Frantz Holm, en af mine forfædre.

Bag de allerfleste mennesker gemmer der sig en spændende historie, dette gælder også for vore forfædre. Bare er der nogle, hvis historien er lettere at finde frem til end andres. Da jeg i begyndelsen af 90´erne opdagede, at jeg blandt mine aner havde en storkøbmand, der senere blev kaperskipper, synes jeg at det var utroligt spændende.  Derfor måtte jeg finde ud af mere om denne mand, end bare lige de gængse oplysninger om fødsel, vielse og død.

Frandtz Thomssøn Holm, som han hed min spændende forfader, blev født på Hirsholmene 22. april 1768. Han var søn af Thomas Ollesøn og Anne Marie Christensdatter Kræmer. Det var Anne Maries andet ægteskab og lille Frantz blev opkaldt efter moderens første mand Frands Wigelsen Holm.

Da Frantz skolegang foregik før den lov, der senere opfattes som den første almindelige skolelov trådte i kraft i 1814, har den måske været begrænset. Et enkelt sted har jeg fundet, at man på landet dengang lærte at læse, nogle lærte også at skrive, men skolegangen drejede sig mest om, at vænne bondebefolkningen til skolens eksistens og til at indse, at de måtte dele børnenes tid med læreren. Jeg har ikke kunnet finde nogen indikationer på, at der under Frantz opvækst har været tegn på, at han – i hvert fald for en periode – skulle være at finde blandt landets bedre borgerskab.

Jeg har en formodning om, at Franz nok har forladt Hirsholmene i en ung alder, idet han i sin ungdom befandt sig i omgangskredsen omkring Wigelsen, Thygesen og Wibroe, der alle var agtværdige aalborggensere.

Den 31. oktober 1797 blev Frantz efter kongelig bevilling viet i Budolfi kirke i Aalborg til Anne Margrethe Speitzer, hun var datter af bondeplageren Mads Christensen Speitzer fra Aggersborggaard. Sjovt nok, så findes Speitzer navnet stadig i vor familie og jeg mener, at have hørt at mine forældre havde lidt af en diskussion om jeg nu skulle have det som mellemnavn. Men det slap jeg heldigvis for, hvem har lyst til at reklamere med at være i familie med en bondeplager.

Frantz startede som selvstændig handlende i Aalborg 1. februar 1801 og familien, der på daværende tidspunkt bestod af hustruen, 1 søn og 3 døtre samt 2 tjenestepiger boede til leje i Østeraa 208 i Aalborg. Det gik åbenbart rigtig godt for Frantz, idet han i henhold til Skøde- og Panteprotokollen var i stand til at købe ejendommen Østeraa 228 i 1803. Det var skam ikke et almindelig lille hus den gode købmand købte, nej, nej det drejer sig om et hus, der til gaden har 28 fag, 2 lofter, et utal af side huse og halvtage, alle af en anseelig størrelse. Der findes kakkelovne, brændevinskedel med Hat og Slange, mæskekar osv. Købesummen var 159990 Rdl, hvoraf der blev udbetalt 3000 Rdl og for resten af købssummen blev der givet pant i ejendommen. Det nye hus, der som før nævnt lå på adressen Østeraa 228, havde en del af sine bygninger liggende ud til andre gader, bl.a. Vesteraagade, lige ved færgestedet, hvor senere pontonbroen kom til at ligge. Som genbo lå den Klingenbergske gård, så familien er kommet i rigtig fint selskab.

I øvrigt, så findes Frantz Holms gård (siden 1800 er Thomassøn forsvundet fra hans navn) i Den gamle by i Aarhus, hvor den huser tekstilmuseet og en længe af den Klingenbergske gård ligger overfor.

Det fortælles, at Frantz og Anne Margrethe førte stort hus med megen selskabelighed på adressen i Østeraa 228 og af en indholdsfortegnelse over familiens bohave fremgår, at man var i besiddelse af en ”så godt som ny wiener vogn og 2 ridesadler”.

I de efterfølgende år er der ikke mange oplysninger at finde om Frantz og hans familie. Han har sikkert brugt tiden på at tjene penge og arbejde sig frem til at blive storkøbmand. Der findes dog optegnelser, der viser at han har handlet med både Italien, Spanien, Frankrig og Norge. Yderligere findes der i hans regnskab en del mindre poster der tyder på, at han har modtaget penge til opbevaring og forretning for bønder fra Aalborgs opland. Hvilket vil sige, at ud over købmandskabet, har han også drevet det, der senere blev til bankvirksomhed.

