Vejret i går var skønt, lunt og dejligt, det måtte selvfølgelig udnyttes. Cykelturen blev på lige knap 32 km og det vildeste der skete var, at jeg var ved at blive kørt ned. Jeg havde grønt, for cyklister der skulle ligeud og 2 biler havde grønt for biler, der skulle svinge til højre! Hvordan det kan lade sig gøre, fandt vi aldrig ud af, men der skete heldigvis ikke noget. Billederne er fra gårsdagens tour.
I går formiddags læste jeg en artikel, den gjorde mig i første omgang harm, men under de knap 32 km. nåede jeg frem til, at en sag altid har 2 sider. Selvfølgelig er der begået fejl, men et eller andet sted, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om det nu også er foregået helt på den måde, som det er beskrevet, både på den hollandske diabetesforenings hjemmeside og på hjemmesiden for den lokaltv station, der dækker den vestlige del af Holland.
Jo, jo jeg bor skam i den katolske del af Holland.
Sagen drejer sig om en 17 årig diabetespatient X, der sammen med en veninde var ude og handle. Pigerne går rundt i en stor HEMA (i øvrigt er en vældig dejlig forretning) i Den Haag. X får det dårligt og går ind i et prøverum for at måle blodsukker. Blodsukkertallet viser sig, at være 33,3 mmol (det er højt), X har det, der kaldes en hyper, der bl.a. kan give tør mund, tørst, sult, rystelser og hyppig vandladning. Hun finder straks insulinsprøjten frem for at injicere. Under injiceringen kommer X til at tisse (i henhold til artiklen, sker det af og til hos diabetespatienter med en hyper, det var jeg ikke klar over og jeg håber heller aldrig, at der kommer til at overgå mig).
Så vidt jeg kan forstå ud af artiklen, injicerer X sig i låret (man kan vælge mellem lår eller mave, jeg har valgt det sidste) og mens hun er i gang med at injicere, bliver prøverummets gardin hevet til side og 2 butiksvagter siger - i henhold til X - at hun er ved at sprøjte narkotika og at hun ødelægger butikkens inventar med sit tisseri.
Veninden forsøger at forklare butiksvagterne, at X har diabetes, men hun taler for døve øren og X bliver taget med til forretningens kontor. Moderen til X bliver kontaktet og da X ser hende udenfor kontoret, spørger hun om hun må gå ud til sin mor. Der opstår tumulter på kontoret og X bliver af de 2 butiksvagter trykket op mod en væg, for derefter at anholdt for ødelæggelse af prøverummet.
X sad fast hos politiet i 4 timer og da hun fremviste insulin og sprøjter til politiet, blev der sagt: ”Det er et trick for at komme ud af cellen. Det trick laver mange Allochtoonen (det hollandske ord for immigranter og mennesker med oprindelse i et andet land)”. X får en bøde på 50 € for ødelæggelse af prøverummet, hvilket hun finder absurd, da veninden har gjort gulvet rent.
Efter løsladelsen tager X på sygehuset og her bliver konstateret blodudtrækninger og opsvulmede pletter på begge overarme.
Efterfølgende gav både HEMA og politiet deres forklaringer på, hvorfor der er handlet som der er gjort og yderligere findes på hjemmesiden en del reaktioner, positive som negative.
X kommer ikke til at betale bøden på 50 €, men har fået en advarsel fra HEMA. Den hollandske diabetesforening anbefaler, at diabetikere går rundt med et armbånd, hvorpå der står diabetes, som man i påkommende tilfælde kan vise frem.
Gad vide, hvorfor den gyngestil hænger der?
Jeg har tænkt meget over sagen. Selvfølgelig skal man ikke straffes, fordi man er diabetespatient, man er jo ligesom straffet nok. Men på den anden side set, så er der også ting i pigens forklaring, som jeg ikke helt kan få til at stemme.
Da jeg startede med at injicere, gjorde jeg det altid på et toilet, idet jeg synes det var lidt pinligt. Men det har ændret sig, efter jeg læste en artikel hvor i der stod, at man aldrig skulle gemme sig, når man injicerede, idet det ikke var noget at skamme sig over, så nu gør jeg det i fuld offentlighed. Gad vide, om jeg i fremtiden skal tænke over, om der mon er nogle der tror, at jeg er narkoman?
Så er det vist på tide at komme hjemad…………
22 kommentarer:
Godt der ikke skete dig noget.
Ubehagelig historie om den unge pige. Og du har så ganske ret, en sag har altid mindst to sider.
Uha, det er en grum historie, og den er der forhåbentlig mange, der vil lære af.
Vi har en ven, der har diabetes 1, og som helt åbenlyst sprøjter sig, mens alle kan se det.
