Øv altså, hvor er en uge kort tid, når man er i godt selskab og i skønne omgivelser.
Sent søndag aften returnerede vi til Holland efter en dejlig uge i Danmark. Huha, vægten var ikke glad, da jeg stod op på den mandag morgen, men det sker jo hver eneste gang vi er i Danmark, hvor familie og venner disker op med det ypperste fra køkkenet og alle de dejlige ting, som jeg savner lidt i hverdagen, pludselig er inden for rækkevidde ☺. Lige præcis denne gang var det noget skidt, fordi jeg skulle have været til check hos internisten på sygehuset i morges. Men det viste sig, at sygehuset den 12 juni - via brev - havde ændret aftalen til den 5. september. Bare havde jeg aldrig modtaget brevet og da jeg brokkede mig temmelig kraftigt, fik jeg at vide, at jeg ikke var den eneste, der ikke havde modtaget brev med ændringer afsendt fra sygehuset den 12. juni. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, nu er der et par ekstra uger til at få check på blodsukker og vægt ☺.
Ugen bød på mange dejlige oplevelser, selvfølgelig først og fremmest masser af kram fra verdens dejligste børnebørn.
Egentlig synes jeg, at vi nåede en hel del, selv om der desværre var besøg ,vi ikke nåede.
Min skønne faster på et par og 80 år bød på en overdådig frokost. Samme dejlige faster sørgede
også denne gang for at invitere en af mine fætre og hans kone til frokosten. Efter frokost blev lagkagen over alle lagkager sat på bordet sammen med en flødelagkage. Den fantastiske er brun og har mønster af hvid/brun glasur, præcis som den skal være og som den altid har været, min fætter og jeg mindes barndommens glade stunder, når vi ser den lagkage. Og jeg er slet ikke spor i tvivl om, at netop den kage bærer en del af skylden for badevægtens angstskrig mandag morgen.
Det blev til et par vennebesøg, aftenkaffe med rejemadder hos den søde pige der sørgede for, at jeg fik tilført lidt kultur, mens jeg boede i Brovst og en dejlig middag hos min skønne storesøster (altså ikke biologisk) og mand. Det med slægtskabet kommer sig af, at min storesøster har en del søskende og da jeg er enebarn, blev hun og et par af hendes søstre enige om, at jeg godt kunne blive indlemmet i familien og hvor er det pragtfuldt, at være del af en storfamilie. Storesøster og jeg har kendt hinanden siden 5. klasse og lattermusklerne bliver motioneret til overflod, når vi er på besøg.
I flere år har jeg drømt om at kunne trave rundt i Aalborg´s gader og bare kigge. Logisk nok, så har husbond ikke helt samme drømme. Det er tidligere sket, at vi har taget turene i gaderne sammen og jeg er ikke spor i tvivl om, at husbond har kedet sig gul og grøn, selv om han næsten ikke har brokket sig ☺. Det blev ved dette Danmarksbesøg til hele 4 timer i skarpt trav og med kameraet i hånden, det var stornydelse, gad vide om der er noget der hedder sådan, men sådan føltes det i hvert fald. Ok, jeg kom også til at gå ind i et par enkelte forretninger, bare et par! Ud kom jeg med 2 stykker Angulus fodtøj samt masser af the fra yndlings-the-forretningen. Imens jeg havde rendt rundt i byen, var min computer blevet ryddet og installeret påny, hvor heldig har man lov til at være?
Vi nåede skam også et par udflugter. Den ene var en skøn tur til ”Den gamle By” i Århus, hvor der var sket meget nyt, siden jeg sidst var der for 13 – 14 år siden. Vejret var vidunderligt og alt var bare så dejligt og storslået. Husbond og jeg besluttede, mens vi gik rundt i byen, at vi ved hvert af de følgende Danmarksbesøg ville indenom på vej til/fra Nordjylland, men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå med den beslutning. Det er ikke sikkert, at interessen er lige stor efter mange timers kørsel og Nordjylland indenfor rækkevidde ☺.
Lørdag gik turen til Faarup Sommerland, hvor vi sammen med verdens dejligste børnebørn og en god ven nød det gode vejr, det var der også hundredvis af andre der gjorde, så det gav lidt ventetid ved yndlingsattraktionerne. Så vidt jeg forstod, var det sidste åbningsdag inden efterårsferien og derfor vennedag eller hvad sådan noget nu hedder, når man må tage en ven med på ens sæsonkort. Også der er der sket meget, siden jeg sidst var der for mange år siden og det virker helt besynderligt på mig, at Karoline på meget snart 9 år ved hvor alt, inklusive toiletter, befinder sig i parken og jeg ikke.
Hvor har vi dog nydt at være i Danmark igen, glæder os allerede til næste gang ☺.
At ovenstående indlæg nærmer sig historie skyldes ene og alene, at jeg har dummet mig ☺. Jeg er så taknemmelig over af- og installation af min computer, men enkelte programmer hovedsagelig Live Writer, har ændret udseende siden jeg i sin tid downloadede programmet og hold da op, hvor har jeg ledt efter den del der har med billedredigering at gøre. I går aftes opgav jeg det hele og skrev indlægget i Blogger, men så forsvandt det første ord i hver linie i flere afsnit. Men endelig efter næsten en uges roden rundt samt af- og installering af diverse udgaver af Live Writer fandt jeg ud af, at det savnede faktisk var lige for næsen af mig og jeg nægter at tro, at det har noget med præsenilitet at gøre☺.