I 1808, hvor krigen afbrød al forbindelse og handel med udlandet, ses Frantz Holms navn ofte nævnt. Da englænderne havde taget Danmarks flåde, følte en del gode danske patrioter, at denne uret måtte hævnes, der i blandt også Frantz Holm. Sammen med andre købmænd begyndte han at udruste kaperskibe, for med dem at ødelægge fjendens skibsfart. Det har givetvis også været en afgørende faktor, at der forelå en vis mulighed for en hæderlig indtjening ved at udstyre kaperfartøjer.

Den 14. september 1807 åbnede kaperforordningen og dermed lejlighed for hævn over England. Bestemmelserne for denne forordning var ret indviklede, det kom ikke alene til at gå ud over England (og Sverige), idet ved at forbyde al samkvem, også brevskrivning med England, gjorde regeringen det muligt, at alle skibe der havde haft berøring med dette land kunne opbringes, altså kapres.

Alene fra Aalborg blev der i årene 1808 – 1810 udrustet mellem 40 og 50 større og mindre kaperskibe. Frantz Holm satte stærkt ind, vel nok på grund af sin økonomiske evne, idet det var en bekostelig affære at udruste et kaperskib, der skulle skaffes fartøj og kanoner med tilhørende ammunition, proviant m.m. samt at besætningen skulle hyres. Yderligere skulle der stilles sikkerhed til staten, 500 Rdl for hver kanon skibet førte. Frantz Holm var den første i Aalborg, der i 1808, i henhold til kaperbrev af 10. juli 1807 udrustede båden ”Tolderen”, den var på 12 register tons og havde en besætning på 9 mand (et enkelt sted har jeg set, at den skulle have haft en besætning på 18 mand). I begyndelsen havde skibet dog ingen kanoner, de kom først senere, hvor den blev udstyret med 3 kanoner og hovedarmering. Hvor mange skibe Frantz Holm egentlig udstyrede er jeg ikke helt klar over, jeg mener at han i hvert fald egenhændig stod for udstyr til 4 andre skibe ud over ”Tolderen”. Ofte slog flere sig sammen om et kaperskib, idet der var stor risiko for at miste både skib og udrustning. Lidt indtægter er der selvfølgelig også kommet ind, idet blandt andet ”Tolderen” kaprede kuffen ”Die gute Hoffnung” af Poppenberg, der blev prisedømt 18. juli 1808.

De kaprede skibe og varer blev solgt ved offentlige auktioner og Aalborg Amts Adresse avis annoncerede auktionerne med udførlig beskrivelse af fangsten. Blandt andet kan der den 22. september 1810 læses, at ved auktionen over den opbragte og prisdømte brig ”Mary an Betty”, vil blive solgt 212 st. Fyrre østersøiske Bielker fra 18 til 8 fod.

Frantz Holms navn nævnes ofte i forbindelse med auktionerne, om det skyldes at hans skibe har haft held med kapervirksomheden eller om det bare skyldes, at han havde god plads til at afholde auktionerne, ved jeg ikke. Der bortauktioneres så forskelligartede varer som hiemmegiørte Triøjer, ternede lærreder, klæde, tobaksblade, saltede Tronheimske Sild, tougværk, tran osv.

I 1810 var kaperfarten forbi, men krigen varede ved og handelen stod stille, så tiderne var ikke gode. Alle der havde drevet kaperi i stor stil blev fuldstændig ruinerede. Men skipperne levede generelt i håbet om, at det nok skulle gå alt sammen og at man derfor godt kunne tillade sig lidt.

Da Stiftamtmand Pentz henvendte sig til Handelsstandsforeningen i Aalborg, for at høre om ikke dens medlemmer havde lyst til at yde et bidrag til et eller andet godt formål til erindring om og erkendtlighed for byen og dens omegn ”ved den udi sidste Januarii Maaned udi vort Land indtrængte overlegne Fiende nemlig Russere, Svenske og flere nationer blev fri for Overfald og den gyselige Indquartering som deraf havde fulgt”, enedes 18 borgere d. 12. februar 1814 om sammen at give et beløb ”til syge og Sængeliggende Menneskers Pleie”, der blev i alt indbetalt 4000 Rdl, hvoraf Frantz Holm tegnede sig for 300 Rdl. Beløbet på 4000 Rdl., blev i henhold til Aalborg Handelsforenings Protokol ”udlaant imod Oblig: og 1ste Prioritets Pandt i Hr. Frants Holms Gaard wed Westeraa”.

