Kom så afsted, Annette…..

Fredag eftermiddag blev jeg inspireret af en blogger der skrev om at gå en tur, selv om man ikke lige synes, at energien/lysten/tiden var der til at gøre det.

I en gade hvor jeg ofte går/cykler kunne jeg se, at eller andet var forandret, men lige i øjeblikket kunne jeg ikke finde ud af hvori forandringen bestod. Da jeg nåede et stykke længere hen ad gaden opdagede jeg alle træstubbene. Man havde simpelthen fældes alle gadens store gamle træer. Mon de var syge? Mon de var blevet for store og belært af erfaringen fra de store storme blevet for farlige at have stående? Jeg håber virkelig, at det var planen, at de skulle fældes og at det ikke er gået ligesom vi har set både i DK og her, hvor kommunens grønne medarbejdere har fået til opgave at fælde et eller andet og de bliver for entusiastiske eller ikke har forstået opgaven. Gadebilledet er fra Google maps, derfor er der ingen træer på bladene.

På en lille plads midt i et beboelseskvarter står denne gul/brune dims. Jeg ser den jævnligt, når jeg cykler forbi og tænker hver gang om den tjener et eller andet praktisk formål.

Da jeg kom hjem fra traveturen, besluttede jeg mig for at finde ud af historien bag tingesten. Det viste sig at være kunst, lavet i 2001 af en kunstner ved navn Jan Heijn Melis og historien bag Kubus som den hedder, er egentlig meget sjov. Man havde bedt beboerne i husene omkring pladsen om at aflevere et eller om dem selv, det kunne være foto, børnenes tegninger, annoncer for en fødsel m.m. og disse ting blev overført til kakler der så var blevet sat sammen af kunstneren.  

En lille hyggelig vej med gamle smukt restaurerede huse. Eneste negative er, at de ligger få meter fra jernbanesporet. Selvfølgelig kan man vænne sig til larmen  fra togene, men ud over de mange persontog der kører forbi, så er sporet også en del af Brabant routen, et spor med megen godstrafik fra Ruhr distriktet til havnen i Rotterdam.

Til aflastning for Brabant routen stod i 2007 det prestige fyldte projekt Betuwe lijn klar. Det er et 160 km langt spor fra Doordrecht i Holland til den tyske grænse. Der var og er stadig megen omtale af det togspor, idet det var budgetteret til at koste 2,5 milliard, men endte med at koste 4,7 millard. Meningen var, at al godstrafik fra Ruhrdistriktet til havnen i Rotterdam skulle fragtes via dette spor, men i Tyskland var man knap så langt fremme som i Holland og den i 2003 planlagte udvidelse af det tyske spornet går først i gang nu, hvilket vil sige, at der kommer endnu mere godstrafik via Brabant route og forbi de gamle huse. Arbejdet med den tyske udvidelse af spornettet forventes at være klar i 2022.

En dag jeg stod på apoteket, var der en ældre mand der gerne ville snakke, det har jeg det ikke altid lige godt med, for som regel taler de udpræget dialekt og jeg forstår ikke hvad de siger. Men ham her gjorde sig vældig umage med at tale ABN (Algemeen Beschaafd Nederlands, det samme som rigsdansk, bare på hollandsk ☺). Manden fortalte, at der om natten er en intens trafik på jernbanesporet og at togene som regel er fyldt med farligt gods. Kapaciteten var taget til gennem de seneste år og man forventede, at den fortsat ville øges indtil tyskerne var klar med spor udvidelsen. Manden havde førstehånds informationer fra sønnen der var togfører, så der er sikkert noget om snakken.

 

Det er tydeligt at se, at der er ferietid. Normalt er alle stativer plus omkringliggende gangarealer, hække og fortove fyldt med cykler.

Tak fordi du fik mig op af stolen, Lene.

Strøtanker på en regnvejrsdag…..

Faktisk så er mit indlæg passé, idet jeg skrev det i går, da det regnede uafbrudt.

