Pffff, endelig tilbage i Blogland efter en lang og med et godt jysk udtryk, rigtig træls periode.
Lidt er der da sket siden sidst, i forrige uge havde vi et pragtfuldt vejr (men det havde Danmark vist også) og den lille danske familie berigede os med et besøg. De kunne ikke have valgt bedre tidspunkt for et hollandsbesøg, sådan rent vejrmæssigt, der var dømt hygge, livet kunne leves udenfor, alle døre og vinduer stod åbne og gardinerne flagrede blidt i vinden. Men vejret var også årsag til, at det ikke blev til sightseeing denne gang, det var simpelthen for varmt og mormor orkede ikke ☺.
En tidligere dansk kollega har været på visit og 2 trøjer str. 6 år blev afleveret til vort dejlige danske gudbarn Isabella. Den ene vakte, så vidt jeg forstod, lykke - bomuld med strib i alskens forskellige farver. Den anden ville det kære barn godt af med igen, den var endda i lyserød ☺.
Desværre lykkedes det ikke at møde en dansk, oven i købet jysk, blogger. Et møde, som jeg havde glædet mig til, men helbredet ville noget andet. Jeg håber, at vi får chancen en anden gang.
Jeg er i mellemtiden blevet 59, du godeste! Jeg fatter det ikke, jo ind i mellem, så er jeg helt med på de 59 og ville endda ikke have undret mig, hvis der blev lagt 10 - 15 år oveni. Men det meste af tiden, så er jeg jo bare sådan cirka rundt de 30☺☺☺.
59 år, det er ubegribeligt! Jeg har lige siddet og set billeder af min mor som 59 årig, hun gik i spinlonkjoler, enkelte endda med enorme blomstermønstre, det nægter jeg simpelthen! Selv om jeg godt kan se fordelen ved de spinlon kjoler, for så vidt jeg husker hører de ind under kategorien strygefri, hvorimod jeg faktisk ikke har en eneste beklædningsgenstand (ud over undertøj og leggings), som ikke skal stryges. Men alligevel, spinlon!
Skønne, skønne Karoline, mit ældste barnebarn sagde mindst 500 gange i forrige uge ”Skal jeg ikke hjælpe dig, mormor?” og lige her og nu kommer jeg til at tænke på, at det dejlige barn jo sagde det, fordi hun sikkert mener, at mormor er nået den alder, hvor hun skal hjælpes. Vi har aftalt, at når hun bliver større, så kommer hun ned og passer Frank og mig, selv om moderen protesterede.
Jeg har fået nye briller!
Jeg kan ikke finde ud af at fotografere mig selv foran et spejl, har ellers forsøgt en hel del gange her i formiddag, så ingen fotobevis.
Sidste gang jeg købte nye briller var det med den intension, at jeg ville have runde, sådan som i helt runde gammeldags sygekassebriller, men med brun stel. Men nej, det kunne skam ikke lade sig gøre, fordi det iht. optikeren var umuligt at slibe så små brilleglas i forskellige styrke og jeg endte med et par nydelige damebriller, der passede til min alder. Denne gang VILLE jeg have store sorte briller og optikeren, ganske vist ikke den samme som sidste gang, forsøgte at snakke mig fra det. Jeg tænkte, pokkerme nej, om jeg så skal sloges med de briller hver eneste dag indtil sygesikringen om 2 år igen vil punge ud med et tilskud, så vil jeg have min vilje! Og jeg har store, meget store sorte briller, som falder lidt nej på næsen og skal skubbes op sådan cirka hvert andet minut, men jeg fik min vilje.
Det sidste halve års tid inden jeg begyndte på insulinen, ændrede mit syn sig væsentligt, internisten sagde ”Vent med at købe nye briller, synet er altid det sidste der normaliseres”. Jeg ventede og ventede og ind i mellem købte jeg billigbriller, hvilket i og for sig også var udmærket, når der skulle læses og så kunne jeg bruge de gamle fra optikeren, når der ikke skulle læses. Men da jeg en dag var ved at spise en stor bille, der sad på et kirsebær (der endda var vasket og havde overnattet i køleskabet) og den efterfølgende søndag spiste marmelade, hvor hele kanten af marmeladeglasset var muggent, sagde husbond ”Nu er det slut, nu skal vi have nye briller” ☺. Husbonds nye briller er smarte, sorte med rød bagside, mine er bare meget store og sorte ☺.