Samme år, altså i 1814, kom det til en strid mellem de aalborgensiske købmænd, idet overkøbmand Jacob Kiellerup beskyldes for at have handlet imod lavets interesser og min forfader følte sig åbenbart nødsaget til på egne og en del andre medlemmers vegne, at skrive et skarpt brev, hvori blandt andet følgende står ”Den Undskyldning De behager at giøre i Deres Brev Dags Dato, er de simpleste Udflugter af Mænd, som ere anfortroede Lavets Rettigheder og man skulde næsten falde paa at tro, det måtte hvilke betydelige interesser under sligt et Forhold…. Jeg opfordrer Dem altsaa endnu en Gang i de Lavsbrødres Navn, som ikke vare tilstede, at offentligiøre Hr. Galsters bevilling, det er Deres pligt som Over Kiøbmand, når De dertil bliver opfordret af Lavet”.

Til trods for at Frantz Holm i 1807 arvede betydeligt, da svigerfaderen døde og igen i 1811 ved svigermoderens død fik en anseelig sum penge, begyndte det at gå ned ad bakke for ham. Økonomien er sikkert blevet anstrengt til det yderste, da kaperskibene blev udstyret og da indtjeningen i årene efter kapertiden ikke var stor, sad han i 1816 med stor gæld og manglende indtjening til at betale renter. Han måtte derfor i 1817 og 1818 undlade at betale renter.

D, 28 juni 1818 gjorde Frantz Holm en slags status, dog uden at gå i detaljer og den viser sig, at aktiverne på daværende tidspunkt var på 109921 Rdl og passiverne på 76680 Rdl, hvilket viser at han for så vidt er solvent, men ikke betalingsdygtig. Kreditorerne bliver utålmodige og den 9. juli om formiddagen møder de af retten udnævnte mænd Over og Underrets Procuator Jens Brix og Kiøbmand Jens S. Herskind op hos Købmand Franz Holm. Med sig har de en protokol, hvori alt optegnes, det være sig indbo, der blev vurderet til 2825 Rdl. og 16 Sk samt skibe for 18000 Rdl.

Den 1. oktober 1818 blev der holdt skiftesamling og de 2 hovedkreditorer Jacob Kiellerup og Kammerråd Svanholm protesterede imod opbudsforretningen, idet de ikke mente, at den var lovlig. De var af den opfattelse, at alt ville kunne klares i mindelighed og at boet skulle udleveres til Frantz Holm, men protesten blev ikke taget til følge. Den 20 marts 1820 blev alt familiens bohave solgt med en offentlig auktion og listen over auktionsgenstande er lang. Senere blev også købmandsgården solgt og den 6. maj 1820 findes en bekendtgørelse i Aalborg Amts adresse avis, hvori der står, ”At jeg fra 9de Dennes boer, i min kiøbte, forrige Hr. Frantz Holms Gaard ved Vesteraa her i Byen og continuerer mine Handelsaffairer i sammen Egenskab som forhen. Niels Chr. Rach.

Frantz Holm med familie var allerede flyttet fra gården i Aalborg i 1819 eller tidligt forår 1820. Han havde sammen med en slægtning til hustruen købt hovedgården Aastrup ved Hjørring, men solgte den igen kort tid efter. Derefter flyttede familien til Hornskougård ved Nibe, en annonce i Aalborg Stifts Avis af 30 september 1820 bekræfter dette: “Paa Hornskougaard pr. Nibe kan i tilstundende Vinter tages 16 stude paa Foder, meest Hoe, man behage at henvende sig til Frantz Holm”.

Frantz Holm evnede ikke at betale alle kreditorerne helt ud, men han havde været i stand til at stille de fleste kreditorer tilfredse og han er igen en fri mand med rådighed over de smuler, der muligvis har været tilbage. Når det nu drejer sig om en af mine aner, så finder jeg det af yderste vigtighed, at der bemærkes, at der under behandlingen af boet ikke har været den mindste antydning af eller hentydning til, at der har været mindre hæderlig eller ulovlig forretningsanlæg, den tidligere storkøbmand synes at have haft en pletfri handelsmoral.

Anne Margrethe Speitzer døde den 7. februar 1833 i en alder af 59 år, parret havde da været gift i 35 år og fået 4 sønner og 7 døtre, hvoraf de 4 børn døde før moderen. Kort derefter flytter Frantz Holm fra Hornskougaard, han flytter ind hos datteren Margrethe Frederikke og svigersønnen, skolelærer Hans Nielsen i Mogensgaden Mat. Nr. 19 i Viborg.

