fredag den 28. februar 2014

Og nu med “egen” have…….

Endelig, endelig, efter 13½ år er jeg igen blevet “haveejer” og du store kineser, hvor jeg glæder mig.  Det vil nok være noget af en overdrivelse at skrive, at jeg har grønne fingre, men jeg elsker havearbejde.

Den første have, som jeg havde halvpart i, var et lille bitte frimærke der lå udenfor terrassen og der var ikke plads til andet end lidt græs og et par blomster.

Vor næste have var en 998 m2 parcelhushave, hvor hus og garage skal trækkes fra arealet. Så snart muligheden var der, var jeg at finde i haven, hvor jeg flyttede rundt på bestående og indkøbte vækster og forandrede bede. Enkelte naboer tillod sig at bemærke, at jeg aldrig så noget vokse sig stort, fordi jeg flyttede så meget rundt. Jeg dyrkede økologisk køkkenhave efter Troels V. Østergaards principper og havde om ikke så meget udbytte, så i hvert fald områdets største regnorme. Jeg kan huske, at gødskning skulle foregå med kød/benmel og efter vi fik hund, så var det en problematisk affære at holde hende ude af køkkenhaven, idet kød/benmel så vidt vi kunne dømme, var noget af det lækreste der findes i en hundeverden. Indrømmet, efter vi overtog familiesommerhuset, og begge havde mange, mange arbejdstimer, da ville jeg gerne have byttet haven ud med noget med mange fliser, men i løbet af de 20 år, hvor vi boede i huset, da gennemgik haven mange forandringer og hvor jeg dog nød det.

April 1997

Næste og sidste have i Danmark var en mindre enderækkehushave i storbyen. Den bød ikke på de helt store muligheder for at flytte rundt på væksterne, især ikke efter min mand anlagde en pragtfuld stor terrasse foran udestuen. Men til gengæld tog antallet af indendørs vækster til og på et tidspunkt havde vi, så vidt jeg husker omkring 100 kaktus og planter i udestuen og jeg var ikke ovenud populær, når jeg af og til tog på længerevarende kurser ☺.

Og nu er der så gået 13½, hvor jeg har sukket efter en køkkenhave, sukket efter nyopgravede kartofler, jordbær, ærter m.m. Da vi i sin tid købte fast ejendom her i Holland, sagde min mand, at hvis vi skulle have noget med have, så ville den helt og holdent være min, for han synes han havde lavet nok havearbejde i sit liv og i øvrigt havde han aldrig nogensinde kunnet fordrage det. På det tidspunkt lå min arbejdsuge på ca. 60 timer plus transport, så derfor blev det ikke til noget med have.

Endelig for en måneds tid siden fortalte en nabo, at hun påtænkte at leje en have. Nøøøj, hvor var jeg misundelig! Dagen efter kom hun og fortalte, at der også var en større have, som vi kunne dele, hvis jeg virkelig mente, at jeg savnede en have. Så jeg har lejet en halv have og jeg glæder mig helt ustyrligt til at komme i gang.

Haven1

Selv om haven var fin, da vi overtog den, måtte jeg ud og have jord under neglene. Og der er nu gravet hestemøg ned, kultiveret og anlagt en særdeles skæv gangsti (jeg havde ikke noget at rette stien til med).

Det der med hestemøget, ja det var lidt problematisk, idet det var under den fase, at jeg fandt ud af, at der er et lille bitte hul i min ene gummistøvle og til trods for brusebad samt mindst 15 gange vask af hænder og arme, kunne jeg stadig lugte møget, da jeg kom i seng i aftes ☺.

Haven ligger idyllisk midt mellem marker og skov og jeg fik at vide af en af de garvede havefolk, som også var i haven i forgårs, at alt skal under net, for hvis ikke vildkaninerne er på spil, så er fuglene det. Jeg havde godt set, at selv grønkålene var under net og havde undret mig lidt over det, men i henhold til den garvede, så var man nødt til det. Havebeskrivelser vil helt sikkert tilgå bloggen i en lind strøm fremover ☺.