Sørme, om ikke meteorologerne ved KNMI fik ret, det er nu ikke altid, at de gør det. Det undrer mig ofte, de får bedre og bedre udstyr til at forudsige vejret og alligevel bliver forudsigelserne ringere og ringere, hvorfor? Er det fordi vejret i forbindelse med klimaforandringer er blevet mere uforudsigeligt? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg ikke, at de vejrforudsigelser jeg finder i bogen ”Vore gamle kalenderdage”, som jeg købte for en del år siden, ofte passer bedre end meteorologernes. En tidligere kollega, der i øvrigt er tysk, sagde engang, at hun altid så på den belgiske vejrmelding for det nordlige Belgien, for den holdt som regel meget bedre stik for det sydlige Holland end den hollandske vejrmelding. Men det glemmer jeg som regel at gøre og i dette tilfælde betød det heller ikke så meget.

Gårsdagens triste vejrmelding for i dag gjorde, at jeg tog i haven og fik sat 21 jordbærstiklinger på det nye jordstykke, der skal flere til, men jeg orkede ikke mere og da der i løbet af eftermiddagen havde småregnet et par gange og jeg var taget af sted i shorts og T-shirt, var det ikke så sjovt længere. Men der blev fjernet ukrudt i begge haver, så samvittigheden fejler ikke noget på det punkt. Jeg har i øvrigt i det tidlige forår sået ”Deense witte kool” som dansk hvidkål hedder hernede. Det hed sig i frø kataloget, at de kunne holde sig i umindelige tider og at de i øvrigt var gode at fryse ned. Jeg har i sommerens løb set, at vi må dele med de mange kålorme der mæsker sig godt og grundigt i bladene, men mon ikke der bliver til os alle. Men det undrer mig, at de hvidkål der står tæt op af broccolien har kålormene ikke været i, det samme gælder de der står op ad stikkelsbær- og hindbærbuskene, men de kål der står alene og nær sojabønnerne, der ligner bladene et fint spindelvæv efter kålormenes besøg. I øvrigt skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal gøre med de sojabønner, jeg fik frøene forærende engang vi var på ”Pure Markt” og de kommer fint op. Men hvordan man får dem omsat til noget spiseligt, det mangler jeg at finde ud af.

Hvad er der så sket i det år, hvor jeg har været fraværende på bloggen?
Vi var så heldige, at vi kunne fejre juleaften i Danmark. Da talen faldt på, at husstanden skulle udvides med et husdyr, havde jeg ligesom set i øjnene, at det nok aldrig blev muligt at holde jul i Danmark mere, men det lykkedes at få barnepige til det lille væsen. Det var helt igennem vidunderligt at være i Danmark i juledagene, at være sammen med mine kære, at kunne mæske sig i dansk julemad og blive inviterede til diverse julefrokoster. Desværre blev vor vært syg mens vi var der, men det gik alligevel.

I det store og hele går det godt med den Diabetes 1, som jeg pludselig tilegnede mig for et par år siden. Medicineren siger, at hvis jeg følger den vej jeg har valgt, så er han nogenlunde tilfreds og diabetes sygeplejersken synes også at være godt tilfreds og viser mig, at jeg er rimelig stabil. Hun er også så sød og sige, at mennesker med mit aktivitetsniveau aldrig vil være helt stabile. Alt i alt lyder det jo meget godt, så lang tid jeg hele tiden har fokus på bevægelse og på hvad jeg putter i munden. Jeg synes egentlig ikke, at jeg lider de helt store afsavn og hvis jeg hele tiden tænker fremadrettet og afholder mig fra at være spontan og finde på at tage på pludselige udflugter m.v., så kan jeg holde insulin indtagelsen på et nogenlunde niveau, selv om kurven er langsomt stigende.

Egentlig synes jeg, at jeg har været travlt optaget hele året, men når jeg kigger billedmaterialet igennem, så er det faktisk ikke det helt store der er sket. Jeg har mødtes med Mai-Britt fra bloggen ”At bo i Holland” et par gange, det er altid hyggeligt og snakken går samtidig med at vi når lidt sight seeing samt diverse kaffepauser. Der er blevet cyklet lidt i lokalområdet, egentlig ikke så meget. Det er helt forkert, det burde have været meget mere.