Frantz Holms barnebarn Bolette, der blev født i 1836 har fortalt, at der i hendes barndomshjem i Torning var en ældre herre, en høj og fin mand på besøg og at han i hvert fald blev et par dage.
En af de få ting den lille pige lagde mærke til var, en flaske skosværte, herren altid førte med sig for at kunne få sine støvler blanke.

Frantz Holm døde den 7. april 1850, 82 år gammel i Viborg Domsogn. Den ene af Frantz Holm og Anne Margrethe Speitzers døtre Anna Johanne Holm blev født den 3. maj 1803 og hun er min tip-tipoldemor.

Ud over at have vikingeblod i årene, har jeg altså også sørøverblod (sådan lidt i hvert fald), spændende ☺.

For søren da også……

Søndagen er helliget besøg af min mands tante og onkel, et sødt ældre ægtepar.

I går blev der bagt kanel- og rosinbrød og i dag var jeg oppe midt nat (sådan næsten ☺) for at bage boller til gæstebuddet. Bordet var dækket, brødet var skåret og jeg nåede under bruseren inden 10.30, hvilket i mit hoved var det tidspunkt gæsterne forventede at komme.

Er det 11.30 de kommer, spurgte husbond! Nej, nej det er 10.30! Men spørgsmålet fik mig alligevel til at kigge i kalenderen og jo, det var 11.30. Tænkt, jeg kunne have sovet en time længere her til morgen…….

Selv om jeg helst vil, at der er fuldstændig check på alt, før der kommer gæster (jeg øver mig i at tage lidt mere afslappet på tingene), så behøver det altså ikke at være en hel time før.

Billedet har ikke det fjerneste med Tante Toos og Oom Bert at gøre ☺. Jeg synes bare, at det er så imponerende, at det kan lade sig gøre at manøvrere med de 4 kasser og så var der sol, da jeg tog billedet i sidste uge ☺.

En rigtig god søndag til jer derude i Blogland fra et regnvådt Holland.

Penge, penge, penge…..

Nu er det absolut ikke fordi jeg skal gøre mig klog på politik, det være sig langt fra. Og helt galt er det gået med ”klogskaben” efter jeg er flyttet herned, idet jeg mener at man har en vis forpligtigelse til at interessere sig for politikken, i det land man bor i. Men da jeg jo også gerne vil følge lidt med i, hvad der sker i Danmark og samtidig synes, at det pirrer min nysgerrighed hvad der sker syd for grænsen i Belgien, så bliver det hele sådan lidt halvhjertet.

Med hensyn til EU, så har jeg altid haft den holdning, at enten så leger man med eller så gør man det ikke. Et flertal i Danmark bestemte i 1972, at der skulle leges med, hvilket jeg havde det lidt svært med, idet jeg dengang var af den opfattelse, at Danmark nok havde kunnet klaret sig uden EU, takket være de fantastiske danske landbrugsprodukter, fiskeriindustrien og turismen. Men det har måske været en naiv tankegang, idet der selvfølgelig også skulle være aftagere af de danske produkter.

Selv om det på en del områder er upraktisk, at Danmark ikke hoppede med på eurobølgen sammen med andre medlemslande, så har jeg ofte tumlet med tanken om det nu er godt eller skidt for Danmark, at landet har beholdt kronen.

Gennem de sidste par måneder har et af de helt store samtaleemner i pressen hernede været yderligere økonomisk støtte til det forarmede Grækenland. Hver gang der har været besøg fra Danmark har jeg spurgt, om det ikke har optaget den danske presse med den støtte. Men nej, det har det selvfølgelig ikke, idet Danmark ikke skal være med til at støtte.

Pressen har været fyldt med skrækeksempler på, hvordan blandt andet den offentlige forvaltning i Grækenland arbejder, om det er korrekt eller ej, skal jeg lade være usagt. Blandt andet så jeg på et tidspunkt en artikel, hvori der stod, at et stort antal afdøde grækere stadig modtager pension fra regeringen. Familien undlader simpelthen at informere de offentlige myndigheder om dødsfaldet og kan derfor blive ved med at indkassere pension.

Men nu er støtten bevilget - 109 milliarder. Den hollandske regering var fortaler for, at den private sektor også skulle tage del i støtten og det er lykkedes at få sig forhandlet frem til det. Da bankerne vil lide et store tab hvis Grækenland går fallit, er det vel også meget naturligt, at de er med til at yde støtte. Lige her og nu tror jeg, med min ringe viden om tingene, at det er godt at Danmark har beholdt sin krone.