Haven2
Under gårsdagens regnvejr måtte jeg lige ud og kigge til nyerhvervelsen ☺.

mandag den 24. februar 2014

Besøg fra det store udland……

3 dage er næsten kun et lille øjeblik, når det drejer sig om samvær med den allerdejligste lille familie fra Danmark ☺, men det gjorde godt, rigtig godt at se dem igen.

Misse og Karoline
2 der holder sammen! Misse elsker Karoline og finder sig troligt i at blive båret rundt hele dagen. Så vidt jeg kan se, er kærligheden gengældt ☺.

Besøg3Besøg9

Mens forældrene var ude og handle, fik husbond og jeg lov til at være oppassere. Der var ingen tvivl om, at Kristian og jeg skulle ud og se på tog, vi fik set en hel del tog samt vor lille bys politistation. Imens gjorde husbond og Karoline i de stillesiddende aktiviteter ☺.

Børnebørnene investerede sparepengene i nyt legetøj, Karoline købte Lego Friends dyrehospital og jeg fik lov til at hjælpe med at samle. Hold da op, der er godt nok sket en del med Lego assortimentet, siden min datter var barn. Kristian købte “Thomas tog”, også den fik jeg lov til at være med til at lege med,  men modsat Kristian, der sad i timevis og hyggede sig med konstruktionen, så er jeg mere til Lego.

En af dagene havde vi besøg af Merijn, hans mor og tante. Vi var lidt spændte på, om Kristian og Merijn kunne finde ud af at lege sammen til trods for aldersforskellen på 1½ år. Til min 60 års fødselsdag hyggede de sig gevaldigt sammen, men denne gang gik det ikke helt gnidningsløst. Kristian legede med sit splinternye “ Thomas tog”, da Merijn ankom og Merijn blev ellevild, for det kendte han fra TV. Merijn stjal den ene vogn og kastede den ned på gulvet, så blev Kristian sur og daskede til Merijn og så var det slut med den kærlighed ☺. Så er det godt, at man kan sidde hos mor i stedet for.

Besøg5Besøg4

Karoline og jeg fik lavet fletninger, 10 stk. i alt. Undervejs var hun ved at opgive projektet, for det er længe at sidde stille, når man nu meget hellere vil lege med Misse, men det lykkedes mig at overtale hende og det var slet ikke min ide fra starten ☺.

Besøg1Besøg2

Tak for besøget, håber at turen snart går til Holland igen ☺.

tirsdag den 11. februar 2014

Amsterdam, Akillessene og Brunch, ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge…..

Så smuttede der igen en uge, bare sådan lige uden videre. Jeg fatter ikke hvor tiden bliver af, men det siges, at det har noget med alderen at gøre ☺.

Der var jo den anden billige togbillet, der skulle bruges inden 2. februar. Jeg var ikke sikker på, hvor turen skulle gå hen, men havde lavet en del research for at finde ud af, i hvilke byer togstationen lå i centrum, så jeg slap for at gå (humpe) for langt. Venlo og Nijmegen synes at være de bedste muligheder, lige indtil husbond sagde: ”Hvorfor tager du ikke til Amsterdam, der er du jo midt i centrum og du snakker altid om Amsterdam?”

Jeg stod af toget i Den Bosch og besluttede mig for at kigge på køreplanen (en papirudgave, der snart forsvinder, for at blive afløst af digitale køreplaner. Det bliver “sjovt” ved eventuelle strømafbrydelser ☺).  Min tanke var, at tage til den by på køreplanen, der havde det pæneste navn og mens jeg stod og funderede over det, rullede Intercitytoget til Amsterdam ind på perronen. Beslutningen blev hurtig taget ”Amsterdam, here I come”.

Amsterdam1

Det blev så den korteste Amsterdam tur, jeg nogensinde har været på. Og dog, sidste sommer da vi hele familien var på besøg i hovedstaden og måtte afkorte besøget pga. lille Kristian pludseligt opståede sygdom med høj feber, da var besøget heller ikke langt, men jeg mener at kunne huske, at det besøg i hvert fald var længere end 1½ time.

