En dag på landevejen….

Det er utroligt, så klog man (jeg) bliver på en tur på landevejen.

Jeg ved nu, at befolkningstallet i Tyskland er steget for første gang i løbet af de sidste 8 år. Indbyggertallet er nu på 81 mill. og befolkningstilvæksten skyldes for en stor dels vedkommende tilgang af østeuropæere, hovedsageligt fra Polen samt at fødselstallet er større end dødstallet.

Der er ingen grund til at lede, billedet indeholder ikke noget bemærkelsesværdigt, ud over at dagen bød på en dejlig blå himmel og solskin ☺.

Denne tingest ligger langs A57 mellem Krefeld og Køln. Hver gang vi passerer den, snakker vi om hvad det mon kan være. Vor første tanke var, at det nok var en indendørs skiløjpe, men på den anden side set, det ser ud som om den lige ved et græsdækket affaldsbjerg. Den giver os i hvert fald noget at snakke om, når vi passerer ☺.

Jeg ved nu også, at rumstationen ISS, hvor den hollandske læge og astronaut André Kuipers opholder sig for tiden, var tæt på en katastrofe i morges, da et stykke affald fra en tidligere satellit (på størrelse med en tennisbold) drønede med stor fart med kurs mod ISS. Det lykkedes heldigvis bemandingen på ISS at manøvrere rumstationen udenom affaldet.

Det er ikke ofte, at trailerdekoration gør et større indtryk, men denne synes jeg er smuk.

Vi har skrålet (Frank synger, jeg skråler) med på alle de gamle tyske slagere, som radiostationen WDR4 har underholdt os med i dagens løb og maskerne er fløjet af pindene.

For én der aldrig kunne drømme om at tænde for radioen, når jeg er alene, så er det lidt stort.

Skønt! Jeg elsker det og føler mig utrolig privilegeret over at jeg kan.

Der hersker stor travlhed…….

Jeg har altså bare så travlt ☺☺☺.

Nu drejer travlheden sig hverken om job, rengøring eller noget andet frygtelig praktisk, hvor jeg må piske rundt og lave tusinde ting på en gang - nej, nej jeg sidder trygt og godt inde i varmen foran computeren og nyder det, samtidig med, at jeg mindes svundne tider.

Til jul fik jeg 3 fyldte CD´er med knap 3000 billeder, som min eksmand havde scannet ind til mig og jeg er i gang med at sætte billederne ind under de rigtige årstal og begivenheder.

Enkelte billeder kunne jeg godt huske og har ofte kigget efter dem i arkiverne uden at have kunnet finde dem og nu er de her pludselig. Skønt!

Hvor jeg dog elskede den kjole, til sidst kunne den næsten ikke hænge sammen længere, så slidt var den. Her er den med på ferie ved Gardasøen i 1970 og det viste sig, at en af de andre gæster søde Helle fra Aalborg (så vidt jeg husker) havde samme smag. Jeg mener, at der fulgte hvide bukser med til kjolen, men det var nu ikke meget de blev brugt.

Utroligt at den dejlige unge meget snart fylder 35 år. Hvor er jeg stolt af hende, både nu og dengang.

Dette billede har jeg ledt efter længe og troede, at jeg måske havde drømt, at Oldes kaktus engang har haft så mange blomster på én gang. Kort efter billedet blev fotograferet i 1986, måtte jeg dele den og siden da, er det kun blevet til et par blomster på samme tid.

Mine tidligere svigerforældre boede i Odense, hvor de havde den mest fantastiske have. Jeg prøvede gennem mange år at gøre dem kunsten efter, men det lykkedes aldrig ☺.

Min dejlige kollega Tove og jeg fik i 1993 chancen for at besøge skoleskibet Danmark. Det var en spændende oplevelse og hvor blev vi flot beværtet.

Fra mit arbejdsliv! Billedet blev taget i 1994 i forbindelse med et eller andet F-16 projekt. Jeg håber, at deltagerne undskylder, at de nu pludselig befinder sig på en blog ☺.

Nå, men jeg må tilbage til sorteringen ellers ender det med at blive et mange års projekt. En god dag til jer derude i Blogland.

Smaragdbryllup.

I lørdags var vi til noget så usædvanligt som smaragdbryllup hos min mands tante og onkel. Det må vist være lidt af en bedrift i 2012 og de søde ældre mennesker er begge meget energiske og friske.

