mandag den 12. august 2013

´s Hertogenbosch

I torsdags havde jeg en aftale med bonusdatteren i ´s Hertogenbosch (i daglig tale den Bosch). Dagens opgave var – med 6 måneders forsinkelse – at give bonusdatteren hendes fødselsdagsgave ”Køb tøj til dig selv for det aftalte gavebeløb”.

Da jeg var lidt for tidligt på den, blev det til et par billeder☺.

Den Bosch
Dragefontænen nær Centraal station.

Den Bosch er provinsen Noord Brabants ”hovedstad”, den er fyldt med smukke gamle huse, et utal af cafeer, hyggelige kvarterer og selvfølgelig forretninger.

Den Bosch1
Turistsejlads på Dommel.

Da jeg kom til Holland var det netop i den Bosch, at jeg følte mig mest hjemme, bl.a. fordi de handlende her turde tale engelsk (modsat Oss, hvor vi boede), hvilket var noget jeg satte stor pris på dengang.

Den Bosch2
Udsigt mod Van Lanschot bankens fine gamle bygning på Hooge Steenweg.

Jeg tænkte på Marianne, bloggeren fra Lønstrup, da jeg gik rundt i Den Bosch. Marianne har for nylig i et svar skrevet, at hun gerne ville have en Bossche bol igen☺, en specialitet der oprindeligt stammer fra Den Bosch.

Jeg har ladet mig fortælle, at hvis man skal have det ultimative indenfor Bossche bol, så skal man til Jan de Groot, bageren nær ved stationen. En Bossche bol er en let bolle, der er fyldt med flødeskum, vel og mærke den hollandske flødeskum med sukker og ovenpå bollen er der et tykt lag chokolade.

Nu er en Bossche bol ikke lige noget, der kan friste mig, men mine omgivelser får julelys i øjnene, når talen falder på emnet og hvis man skal dømme efter de lange køer, der ofte ses på fortovet foran Jan de Groot og de mange mennesker, der besøger det tilhørende konditori og lunchroom, så er jeg vist lidt alene om ikke at blive fristet af delikatessen.

Den Bosch3

Til gengæld findes der i byen en anden fantastisk bagerforretning ”De Broodspecialist”, den var jeg i begyndelsen jeg boede her, utrolig glad for.

Da jeg flyttede herned i 2002, var det meget få steder, hvor man kunne få brød, som jeg kendte fra Danmark og som jeg gerne ville have det. Men “De Broodspecialist” havde det hele, speltbrød, surdejsbrød, gulerodsbrød, biologisk brød osv. Heldigvis kan man nu få andet end det hollandske luftbrød flere steder.

Ud over bagerens fine assortiment, så er forretningen noget helt for sig. Den er indrettet i domkirken Sint Jans gamle vognhus fra 1637. Vognhuset blev i 1883 ombygget til bageri og selv om forretningen blev restaureret i 1978, så er der ikke skelet til skiftende modelunder indenfor butiksindretning. De gamle malede fliser fra 1903 fortæller historier om korn og bagning af brød og har heldigvis fået lov til at blive hængende i forretningen. I øvrigt, så blev bagerforretningen i 2007 udråbt til den smukkeste monumentale bygning i Brabant og det siger ikke så lidt.

De Broodspecialist
Billedet er lånt på nettet.

Den Bosch4
Souvenierforretningen “De kleine Winst” åbnede i 1905 og er stadig i samme familiens eje.  Foran en statue af kunstmaleren Jeroen Bosch.

Mens vi boede i Oss, var jeg i en periode træt af de altid tilstedeværende bilkøer på motorvejen og tog i stedet toget til/fra arbejde. Jeg skulle skifte tog i Den Bosch og det skete af og til, at jeg var i den heldige situation, at jeg nåede byen indenfor normal åbningstid. På sådanne dage tog jeg en afstikker til centrum, for at besøge ”De Broodspecialist” samt Adr. Heinens boghandel. Boghandelen er en anden vidunderlig gammel forretning, beliggende i en af byens gågader. Også den er indrettet i flere etager i et ældre hus, jo længere man bevæger sig op i etagerne føler jeg, at man kan fornemme rummenes tidligere funktion fra dengang, der var beboelse over forretningen.

den Bosch5
Denne facade siges, at være den ældste i Den Bosch, men jeg har ikke kunnet finde dokumentation for påstanden.