Sidst, men ikke mindst, så har jeg fået ny mobiltelefon!
Jeg er ikke teknisk minded for 2 ører (kun hvis det drejer sig om noget, som jeg er vildt interesseret i), det indrømmer jeg blankt. Efter at have studeret markedet grundigt, endte vi i første omgang ud med en Samsung Galaxy S! Telefonen lå bare i kassen og grinede af mig hver gang jeg gik forbi, jeg havde bare ikke lyst til at starte ud på det projekt. Til gengæld kriblede det i husbonds fingre for at komme i gang med at installere og hvad ved jeg. Til sidst kunne han ikke modstå fristelsen længere, han måtte han i gang med at pille, rode og rage ved den nye telefon. Det fløj om ørerne på mig med spørgsmål og jeg havde bare slet ikke lyst til den telefon. Da jeg efter ca. 3 uger stadig ikke havde vist interesse for projektet, indgik vi et kompromis, husbond fik Samsung og jeg gik igen i gang med at undersøge markedet for mulige telefoner, der ville passe ind i mit behov, der ikke er overvældende stort. Jeg har nu fået en HTC og indtil videre kan jeg sende sms, whatsappe, ringe og bruge vækkeuret, resten kommer vel hen ad vejen og hvis ikke, så har jeg det også fint med det. Kald mig et gammeldags oldtidsfund, men jeg har bare ikke lyst til at spille, facebooke eller læse e-mails via mobiltelefonen, når jeg har en bærbar med en anden størrelse skærm til min rådighed døgnets 24 timer.
I forrige uge, da min lille danske familie var på besøg, fandt jeg også ud af, at et brækket ”et eller andet ben” i albuen og gipsarm absolut ikke er noget der hæmmer en næsten 2 årig i sine bevægelser. Det eneste den lille mand, altså Kristian, mit andet barnebarn, ikke er i stand til, det er at drikke af en kop/krus, som holdes med gipsarmen, han prøver ellers jævnligt om ikke koppen kan nå munden, men det lykkes ikke. Han oksede rundt og var i fuld vigør – hele tiden og var bare helt vidunderlig. Ugen før den lille families ferie startede, faldt Kristian ned fra en stol i dagplejen, lægen sagde at de skulle se tiden an og Kristian oksede rundt som han plejer, hoppede i trampolin, hjalp far med havearbejde osv. Men natten til andendagen - efter uheldet - var lidt hård at komme igennem, nyt lægebesøg med efterfølgende visit på skadestuen resulterede i en grøn gipsarm. Eneste problem, har så vidt jeg har kunnet forstå været, at der ikke stod badeland på programmet for Kristian i den første ferieuge, så det nyindkøbte badeoutfit ligger pænt i skabet og venter på at komme i brug.
I sidste uge lykkedes det mig, efter en laaaang pause, at cykle godt og vel 60 km., jeg kan næsten ikke få armene ned af bare stolthed. Under en af cykelturene, så jeg pludselig følgende plakat, det gør én lidt varm indeni ☺.
På lørdag har jeg været så naiv at invitere 14 hollændere til ”Sønderjysk kaffebord” ☺☺☺. Jeg er så småt ved at være klar med planlægningen omkring traktementet, men er ret spændt på, hvad gæsterne mener om det, især når de finder ud af, at der er kaffe og masser af boller, kringle, kager, lagkager og ikke de sædvanlige salater, chips samt øl og vin, men det får de altså ikke, punktum ☺.
Nå, men det var vist alt, som det kunne blive til i denne omgang (som om det ikke er nok ☺). En rigtig god søndag til jer alle derude i Blogland.
25 kommentarer:
Dejligt at se dig i readeren igen Annette, det lyder til at du har det travlt og godt..
Knus til dig
Så dejligt at høre nyt fra dig - med gode historier. De er altid en fryd at læse :-)
Godt at høre fra dig igen, du har da også haft travlt..Sådanne små unger er ikke til at slå ud, heldigvis..;-D knus
Inge, tusinde tak for din søde kommentar. Knus tilbage til dig.
Kisser, også tusinde tak til dig. Forhåbentlig går alt godt med din datter, det har været en hård omgang men også fantastisk at læse om på FB.