Dagen blev fejret på samme vis, som hvis det var fødselsdag, hvor alle stuens siddemøbler er rykket ud til væggene og vi sidder på rad og række og bliver beværtet ☺.  Jeg elsker, når jeg til en sådan begivenhed kan sidde lidt afsides og bare lytte, for der snakkes og der snakkes meget højt og der snakkes meget dialekt. Husbond bekræfter som regel min antagelse om, at der ikke bliver lyttet særlig meget, kun snakket ☺. I lørdags sad jeg ved siden af en sød ældre dame med høreapparater, hun spurgte hvor meget jeg egentlig fik ud af snakken, for hun havde problemer med at følge de forskellige diskussioner i rummet. Det samme gælder for mig, men vi var rørende enige om, at det var uden betydning, så lang tid vi havde det godt.

Traktementet var også fødselsdagstraktement, kaffe med stor flot flødeskumslagkage ved billede af smaragdbrudeparret, som vi fik ved ankomst. Derefter diskes der op med alverdens forskellige salater, ost og kiks samt øl/vand/vin og der er bestemt ingen der går sultne hjem.

Brudeparret er som nævnt friske og energiske mennesker med en meget fyldt agenda. Det plejer at høre til langtidsplanlægning, når vi skal have en aftale i stand. De går stadig efter 55 år og smådriller hinanden dagen lang og det er bestemt ikke mit indtryk, at de er løbet tør for diskussionsemner efter de mange år ☺.

Verdens bedste porretærte….

Jens havde for et par dage siden en opskrift på verdens bedste porretærte. Nu står den bare og venter på, at husbond ringer og siger, at han er på vej hjem, så den kan komme i ovnen.

Jeg vil tillade mig at tilføje, at tærten også er meget let at lave og dejen opførte sig som en drøm. Tak for opskriften, Jens.

Cox Orange….

Jeg blev pludselig helt nostalgisk i går, da jeg stod og vaskede et Cox Orange æble af.

I min barndoms have bag Arentsminde central, var en lille del af haven udlagt som ”frugtplantage”. Jeg tror, at der alt i alt har været 5 – 6 æbletræer af forskellige slags samt et par ribs, sol- og stikkelsbærbuske. Blandt æbletræerne kan jeg huske, at der var et med Cox Orange æbler og for søren da, hvor vi unger stjal af dem, når vi legede. Vi kunne ikke forstå, at æblerne først blev modne så sent på året og vi måtte hele tiden smage, om ikke der var sket et mirakel og æblerne havde nået det spiselige stade ☺.

Da mine forældre flyttede til Brovst, var der fri adgang til endnu mere frugt end vi tidligere havde haft, idet min morfar og mormor havde et stykke jord bag cementstøberiet, hvor der vel var 10 – 15 frugttræer. Dog måtte vi her dele med ponyen Klaus Jørgen, men han var egentlig mest til blommer og ved den tid, at Cox Orange æblerne begyndte at modnes, holdt Klaus Jørgen sig mest inden døre.

Da jeg senere blev gift og flyttede i eget hjem, havde vi i begyndelsen ingen frugttræer i haven, kun bærbuske. Men til gengæld kørte der altid sidst på efteråret en varevogn rundt, hvorfra der blev solgt Cox Orange æbler i kassevis. Sjovt nok, så kom sælgeren altid lige omkring spisetid og det var svært at være et godt eksempel for Jeanett og vente med at begynde at spise æbler til aftensmaden var spist. Selvfølgelig kunne æblerne også købes i supermarkedet, men det var ikke nær så sjovt ☺.

Nu må Cox Orange - i mangel på frugttræer - købes i supermarkedet. Skrællen er en smule gummiagtig, det irriterende lille mærke med navnet skal tages af, nogle gange bliver limen siddende på æblet og de må vaskes godt, for hvad er de mon blevet sprøjtet med. Selv om æblerne smager fint, så er det altså ikke helt det samme som at plukke dem selv eller købe dem i kassevis af frugtmanden dengang tilbage i 70´erne og 80´erne☺.

Godt nytår.

Godt nytår til jer alle i Blogland!

Jeg håber, at I alle må få et fantastisk år og alle jeres ønsker for året må gå i opfyldelse.

Det var ikke lige meningen, at stilheden på bloggen skulle have varet SÅ længe, men den diabetes, der har fyldt rigtig meget i løbet af 2011, fyldte pludselig endnu mere rundt juletid.

Året 2011 har for mit vedkommende budt på både super gode og knap så sjove oplevelser.

Af de gode kan nævnes, at Frank og jeg blev gift i februar, at det lykkedes at samle hele familien, både danskere og hollændere til et par skønne dage i Ardennerne for at fejre Franks 60 års fødselsdag, dejlige besøg fra Danmark i årets løb og at det helt udenfor planen lykkedes at holde jul i Danmark, hvor jeg fik læssevis af knuseture fra mine 2 guldklumper af børnebørn.