Hvor får I alle de ord fra?

Husbond sagde forrige weekend ”Det er da utroligt som I kan snakke, hvor får I alle de ord fra?”.

Anledningen til denne bemærkning var, at min veninde og hendes mand var på besøg. Nu er der sådan set emner nok at tage fat på, når vi er sammen og jeg er helt sikker på, at vi sagtens kunne have fortsat med at snakke ud over weekenden. Min veninde og jeg har kendt hinanden siden vi gik i 6 klasse, men det er egentlig først da vi blev naboer i 1974, at den mere intense snak begyndte. Min venindes mand kommer fra den by, hvor mine forældre flyttede til, da jeg var 16 år, så vi løber heller ikke lige tør for samtaleemner ☺. Vi har spillet kort sammen i over 25 år, bowlet med forskelligt held, alt afhængig af hvor mange nyheder vi nu lige skulle have drøftet under kampen, i næsten lige så mange år samt haft mange andre oplevelser undervejs gennem årene.

Alle venskaber er dejlige, nye som gamle. Men der er noget specielt over dem, der går mange år tilbage, man kender hinanden på godt og ondt ☺. Blandt andet kan jeg tillade mig at eksperimentere i køkkenet og afprøve nye opskrifter, uden de sidder og rynker på næsen, for det er bestemt ikke første gang, de har været udsat for et eller andet besynderligt eksperiment udi madkunsten, når jeg har stået ved komfuret. Det får mig til at tænke på, at engang for mange år siden, da fandt min veninde og jeg ud af, at vi skulle servere gamle danske retter til vore kortaftener. Min veninde gjorde mig den enormt store glæde, at lave fyldt hvidkål og det smagte endda næsten som mors og mormors, da jeg var barn. Yderligere, så har hun altid stået parat til at lytte og komme med gode råd, når jeg har haft brug for det. Sådanne mennesker skal skattes ☺.

Vi fik de skønneste Piet Hein lysestager som forsinket bryllupsgave og det kunne ikke have været bedre valgt. Som dansker kender jeg naturligvis Piet Hein fra hans gruk og nu også fra hans design. Hvis man til gengæld er hollænder, så er det en helt anden Piet Hein man kender, det er søhelten Piet Hein, der levede fra 1577 – 1629. Han var blandt andet medlem af det hollandske Øst indiske kompagni og senere blev han vice admiral for det hollandske Vest Indiske kompagni. Yderligere, så var en enorm stor pose blade med fra Danmark og det er jo guld værd for en udenlandsdansker ☺.

Om søndagen kørte vi til ´S Hertogenbosch (den Bosch), hvor vi efter et ”lille beskedent” broodje gezond med tilhørende fadøl til frokost, travede rundt i byen.

Drengene var selvfølgelig meget optagede af disse 2 engelske skønheder.

Vi måtte lige vise gæsterne denne smukke gavl på Kerkstraat nr. 34, som vi altid beundrer, når vi er i byen. Gavlen, der er lavet i egetræ i nygotisk stil, stammer fra 1860. Jeg mener at have hørt, at det er den ældste gavl i byen, men det er jeg ikke helt sikker på. Som det ses, så er der udsalg overalt, men desværre har Holland ikke de samme fleksible åbningstider som Danmark, kun i turistområderne må der holdes søndagsåbent.

Når jeg dør,
så helst,
som
Zarah Bernhardt.
Dramatisk,
storstilet,
gribende.
Og så
igen opstå
for blomsterne.

Historien meldte ikke noget om, hvem der gerne ville dø på denne måde.

Turen gik videre gennem Verwersstraat, den siges at være den mest chikke gade i den Bosch hvad forretninger angår. Om det er korrekt, ved jeg ikke, men til gengæld ved jeg, at der er de skønneste gamle huse, der for fleres vedkommende, daterer sig helt tilbage til det 16 århundrede.

Vi var omkring Markt, hvor der tilbage i middelalderen blev solgt mejerivarer. Da vi var der var der en eller anden form for festivitas med en - for os - ukendt sanglærke på podiet.

Man kan i centrum af den Bosch foretage den mest fantastiske sejltur på Binnendieze. Man sejler under gadeniveau og kommer derved under mange huse og en enkelt kirke. Vi plejer som regel at tage gæster med på denne tur, men i søndags var der over 2 timers ventetid på at få plads i en af bådene, så det opgav vi til næste gang de kommer på besøg.