Desuden har der været bryllup i familien, bonus sønnen og hans smukke Cynthia blev gift i maj. Det var en stor dag for det unge par og jeg fik et indblik i hvordan et bryllup fejres i Holland, hvilket er en del anderledes end jeg var vant til fra Danmark. Men hvert land sine skikke.

Den skønneste weekend…..

Konen (mig, altså) har gennem de sidste 3 – 4 år regelmæssigt ævlet om, at hun gerne vil til havet, det er bare aldrig blevet til noget. I lørdags var så den store dag, hvor jeg endelig skulle dyppe tæerne i havet, selvfølgelig ikke i ”mit” Vesterhav, men Nordsøen og det er jo næsten lige så godt.

Målet for turen var Westkapelle i provinsen Zeeland. Vi var der engang for år tilbage og jeg mente at kunne huske, at der var en bred sandstrand. Alt gik prima, lige indtil ca. 70 km før Westkapelle, hvor køen på motorvejen begyndte. Bilens Tom Tom (som vi i øvrigt aldrig har fået navngivet) meldte om 10 km. stillestående trafik. Det følte vi os ikke fristede til at være en del af, så vi tog første frakørsel.

Det var faktisk slet ikke så tosset, at der var kø på motorvejen ellers havde vi aldrig set en perlerække af idylliske landsbyer, som i hvert fald jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. I en af dem, Wemeldinge meldte kaffetørsten sig og heldigvis viste byen sig at være i besiddelse af en te have ved navn ”Achterom” (Bagom).

Hold da op hvor var der fint, jeg kunne sagtens være blevet der resten af dagen, hvis ikke lige det var fordi der stod hav på programmet. Ud over at de serverede den mest fantastiske gulerodskage, så blev der spillet 60´er musik af 6 purunge gutter, skønt! Der var lidt gammeldags konditori stemning over stedet, helt igennem vidunderligt. Faktisk så var te haven til salg, inklusive et smukt restaurerede gamle hus, men husbond mente ikke lige at det var noget for ham at vimse rundt med forklæde og servere te/kaffe og kage.

Turen gik videre mod Westkapelle via diverse biveje. Undervejs kom vi til at tale om, at det måske ikke var den sjoveste dag at køre til Westkapelle, idet der jo var en årsag til køen på motorvejen, der i øvrigt hovedsagelig bestod af belgiske og tyske biler. Og pludselig åbenbarede den yndigste lille bitte hvide sandstrand sig for os, den lå ganske vist ikke ved havet, men tæt derpå i Oosterschelde, den blev vi enige om at berige med vor tilstedeværelse og så glemme alt om masseturisme i Westkapelle.

Det var ualmindelig dejligt igen at have sand mellem tæerne! Den lille strand vi havde valgt, var åbenbart et yndet sted for dykkere, måske nybegyndere, i hvert fald var der mange af dem. Det var lidt sjovt at se den forskel, der var på dykkernes gangart når de gik i vandet og når de kom op igen, hvor de dårligt kunne slæbe sig af sted med al udstyret. Vi fik badet, selv om der var ebbe da vi kom og vi måtte gå langt for at vandet nåede længere end til knæene, men bare det at være i og ved vandet var også fint.

Efter nogle timers solbadning og en tiltagende rødlig nuance (solcremen lå ganske vist i tasken) kørte vi mod Yerseke, en større landsby, der er kendt for sin østers og muslinge produktion. Aftensmaden bestod selvfølgelig af muslinger, hvor er jeg dog glad for at jeg har lært den spise at kende. Indtil jeg flyttede til Holland havde jeg kun smagt dem fra konservesdåse, men det er heldigvis blevet ændret.