Der har også været nogle nedture i årets løb, men stor var glæden, da jeg først i september fik lov til at droppe den ene slags diabetes medicin. Glæden varede dog meget kort, idet en længerevarende forkølelse, som jeg pådrog mig i ferien i Danmark, satte et eller andet i gang, der resulterede i at glukosetallene steg og steg og bliver ved med at stige og tilsvarende gør medicinforbruget.

Siden kort før jul har jeg været på højeste dosis medicin der her gives i tabletform og jeg havde egentlig forventet, at jeg under ekstra kontrolbesøg hos diabetes damen i går, ville få at vide, at tiden var inde for at komme ”på sprøjten”, men jeg fik lidt udsættelse ☺. Nu ved jeg så ikke lige om jeg skal synes det er supergodt eller ej, for udsættelsen skyldes, at jeg blev hundesyg i juleferien i Danmark, så syg at jeg ikke var til pænt brug i et par dage og vi kørte hjem før tid. Vi har en ide om, at det måske var et nyrestensanfald og før det samt alt mulig andet er blevet undersøgt, vil der ikke blive taget stilling til fremtidig diabetes medicin.

Altså 2012, må meget gerne byde på noget andet end at tænke på medicin og sygdom. Jeg har altid udbredt mig til dem der nu gad lytte, at jeg var en af den ”tough guys” og det kniber ligesom lidt at blive ved at fastholde det, når forskønnelsesprodukterne på badeværelseshylden langsomt bliver erstattet af medicinkasserne ☺.

Igen et rigtig godt nytår til jer alle.

En lørdag i det nordlige…..

Tilliden til Nederlandse Spoorwegen er nu genoprettet!!! De gjorde det godt i lørdags, rigtig godt endda, ingen forsinkelser eller aflyste tog, alt gik planmæssigt.

Vi får jævnligt et tilbud i postkassen/computerens inbox om en hel dags togkørsel rundt i Holland for næsten ingen penge og hver gang siger vi til hinanden, at det kunne være sjovt at prøve, men indtil i lørdags er det kun blevet ved snakken.

Målet for lørdagens tur var Groningen, en tur på 304 km. hver vej og til en for mig ukendt del af Holland.

Vi startede ud med toget kl. 8, det i sig selv var lidt af en bedrift på en lørdag morgen, men det lykkedes og vi var efter et par togskift i Groningen 11.14.

Det første, der mødte os udenfor banegården var Groninger Museum!!! Det kan man så mene om hvad man vil, men så vidt jeg har kunnet læse mig frem til i diverse udklip fra blade, så er museet kendt ude i den vide verden og kendte personer som Bono fra U2, Michael Gorbatjov og Joan Collins har åbnet udstillinger på museet.

Efter en hårdt tiltrængt cappuccino blev byens gader indtaget og vi opdagede, at der i forbindelse med lørdagens marked var en lille byfest med pariserhjul, hvilket jeg ikke kan huske nogensinde at have været oppe i, så det skulle selvfølgelig prøves.

Det var en stor oplevelse at se Groningen fra oven, faktisk havde jeg troet at byen var meget større, end den egentlig viste sig at være.

Vi fik bl.a. set et af byens kendetegn, det smukke og lidt skæve Martinitoren fra oven. Husbond fortalte, at han for kort tid siden havde hørt i radioen, at man var i gang med en undersøgelse af tårnets klokker, idet man frygtede, at de beskadiger tårnet. Tidligere havde tårnet 4 klokker, men det blev i 1995 udvidet med 8 og siden da er der blevet registreret vibrationer i tårnet og revner i murene. Det var nu ikke årsagen til, at vi ikke tog den lange tur op til toppen af tårnet, men vi havde jo ligesom set byen fra oven via pariserhjulet.

Jeg havde i et udklip læst noget om Kornbørsen i Groningen, som jeg ikke helt forstod. Men da vi stod foran bygningen, var jeg helt med på hvad det drejede sig om. Man har simpelthen lavet en Albert Heijn (den hollandske superbrugs) i Kornbørsen, en smuk gammel bygning fra 1826. Umiddelbart synes jeg, at det var lidt synd for den smukke gamle bygning, men på den anden side set, hvorfor ikke? Der er jo også apotek i Jens Bangs Stenhus i Aalborg og det har jeg egentlig aldrig tænkt over, at det var besynderligt. Jeg glemte at tage et foto af kornbørsen og har derfor lånt fra Internettet.

Men til gengæld, fik jeg et billede af det smukke kakkelmaleri, der findes i forhallen. Desværre blev det lidt uldent, men det er da muligt at se, at det drejer sig om en gave fra kornhandlerne i Amsterdam og Rotterdam, som tak for hjælpen til kornhandlerne i Groningen i årene 1944 – 1945.