Det er en sejltur, som jeg vil anbefale alle der kommer i nærheden af Den Bosch, at prøve. Som skrevet, så sejler man langt under gadeniveau, umiddelbart vil jeg tro 3 – 4 meter og der er – når guiden af og til har behov for at trække vejret – fuldstændig stille. Selv man er i en storbys travle centrum, så høres ingen gadestøj overhovedet.

Det er da idyl for alle pengene ☺.

Under turen sejler man også udenfor bymuren, så man fra vandkanten kan se byens fæstningsanlæg. Flere hollandske byer har den slags sejlture, vi har været så heldige at være på flere af dem, hver især er de anderledes, men jeg synes, at den i den Bosch og i Amersfoort har været de mest imponerende.

Kan denne perlerække af dejlige dage mon blive ved?

Efter en skøn weekend (det kommer der et indlæg om senere), har jeg tilbragt dagen i dag sammen med en pragtfuld pige, kunstner, fotograf og grafisk designer Hannie Mommers (Thank you very much for a lovely day Hannie, I enjoyed every minute of it).

Cykelvejret til Breda var enestående, høj sol med lidt let vind, mere kan man næsten ikke forlange. Da både Hannie og jeg var på cykel, blev vi enige om, at vi måtte have en kop kaffe at styrke os på, inden vi gik videre i programmet. Jeg glemte fuldstændig at fotografere bordet vi sad ved, det burde jeg have gjort. Der var dug på bordet og sikken en dug! Jeg har tidligere set samme type dug hos ældre familiemedlemmer og på museer, hvor man viste hvordan hollænderne levede i 50´erne, men aldrig på en café. Dugen var en lille ”perser” løber med rød bund. Gad vide, hvordan sådan en bliver med tiden, når der er spildt godt med ølsjatter? Eller mon den pakkes væk, inden øllen kommer på bordet? Men ingen tvivl om, at det var et dejligt sted med megen hygge.

Hannie og jeg har været på Grafisk Museum i Breda, en bygning, som jeg jævnligt både cykler og går forbi, tanken om at gå indenfor har ofte været der, men det er aldrig blevet til andet end  tanken.

Nu er det ikke fordi jeg vil påstå, at jeg har vældig meget forstand på grafisk design, men når man får mulighed for at se museet sammen med en ekspert, så er det utroligt spændende. Det bliver ikke sidste gang, jeg skal derind.

Ud over den normale permanente udstilling, havde de netop nu en udstilling med forsider fra den protestantiske fjernsynsguide ”VPRO gids”, det var utroligt spændende, at se hvordan trenden inden for grafisk design har forandret sig gennem årene.
 

Efter en pragtfuld frokost gik vi hver til sit. Selv om vejret havde ændret sig drastisk, siden jeg cyklede hjemmefra kl. 9 i morges, så vovede jeg alligevel at handle og cykle lidt rundt i dejlige Breda, selvfølgelig med fare for at blive drivende våd, inden jeg nåede hjem.

”Spanjaardsgat”, hullet der ligger mellem Granattårnet og Duetårnet fra Breda slot. Legenden fortæller, i 1590 under den spanske besættelse, sejlede et forsyningsskib fyldt med hollandske soldater ind til Breda. Skibet sejlede med tørv og soldaterne lå gemt under tørvene.

Breda med tårnet fra byens vigtigste monument Onze-Lieve-Vrouwe kirke i baggrunden.

Voldgraven langs med Academiesingel.

Baroniemonument, der står ved indgangen til byparken Falkenberg. Det var faktisk den park eller rettere det publikum, der frekventerede parken den dag vi var på besøg i Breda tilbage i begyndelsen af 2005, der er skyld i at vi ikke bor i Breda!

Da himlen blev mere og mere grå og modvinden egentlig ikke var særlig sjov, blev jeg enig med mig selv om at cykle gennem skoven på hjemvejen. Jeg passerede da bronzestatuen ”Mand med ged”, der er opsat til erindring om, at landsbyen Dorst tidligere var kendt for sit gedehold. Den er da sød og lidt hyggelig.

