Næsten, men også kun næsten……

Jeg har et stykke tid gået og tænkt på, at jeg ville nå en cykeltur på 50 km. inden jeg runder og i dag nåede jeg det næsten, men altså også kun næsten.

Formiddagens aftale i Tilburg var hurtigt overstået og derefter var det store spørgsmål, hvor skulle dagens cykeltur gå til?

Første del af turen foregik på en cykelsti, der er lavet hvor den tidligere jernbane mellem Tilburg og Riel lå. I dag var det ret befriende, at cykelstien ligger i et større skovområde, idet temperaturen var på godt og vel 30 grader. Senere fortsatte jeg på en cykelsti, der i daglig tale kaldes Bels Lijntje. Bels Lijntje var tidligere jernbanelinje mellem Tilburg og Turnhout i Belgien, også den ligger i et større skovområde og nu var det jo højlys dag og jeg var ikke den eneste på ruten, men jeg tror ikke det er et område, hvor jeg ville bryde mig om at cykle i på en mørk nat. Dette blev også bekræftet af de indhegninger og alarminstallationer, som de få huse på ruten havde opsat.

På et tidspunkt blev jeg rasende og gal. Jeg har været tidligere været omkring emnet, men nu får de altså turen igen! De småfede gamle mænd i stramt outfit, som tror at de er de eneste som har lov til at færdes på landets cykelstier og oven i købet tillader sig at råbe efter andre cyklister med en anderledes tilgang til cykling end de selv har, de burde bures inde! På grund af den megen kritik der har været af disse ”Wannabe tour de France ryttere” i dagspressen, har vi indenfor de sidste år oplevet, at de ofte takker fordi man giver plads, men ikke dagens fjolser.

I landsbyen Riel, syd for Tilburg, herskede der middagsdøsighed og jeg kunne cykle rundt på må og få uden at møde ret mange mennesker.

Vi har et par gange drukket kaffe på en cafe ved kirken og det var egentlig min plan at gøre i dag, men på det tidspunkt synes jeg stadig, at der måtte lidt mere cykling til, før der var kaffepause. Jeg havde en ide om, at det måske ikke blev til mere, hvis jeg først havde fået mig bænket på cafeen.

Kirken i Riel var under renovering, så der var adgang forbudt.

Jeg har lige fundet ud af, at jeg nok må tilbage til Riel en dag, idet der i byen skulle findes et monument over en tysk soldat. Soldaten reddede under en beskydning i 1944 2 hollandske børn fra Goirle. Den tyske soldat, der på det tidspunkt var 18 år, døde selv under skyderiet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er bemærkelsesværdigt, at et land der led så meget under 2 verdenskrig, har valgt at hylde den unge soldat med et monument.

Efter at have cyklet rundt fandt jeg en vej ved navn Goirleseweg og nu var jeg jo kommet hjemmefra, så hvorfor ikke fortsætte til Goirle.

På vejen så jeg dette!

Ovenstående skulptur stod udenfor dette hus. Gad vide hvordan de vasker vinduer, de må da kravle rundt!

Mens jeg stod og fotograferede tænkte jeg, at der måtte bo en kunstner i huset, men nu hvor jeg sidder og skriver, kommer jeg til at tænke på, om det måske kan være monumentet over den tyske soldat. Altså, jeg må tilbage til Riel!

Goirle (knap 23.000 indb.) er en del større end Riel, men knap så spændende (synes jeg). Jeg vidste, at der lå en mølle i byen og at den lå i nærheden af et Albert Hein supermarked. På et tidspunkt så jeg en Albert Heijn, men møllen var væk! Mit cykelkort afslørede ikke nogen mølle, så der blev cyklet nogle kilometer, før jeg endelig fandt et bykort. Det viste sig, at jeg befandt mig i den forkerte ende af byen og at der altså findes flere end en Albert Hein i Goirle☺. Af sted igen og endelig fandt jeg både mølle og Albert Hein.

Jeg kan huske, mens jeg stadig var på jagt efter et gammeldags syskrin, at jeg en søndag havde fået lokket husbond med til loppemarked i Goirle. Det var simpelthen det værste bras, der var til salg på loppemarkedet, plastdimser, plastetuier og ikke en eneste ordentlig bod med ældre ting og sager, som jeg var ude efter. De tillod sig oven i købet af tage entré, 2.50 € pr. person, for det ikke skal være løgn. Siden da har jeg fået lidt skræk for hollandske loppemarkeder.

På tilbageturen skulle kaffen jo indtages i Riel, men da alle borde og stole under parasoller var optagede og jeg ikke orkede at sidde midt i solen, fortsatte jeg mod Tilburg, hvor det vrimler med cafeer og der er endda en supergod én, der har den skønneste gulerodskage ☺.

Igen lidt brok! Uanset hvor man ser håndværkere, så er der med garanti også en radio, som regel gul og sort (ofte endda flere radioer, indstillet på hver sit program). Mens jeg cyklede mod broen over A58, gjaldede musikken ud over området. Men hvor kom den fra? Jo, den kom skam fra vinduespudseren på 11. sal!

Undervejs fik jeg kontakt med husbond og han forventede at være tidligt klar på jobbet. Da det jo ville være hyggeligt at følges med ham hjem, blev kaffen og gulerodskagen gemt til en anden gang og af sted det gik tværs gennem Tilburg.

På hjemvejen var vi nødt til at besøge boer (bonde) Peders, en gård hvor der sælges frugt og grønt. De har de mest fantastiske jordbær med utrolig meget smag og der måtte et par bakker med hjem ☺. Da de var rengjorte, var der altså heller ikke mere energi tilbage i konen ☺.