Efter maden travede vi en lang tur i byen og så bl.a. de mange østers ”brønde” (jeg er ikke klar over, om brønd er det rigtige ord, men det er hvad Google translate oversætter oesterputten til). I havnen lå den ene store luksus yacht efter den anden og byens unger hyggede sig med at hoppe i vandet fra kajen og svømme til en af de mange mindre moler for derefter igen at tage turen. Vi snakkede med en mor, der stod og kiggede på sønnen, der var en af de mange drenge. Hun fortalte, at sønnen ikke mente, at det var nødvendigt at hun kom og så på, men at hun var sikker på, at han nok senere i livet ville takke hende for, at hun havde vist interesse. Jeg tænkte, hvor er det dog vidunderligt at se ungernes leg, de havde det herligt og var alle fantastiske svømmere. Med fare for at lyde uendelig gammeldags, så foretrækker jeg det frem for at de gemmer sig indendøre med Ipad og computer.

Søndag blev motorcyklen luftet rundt i lokalområdet, det er alt for længe siden det sidst er sket og vi nød det begge. Vi nød også kaffen og den herligste jordbærkage i Loon op Zand.

Og så går tiden jo……

Nej, nej, jeg har skam ikke allerede opgivet bloggen igen, men havearbejdet kræver sin kvinde!

At blive ”havelejer” var en drøm der gik i opfyldelse for 3 år siden, haven var ganske vist meget lille, omkring 40m2, men alligevel var jeg ovenud lykkelig, da en nabokone spurgte om jeg ville dele et stykke jord i en mindre haveforening med hende. Tænk igen at kunne spise nyopgravede kartofler, en delikatesse jeg ikke har smagt siden jeg rejste fra Danmark. Starten var ganske vist lidt besværlig med hensyn til fællesskabet, men alt andet lykkes til fulde. Vi havde kartofler helt frem til næste forår (tidligere var det faktisk ret sjældent vi spiste kartofler) og husbond, der altid har undret sig, når jeg priste nye kartofler helt op i skyerne, indrømmede at det måske ikke var nogen dårlig ide.  Ud over kartofler var det en sand fryd at mæske sig i hjemmeavlede ærter, gulerødder, porrer og ikke mindst jordbær.

Min medlejer og jeg talte ofte om hvor kreative vi var nødt til at være, for pladsen var ikke stor. Hun og hendes mand byggede yderligere et skur og drivhus i den ene ende og det optog selvfølgelig en del plads. Hver gang der var tale om, at en af de andre havelejere ville stoppe (pga. alder) havde vi  antennerne ude, men haverne skulle helst ligge i nærheden af hinanden i forbindelse med fælles brug af haveredskaber.

Endelig for omkring en måneds tid siden lykkedes det! Nabohaven, der i al den tid vi har haft haven har været en ukrudtsbunke af format og til stor irritation, idet ukrudts frøene havde det med at sprede sig over i vores delehave, ville blive ledig til årsskiftet.

Da jeg følte, at jeg allerede havde lidt part i nabohaven begyndte jeg at fjerne ukrudt. Det er utroligt så meget ukrudt der kan være på 110m2, men efter et par uger var det væk. Min medlejer satte græskarplanter for at dæmme lidt op for nyt ukrudt, mens jeg holder resten.

Inden start!

Jeg manglede stort set kun at få bugt med en bakke af ukrudt plus diverse andet underligt bagest i haven, så ville alt være fint. Husbond har måttet ligge øre til mange planer, især byggeplaner. Skulle det være drivhus eller måske et lille skur, hvor vi også kunne sidde med en kop kaffe? Hvor skulle komposten være? Nu er standarden udi byggeri på området ikke så høj, man bruger hvad man har hjemme i garagen, får lidt forærende osv. hvilket vil sige, at et nyindkøbt drivhus med glas ville falde uden for normen.

For en uges tid siden undrede min medlejer/kommende nabo og jeg os over, at bakken bagest i haven synes at blive højere og højere og det til trods for, at jeg allerede havde fjernet en del ukrudt og muld derfra. Efter lidt detektiv arbejde viste det sig, at de nuværende lejere brugte haven til al deres affald fra 2 andre haver de lejer!