Normalt plejer der at gå vilde heste rundt i skoven, men ikke i dag. Pladsen var overtaget af skotske højlandskvæg, de er nu også dejlige. Jeg må nok erkende, at jeg ikke var særlig modig i begyndelsen jeg boede hernede og vi cyklede aftentur i skovområderne. Af og til holdt en større forsamling af disse løsgående bamser møde midt på cykelstien. Da kunne jeg let finde på, at cykle en større omvej, for at undgå at møde dem (naturligvis til stor moro for husherren), i dag har jeg det fint med dem, men det er måske fordi de holder sig væk fra cykelstien, når jeg kommer cyklende ☺.

Og så lige et billede af den famøse cykeltaske med tilhørende cykel ☺.

Denne skulptur passerer jeg med jævne mellemrum og hver gang tænker jeg på en kobraslange, der er parat til at forsvare sig. Men det må være et tegn på, at jeg i hvert fald ikke skal påberåbe mig nogen særlig stor forstand på kunst, idet skulpturen hedder ”Vægteren” og symboliserer beskyttelsen af den indre følelse.

Dagens cykeltur blev en smuttur på 26,7 km og jeg nåede hjem 10 minutter før det begyndte at regne ☺.

Utrolig dejligt…..

Jeg er totalt overvældet over al den opmærksom, som jeg fik på min fødselsdag i onsdags. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde tidligere har fået så mange lykønskninger. Utroligt, hvor meget elektronikken via Blogger/Facebook osv. kan berige ens verden.

Jeg havde en herlig fødselsdag, den blev tilbragt på de belgiske landeveje og vejret var godt (lige bortset fra et par enkelte byger). Vi skejede vildt ud i dagens anledning og delte en plade chokolade samt købte hver en kage (jeg fik en chokolade muffins). Noget vi meget sjældent gør, men i dagens højtidelige anledning gav vi os selv lov ☺.

Allerede lørdagen før fødselsdagen, fik jeg min første gave - verdens flotteste cykeltaske! Nu er smag jo selvfølgelig et vidt begreb, men jeg synes bare den er helt vidunderlig. Giveren var knap så begejstret, men når nu konen absolut ville have sådan en broderet tingest med hæklede kanter, plys og guldsnore, ja så måtte han jo overgive sig ☺.

 

Jeg var ikke i stand til at tage så pæne billeder, som internettet kunne fremvise, da min allerede taske allerede er monteret.

Da jeg for et par år siden fik min nye cykel, blev der samtidig med indkøbt en nydelig enkelt cykeltaske, men i en husholdning af vores størrelse ☺, lykkes det som regel, ud over cykeltasken, at få fyldt et par indkøbsnet, der må på styret. De indkøbsnet, har ikke just vakt begejstring på hjemmefronten, hvor det blev anset for at være så godt som livsfarligt. Det mente jeg nok var en anelse overdrevet, men vi blev enige om, at indgå et kompromis, en slags bagagebærer foran på cyklen, hvor der kunne påmonteres en nydelig stråkurv, en indretning som er meget in lige pt. hernede.

Der er da stil over det, med sådan en kurv! Mange har endda dekoreret kurven med en ranke plastblomster i sommerfarver!

Men desværre, bagagebæreren kunne ikke monteres på min cykel og cykelhandleren måtte ligge hovedet i blød for alternativer. Resultatet er intet mindre end fantastisk og der er så meget plads i de cykeltasker, at hvis vi engang skulle finde på at tage på cykelferie (hvad der nu ikke er særlig sandsynligt), så kan næsten al bagagen transporteres deri.

Meget, meget tidligt onsdag morgen blev jeg ringet op af mit skønne barnebarn, der ville lykønske med de 100 år!!!!! Da jeg protesterede lidt over antallet af år, fik jeg at vide, at det havde far sagt! Jeg skal nok finde en eller anden raffineret metode til at hævne mig på min ellers så utroligt dejlige svigersøn ☺. Jeg fik blomster, 2 store buketter endda, jeg fik gavekort på lækre middage, 2 stk. endda, jeg fik en tingest til at rive og skære grøntsager med, som jeg har ønsket mig meget længe og sidst, men ikke mindst, så fik jeg et billede af husbond, som meget, meget ung sammen med sin farmor ☺. Yderligere, så væltede det ind med kort, hvor er det skønt og hvor blev jeg glad.

Lidt af hvert……

Jeg har fået ny titel – sanitær ekspert!
Nu skal titlen ikke tages særligt seriøs og der følger heller ikke en stor gage med. Det drejer sig i al enkelthed om, at jeg har brugt de sidste par dage på at male loft, vægge og vinduer blandt andet  på toilet og i badeværelse i bonussønnen og hans søde kærestes nye hus. Da min lige så søde bonusdatter og hendes kæreste sidste år flyttede i nyt hus, var det blandt andet også i toiletrummet, at jeg svingede penselen, så derfor den fine titel.