Væmmeligt! Både, at du var ved at blive kørt ned og historien om pigen. Man kan jo på sin vis godt forstå, hvis butikspersonalet bliver irriteret over, hvad de tror er en narkoman. Men både de og da i særdeleshed politiet burde dælme være til at råbe op. Og tvivlen burde jo altid, altid komme 'den anklagede' til gode.
Hmmm - det er en lidt ambivalent historie. På den ene side kan jeg sagtens forstå, at man ikke skal skjule sig og skamme sig over sin sygdom. På den anden side kan jeg også forstå, hvis nogle ikke bryder sig om det.
For noget tid siden var jeg på en frokostrestaurant, hvor man sidder ved lange borde og altså ikke separeret. Der sad en mand lige ved siden af mig, og stak sig med en sprøjte - og jeg spiste. Ja undskyld - men det synes jeg ikke er i orden.
Men jeg synes som dig også, at pigen måske skulle have noget bedre identifikation - armbåndet lyder jo som en eminent idé også hvis man skulle blive så skidt og er alene, at man ikke selv kan gøre opmærksom på det.
Det var da en forfærdelig historie og en yderst ubehagelig oplevelse for pigen. Jeg tror også, at det er bedst at bruge sprøjten i offentligheden, for det ville narkomaner næppe gøre.
Måske har butikken ofte været ude for narkomaner, når de fører sig sådan frem? Uanset hvad burde man måske tage situationen lidt mere afslappet og høre på, hvad der bliver sagt.
Jeg kan sagtens se det fra begge sider, selv om det naturligvis har været yderst ubehageligt for den unge pige ... hun har nok netop ungdommen imod sig, for havde hun været ældre, vil jeg tro, hun havde tacklet det hele lidt anderledes (og ville sikkert heller ikke blive forvekslet med en narkoman, lige som jeg ikke tror, at du vil blive).
Det er en rigtig god ide med en form for identifikation, så man slipper for tilsvarende bøvl fremover.
Jeg kan også godt se det med at injicere offentligt, men jeg vil give Nille ret i, at det IKKE er passende at gøre lige ved siden af andre restaurantgæster!
Jeg håber, at 'nogen' har fået ordnet det fatale lyskryds!
Glemte lige: Jeg har også været ude for sådan et uforklarligt lys i England. Her er det ved en rundkørsel, hvor der bliver grønt lys for bilerne, der skal IND i rundkørslen, mens der samtidig køres rundt for grønt INDE i rundkørslen. Jeg fatter simpelthen ikke årsagen, men er blevet meget forsigtig med rundkørsler af den type. Hvor var det godt, at der ikke skete dig noget...
Kisser, ja for søren, jeg kunne lige se, at jeg havde ligget der midt i lyskrydset og med alle mine grøntsager (der var i cykeltaskerne) trillende hen ad vejen ☺.
Madame, som jeg skrev, havde jeg i starten svært ved at sprøjte mig, når der var andre til stede, men nu går det fint. Det tager jo også kun et kort øjeblik og jeg tror, at det er sjældent at der er nogle der opdager det.
Fruen i Midten, jeg forstår også godt personalet i butikken.
De må reagere, når de ser en sø brede sig under forhænget.
Og ja, tvivlen bør altid komme den anklagede til gode, uanset hvad der tidligere er sket i forretningen. Så vidt jeg forstod på talskvinden fra HEMA, havde de tidligere haft kedelige situationer, netop med narkomaner og det er selvfølgelig grunden til, at reaktionen var som den var.
Nille, jeg forstår dig glimrende, det har man ikke lyst til at blive konfronteret med, når med man sidder og spiser.
Som jeg skrev, så gør jeg det nu i fuld offentlig, hvilket for mig vil sige, at jeg ikke længere går afsides for at stikke, men til gengæld forsøger jeg at være diskret, da jeg ikke ønsker opmærksomhed omkring mit forehavende ☺. Og dog, jeg kommer pludselig til at tænke på, at vi kort før jul, var til en fest, hvor bordene stod som du beskriver, da gik jeg afsides, fordi det var umuligt at sidde og bøvle med alle de remedier ved bordet ☺.
Ja, jeg tænker af og til på, at det måske ville være rart med et eller andet bevis på at man er diabetes 1 patient, især når jeg er ude på de lange cykelture. Jeg vil helt sikkert følge op på det.
Mia, helt enig, det må have været en ubehagelig oplevelse for pigen, mon ikke også det er årsagen til, at den er havnet i pressen.
I henhold til talskvinden fra HEMA havde forretningen tidligere været udsat for ubehagelige oplevelser med narkomaner, men det kan pigen jo ikke gøre for.