Det var også i den Bosch, hvor jeg på det regionale arkiv, stiftede bekendtskab med hollandsk slægtsforskning. En aktivitet, der nu mest foregår via nettet.

den Bosch6
Et kig ud over markedet, men byens gamle rådhus.

Jeg kunne blive ved og ved med at lovprise Den Bosch, men det er jo slet ikke det sagen drejer sig om.

FleurSå kom hun, bonusdatteren ☺.

Sint JanFørst et kort visit i Sint Jan, den uendeligt smukke domkirke i Den Bosch.

Inden den store shoppingraid fik vi lidt frokost og derefter gik det løs. Det lykkedes “fødselsdagsbarnet” at finde en del gode ting og jeg tror, at hun var rigtig godt tilfreds med fødselsdagsgaven.

På et tidspunkt var vi nødt til at tage en kaffepause. Der måtte simpelthen en pause til, for at jeg kunne klare resten. Det sker åbenbart alt for sjældent, at jeg er på shopping ☺. Men det var en rigtig hyggelig eftermiddag og vi er enige om, at det er vi nødt til snart at gøre igen ☺.

Vi skiltes ved 16.30 tiden, da bonusdatteren skulle hjem og hente lille Merijn i børnehaven. Det var hans sidste dag på institutionen, i fremtiden skal han i dagpleje hos en sød dame.

Den Bosch7

For mig, gik det derefter i skarpt trav til den økologiske købmand ”Eco plaza”, idet jeg sidste gang vi havde Danmarksbesøg fik en sjov kageopskrift, der krævede økologiske appelsiner og mange mandler. I al sin enkelhed indeholder kagen økologiske appelsiner, mandler, æg, sukker og bagepulver. Kagen blev afprøvet ved lørdagens gæstebud, den var rigtig god, men smagte slet ikke, som jeg havde forventet.

Det var skønt, at være tilbage i Den Bosch, det sker så sjældent nu, men jeg har besluttet mig for, at det ikke skal vare længe før jeg skal dertil igen.

18 kommentarer:

Henny Stewart sagde ...

Jeg kan godt forstå, at du ønsker at vende tilbage snart. Den Bosch ser ud til at være en smuk og stemningsfuld by med mange, gamle huse, man kan beundre.

Unknown sagde ...

Altså, Annette - nu savler jeg igen.
Det er dog ikke kun den skønne Bossche bol der gør at jeg gerne vil tilbage til den Bosch, men også fordi den, som du skriver er en utrolig smuk by. Sejlturen på kanalerne i byen - ind under domkirken er så fantastisk smuk at den nemt kan gentages flere gange.
Måske vi er så heldlige at vi en dag kan mødes i den Bosch - så tager jeg træstammer eller romkugler med til dig.
Dejligt at din søde bonusdatter fik nogle gode gaver.
Knus fra Marianne

Bettys blog sagde ...

Sikke en dejlig by. Jeg kan godt forstå, du gerne vender tilbage. Det er nogle meget smukke gamle bygninger og spændende butikker. Hyggeligt med sådan en eftermiddag med bonusdatteren ;-)

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Det er vel nok en hyggelig by, jeg har kun været i udkanten af den.
Sig Bossche bol og Henk får lys i øjnene! En ven af svigerfamilien er også helt skør med dem og vil endda ha' ekstra flødeskum på... De er iøvrigt vandbakkelser. Har lavet dem en gang for Henks skyld.

Annette sagde ...

Henny, din beskrivelse passer præcis på byen. Og så gør det jo ikke sagen ringere, at jeg i begyndelsen hernede følte mig meget velkommen i Den Bosch ☺.