Annemarie, tak skal du have. Jeg har savnet jer alle, jeg aner jo slet ikke hvad I har fået de sidste par måneder til at gå med. Og de kommende dage går det langsomt fremad på bloglisten ind i mellem bagekreationerne bliver til ☺. Knus tilbage til dig helt deroppe nordpå.
Hvor var det dejligt at høre fra dig igen - man bliver jo helt bekymret, fordi du har fået sukkersyge, men det lyder heldigvis til, at det går fint for dig. 60 km på cykel! Så er du ikke helt til rotterne :-)
Dejlige billeder af dine skønne børnebørn, og nej, man lader sig da ikke slå ud af en bagatel som en brækket arm. Man er vel et mandfolk!
Jeg synes det er så fint, at du prøver at indføre lidt danske traditioner i din omgangskreds - jeg tør godt vædde med, at de vil elske dit kaffebord og tale om det vidt og bredt - og så har dit bord fanget :-)
Velkommen op til overfladen igen, håber du bli'r her!!
Dine børnebørn ser vel nok dejlige ud! Pigebarnet er så køn, at I snart er nødt til at iklæde hende noget grimt tøj så ingen snupper hende ;-)
Jeg håber du vil fortælle os om dit kaffebord?! Jeg ku' da godt li' at høre om reaktionerne på alt det gode! Jeg bagte jo appeltaart til svigermor... den var ikke god nok! Så nu kan hun bage sin egen æbleting selv, ka' hun! ;-)
Dejligt at læse nyt fra dig igen :-) Irriterende at dit helbred driller. Men det bliver da mere og mere stabilt, gør det ikk'? Forsinket tillykke med førdselsdagen :-)Ja tænk, spinlonkjoler - argh. Heldigvis er man jo ikke længere gammel på den gammeldags måde, bare fordi man har passeret 50.
Hyggeligt at høre fra dig igen, Annette. Tillykke med nye briller (kom nu lige med et billede ;-)) - og ny telefon.
Dejligt besøg af dine børnebørn. Synd, Kristian har brækket armen (mit ældste barnebarn hedder også Christian)
Flot, at cykle 60 km. 59 år er heller ingenting! ;-)
Dejligt at høre livstegn fra dig. Surt at du skal kæmpe så meget med den diabetes. Håber virkelig at det snart bliver stabilt.
Tillykke med alle nyerhvervelserne og fødselsdagen. Allan syntes jeg skal købe mig en ny og moderne mobiltlf. men min fejler ikke noget, og den kan alt hvad jeg har behov for :-) jeg har tidsfordriv nok med en pc :-)
60 km har jeg godt nok aldrig cyklet på en gang, det er godt gået...æhh cyklet :-)
Ellen, tak for dine ord.
Af og til bander jeg over den forbistrede diabetes, men på den anden side set, med insulin, den rette kost og megen bevægelse kan den holdes i skak, der er mange der ikke er så heldige og så skammer jeg mig lidt over at jeg i det hele taget har brokket mig.
Jeg er lidt spændt på, hvad de siger til det kaffebord, nå men det skal nok gå ☺ ☺ ☺.
Mai-Britt, tak skal du ha´. Af og til tænker jeg, at jeg vist ligeså godt kan opgive bloggeriet, siden det er blevet så on/off, som det er.
Jeg har sagt til svigersønnen, at han nok hellere må få fat i et jagtgevær pga. Karoline. Men heldigvis er Kristian en basse, der absolut ikke går af vejen for nogen eller noget og hvis det forbliver sådan, så er jeg helt sikker på, at han nok skal forsvare storesøster ☺ ☺.
Du kan tro, I skal få en længere beskrivelse af kaffebordet. Reaktionen fra din svigermor kender jeg så godt. Du har stået og bagt din æbletærte med kærlighed og der er da ingen der siger, at den skal smage lige præcis som den hollandske gør. Jeg hader den hollandske rynken på næsen over alt, hvad der ikke præcis smager som de er vant til "Wat de boer niet kent, dat eet hij niet".
Nå, men vi er jo nok nødt til at acceptere dem som de er, det bliver nok svært for os at lave om på 16,5 mill. hollændere ☺ ☺ ☺, men jeg føler med dig.
Fruen i Midten, tak skal du ha´. Jeg er helt sikker på, at spinlon har været en utrolig revolution, til det bedre, da det kom frem, men altså, hvor var det dog grimt ☺ ☺.
Nej heldigvis er der sket en stor udvikling på det område, af og til er det måske gået for meget i den anden grøft, du ved sådan "Se ud som du er 20, når du er 65" ☺ ☺ ☺.