Diskussionen i pressen drejer sig også om, at pigen har ikke-europæisk hudfarve og det menes, at hele situationen er et typisk eksempel på diskrimination. Men det vil være jo altid være et diskussionsspørgsmål.
Ellen, helt enig!
Der er flere ting, der taler imod den unge pige, alder, måske hudfarve og jeg ved af erfaring, at man ikke er helt på toppen, når man har en hyper og derfor måske heller ikke er så høflig, som man ellers ville være.
Det ville være rart med en form for identifikation, jeg har tænkt på det flere gange i forbindelse med mine lange cykelture og en evt. hypo.
Som regel mærker jeg, når en hypo er undervejs, men det sker af og til at blodsukkeret pludselig bliver alt for lavt. Enkelte gange er jeg nået at besvime, men det er heldigvis kun sket herhjemme. Men det ville være rart, hvis eventuel hjælp kunne se, at besynderlig adfærd skyldes for lavet blodsukker.
Jeg er enig med både dig og Nille i, at man skal vise hensyn og ikke belemre andre gæster med stikkeriet.
Mia, det er højst besynderligt, både med den rundkørsel du beskriver og mit lyskryds. Jeg cykler jævnligt gennem det kryds og der har aldrig tidligere været problemer.
Bagefter kommer tvivlen, var der nu grønt? Men det var der helt sikkert.
Jeg kommer til at tænke på B S Christiansens svar, da han blev spurgt om han altid ventede og gik over for grønt.. Han svarede, nej jeg går over gaden når der er frit.. Godt du slap med forskrækkelsen.
Ja der er altid to sider af en sag, men det har nok været en ubehagelig oplevelse for pigen.
Stakkels pige - hun havde jo ikke en chance. Jeg forstår godt, at du stikker dig diskret, men i det offentlige rum. Der er ingen grund til at skjule, at man har diabetes. Et armbånd eller andet, der viser at man har diabetes er en god idé.
Jeg har én gang oplevet, at en af mine gode venner pludseligt fik for lavt blodsukker. Han svedte helt vanvittigt og talte i tåger. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og tænkte på at ringe 112. Heldigvis kunne han selv formulere, at han skulle have en af de æblejuice-brikker, der stod i køleskabet. Så snart han havde fået to af dem, var han helt sig selv igen, men jeg blev sørme forskrækket.
Sikke nogle grimme oplevelser. Der er flere sygdomme, hvor det somme tider ville være rart at kunne bevise det med et kendetegn, og alligel på en sådan måde at man ikke går og skilter med det, for det ønsker de fleste af os vist heller ikke, trods alt.
På sådan en lang cykeltur, kan man nå at tænke mange tanker. Der er tid til at filosofere over livet.
Skrækkelig historie, på mere end en måde. Som medlem af diabetesforeningen får man udstedt et plastickort, man kan have i sin pung. Forhåbentlig vil man have åndsnærværelse nok til at vise det frem, hvis man skulle komme i situationen. Den anden ting, der er skrækkelig, er at pigen åbenbart har fået en anden behandling, fordi hun er indvandrer. Det lyder bestemt ikke rart.
Inge, jeg har altid godt kunnet lide B.S. Christiansen, men nu endnu bedre.
Jeg troede egentlig kun det var hollænderne, der gør som B.S. (indrømmet, jeg har efterhånden også lært det, men det har taget lang tid ☺).
Stegemüller, jeg forstår godt at du blev forskrækket, for det må ikke være rart at opleve.
Det kommer så pludseligt, fra det ene øjeblik til det andet, at blodsukkeret pludselig er alt for lavt. I perioder begrænsede jeg min færden rundt i Holland alene, fordi jeg var hundeangst for at få et anfald på et sted, hvor jeg ingen kendte, men jeg har besluttet mig til, at det er noget pjat. Man må kunne leve et nogenlunde normalt liv, selv om man har diabetes og det lykkes helt godt nu.
Pia, du har fuldstændig ret, det er ikke kun diabetikere, der har brug for en eller anden form for kendetegn på, at de har en sygdom.
Hvad og hvordan det skal udføres det ved jeg ikke, for igen har du ret i, at man ikke ønsker at skilte med sygdommen.
Henny, jeg har engang set, at gemalens kusine havde et kort, hvorpå der stod, at hun var diabetiker. Men hun fortalte at det var meget gammelt og hun var ikke længere klar over hvor hun havde fået det fra.
Mht. til det at være indvandrer og få en dårlig behandling, så tror jeg på, at det ofte sker (jeg har selv været ude for en del ubehagelige oplevelser i starten, hvor jeg ikke talte hollandsk). Det kan måske være en svær balancegang for en forretningsdrivende, der har haft en del ubehagelige oplevelser med indvandrere, men det giver jo ikke automatisk ret til at behandle folk dårligt.
Send en kommentar