Annette sagde ...

Marianne, du har hermed involveret dig i en aftale! Du har træstammer/romkugler med og jeg giver en Bossche bol ☺.
Ja, sejturen den er helt speciel, vi har været heldige at kunne få plads flere gange, når vi har haft Danmarksbesøg og alle er meget betagede af den tur.
Hvis ikke lige jeg husker det næste gang I kommer til Holland, så kan jeg i øvrigt også anbefale sejlturen på Amersfoort´s kanaler, den er også fin.
Knus tilbage til dig.

Annette sagde ...

Betty, ja det er dejligt, når vi har nogle gode timer sammen med de unge mennesker. Og det gør jo ikke spor, at rammerne for timerne er smukke ☺.

Annette sagde ...

Mai-Britt, ja selvfølgelig er det vandbakkelse. Jeg sad i går og kunne simpelthen ikke komme i tanker om hvad det nu var for en slags dej. Det kommer sig sikkert af, at jeg ikke er så vild med Bossche bollen.
Frank har det præcis som Henk, jeg tror godt vi kan blive enige om at de er et par snoepkonten ☺.

Madame sagde ...

Sikke nogle dejlige billeder, Annette - den Bosch ser ud til at være både smuk og stemningsfuld, og jeg kan godt forstå, du gerne vil vende tilbage.
Klem og en rigtig god dag til jer.

Fruen i Midten sagde ...

Sikke dog en hyggelig by. Den ser ud, som om man sagtens kan få flere dage til at gå i den som turist. Bare et besøg hos bageren er jo en attraktion i sig selv :-)

Annette sagde ...

Madame, tak skal du have. Når motiverne er så dejlige, som de er i Den Bosch, så gør det jo ikke så meget, at fotografen ikke er så god ☺.
Klem og en dejlig dag til dig.

Annette sagde ...

Fruen i Midten, ja hvem ville ikke gerne købe brød i den bagerforretning.
Desværre er der det kedelige, at de hollandske bagere ikke har åbent søndag og åbner tidligst kl. 8 til hverdag. Jeg forestiller mig, at hvis man nu kunne købe brød der en søndag morgen, så ville det blive en supergod søndag ☺.

Ellen sagde ...

Skøn by.
Du får mig til at føle, at Holland snart må på ferieprogrammet ... de par gange, jeg har været der, har jeg ikke set noget, der bare har været tilnærmelsesvis så flot som det, du altid har at byde på, så jeg har helt klart ikke fundet de rigtige steder at besøge.
Biologisk brød??? Det har jeg aldrig hørt om før. Er der dyr i?

Tina Liel sagde ...

Hejsa Annette♥ Tilbage fra blog/sommerferie ;-) Hold da op I har haft det varmt - det var vist godt der kom lidt regn. Har været i Danmark på ferie men fuld sol det meste af tiden. Helt fantastisk. Sikke en skøn by Bosch er. Og det er vist et af de smukkeste bagerier jeg har set. Synes der er så mange skønne byer med spændende historie i dit område. SKønt at bonusdatteren fandt noget hun kunne bruge. Ha en dejlig søndag♥

Anonym sagde ...

Hej Annette....Har mast som en vanvittig for at finde ud hvordan jeg kunne kommentere hos dig (igen), og nu ser det ud til at lade sig gøre igen. Så dette blot for at sige at jeg altså stadig læser med og nyder dine fortællinger :-)

Tina - omme i London sagde ...

Waurv, sikken en skoen by; der kunne man da godt tage en weekendtur til. :)

Salix sagde ...

En by med mange smukke huse og monumenter. Noget, som jeg synes, at man finder ofte i Europa; men naturligvis ikke her i Nordamerika. Kan godt forstå, at du nød dagen.
Knus

Stegemüller sagde ...

sikke nogle skønne billeder, du viser fra den Bosch,det er en by, jeg gerne vil besøge, hvis min vej en dag skulle falde forbi Holland