Amsterdam2

Mine favoritkvarterer i Amsterdam er så absolut Jordaan og ”De 9 straatjes” og jeg nåede lige at passere begge steder, inden jeg gav op.

Jordaan var tidligere et fattigt slumkvarter, beboet af arbejdere og immigranter. Det var kendt som en folkelig bydel og har fostret mange berømte hollandske kunstnere, især indenfor kategorien “levenslied”, vemodige sange sunget med kraftig amsterdamsk accent. I dag er det IN at bo i Jordaan og hus- og lejlighedspriserne er derefter. I kvarteret findes mange, rigtigt mange små sjove og kringlede butikker og caféer.

Amsterdam3

”De 9 straatjes” er 9 korte gader beliggende mellem Singel, Herengracht, Keizersgracht og Prinsengracht. Så absolut et sted, hvor det er dejligt at trykke næsen flad mod butiksruderne og kigge indenfor i de mange spændende butikker. Fælles for både Jordaan og ”De 9 straatjes” er, at der er knap så mange turister som f.eks. i Kalverstraat, men jeg hørte både svensk, dansk og fransk tale.

Amsterdam4

Men uanset hvor gerne jeg ville være blevet, så var der ikke andet at gøre end at tage hjem. Jeg kunne næsten ikke gå pga. smerter i venstre ankel og læg og humpede derfor til stationen. Jeg nåede lige at købe en sandwich og en flaske kiwijuice inden afgang og det var så al den handel, jeg fik gjort i Amsterdam.

I toget, på vej hjem, havde jeg kontakt med min datter, hun spurgte om jeg da ikke havde købt et eller andet spændende, som kompensation for min korte visit. Det fik mig til at udnytte de 20 minutters ventetid i Den Bosch til et halte hen til bagerforretningen Jan de Groot. Forretningen siges, at være Noord Brabants bedste, hvis man er til noget med flødeskum og fine kager. Yderligere har bagerbutikken den kæmpe fordel, at den ligger ca. 200 meter fra stationen. Besøget gjorde, at husbond fik sig en Bossche bol og jeg et stykke chokoladekage til aftenkaffen, så lidt fik jeg da ud af turen.

Bossche bol

En Bossche bol er en vandbakkelse, fyldt med flødeskum, den hollandske flødeskum fyldt med sukker, vel og mærke. Bollen er beklædt med et tykt lag chokolade og en yndet spise hernede.

Med hensyn til akillessenen, har jeg på nettet læst, at pludselig opståede smerter mest forekommer hos toptrænede sportsfolk og ældre mennesker. Da det er omkring 40 år siden jeg var toptrænet sportsudøver, så må jeg jo nok erkende, at jeg hører til den anden kategori.

Søndag var vi inviteret til at spise brunch på et hotel i nærheden. Det var min 60 års fødselsdagsgave fra 2 hold naboer. Hold da op, hvor var der meget mad, jeg nåede ikke engang at få kigget på eller smagt mere end højst en tredjedel, men var alligevel så mæt, at jeg dårligt kunne rejse mig.  Selv om kameraet lå i tasken, glemte jeg alt om at fotografere, men heldigvis var vores nabo i stand til at levere et par foto ☺.

Brunch4Brunch1

Brunch2Brunch3

Da vi kom hjem kaldte sofaen, nej den skreg nærmest på mig, for den megen mad sammenholdt med en gevaldig forkølelse, der pludselig holdt sit indtog lørdag aften, gjorde at det var meget få aktiviteter jeg involverede mig i den eftermiddag og aften.

Jeg var godt klar over, at der måtte ske et eller andet med den ankel med mindre al gang i meget lang tid skulle foregå haltende samt at længere gå- og cykelture måtte opgives. Klogere mennesker med forstand på den slags sager måtte konsulteres. Mandag morgen var jeg hos lægen sammen med husbond, der skulle have sin ankel checket efter det fatale uheld 2 uger forinden. Lægen var heldigvis tilfreds med husbonds ankel og mente, at han efter 5 – 6 uger ville være helt ovre smerter og hævelse.