Lige pt. bruges tiden på at rydde så meget som muligt op i min nuværende delehave, lave nye jordbærplanter, høste hvad der kan høstes, planlægge hvor alt skal være i den nye have og håbe, at jeg måske kan få lov til at overtage den snarest. Det ville være dejligt at få et eller andet bygningsværk på stykket allerede i efteråret, så slipper vi for at skal kringle os rundt mellem diverse have ting og sager i kælderen, som desværre må bruges som oplagringsplads.

Ud over at være ude i den friske luft, at blive møgbeskidt og nyde at se køerne græsse på de omkringliggende marker, så får jeg også en del andre oplevelser under havearbejdet. En dag havde en stor guldsmed kilet sig fast i hegnet, det tog lidt tid at redde den ud, for hvordan søren gør man det uden at beskadige vingerne, men det lykkedes. I sidste uge opdagede jeg en puslen i en anden have, ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en lille vild kaninunge der havde fået sig viklet godt og grundigt ind i et net der var lagt over nye bønneplanter. Under redningsaktionen lå det lille pus helt stille med lukkede øjne og jeg var bange for at den måske havde brækket et ben, men da den var fri styrtede den af sted, heldigvis.

Hollænderne er vilde med Dahlia og næsten alle haver har sine egne rækker og man bytter for at få blomstervældet så smukt som muligt. Så langt er jeg nu ikke nået…..endnu!

Og hvem skulle så lige have troet det?

I hvert fald ikke jeg!
Da jeg efter en længere periode med lidt spredt fægtning hvad indlæg angik, i september 2014 skrev mit sidste indlæg, var energien og lysten til at blogge væk. Jeg kunne ikke mande mig selv op til at skrive noget bare nogenlunde fornuftigt. OK, jeg skrev stadig kladder til indlæg og fotograferede til indlæg på bloggen, men de nåede bare aldrig så vidt.

I det forløbne år har jeg ofte tænkt på alle de søde bloggere som jeg følte, at jeg kendte i mere eller mindre grad og hvis blogge jeg gennem en del år har læst med meget stor interesse. Jeg tænkte ofte på, hvordan går det mon med hende/ham? Mon huset er klart? Mon hun er kommet i job? Hvor stor er hunden blevet? Men derfra og så til bare at logge på og finde ud af tingene, det var et langt skridt.

For en måneds tid siden måtte jeg have stillet min nysgerrighed angående en bestemt blog og mens jeg læste mig gennem alt hvad der var sket i det forløbne år, mærkede jeg en kriblen for at begynde igen. Og nu skal det prøves! Om emnerne kommer til at høre ind under kategorien fornuftige, brok over alt det yderst besynderlige anderledes der foregår i Holland, glæder over livet og hverdagen, det vil vise sig hen ad vejen.

Danmark dejligst……..

Øv altså, hvor er en uge kort tid, når man er i godt selskab og i skønne omgivelser.

Sent søndag aften returnerede vi til Holland efter en dejlig uge i Danmark. Huha, vægten var ikke glad, da jeg stod op på den mandag morgen, men det sker jo hver eneste gang vi er i Danmark, hvor familie og venner disker op med det ypperste fra køkkenet og alle de dejlige ting, som jeg savner lidt i hverdagen, pludselig er inden for rækkevidde ☺. Lige præcis denne gang var det noget skidt, fordi jeg skulle have været til check hos internisten på sygehuset i morges. Men det viste sig, at sygehuset den 12 juni - via brev - havde ændret aftalen til den 5. september. Bare havde jeg aldrig modtaget brevet og da jeg brokkede mig temmelig kraftigt, fik jeg at vide, at jeg ikke var den eneste, der ikke havde modtaget brev med ændringer afsendt fra sygehuset den 12. juni. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, nu er der et par ekstra uger til at få check på blodsukker og vægt ☺.

Ugen bød på mange dejlige oplevelser, selvfølgelig først og fremmest masser af kram fra verdens dejligste børnebørn.
Egentlig synes jeg, at vi nåede en hel del, selv om der desværre var besøg ,vi ikke nåede.

