Alphen og lidt mere cykling…….

Husbond havde torsdag en aftale i Alphen og høj i hatten, som jeg er blevet efter al den cykling, tænkte jeg, at jeg da lige ville smutte ned og hilse på. Google Maps viste, at turen var på 17 km., hvilket var overkommeligt, selv om der selvfølgelig var samme afstand hjem.

Vejret var stadig utrolig dejligt, hvor er det dog skønt med et sådan forårsvejr. 
Jeg startede lidt forkert ud på den turistiske rute jeg havde valgt, det kan jo ske, når man ikke gider at læse ens noter. Men det gjorde egentlig ikke spor, for så kom jeg igennem den lille idylliske landsby Molenschot. Jeg har tit tænkt på, at landsbyen må være hyggelig at bo i, hvis ikke lige det var fordi den er støvsuget for alt hvad der hedder dagligvare forretninger. I torsdags fandt jeg dog ud af, at det overhovedet ikke behøver at være et problem, for den rullende købmand kommer også i Molenschot.

Jeg ser ofte den rullende købmand på mine cykelture, men har ikke tidligere haft mulighed for at fotografere bilen. Da jeg stod klar med kameraet kom postbilen og posten kom mig grinende i møde og sagde ”Ja, det er gammeldags”. Han har ret posten, det hører ligesom en anden tid til, men hvor er det dejligt, at der er plads til en rullende købmand i 2014. Det giver ældre medborgere - uden eget transportmiddel - mulighed for, at kunne blive boende i eget hjem uden nødvendigvis at skulle flytte til større byer med indkøbsfaciliteter eller være afhængige af familie eller naboer. Tankerne gik til en Facebookgruppe, som jeg er så heldig at være medlem af, gruppen handler om livet i min ungdomsby og mange har på siden placeret billeder af de handlende, der tidligere kørte rundt i byen.



Når jeg nu er ved Molenschot, så er landsbyen årsag til, at jeg ikke helt ved om jeg måske ikke har hørt ordentlig efter i skolen og selv om man selvfølgelig aldrig skal prale med sin uvidenhed, så kan jeg ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har hørt om Federmesserkulturen. Jeg læste for kort tid siden en bog om Noord Brabant op gennem tiderne og i bogen stod, at man netop i Molenschot havde fundet sten og værktøj fra denne kultur, der levede ca. 10.000 år f.Kr.

Alphen præsenterede sig på den smukkeste vis med oceaner af påskeliljer, blomstrende forsytiaer og tulipantræer, det er bare så fint det hele.

Indtil 2005 måtte man gennem Alphen, når man kørte ad hovedvej N260, der går fra den nordlige del af Tilburg og til Turnhout i Belgien. Der kører megen tung trafik på netop den vej og det har givetvis været årsagen til, at vejen blev ført udenom byen. Jeg har ofte tænkt på, om det mon altid er gået godt, idet byens kro ligger tæt på vejen?

Husbond og jeg var heldige og kunne spise frokost sammen, inden vi kørte i hver sin retning. Jeg synes godt, at jeg kunne begynde at mærke ugens cykelture i lårmusklerne på hjemvejen, men det siges, at det er sundt og blodsukkeret er i hvert fald meget tilfreds med alle cykelturene.

Netop som jeg cyklede forbi Flyvestation Gilze Rijen, der har start- og landingsbaner liggende nær hovedvejen, blev det røde stoplys tændt. Jeg havde godt set, at der stod en del flyspottere (dem har vi mange af hernede) på parkeringspladsen på den anden side af vejen og forventede, at der var et eller andet stort fly på vej op/ned. Selv om jeg vist er lidt alene om den opfattelse, så synes jeg – der kommer fra Nordjylland, hvor Flyvestation Aalborgs start- og landingsbaner også ligger tæt på vejen – at det er lidt latterligt, at al trafik stoppes hver gang et fly skal lette eller lande. Det store russiske transportfly Antonov kommer med jævne mellemrum på flyvestationen og derfor blev kameraet hevet frem, for det kunne da være meget sjovt at imponere husbond med et billede af den. Men det viste sig at være et F-16 fly der lagde an til landing og da mit arbejdsliv gennem mange år, drejede sig om netop det fly, blev kameraet pakket ned igen ☺.

Fredag morgen var jeg hos fysioterapeuten for sidste gang. Når jeg tænker tilbage på min meget pinefulde og temmelig gakkede gangart, da jeg første gang kom på klinikken i begyndelsen af Februar, er jeg dybt forundret over, at 8 besøg er nok til, at jeg igen kan gå og cykle uden de mindste smerter. Den søde unge kvindelige fysioterapeut griner, når jeg kalder hende en mirakelmager, men jeg er meget imponeret. Fredag var der ikke tid til tant og fjas, den stod på husmoderlige pligter og kun en lille cykeltur på 14 km. for at få klaret ugens indkøb.