Alt det pjat med min ankel startede den 23. december, da vi efter aftensmaden gik en tur. Vi var ikke nået langt fra hjemmet, før jeg pludselig fik vanvittig ondt i venstre ankel. Jeg prøvede at vælte et par træer og stenmuren omkring kirkegården, uden det havde nogen effekt. Det gjorde bare så ondt, at tårerne trillede. Husbond tilbød at hente bilen, men ud fra devisen, at det går vel over igen, humpede jeg hjemad. Juleaftensdag ringede jeg til vagtlægen, der anbefalede at tage nogle Iboprofen samt gå rundt på høje hæle, da det ville aflaste akillessenen. Lykkeligvis stod der bagest i skabet en skoæske med et par højhælede sko, der ikke havde været i brug i årevis. De kom straks i brug og det var en befrielse uden lige.

Men smerterne ville bare ikke forsvinde, af og til føltes det som om de blev værre og værre. Siden 23. december har gang/cykling kun været foretaget af nødvendighed og noget jeg skulle tage mig gevaldig meget sammen til. Der har ikke været det fjerneste lyst inde i billedet.

Lægen mente, at akillessenen sikkert var revnet under gåturen d. 23 og er vokset forkert sammen. Lægmusklerne, både den store og de mindre bagvedliggende, der er hæftet fast på akillessenen var der også sket et eller andet underligt med og de var derved blevet alt for korte? Underligt, fordi vi gik altså bare stille og roligt på fortovet, ikke noget med at slå vindmøller eller hoppe på havemure. Første step i retning mod en normal gangart var en konsultation hos fysioterapeuten, hvor jeg fik første behandling i går. Det var noget med nogle nåle, der blev stukket i nogle punkter på læggen og punkterne (muskelknuder, tror jeg) blev masseret med nålene. Hold da op, hvor det gjorde godt, jeg dansede ikke hjem, men det var lige før ☺. Næste besøg er torsdag og hvis det bliver lige så godt som i går, så er jeg back to normal inden længe og så skal der cykles og vandres i rå mængder☺.

torsdag den 30. januar 2014

De skal i hvert fald ikke smides væk, altså togbilletterne…….

Når der er et godt tilbud på togbilletter, der giver adgang til en hel dags rejse rundt i Holland, plejer jeg som regel at slå til. Jeg har en veninde, der bor oppe nordpå, hun og jeg plejer at mødes rundt i Holland et par gange om året og det var egentlig hende, der gav mig ideen i sin tid.

Da der i efteråret igen var tilbud, spurgte jeg husbond, om han havde lyst til en dags togrejse. Det har vi gjort et par gange og synes begge, at det var vældig hyggeligt og husbond var derfor straks med på ideen.

I forrige uge opdagede jeg, at de 2 billetter vi havde liggende, skulle bruges inden 2. februar! Da husbond stadig ikke skal involvere sig i for megen fysisk aktivitet pga. det skadede ankelbånd, var en dags togrejse ikke noget for ham, med mindre vi kun ville sidde i tog og det ville vi ikke. Dagene for rejsernes anvendelse begyndte at svinde ind og da det vil være synd at smide billetterne væk, står der 2 gange udflugt i kalenderen for mig i denne uge.

Jeg havde gået og tumlet lidt med tanken om, at den ene tur skulle gå til Rotterdam, som jeg kender alt for lidt til. En erfaren Rotterdamfarer og blogger Mai-Britt fra bloggen At bo i Holland, blev kontaktet for ideer. Mai-Britt gjorde kort proces og tilbød sig som guide ☺.

Søde Mai-Britt havde lagt forskellige planer, bl.a. Euromasten og en bustur rundt i byen. Planer, som vi desværre måtte opgive, da jeg er hæmmet af en skade på achillessenen, der pludselig opstod under en aftenvandring den 23 december og som bare bliver ved med at gøre ondt (ja, er der ikke det ene i vejen, så er der det andet, ØV).

Rotterdam er en spændende by, grundet Luftwaffes kraftige bombardement under 2. verdenskrig, er den ikke fyldt med smukke gamle huse som Amsterdam, men alligevel er der noget interessant over byen. Uanset i hvilken retning man ser, er der ny og moderne arkitektur og brede boulevarder. Jeg kan huske, at jeg engang skrev, at Tilburg vil i højden bl.a. med den 48 etagers høje beboelsesbygning West Point, men i forhold til Rotterdam, kan Tilburg ikke være med.