Ud over at slibe og male, så har vi brugt tid på at få has på en del af den enorm dynge af  murbrokker, der automatisk hober sig op på terrassen, når det bliver revet vægge ned, flyttet døre osv. Det bliver så utrolig flot det hus, når de unge mennesker engang er helt færdige med projektet.

Dejligt er det, når ”ungerne” har brug for én og jeg er blevet sørget for på ypperligste vis under arbejdet.

Den altid nærværende radio med musik af en kategori og lydstyrke, om måske ikke helt passer til min alder og mig, fik mig til at tænke på, hvad der foregår på et større nybyggeri et par hundrede meter fra, hvor vi bor. På byggeriet arbejdes med forskellige hold håndværkere på samme tid. Hvert hold har naturligvis sin helt egen gule håndværkerradio med og ingen af radioerne står på samme station. Når Roxy og jeg går tur, så hører vi en salig sammenblanding af forskellig slags musik, der alle prøver at overdøve hinanden. Indrømmet, jeg var blevet skingrende skør, hvis jeg skulle arbejde i den larm.

Mens jeg arbejdede hos Ericsson fra 2002 – 2006 sad vi i et større kontorlandskab og på et tidspunkt stod mit skrivebord mellem 2 kollegers skriveborde. Begge kolleger holdt af at høre musik til arbejde, men fra hver sin station! Mit job var af den type, hvor jeg skulle holde øje med mange bolde på samme tid, alt sammen på forskellige sprog og for ikke at ”tabe noget på gulvet” (læs: glemme), så skulle der være 100 % koncentration, hvilket ind i mellem godt kunne være temmelig svært. Og selvfølgelig fik jeg et mindre hysterisk anfald en dag, da stressen var på sit højeste og begge kolleger hørte hver sin yndlingsmelodi, hvilket gjorde, at volumen fik en tand ekstra opad ☺.

Til og fra mit job som sanitær ekspert ☺ tog jeg toget og nu er Nederlandse spoorwege (NS) ikke ligefrem kendt for at være de mest stabile med hensyn til tog tider (men jeg læser rundt på danske blogge, at det er de ikke ene om). Ud over den normale ustabilitet, så gjorde det ikke sagen bedre, at der tirsdag aften/nat bredte sig et enormt uvejr over vort lille land. Enkelte steder faldt der op til 100 mm regn i løbet af en time. I Vught, knap 40 km. fra hvor vi bor, sørgede en mindre tornado for, at store gamle træer blev rykket op med rod, for så igen at blive lagt ned ovenpå smukke gamle patricierhuse, biler osv. Heldigvis skete der ingen personskader. Hos os, nøjedes vi gudskelov med regn, blæst og tordenvejr. Men uvejret gjorde, at NS var endnu mere ustabil end normalt, tog udeblev, tog der normalt stopper ved alle stationer blev erstattet af Intercity tog, der bare standser ved de større stationer osv.

Lige før uvejret brød løs…..

Men alt besværet bliver skubbet i baggrunden, når man kommer til stationen i ´s Hertogenbosch (i daglig tale den Bosch). Selve stationen er ikke noget at skrive hjem om, det er en moderne bygning fra 1998, men til gengæld er de gamle perronoverdækninger en umådelig stor fryd for øjet. Jeg husker endnu, hvor imponeret jeg var, da jeg så overdækningerne for første gang under en rygsæktur i 2000.

Den Bosch har gennem årene i alt haft 4 togstationer og perronoverdækningerne stammer fra den 2 station, der var i brug fra 1896 og indtil den blev ødelagt under 2. verdenskrig.

Selve overdækningerne, der er lavet af stål, blev fremstillet i 1894 og sat op i 1896 og stationen i ´s Hertogenbosch var den første bygning i Holland, hvor sådanne konstruktioner blev anvendt. Overdækningerne har en længde af 450 meter, hvilket ifølge kloge hoveder er de længste i hele Holland.

I 1998, da den 4 station blev bygget, blev overdækningerne gennemgribende renoveret og imellem de 6 perroner blev der lavet en gangbro af glas i stedet for den gamle.

Nu er søjlerne, der holder tagkonstruktionen lavet af jern i stedet for mursten, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på Harry Potter filmene, når jeg går rundt og venter på stationen i ´s Hertogenbosch ☺.