Min skønne faster på et par og 80 år bød på en overdådig frokost. Samme dejlige faster sørgede
også denne gang for at invitere en af mine fætre og hans kone til frokosten. Efter frokost blev lagkagen over alle lagkager sat på bordet sammen med en flødelagkage. Den fantastiske er brun og har mønster af hvid/brun glasur, præcis som den skal være og som den altid har været, min fætter og jeg mindes barndommens glade stunder, når vi ser den lagkage. Og jeg er slet ikke spor i tvivl om, at netop den kage bærer en del af skylden for badevægtens angstskrig mandag morgen.

Det blev til et par vennebesøg, aftenkaffe med rejemadder hos den søde pige der sørgede for, at jeg fik tilført lidt kultur, mens jeg boede i Brovst og en dejlig middag hos min skønne storesøster (altså ikke biologisk) og mand. Det med slægtskabet kommer sig af, at min storesøster har en del søskende og da jeg er enebarn, blev hun og et par af hendes søstre enige om, at jeg godt kunne blive indlemmet i familien og hvor er det pragtfuldt, at være del af en storfamilie. Storesøster og jeg har kendt hinanden siden 5. klasse og lattermusklerne bliver motioneret til overflod, når vi er på besøg.
I flere år har jeg drømt om at kunne trave rundt i Aalborg´s gader og bare kigge. Logisk nok, så har husbond ikke helt samme drømme. Det er tidligere sket, at vi har taget turene i gaderne sammen og jeg er ikke spor i tvivl om, at husbond har kedet sig gul og grøn, selv om han næsten ikke har brokket sig ☺. Det blev ved dette Danmarksbesøg til hele 4 timer i skarpt trav og med kameraet i hånden, det var stornydelse, gad vide om der er noget der hedder sådan, men sådan føltes det i hvert fald. Ok, jeg kom også til at gå ind i et par enkelte forretninger, bare et par! Ud kom jeg med 2 stykker Angulus fodtøj samt masser af the fra yndlings-the-forretningen. Imens jeg havde rendt rundt i byen, var min computer blevet ryddet og installeret påny, hvor heldig har man lov til at være?

Vi nåede skam også et par udflugter. Den ene var en skøn tur til ”Den gamle By” i Århus, hvor der var sket meget nyt, siden jeg sidst var der for 13 – 14 år siden. Vejret var vidunderligt og alt var bare så dejligt og storslået. Husbond og jeg besluttede, mens vi gik rundt i byen, at vi ved hvert af de følgende Danmarksbesøg ville indenom på vej til/fra Nordjylland, men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå med den beslutning. Det er ikke sikkert, at interessen er lige stor efter mange timers kørsel og Nordjylland indenfor rækkevidde ☺.
Lørdag gik turen til Faarup Sommerland, hvor vi sammen med verdens dejligste børnebørn og en god ven nød det gode vejr, det var der også hundredvis af andre der gjorde, så det gav lidt ventetid ved yndlingsattraktionerne. Så vidt jeg forstod, var det sidste åbningsdag inden efterårsferien og derfor vennedag eller hvad sådan noget nu hedder, når man må tage en ven med på ens sæsonkort. Også der er der sket meget, siden jeg sidst var der for mange år siden og det virker helt besynderligt på mig, at Karoline på meget snart 9 år ved hvor alt, inklusive toiletter, befinder sig i parken og jeg ikke.

Hvor har vi dog nydt at være i Danmark igen, glæder os allerede til næste gang ☺.

At ovenstående indlæg nærmer sig historie skyldes ene og alene, at jeg har dummet mig ☺. Jeg er så taknemmelig over af- og installation af min computer, men enkelte programmer hovedsagelig Live Writer, har ændret udseende siden jeg i sin tid downloadede programmet og hold da op, hvor har jeg ledt efter den del der har med billedredigering at gøre. I går aftes opgav jeg det hele og skrev indlægget i Blogger, men så forsvandt det første ord i hver linie i flere afsnit.  Men endelig efter næsten en uges roden rundt samt af- og installering af diverse udgaver af Live Writer fandt jeg ud af, at det savnede faktisk var lige for næsen af mig og jeg nægter at tro, at det har noget med præsenilitet at gøre☺.