Aftalen var, at Mai-Britt og jeg skulle mødes på stationen Rotterdam Blaak. Stationens entre er en flyvende tallerken lavet i stål, den har en diameter på 35 meter.

Rotterdam Blaak

Første stop var Piet Bloms kubehuse, der er et af Rotterdams ikoner. De 40 huse, der ligger tæt på hinanden og er vendt 45 grader, blev tegnet i 1984. Arkitektens design skal symbolisere træer og husene skal sammen danne en skov.

Kubehuse1

Mai-Britt havde hørt, at man kunne komme ind og se et af husene, hvilket ville have været en oplevelse, men det viste sig desværre, at der i netop i januar og februar var lukket for besøg.

Kubehuse2

Spadsereturen gik videre til Maasfloden med Erasmusbroen.

Erasmusbroen

Vi skulle jo selvfølgelig ikke sulte og hos Douwe Egberts fik vi dejlige varme drikke og lækker gulerodskage, alt imens snakken gik.

Douwe Egberts1

Douwe Egberts2

En helt igennem dejlig dag, hvor vi til trods for at aktivitetsniveauet ikke blev helt som planlagt, fik set meget. Blandt andet var vi inde i den skønneste stofbutik, med stof fra gulv til loft i 3 etager, den kunne jeg godt tænke mig at besøge igen en gang ved lejlighed. Det gjorde bestemt heller ikke sagen ringere, at der nu ligger 4 stk. Hendes verden her ved siden af mig, fyldt med dejlige strikkeopskrifter. Tak for en dejlig dag og godt selskab i går, Mai-Britt.

Rotterdam

Nu mangler jeg så at finde ud af, hvor morgendagens tur skal gå hen. Der bliver checket togtider og kigget bykort til forskellige distinationer Nijmegen, Zwolle, Deventer, Middelburg og Venlo. Jeg har en kaffe- og krammeinvitation fra Merijn og hans mor i Oss. Desuden er der jo endelig dejlige Amsterdam, selv om det ganske vist kun er en måned siden jeg sidst var der sammen med veninden fra det høje nord . Vi får se, hvad dagen byder.

torsdag den 23. januar 2014

Så nærmer vi os normaltilstand……..

Vi havde længe glædet os til, at vi i weekenden skulle have besøg af vort hollandske barnebarn Merijn på knap 2 år. Han blev afleveret af forældrene fredag sidst på eftermiddagen.

Misse har et had/kærlighedsforhold til Merijns besøg, hun elsker at han kæmper den hårde kamp med at lære at spise selv og har, som de fleste kender det, fast plads under hans stol, for at kunne opsamle alt hvad der falder ned (alt det, som hun ikke må få til hverdag). På den anden side set er hun “hundeangst” for ham og for hans hurtige bevægelser og rent bortset fra omkring spisetiderne, forsøger hun at være så langt væk fra Merijn som muligt.

Merijn

Da husbond kom hjem fredag aften, fortalte han at han var faldet i løbet af dagen. Han var hos en kunde, hvor man havde lavet en forhøjning på et par centimeter på gulvet, den havde husbond ikke set og var derfor vredet om på foden. Resultatet var, at han var helt nede og kysse betongulvet og om aftenen, mange timer efter uheldet, gjorde den ene hånd og skulder lidt ondt og højre ankel gjorde ikke kun lidt ondt.    

Merijn er utrolig nemt barn at have på besøg. Blandt andet finder han sig uden videre i at blive lagt i seng, til trods for, at han ikke kommer her så ofte. Når vi kigger ind til ham, kan vi se, at han ligger og kigger lidt omkring, hygger med sine sovedyr og på et tidspunkt falder han i søvn, uden vi så meget har hørt ham en eneste gang. Og lørdag morgen tillod jeg mig at vække ham kl. 8, for vi havde mange planer for weekenden, bl.a. skulle vi på legeplads og til et eller flere kinderboerderijen (børne bondegård) med mange dyr, så tiden skulle ikke soves væk.

