Det er tit de små ting, som gør livet vidunderligt…..

Stressen har ellers hvilet tungt på mine skuldre de sidste dage…..

Babytøjet, som er blevet strikket gennem de sidste par måneder, skal vaskes. Ikke fordi det haster så vanvittig meget, for det har vist sig at være strikket i over, over størrelse. Mens lille Merijn stadig lå trygt og godt i mors mave, mente både jordemoder og læger, at han ville blive en meget stor baby og derfor strikkede jeg i størrelse 60! Men det varer lige et par dage før Merijn kommer i den størrelse. Alligevel vil det være rart, hvis det der er produceret, kan blive afleveret søndag ☺.

Midt i børnetøjsproduktionen kom den vordende mor med en bestilling, ikke på babytøj, men på lilla karklude! Lilla, der skulle passe i farven til de indkøbte løsdele til det prægtige nye køkken i den lille families nye hus. Ikke for at beklage mig, men Holland er altså godt nok ikke så velassorteret hvad garnbutikker angår (indrømmet, det er blevet bedre i de 10 år jeg har været her) og der skulle en del søgning til, før den rigtige lilla farve dukkede op og det endda på årsmarkedet i vor lille by. Min søde nabo fortalte i øvrigt, at tidligere var markederne fyldt med garnboder, bl.a. med lækkert hjemmespundet og farvet uld. Det ser man aldrig mere, kun på Texel, vadehavsøen oppe nordpå. En stor stak karklude mangler nu at få hæftet ender og blive vasket, så er de klar til søndag.

Og så er der ”hadeprojektet”, mit smertensbarn, som det delvis er lykkedes mig at ignorere gennem de sidste par måneder! Nej, det er ikke nøl det hele, det er også ventetid! Gardinerne, er noget så såre enkelt som 2 sidestykker til bonus sønnen og hans kærestes arbejdsværelse, men arbejdsmaterialet har været ret problematisk. Det var stofresterne fra de ny soveværelsesgardiner, som gardinforretningen havde sendt med. Fint nok, men først og fremmest, så var der klippet et stort hul i stoffet, dernæst så er stoffet med store tern, hvilket gjorde, at jeg har måttet klippe lidt af her, for at sy lidt i der, for at få mønstret til at passe og sidst men ikke mindst, så er der ikke vældig meget stof at gøre godt med.

Da sidestykkepuslespillet endelig var klar, bad jeg de unge mennesker om at købe kroge, rynkebånd var jeg leveringsdygtig i. Men nej, nej, der skulle skam ikke rynkebånd i, der skulle kroge, der kunne forskydes! Det kan da godt være, at det er en supergod ide, det skal jeg lade være usagt, men for søren da hvor det driller. Jeg har bare overhovedet slet ikke lyst til de gardiner længere, så nu SKAL de være færdige til søndag og jeg vil aldrig, aldrig nogensinde have dem indenfor huset igen!

Tilbage til overskriften, under eftermiddagens gardinsyning, fik jeg pludselig trang til frisk luft (jeg har været vældig god til overspringshandlinger, mens det gardinprojekt har stået på ☺). Cykelturen gik til nabobyen, hvor der blev handlet lidt, afleveret et par bøger på biblioteket osv. På hjemvejen, der går gennem et naturområde, var der en svane som lige skulle fotograferes. Mens jeg stod på broen og fumlede efter kameraet i cykeltasken, hørte jeg en stemme råbe ”Mevrouw, mevrouw” (det lyder lidt underligt på dansk, men han råbte ”Frue, frue”), jeg kiggede op og mod mig kom en 10 – 12 årig gut, der havde overhalet mig et stykke før broen. Drengen ville vide, om der var noget i vejen og om jeg havde brugt for hjælp!!! Han blev lidt forundret, da jeg fortalte ham, at jeg såmænd bare ville fotografere en svane ☺. Han ventede pænt et stykke fra min cykel til jeg var klar med mit forehavende og kørte ikke, før han var sikker på at alt var ok med den gamle kone i regntøjet ☺ ☺ ☺.

Kort før jeg nåede hjem, passerede jeg en lille mark, hvor der altid går en smuk hvid hest, i begyndelsen den stod der, var den noget udmagret, men heldigvis har den fået mere sul på kroppen og en lille brun Shetlandspony. I samme øjeblik jeg passerede marken begyndte regnen at styrte ned og den hvide hest kom i fuld galop, det var tydeligt, at regn ikke var dens favorit. Da den nåede læskuret, stod den længe og var så vidt jeg kunne se i vildrede. Den var åbenbart ikke meget for at gå ind i skuret, men på den anden side set, regn var åbenbart heller ikke sagen ☺.

Stressen forsvandt som dug for solen….