Betty, jeg skal nok få Frank til at tage et billede af mig iført de nye, store, sorte briller ☺ ☺ ☺.
Kristian har heldigvis fået gipsen af og han farter afsted som intet er hændt og er dybt utilfreds med, at han ikke må komme i trampolinen den første tid. De er skønne de børnebørn og hvor jeg nyder, når de er på besøg. Heldigvis har du dine så nær, det er dejligt.
Pia, tak skal du have.
De 60 km. var godtnok over 2 gange, må jeg indrømme. Men jeg har tidligere taget 60 km ud i et stræk, men det var på en dag uden vind og så er det ikke så slemt.
Åh ja, det mobiltelefonsjov! Mobiltelefonabonnementer hernede løber som regel i 2 år og inkluderet er en gratis telefon. Da de så ikke længere tilbød min gamle abonnementsform, så måtte jeg finde på noget nyt og kunne så også lige så godt gå i gang med den nye telefon. Jeg plejer ellers at synes, at forandringer er sjove og udfordrende, men i dette tilfælde, da ved jeg nu ikke helt hvad jeg synes ☺ ☺ ☺. Hold du dig til den gamle telefon, så længe som muligt ☺.
Det er dejligt at høre nyt fra dig, Anette - og med gode historier, som det er en glæde at læse :-)
Varme klem!
Hi hi, ja det er uforståeligt, at alderen sådan kommer derop ad, men der er kun to år mellem os, Annette. ;-)
Jeg har det på samme måde med mobiltelefoner. Alt det smarte kan de godt beholde; jeg vil bare have en telefon, man kan ringe på - og så skal den kunne tåle, at jeg taber den. Hele tiden. Så jeg fik en "håndværkertelefon", som TDC manden kaldte det. Og den er jeg glad for... :-)
Hej Annette. Det er dejligt at høre fra dig igen :-)
Jeg må smile, når du skriver om spinlon-kjoler. Det må være det samme stof min mors kjoler var syet af. De var også strygefri og storblomstrede. Da er vi mere til hør og bomuld :-)
Jeg bruger min mobiltlf. på samme måde som dig. Jeg klarer mig fint med en til en 100-seddel fra Føtex.
Tænk at Kristian allerede er 2 år. Jeg syntes lige, du har fortalt, at du har fået endnu et barnenarn. De ser ud til at have stor glæde af hinanden de to :-)
Held og lykke udi bagningen - og med sammenkomsten! :-)
Kære Annette
Dejlig at høre fra dig,det er da træls du bliver ved med, at døje med helbredet.Det må være dejlig, at få familien på besøg,det er da skønt i kan blive passe på jeres gamle dage.Jeg skal også have nye briller inden efteråretVi nyder at være oppe i sommerhuset selv når der er regnvejr,der er altid noget vi kan lave.
Kan du have det god der nede i Holland
Kære Madame, tak for de pæne ord. Jeg er også glad for at overskuddet er vendt tilbage. Varme klem.
Mia, jeg troede at du var meget yngre end jeg ☺.
Vi er helt enige, når det kommer til mobiltelefoner, så skal det være en telefon og ikke en mini-computer ☺. Er vi gammeldags? Nej, ikke ret meget, vel ☺.
Lone, jeg har også næsten lige fået en barnebarn, en dejlig lille dreng Merijn, men han tilhører bonusafdelingen ☺.
Ja, var de ikke frygtelige de spinlonkjoler, jeg tror jeg havde en i citrongul! Der er ingen tvivl om, at jeg har lyst op i landskabet ☺. Vi er helt enige, det skal være bomuld og hør og så pyt med alle timerne med strygejernet i hånden ☺.
Tak skal du have, det hele lykkedes.
Kære Conny, jeg kan godt forstå, at I nyder at være i sommerhuset, hvis vi havde boet i Danmark, så havde vi aldrig solgt vores, men det blev for besværligt at bo hernede og så have et hus, der skulle passes i Danmark. Selv om familien jo gerne hjalp, så kunne vi ikke i tide og utide bede dem om at køre til Tranum for at kigge til huset.
Det er altid spændende, at skal have nye briller, vi har begge været afsted til optikeren et par gange, fordi de ikke sad helt som de skulle, men nu går det godt.
Du må også have det rigtig godt.
Send en kommentar