Meeen, et er teori, noget helt andet den barske virkelighed ☺.
Da husbond stod op, var hans ankel svulmet op til elefantstørrelse, den var ildrød, meget varm og han kunne næsten ikke støtte på højre ben! Det så ikke godt ud og der blev straks taget kontakt til lægevagten for råd og vejledning. De ville se ham med det samme! Heldigvis stod en flink nabo bi og kørte husbond, for Merijn var ikke klar med formiddagsmaden og jeg var ikke nået ud over morgenkåbestadiet.
Det viste sig, at ankelbåndet på husbonds højre ankel var revnet, den røde farve og varmen var forårsaget af bakterier. Husbond stod (som jeg, da han kom hjem) lidt uforstående overfor de bakterier, idet der ikke var noget åbent sår. Ifølge lægen var det heller ikke nødvendigt, hun fortalte, at vi alle har bakterier i kroppen, de sidder og venter på en lejlighed til at blive aktive og den havde de fået ved husbonds uheld med ankelen. Ordren lod på ro, ro og atter ro, så lidt bevægelse som mulig og en skrap penicillinkur. Desuden skulle ankelen checkes regelmæssigt, for at se om den røde farve havde bredt sig pga. fare for blodforgiftning. Efter lidt snak blev vi enige om, at det bedste nok ville være at tegne omkredsen af det røde område (med blå tusch, selvfølgelig ☺), for at se om farven bredte sig.
Alt imens begyndte lille Merijn at få maveproblemer, sådan maveproblemer fra nakken og ned til anklerne, hvilket gjorde at det var lettest at putte ham i bad og smide alt tøj i vaskemaskinen (det nåede vi en del gange i løbet af weekenden ☺).
Lørdag aften kunne jeg godt mærke, at aktivitetsniveauet i løbet af lørdagen var oversteget hvad jeg var vant til, jeg nåede at få stoppet et par hypoer i opløbet. Jeg glædelig mig utrolig meget til at komme i seng og sove til den lyse morgen, da jeg sad og checkede blodsukker omkring 22.30. Men heller ikke det kom til at gå helt efter planen ☺. Normalt sprøjter jeg langtidsvirkende insulin før sengetid (grøn pen) og om dagen sprøjtes 3 x korttidsvirkende insulin (orange pen). Og lørdag aften, oh ve oh skræk, tog jeg den forkerte pen! For pokker da også, jeg kunne have tudet.
Jeg surfede lidt rundt på nettet for at se, om der var andre diabetespatienter der havde gjort noget så idiotisk som jeg. Egentlig havde jeg ikke forventet det, men der viste sig faktisk at være op til flere. De fleste skrev ”ring 112/911” afhængig af, hvor de nu kom fra. Men det synes jeg overhovedet ikke jeg kunne overskue på det tidspunkt. Andre havde holdt blodsukkeret oppe i 3 – 4 timer ved hjælp af juice m.m. samt målt blodsukker hvert kvarter/halve time og det var gået godt, så det råd fulgte jeg. Fra kl. 23 og indtil 2.30 nåede jeg at konsumere 2 små colaer (ikke noget med light, zero), 1 stk. chokolade, 1 pk. rosinkiks, rosiner, 1½ pk. druesukker, 3 stk. Peperkoek (minder lidt om sirupslagkagebunde, hollænderne spiser det til morgenmad), alt imens blodsukkeret faldt og faldt. Endelig omkring 2.30 var det imidlertid stabiliseret så meget, at jeg turde gå i seng og endelig sove, sove og atter sove. Men kunne konen sove? Overhovedet ikke, maven var så fyldt, at jeg bare ikke kunne falde i søvn ☺☺☺.
Da Merijn var kvik rundt 6 – 6.30, blev han og jeg blev enige om, at det var tid til lidt morgenmad. Derefter var den gal med maven igen for den lille stakkel, et nyt bad blev forberedt, heldigvis havde havde han det ellers fint, han spiste og legede som om intet var galt.

