeg er ved at tørre støv af (hvad laver jeg så lige her, bag computeren?) og kom forbi min jordemodertaske.

Min mormor havde 3 søstre, i forbindelse med slægtsforskning, har jeg fundet ud af, at der også var en halvbror, men det er en helt anden historie.

De 3 søstre var Ane Dorthea, der sammen med sin mand overtog forældrenes husmandssted på Vilsbæk ved Brovst, Johanne Kristine, der sammen med sin mand bosatte sig i Amerika og Petrea Masine, som denne lille historie handler om.

Petrea blev født på husmandsstedet ved Brovst i 1895. Hun har givetvis i sin ungdom været ude at tjene, idet hun, da hun var fadder ved min mosters dåb i 1918, står som værende bosiddende i Vadum. Jeg kan forestille mig, at amorinerne har flagret i luften dengang i 1918, idet Petreas senere mand møllersønnen Harry, netop kom fra Vadum.

Hvor Petrea opholdt sig efter 1918, er det ikke lykkedes mig at finde ud af, men jeg har en formodning om, at hun nok har været i nærheden af Brovst, idet Harry, da han var fadder ved min mors dåb i 1922, var kommis i Arentsminde Brugsforening, kun ca. 8 km. fra Brovst.

Petrea og Harry blev gift i Brovst kirke i 1923 og jeg har fået fortalt, at jordemodertasken kom ind i parrets liv på det tidspunkt. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at parret har været på bryllupsrejse og at jordemodertasken er blevet indkøbt til det formål.

Efter vielsen flyttede Petrea og Harry et par kilometer længere vestpå, da Harry blev brugsuddeler i Øster Svenstrup Brugsforening, der var oprettet i 1921. I 1927 fik ægteparret datteren Sonja.

Petrea var, da jeg som barn lærte hende at kende, svagelig og sengeliggende meget af tiden og måske hun har været det i mange år, idet min mor har fortalt, at hun som stor pige af og til var i Øster Svenstrup for at hjælpe til i brugsforeningen. Blandt andet husker jeg, at hun fortalte, at en af nabo sønnerne kom ind i butikken for at købe en ”lim”, et udtryk blandt andet thyboerne brugte for en kost, men det var ikke kendt i ”storbyen” Brovst 2 km. længere mod øst.

I 1933 var medlemstallet i Øster Svenstrup Brugsforening nået det svimlende antal af 90 personer og omsætningen var på 60.000 kr. (Kilde: Danske byer og sogne, Hjørring Amt).

Datteren Sonja døde allerede i 1951 og Petrea døde i 1962. Inden Petreas død var parret fraflyttet den røde hjørnebygning i Øster Svenstrup, der indeholdt brugsforeningen. Om det også var på det tidspunkt brugsforeningen i Øster Svenstrup blev lagt sammen med brugsforeningen i Skovsgaard, er jeg ikke klar over. Harry og Petrea havde bygget en dejlig aftægtsbolig med udsigt over markerne nær brugsforeningen og det er også i det hus, jeg husker den sengeliggende Petrea.

I mine teenageår blev det moderne at gå med jordemodertasker og hvordan min mor havde fået opsnuset, at onkel Harry var i besiddelse af en sådan, det må stå hen i det uvisse (for søren, hvor jeg savner din viden mor, der er så mange ting, jeg gerne ville kunne spørge om). Min mor spurgte onkel Harry, om jeg måtte få tasken og jeg husker endnu den højtidelige overdragelse af skatten i 1969/70.

En af de første gange jeg havde jordmodertasken med til Aalborg, havde jeg en sjov oplevelse. Jeg kom spadserende i Bispensgade, da 2 – 3 unge mænd kom hen til mig. De pegede på jordemodertasken, en greb ud efter den samtidig med, at de alle 3 sagde rigtig mange ord på fransk. Selv om 1 års fransk i realen ikke just havde gjort mig i stand til at tale perfekt fransk, så fik vi dog gang i lidt kommunikation og det viste sig, at de ville købe tasken. Så vidt jeg husker, var de endda villige til at betale en pæn sum for den, men nej den var ikke til salg.