16 kommentarer:
Sikke en skøn Danmarks ferie I har haft. Jeg har ikke været i Den gamle by i Århus siden jeg var barn, men det skal der altså snart ændres på.. :-)
Inge, det var bare så skønt at være der igen, du kan godt glæde dig ☺. Den nye 70´er afdeling var ikke helt klar, men enkelte steder kunne vi kigge indenfor, bl.a. i et skønt konditori, der fik mig til at mindes barndommens konditorier i Aalborg. Fortsat rigtig god weekend.
Jeg har heller ikke været i Den Gamle By i Århus siden jeg var barn. Det må der vist ændres på - det er bare så dyrt at tage en smuttur til Århus.
"Imens jeg havde rendt rundt i byen, var min computer blevet ryddet og installeret påny, hvor heldig har man lov til at være?" Tillykke! Der er da ikke noget som en frisk Windowsistallation. Held og lykke med den.
Sikke nogle dejlige dage, I har haft Jeg kan godt forstå, du har nydt det. Og skønt at komme hjem med en computer, der fungerer som en ny.
Stegemüller, det må du lave om på. Men du har ret, hvis ikke man har andre ærinder end præcis en tur til "Den gamle By" så vil jeg tro, at det ender med at blive en dyr fornøjelse.
Min pc havde gennem det sidste halve års tid haft forskellige nykker, alle var de til at leve med, men af og til en smule irriterende. Jeg er i den umådeligt heldige situation, at vor gode ven i DK, der samtidig er min tidligere mand gennem 28 år, har en IT baggrund og han havde været så sød og tilbyde sin assistance. Det har været skønt at komme hjem med en "ny" HP´er ☺ ☺.
20. sep. 2014 kl. 19.45
Betty, ja uanset hvor mange år der går og hvor meget jeg vænner mig til at bo hernede, så tror jeg altid, at Danmark vil være mit hjem.
Du kan tro, at jeg nyder en computer uden diverse nykker. Jeg så, at du var gået over til Mac, gade vide om jeg nogensinde tør tage så stort et spring ☺.
Uha, en uge er da slet ikke nok .. jeg synes en uge i England er for lidt; ligeledes når de er her, og så er vi oven i købet sammen hele tiden :o)
Men skønt er det jo at se barn og børnebørn...
Den Gamle By så vi for to år siden, og jeg er egentlig lidt overrasket over, at de stadig ikke var færdige nu med 70'er-udstillingen, som di var begyndt på dengang. Jeg husker, at Charlotte tænkte en del over det, at hun som en årgang 1976 allerede er at betragte som et historisk tilfælde .-D
Præsenil, hvem dig? Aldrig i livet. Men nu skal du høre: Det er en sammensværgelse! Mine computere har også opført sig utrolig mærkeligt og uforudsigeligt, især den med Windows 8. Men det er kun et spørgsmål om tid, så har vi krammet på dem igen. Jeg er altså helt imponeret over, at du har kæmpet så meget for at få dette indlæg udgivet. Den der med badevægtens angstskrig må du længere ud på landet med! ;-)
Sikke en dejlig ferie I har haft i Danmark, Annette - og skønne billeder du viser!
Ha' en rigtig god mandag.
Ellen, nej vel! En uge med knus og kram er ALT for lidt. Frank havde foreslået, at jeg tog til DK før ham og havde så en ekstra uge, men tanken om de mange timers togrejse gjorde, at jeg nøjedes med en uge. Måske en anden gang.
Det er da skrapt, at en der er født i 1976 (jeg har vist tidligere fortalt dig, at min datter er fra 1977 ☺), er at betragte som en museumsgenstand ☺. Vi har tidligere været omkring, at du og Frank synes det er skrapt, at alt det I husker fra jeres barn- og ungdom nu findes på museer, men det kan jeg ligesom bedre forstå, end at Charlottes barndom findes der.
Henny, hvor er du sød ☺. Mens vi var i DK foretog jeg den vilde investering i en skridttæller, bare for at se hvor meget/lidt jeg egentlig bevægede mig og indtil videre, synes jeg da at det går så nogenlunde ☺.
Aha, så forstår jeg det bedre, når det drejer sig om en sammensværgelse. Jeg har ikke været så modig, at jeg er overgået til 8´eren endnu, heller ikke denne gang. Men på et eller andet tidspunkt bliver jeg vel nødt til at kapitulere og sige farvel til 7´eren. Jeg kan godt leve med lidt småfinurligheder fra computerens side, men hvis der kommer for mange, så panikker jeg og tager back-up i en uendelighed. Forhåbentlig varer det nu længe, inden jeg skal sloges med nye finurligheder ☺.
Madame, tak skal du have. Ja, det er altid en stor nydelse at være i Danmark. Du ved, græsset er altid grønnere hos naboen ☺.
Sikke en dejlig uge I har haft. Og du har som sædvanlig blik for at tage de gode billeder - jeg får helt lyst til at tage til Aalborg :-) Sjovt og hyggeligt, at du har sådan en bonus familie :-)
Hvor de unger dog gror i vejret :-)
Det er efterhånden nogle år siden, vi sidst var i den gamle by, men det er et dejligt sted at tilbringe en hel dag.
Jeg har kæmpet min kamp med min pc. P.g.a det NemId som forlangte at køre på noget nyere end Windows XP. Computeren fejlede eller absolut ingenting. Nu har jeg den nye Win 8, og så kom min nye Livewriter også til at se anderledes ud. Jeg har også måtte lede efter mange af de ellers kendte 'knapper'
Lyder som en rigtig dejlig tur, og dejligt at det var mens vi havde det dejlige september-vejr.
Jeg har også en reserve familie, og det er skønt at kunne komme til familiefester.
Send en kommentar