Merijn1 Kyssemund!
Da det var overstået, gik vi ind og puttede os under dynen og det lykkedes at få en times søvn, inden husbond begyndte at røre på sig.
Meningen var, at jeg skulle have afleveret Merijn, men da jeg i løbet af formiddagen fik en hypo, måtte det opgives, idet husbond ikke mente, at det ville være forsvarligt at sende mig på landevejen og da slet ikke med barnebarnet på bagsædet. Heldigvis kom moderen og hentede barnet.
Søndag aften, da oprydningen var overstået, sad vi og hang til hinanden på sofaen og var bestemt ikke til pænt brug.
Den røde farve på husbonds ankel er heldigvis væk, den er afløst af interessante nuancer udi blå/lilla. Hævelsen er aftaget en del, men at komme i et par sko/støvler lader sig stadig ikke gøre. Det går også en del bedre med at humpe rundt, men husbond er stadig ansat i “Ministeriet for gakkede gangarter”.
Øv, for en weekend!
Som et plaster på såret, fik jeg mandag morgen opfyldt et længe næret ønske, men det må jeg fortælle om i et andet indlæg.

tirsdag den 14. januar 2014

Sol over Holland og en mærkelig historie.

Vejret i går var skønt, lunt og dejligt, det måtte selvfølgelig udnyttes. Cykelturen blev på lige knap 32 km og det vildeste der skete var, at jeg var ved at blive kørt ned. Jeg havde grønt, for cyklister der skulle ligeud og 2 biler havde grønt for biler, der skulle svinge til højre! Hvordan det kan lade sig gøre, fandt vi aldrig ud af, men der skete heldigvis ikke noget. Billederne er fra gårsdagens tour.

Tilburg1

I går formiddags læste jeg en artikel, den gjorde mig i første omgang harm, men under de knap 32 km. nåede jeg frem til, at en sag altid har 2 sider. Selvfølgelig er der begået fejl, men et eller andet sted, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om det nu også er foregået helt på den måde, som det er beskrevet, både på den hollandske diabetesforenings hjemmeside og på hjemmesiden for den lokaltv station, der dækker den vestlige del af Holland.

Tilburg2
Jo, jo jeg bor skam i den katolske del af Holland.

Sagen drejer sig om en 17 årig diabetespatient X, der sammen med en veninde var ude og handle. Pigerne går rundt i en stor HEMA (i øvrigt er en vældig dejlig forretning) i Den Haag. X får det dårligt og går ind i et prøverum for at måle blodsukker. Blodsukkertallet viser sig, at være 33,3 mmol (det er højt), X har det, der kaldes en hyper, der bl.a. kan give tør mund, tørst, sult, rystelser og hyppig vandladning. Hun finder straks insulinsprøjten frem for at injicere. Under injiceringen kommer X til at tisse (i henhold til artiklen, sker det af og til hos diabetespatienter med en hyper, det var jeg ikke klar over og jeg håber heller aldrig, at der kommer til at overgå mig).

Tilburg5


Så vidt jeg kan forstå ud af artiklen, injicerer X sig i låret (man kan vælge mellem lår eller mave, jeg har valgt det sidste) og mens hun er i gang med at injicere, bliver prøverummets gardin hevet til side og 2 butiksvagter siger - i henhold til X - at hun er ved at sprøjte narkotika og at hun ødelægger butikkens inventar med sit tisseri.

Veninden forsøger at forklare butiksvagterne, at X har diabetes, men hun taler for døve øren og X bliver taget med til forretningens kontor. Moderen til X bliver kontaktet og da X ser hende udenfor kontoret, spørger hun om hun må gå ud til sin mor. Der opstår tumulter på kontoret og  X bliver af de 2 butiksvagter trykket op mod en væg, for derefter at anholdt for ødelæggelse af prøverummet.

Tilburg6

X sad fast hos politiet i 4 timer og da hun fremviste insulin og sprøjter til politiet, blev der sagt: ”Det er et trick for at komme ud af cellen. Det trick laver mange Allochtoonen (det hollandske ord for immigranter og mennesker med oprindelse i et andet land)”. X får en bøde på 50 € for ødelæggelse af prøverummet, hvilket hun finder absurd, da veninden har gjort gulvet rent. 