Jordemodertasken, der med årene er faldet lidt sammen, pynter nu min mormors gamle skab sammen med en gammel kuffert, der stammer fra min mands bedstefar. Jeg elsker at omgive mig med sådanne skatte der har en historie.

Jordemodertasken fik i foråret 2001 en yngre søster, idet jeg under en rygsæktur til Holland led af pladsmangel og måtte ud og investere. Den moderne version er selvfølgelig vældig praktisk, men den har knap så stor betydning for mig som Petrea og Harrys gamle jordmodertaske.

Det er heldigvis stadig ok med bløde pakker……

Vort dejlige gudbarn Isabella på 2½ år er sammen med hendes søde forældre og 2 skønne søskende på besøg i Holland her i påsken. Af og til bliver den dejlige unge udsat for nogle af gudmors hjemmekomponerede og hjemmestrikkede gaver og således også denne gang ☺. Heldigvis er hun endnu ikke så stor, at hun siger ”Jeg gider altså ikke bløde pakker”.

Gudmor var selvfølgelig alt for sent på den og samme gudmor havde selvfølgelig valgt garn, der skulle strikkes på pind 2 og 2½ og sidst, men ikke mindst, så blomstrede gudmors kreativitet allerhøjest midt under hele projektet, der alt i alt endte med at blive så tidskrævende, at knapperne først blev syet i 10 minutter før vi kørte på kaffevisit hos Isabella og hendes familie.

                                                                                                                    

Hvor var det dejligt at se dem igen og få lov til at snakke højt, inderligt og længe på dansk en hel aften ☺ ☺.

Lykke er……..

På regnvejrsdagen i sidste uge, kastede jeg mig ud i et projekt, som jeg har skubbet foran mig gennem de sidste 3 - 4 år.

Forstoffet på min højtelskede og uendeligt gamle læderjakke, kunne bare ikke længere, hullerne blev større og større og jeg var nu nået så langt, at jeg kun turde tage jakken af hjemme, af frygt for, at nogle skulle se de store huller ☺. Nu er det skam ikke, fordi jeg ikke vil have en ny jakke, jeg har forsøgt utallige gange, at finde en jakke nogenlunde magen til den gamle, men det er bare aldrig lykkedes og under hvert forsøg, kommer ekspedienterne med nydelige jakker, der givetvis passer bedre til min alder end den gamle, men det er bare ikke det jeg vil ☺.

Faktisk så er det lidt en sandhed med modifikationer, at det er min jakke, men jeg har i hvert fald været bruger af den gennem de sidste 13 – 14 år. Min datter købte jakken, mens hun var meget ung og jeg mener at kunne huske, at grunden til hun aldrig rigtig fik den brugt var, fordi den var for stor. På et tidspunkt, tænkte jeg, at den måtte jeg da kunne bruge og siden har den hængt på mig, fra de første forårssolstråler titter frem og indtil den bliver for kold om efteråret og jakken bliver smukkere og smukkere, for hvert år der går.

Jeg har ofte tænkt på, at indleverede jakken hos et syatelier og lade dem sy nyt forstof i, men så er der gået et nyt år og intet er sket. Sidste sommer, tænkte jeg, hvor svært kan det være? Nyt forstof blev indkøbt, endda sådan lidt Burberrylike, når der nu endelig skulle ske noget, så skulle det også ske med maner ☺.

I sidste uge blev det gamle forstof hevet af, nyt er syet i, endda med håndkraft, idet min symaskine nægtede at sy igennem alle lagene af læder. Jeg er bange for, at jeg nok bliver nødt til at sy det en ekstra gang, for at være sikker på, at det holder, men det behøver jo ikke at være lige nu ☺. Nu skal det bare nydes, at jeg igen kan være bekendt at tage jakken af og på uden for hjemmet. Godt, at der var en regnvejrsdag i sidste uge ☺.