Vi snakkede flere gange om friheden ved at køre med tog (når de altså kører problemfrit) og at man ikke skal betale en eller anden uhyrlig sum for parkering samt at man kunne tillade sig mere end 1 glas vin til aftenens middag osv. Men den manglende bil på P-pladsen satte også sine begrænsninger for mængden af indkøb. Der var ellers nok af ting der fristede, men intet der ikke kunne undværes og de par småting, som jeg havde sat mig i hovedet, at de 2 små i Danmark skulle have fra Groningen, dem synes jeg ikke lige jeg fandt.

Efter godt og vel et par timers traven rundt i den smukke by, var vi lidt i tvivl om hvad vi skulle. Blive i Groningen eller måske tage et andet sted hen, vi var jo frie til at gøre lige præcis hvad vi ville. Vi snakkede lidt om at tage til Leeuwarden, aftensmad i Amsterdam var også inde i billedet. Men enden på snakken blev, at vi tog toget til Assen, der ud over at være hovedstad i provinsen Drenthe, også er kendt for sine motorcykelløb.

Assen var ikke helt hvad vi havde forventet eller måske skyldes det, at vi ikke gik på de rigtige steder.

Byen var fyldt med, hvad jeg vil kalde japanske lygter, men da vi var i ”Chinatown Assen”, så må det være kinesiske lygter. Indtil i dag troede jeg, at det var byens juleudsmykning, men det drejer sig simpelthen om, at byen fra 17 november til 15 april er vært for en udstilling om ”Det gyldne århundrede fra Kina”.

Efter godt og vel en times tid, hvor en stor del af tiden blev brugt i en boghandel med mange, mange fristelser, var på parate til at drage videre og igen opstod spørgsmålet ”Hvad nu?”

Vi blev enige om, at prøve om det var muligt at få aftensmad, uden at have reserveret, i Zwolle.  Jeg er glad for at have set både Groningen og Assen, men Zwolle, den er helt speciel, sikken en by! Desværre var vi efterhånden ved at være sidst på dagen og mørket var begyndt at sænke sig, da vi ankom til den smukke gamle Hansestad.

Da vi kom ud fra stationen, var det som om vi blev omfavnet af skønhed, jeg må simpelthen tilbage til den by……snart. Vi valgte at følge skiltene mod centrum og kom til den imponerende byport Sassenpoort, der stammer fra slutningen af de 14 århundrede og begyndelsen af det 15 århundrede. Den var en del af byens voldanlæg og er bygget i natursten. Der er ikke noget at sige til, at Sassenpoort står på UNESCO´s liste, der indeholder 100 bevaringsværdige Nederlandske bygningsværker.

Overalt hvor vi kom frem dukkede et nyt smukt gammelt bygningsværk frem og for søren, hvor var det trist, at klokken var blevet så mange, at mørket havde sænket sig over byen eller måske var det netop det, der gjorde den så fantastisk.

Jeg har i lang tid gerne villet spise på en restaurant i Zwolle (De Librije), men da det er en begivenhed, man ikke lige farer ud i pga. prisen og da vi ikke havde bestilt bord, blev det ikke der middagen blev indtaget, men til gengæld på en italiensk restaurant “La Toscana” på Oude Vismarkt. Det var et skud i tågen, idet vi intet anede om restauranter i Zwolle (altså ud over den, som jeg gerne har villet besøge gennem de sidste 2 - 3 år), men vi blev bestemt ikke skuffede. Vi fik et fantastisk middag i hyggelige omgivelser og med en herlig betjening.

For år tilbage havde vi en stamrestaurant i Den Bosch, siden den desværre lukkede, har vi ledt efter en ny restaurant som vi kan udnævne til vores stamrestaurant. Jeg tror, at “La Toscana” let kunne overtage pladsen, hvis det altså ikke lige var fordi den ligger godt og vel 150 km fra hvor vi bor.

Efter den skønne middag var det på tide at komme sydpå, første del af turen gik til Utrecht, hvor jeg var fast besluttet på, at jeg ville prøve at smage en kop Starbucks kaffe, men det lykkedes heller ikke denne gang, idet der kun var 4 minutter til afgang mod Den Bosch.

Men til gengæld lykkedes det, at få den smukke rose, som jeg fik foræret på “La Toscana” hjem i hel tilstand og den står endda endnu. Vi var hjemme 21.26 efter en skøn dag med mange oplevelser. Tak til Nederlandse Spoorwegen for en god dag med fin service til 15.50 € pr. person.