Efter løsladelsen tager X på sygehuset og her bliver konstateret blodudtrækninger og opsvulmede pletter på begge overarme.

Tilburg7

Efterfølgende gav både HEMA og politiet deres forklaringer på, hvorfor der er handlet som der er gjort og yderligere findes på hjemmesiden en del reaktioner, positive som negative.

X kommer ikke til at betale bøden på 50 €, men har fået en advarsel fra HEMA. Den hollandske diabetesforening anbefaler, at diabetikere går rundt med et armbånd, hvorpå der står diabetes, som man i påkommende tilfælde kan vise frem.

Tilburg3
Tilburg4
Gad vide, hvorfor den gyngestil hænger der?

Jeg har tænkt meget over sagen. Selvfølgelig skal man ikke straffes, fordi man er diabetespatient, man er jo ligesom straffet nok. Men på den anden side set, så er der også ting i pigens forklaring, som jeg ikke helt kan få til at stemme.

Da jeg startede med at injicere, gjorde jeg det altid på et toilet, idet jeg synes det var lidt pinligt. Men det har ændret sig, efter jeg læste en artikel hvor i der stod, at man aldrig skulle gemme sig, når man injicerede, idet det ikke var noget at skamme sig over, så nu gør jeg det i fuld offentlighed. Gad vide, om jeg i fremtiden skal tænke over, om der mon er nogle der tror, at jeg er narkoman?

Tilburg8
Så er det vist på tide at komme hjemad…………

søndag den 12. januar 2014

Søndag i sol…..

Jeg så, at Pia (Pigen fra landet) havde bagt ”Svenske chokoladebrød”. Dem havde jeg fuldstændig glemt, tidligere blev de bagt med jævne mellemrum. Spændt var jeg - i går - da de var klar, for bagværk med chokolade/kakao hører bestemt ikke til husbonds favoritter, men han spiste en og sagde ”Det er en skam, at de hedder chokoladebrød”. Siden da, har jeg af og til hørt, at “nogen” har været i kagedåsen, så det gør nok ikke så meget med den kakao.

Svenske chokoladebrød1Kagedåse

Det er altså ikke, fordi vi er specielt royale her i huset, at kagedåsens låg er prydet med et forlovelsesbillede af Maxima og Willem Alexander, det var bare den der stod først.

Jeg bevæger mig langsomt, men sikkert ned gennem læselisten på bloggen, der er sket meget i mit fravær og da husets øvrige sysler selvfølgelig også skal passes, tager det tid.

fuglekiggeri

Selv om hun er lidt uskarp (det med Makrofunktionen smuttede) er Misse overlykkelig over, at naboen fodrer fugle! Når solen skinner, er damens faste plads i køkkenvinduet, hvorfra hun kan holde øje med alle de fjedrede tingester, der hastigt bevæger sig rundt udenfor.  

Egentlig var det meningen, at der skulle cykles i dag, solen skinner og temperaturen er på 10 grader, men foreløbig skal brødet til ugens madpakker være bagt færdigt og så må vi se hvad det bliver til ☺.

Til min store overraskelse fik vi os hevet op af stolene og kom afsted på cykeltur, det blev endda til lige knap 20 km. i fint solskin. Turen gik gennem skoven til Oosterhout og hjem igen via landevejen.

Luftballon
Det skal vi altså prøve igen! 

Wilhelminakanalen
Der er ikke megen aktivitet på Wilhelminakanalen en søndag eftermiddag.

Slikfabrik
Holland Foodz fabrikken i Oosterhout, hvor man laver gammeldags hollandsk slik. Jeg ved ikke om det er verdens højeste kanelstok i højre side, men høj er den i hvert fald.

Meningen var, at vi på hjemvejen ville ud i et eksperiment og se, om der måske var cykelsti hele vejen langs Wilhelminakanalen, men da husbond frøs og jeg fik en hypo (for lavt blodsukker), mens vi var i Oosterhout, blev vi efter en pause med indtagelse af rosinkiks og druesukker, enige om at vælge den sikre og kendte rute.