søndag den 21. juli 2013

Og hvad har billedmaterialet så med en meget, meget varm søndag aften udi det hollandske at gøre?

For at være helt ærlig, ikke det fjerneste……..

Plejehjem2
“En ven, er en der viser os vejen og går med os et stykke”

Her er varmt, rigtig varmt, klokken er 21.30, temperaturen er på 31,5 grader og børnene leger udenfor. Men vi skal ikke klage, bestemt ikke, vi har ventet så længe på den varme. Men den virker godt nok lidt overvældende, nu hvor den endelig er her.

Plejehjem6

Billedmaterialet? Jo, en af mine fødselsdagsgaver var et nyt kamera, som jeg er utrolig glad for. Lige her og nu arbejder jeg mig igennem quick guiden på 40 sider og det kommer måske til at vare et par dage, før jeg springer ud i den rigtige manual, der er på intet mindre end 260 sider. Hvilket vil sige, at det er “learning by doing” og det kan jo være, at Frank bliver så træt af alle mine mislykkede billeder, at han læser manualen og giver mig et lynkursus i, hvad jeg bør vide (bare sådan lige til en start)☺ ☺.

Plejehjem5

Tilbage til billedmaterialet, det er fra svigermors midlertidige plejehjem, hvor vi var på besøg i går. Hun er bare så glad for at have skiftet sit franske hjem ud med et hollandsk plejehjem, hun stråler, hilser og snakker med alle. Hvor er det dejligt at se.

Plejehjem1

I formiddags, da morgenmaden var taget af bordet, fruen dappede rundt i morgenkåbe og husbond havde strakt sig på sofaen, fik vi det dejligste uventede besøg. En af mine gamle klassekammerater fra realen, der senere blev en af mine kolleger ved militæret og hans kone, som jeg gik på handelsskole med, dukkede pludselig op og så blev der snakket nordjysk. Hold da op, hvor var det dejligt at se dem igen. Husbond plejer som regel at lære et par nye nordjyske ord, hver gang vi er på besøg/har besøg ”hjemmefra”, i dag nøjedes han med at holde ørerne stive, for at følge med. Jeg kunne godt se, at husbond fik mere ud af det, når Kurt snakkede end når Annette og jeg snakkede ☺.

10 kommentarer:

Stegemüller sagde ...

Tillykke med det nye kamera. Det er godt, at du er i gang med quickguiden og har planer om også at læse manualen, for det er en god måde at lære det nye kamera at kende på; den allerbedste måde er imidlertid at tage en pokkers masse billeder og virkelig eksperimentere med alle kameraets funktioner. Med de nye digitale kameraer kan man jo tillade sig 100 fejlskud uden at tænke på udgiften hos fotohandleren bagefter.

Inge sagde ...

Tillykke med dit nye kamera, jeg har aldrig læst hele manualen til et kamera, det er bare at skyde og lære undervejs.. :-)

Ellen sagde ...

Tillykke med kameraet.
Jeg ville aldrig læse en manual fra ende til anden - ville ikke kunne huske ret meget af det alligevel, men hvis der er noget, jeg ved, at kameraet kan, og som jeg også gerne vil kunne benytte mig af, er en manual (eller John) altså god at have. Jeg tror ikke på, at man kan lære sig selv alt det, kameraet er i stand til ... men nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad det er for et, du har fået ;-)

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Learning by doing er min måde at lære tingene på... men det lykkes ikke altid at få detaljerne med.
Vinduerne du har fotograferet er flotte. Er det på plejehjemmet?

Rejen sagde ...

Dejligt med nyt legetøj, og mon ikke du finder ud af finesserne hen ad vejen. Godt at farmor er tilfreds med at flytte til Holland. ;-D

Annette sagde ...

Stegemüller, tak skal du have.
Jeg glæder mig også til at afprøve de mange, mange funktioner som kameraet har.
Det er vild luksus med det nye kamera, idet jeg allerede havde et digitalkamera, men makro- og zoomfunktionen var ikke så god som jeg gerne ville have, at det skulle være. Indrømmet, jeg stornyder det nye kamera ☺.

Annette sagde ...

Inge, det gør mig uendeligt glad, at du aldrig har læst manualer. Jeg er nemlig heller ikke helt sikker på, at jeg nogensinde får det gjort ☺.

Og når jeg ser på dine skønne billeder, så ved jeg nu at man godt kan klare sig uden manual ☺.

Annette sagde ...

Ellen, nej vel. Hvis ikke noget interesserer mig fantastisk meget, så går der heller ikke mange minutter, før det er gået i glemmebogen hos mig. Og helt ærligt, så satser jeg på, at Frank ikke kan lade være med at læse manualen og håber så, at jeg kan suge til mig af hans viden ☺.

Det nye kamera er et Nikon Coolpix S9500. Mit gamle kamera var også Nikon og ganske udmærket, dette har nogle faciliteter, som jeg manglede på det gamle. Mine omgivelser snakkede længe om spejlreflekskamera, men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis kameraet ikke ligge i min taske, så kommer det aldrig med nogle steder ☺.

Annette sagde ...

Mai-Britt, du har ret i det med detaljerne, men mon ikke Frank læser manualen ☺ ☺.
Ja, vinduerne er fra svigermors plejehjem, der er en lang gang fyldt med de sjove vinduer. Gad vide, hvordan mon de bliver lavet? Mon de klistrer glasset med effekt på almindelig rude ved fremstillingen eller?

Annette sagde ...

Rejen, ja det er skønt med lidt nyt isenkram og jo, jeg håber at jeg finder ud af det hen ad vejen. Heldigvis er basisfunktionerne som på mit gamle kamera, det er et stort skridt ☺.