Jønne skriver, at der har været lidt stille hernede fra ☺☺☺.
Nu er det skam ikke, fordi jeg ligger på sofaen og driver den af med en god bog, jeg har bare ikke rigtig følt, at der var været det helt store at skrive om, og så alligevel, det har der, men er det nu noget at skrive om på bloggen? Nu gør jeg det i hvert fald!
Fredag før vi rejste på ferie i Danmark, blev jeg ringet op af et job bureau, der ville høre om jeg var interesseret i at komme i arbejde igen? Det var en svær beslutning, jeg gav et delvist tilsagn og brugte så ferien til at tænke, om jeg nu egentlig ville eller ej.
Nu kommer der så en længere fristil over mit arbejdsliv hernede og jeg har fuld forståelse for, at eventuelle læsere hopper af her.
Inden jeg flyttede til Holland natten mellem 31. juli og 1. august 2002, havde jeg fra Danmark taget kontakt til et job bureau ved navn ”Undutchables”, for at forhøre lidt om arbejdsmulighederne for en dansker i Holland.
Grunden til, at jeg kan præcisere tidspunktet for min flytning så præcist er, at det var en afskyelig togtur, som jeg sent skal glemme. Alt mit bohave var flyttet til Holland, der manglede sådan set kun mig, tøj til ca. 3 uger, toiletartikler plus det løse, der dukkede frem hen ad vejen, da jeg ugen før afrejsen faldt og forvred min fod. Skadestuen sagde, den skal du holde i ro i 2 – 3 uger! Men det gik ikke, lejligheden skulle gøres ren, de få ting jeg havde tilbage i lejligheden skulle køres ud til min datter, hvor jeg opholdt mig de sidste dage, mens jeg fik gjort rent bord på mit job. Togturen foregik med en gigantrygsæk, der vejede 19 kg. plus det løse ved siden af, alt i alt en bagatel af 44 kg. (jo, jeg vejede det hele på badevægten) samt selvfølgelig den forbistrede forvredne fod, der sådan set lignede foden på en elefant, hvilket gjorde at eneste aktuelle fodtøj var badesandaler! Var jeg ikke rendt ind i en sød ung professor fra universitetet i Leiden, der var så godt opdraget hjemmefra, at han hjalp med bagagen et langt stykke af vejen, så havde jeg nok sat mig tudende på gulvet i toget ☺.
Nå, men tilbage til sagen! Jeg fik efter 14 dage i Holland job hos et svensk firma, der havde besluttet sig for, at blandt andet alle de skandinaviske landes indkøbsaktiviteter skulle flyttes til Holland. Jeg var en del af det hierarki, der skulle sørge for at de indkøb, der blev foretaget af firmaets skandinaviske medarbejdere, kom igennem godkendelsessystemet. Herligt job og utroligt søde mennesker, de skandinaver. Senere mente man, at jeg da også godt kunne tage England under mine vinger samt et par andre aktiviteter. Kors, hvor jeg knoklede og var sjældent hjemme før ved 20 – 21 tiden om aftenen.
Efter at være sluppet af med England igen, mente man fra firmaets side, at jeg godt kunne stå for implementeringen af det polske kontor til Holland, hvilket endda lykkedes uden de store sværdslag. Den succes gjorde, at man fratog mig alle mine skandinaviske kunder og overlod mig det store slag med også at få det ungarske kontor ind under de hollandske vinger. Hold da op for en bjergbestigning! Det var hele tiden 1 skridt frem og 3 tilbage, jeg kom bare ingen steder, der var ingen hjælp at hente og jeg hadede hver eneste dag, jeg gik på arbejde. Der blev brugt mange aftner/nattetimer på at skrive alenlange forslag til forbedringer af dette og hint og lige lidt hjalp det. Efter 1 år med den ungarske kamp og 4 år i firmaet gav jeg op!
En del af årsagen til jeg gav op var måske, at jeg fik tilbudt et andet job. En dejlig dansk pige, som jeg lærte at kende i mit første job i Holland, havde fået tilbudt et job i et amerikansk firma, men da hun på daværende tidspunkt var ved at pakke hele familien sammen for at flytte til Danmark, henviste hun til mig.
Igen var jeg tilbage hos mine skandinaviske kunder, ren lykke! Det var ganske vist en helt anden type job og en helt anden type varer firmaet solgte, her havde jeg mest kontakt med universiteter, sygehuse og større skandinaviske firmaer. Til trods for, at de skandinaviske kunder havde været vant til, at firmaet havde en repræsentant i hvert land, der tog sig af alt, hvad der måtte opstå af problemer og service, modtog de mig med åbne arme.
Det var lidt en svær balancegang, idet man fra den hollandske ledelses side absolut ikke havde været vant til at skulle tænke på de skandinaviske kunder og intet kendte til de forskellige forretningsgange der. Det der gjorde, at jeg elskede jobbet, var kunderne, fantastiske mennesker og de skandinaviske teknikere, der var villige til at gå gennem ild og vand for deres kunder.
På et tidspunkt ansatte man en hollandsk pige, der sammen med en englænder, skulle stå for den engelske afdeling, men det gad hollænderinden bestemt ikke og på snedig kvindevis lykkedes det at få support for det engelske kontor bugseret over på mit skrivebord.
Da jeg kun havde min skandinaviske kunder, kunne jeg køre hjemmefra omkring 6.15 om morgenen med det resultat, at jeg var på min pind når de morgenfriske Skandinaver havde brug for mig og jeg undgik den forbistrede kø på motorvejene. Men da England kom ind i billedet, blev flextiden suspenderet, idet de engelske kunder var langt vigtigere end de skandinaviske og arbejdstiden kunne først afsluttes efter kl. 18. Jeg har ikke tal på de småveje og mindre landsbyer, som jeg stiftede bekendtskab i kampen for at undgå at sidde i kø på motorvejen. Arbejdsugerne blev desuden på et sted mellem 55 – 65 timer plus selvfølgelig transporten og livet var ikke sjovt. Jeg ved ikke hvor mange gange influenza jeg nåede at have i løbet af godt og vel ½ år, men det var ikke få og lægen advarede.
Efter mange søvnløse nætter med spekulationer sagde jeg mit job op. Jeg orkede ikke længere, jeg var træt, træt og atter træt.
Jeg har nu nydt livet som hjemmefræsende husmor i knap 3 år, det har været uendelig dejligt at kunne gøre lige præcis, hvad der passer mig. Men det sidste halve års tid har jeg kunnet mærke en vis kriblen for at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen. Jeg er nu helt ude over mine tidligere oplevelser, jeg vil godt udfordres igen. Men hvor meget/lidt og i hvilken type job, det havde jeg overhovedet ikke gjort op med mig selv, da “Undutchables” ringede den fredag og tilbød mig et job.
Lige nu og her er vi gået lidt i stå ved mine lønkrav! Jeg har besluttet mig for, ikke at gå på kompromis med mine ønsker. Jeg har lært en del af mine tidligere jobs hernede, jeg har lært en del om mig selv, hvad jeg er i stand til og ikke er i stand til. Jeg har lært, at man er nødt til at sige NEJ ind i mellem og holde fast ved det. Jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig skubbe ud i ting, som jeg inderst inde ikke har lyst til. Men derudover, så er jeg da vildt stolt over i det hele taget at blive spurgt, for jeg er jo immervæk ikke nogen årsunge længere ☺. Lad os se, hvad det hele ender med, jeg er bestemt åben for arbejdsmarkedet igen, men ikke for enhver pris.