Det kan da godt være, at hun har ret, hende journalisten meeeeeen……

Det hollandske ord for ældre (personer) er bejaarde! Altså beårede, et fint ord, synes jeg.
Jeg kan huske, da min bonusdatter for år tilbage havde weekend job på en cafe samtidig med at hun studerede. Hun fortalte jævnligt om alle genvordighederne, når busserne med bejaarde kom til caféen, af og til flere busser på én gang. Alle forventede at få det på turen indlagte traktement samtidig. De bejaarde gik ikke af vejen for at gribe fat i armene på det serverende personale, til trods for, at disse havde hænderne fulde af bakker fyldt med drikkevarer m.m.
En anden oplevelse med bejaarde havde husbond og jeg tilbage i 2007, da vi var på ferie i Tyskland. Vi havde hjemmefra bestilt hoteller rundt i midttyskland og ved et af hotellerne burde vi være kørt med det samme og lade bestilling være bestilling. På parkeringspladsen stod 3 turistbusser og nu husker jeg ikke længere, om det var 2 hollandske og 1 tysk bus eller omvendt.
Hold da op, aldrig har jeg oplevet noget lignende! Ved samtlige måltider stormede de bejaarde inkl. rollator og stok frem til buffetten, glemt var alt om pli og køkultur. Ved et af måltiderne blev jeg af en kørestolbruger bedt om at hjælpe med at øse op på tallerkenen, hvilket jeg gerne gjorde. Efter endt hjælp skubbede hun mig væk, for hun skulle videre i buffettens utallige retter. En aften havde vi valgt en anden menu end buffetten. Dette gjorde, at vi var tidligere færdige med maden end de bejaarde busturister. Vi gik derfor udenfor på terrassen med vores kaffe og det skulle vi aldrig have gjort. De bejaarde var rasende, fordi vi havde taget DERES bord og stole, til trods for, at der var nok andre. De blev ved med at kredse omkring os, indtil vi havde fået nok og forlod terrassen.
Hvor vil jeg hen med alt det? Jo, for et par uger siden hørte/så jeg i nyhederne en journalist omtale en 58 år mand som en bejaarde! Det har jeg gået og grublet over i et par dage, jeg er 61, opfører mig måske ikke helt som sådan, men jeg føler mig i hvert fald ikke som en bejaarde og jeg opfører mig i hvert fald slet ikke som en af ovennævnte☺☺☺.
Billederne er fra gårsdagens cykeltur, der gik til den lille hyggelige landsby Molenschot. Der er ikke meget i byen ud over et par autoværksteder, en af landsdelens utallige golfbaner, en kirke, en kro og en cafe og så opdagede jeg i går, at der også er en bager i byen. Underligt, den har jeg ikke tidligere set.  Gennem de 9 år, hvor vi har boet i den vestre del af Noord Brabant, har jeg stiftet bekendtskab med flere, der er bosiddende i Molenschot. Ud fra disse bekendtskaber, er jeg kommet til den konklusion, at man ikke sådan lige flytter til landsbyen. Enten er man født og opvokset der og finder sammen med en derfra eller flytter til landsbyen, fordi ens partner er født og opvokset der.
Gårsdagens cykeltur var hård, der stod megen vind og den blev ikke så lang, som det egentlig var meningen. Men i dag var hjemturen et rent mareridt, jeg havde stik modvind garneret med byger af og til, flere gange var jeg fristet til at stå af og trække cyklen, men de siger, at det er så sundt og det tror vi så på og cykler videre☺.
Apropos bejaarde, så ser forsiden på tillægget i dagens avis sådan ud ☺. Artiklen handler om, hvordan det kan være, at Buis (flimmerkassen) lefler for de bejaarde.