Ugen der gik…….

Ugen startede med bryllup, det var husbonds datter og hendes kæreste, der var blevet enige om at få papir på hinanden inden barn nr. 2 dukker op inden længe. Et meget anderledes bryllup end jeg tidligere har deltaget i, men hyggeligt. 

 
Nej, jeg vil ikke fotograferes…… ok, så gør det da, men så vil jeg også trykke på knappen!

Haven er fået sin del af min opmærksomhed i ugens løb. Jeg var ellers meget i tvivl med hensyn til den have, det er måske lidt lettere overdrevet at kalde det for en have, så i hvert fald jordstykke. Jeg var ellevild af glæde, da jeg fik mulighed for at leje jorden og havde alverdens planer for de få kvadratmeter. Jeg så mig selv drøne i fast rutefart til havecentret i nabobyen, et sted, hvor man uhyre let kan få brugt en del penge, for de har alverdens dejlige ting både til inden- og udendørs samt næsten uundværlige ting til hjemmets forskønnelse. Men kort tid efter overtagelsen skete der forskelligt der gjorde, at jeg var ved at bakke ud af projektet. Efter en uges cykling (130 km på 4 dage), hvor tankerne fløj af sted, kom vikingeblodet frem til overfladen, pokker mig nej, der er ingen der skal bestemme over mit jordstykke og da slet ikke tage glæden fra mig, nu når jeg endelig igen har fået jord under neglene (mere end man får ved at potte blomster om). Så indtil videre ser jeg tiden an i et års tid.

Grundet ovenstående er planerne for haven kraftigt minimerede og det har selvfølgelig afspejlet sig i besøgene i havecentret (hvilket er godt for familieøkonomien). I går købte jeg en stikkelsbærbusk (husbond glæder sig allerede til stikkelsbærgrød), det viste sig at være lidt af en udfordring at få den transporteret i cykeltasken. Jeg lavede en aftale med kassedamen om, hvis det ikke lykkedes, ville jeg komme og hente den senere i bil. Men det hele lykkedes og det endda uden jeg kom for meget i karambolage med tornene undervejs.

Yderligere blev der indkøb 1 stk. rabarberplante, ja det er alt, alt for lidt og især da jeg læste på skiltet der hang på planten, at man man ikke måtte høste det første år og det andet år måtte man kun høste indtil juni, hvis man overholdt de få regler, så ville planten holde i mindst 30 år. Nu har jeg aldrig tidligere købt rabarber, det har altid været min mor, der var leveringsdygtig i rabarberplanter og jeg havde min tvivl om skiltets tekst var sandt. Google blev konsulteret og jo, sørme om ikke det er korrekt, planten skal have fred og ro til at vokse sig kraftig og derfor skal man holde sig væk fra den det første år. Hvor nødvendigt det så er med en holdbarhed på 30 år, det vil tiden vise, men jeg har min tvivl om jeg render rundt og roder i jorden som 90 årig ☺.  Yderligere købte jeg en enkelt jordbærplante, jeg det var lidt tåbeligt, men det skyldes at vindueskarmen i gæsteværelset er fyldt med små jordbærplanter, der står og venter på at vokse sig store og flotte.

I øvrigt, så er hvidløgene kommet op, hvor er de fine! Jeg satte 3 fed i det lille væksthus jeg har fået forærende og de er meget store, de der står udenfor knap så store.

Jeg fik i går sat de sidste tidlige kartofler. Jeg er bange for, at jeg måske har overvurderet det med kartoffeldyrkningen en anelse og har en ide om, at der vil være kartofler nok til en middelstor familie i meget lang tid. Det kan godt gå hen og blive lidt problematisk med alle de kartofler af flere årsager. Husbond er ikke en store kartoffelspiser, kun som mos eller pommes frites og da kartofler er en af de store syndere for blodsukkeret pga. det store kulhydratindhold, kan jeg ikke selv spise mig igennem dem alle. Det er lidt synd for husbond, men jeg har advaret ham om, at der sommeren over vil blive serveret mange varianter udi kartoffelsalat (jeg håber at han kommer hjem til aftensmaden☺). Men jeg kan næsten ikke vente, for nye kartofler ses sjældent i Holland.

Derudover spekulerer jeg på, hvordan jeg egentlig skal få plads til resten af de frø jeg har købt, det ender nok med, at jeg er nødt til at være lidt kreativ udi såningen, men vi får se.

Der var pragtfuldt vejr i går og ind i mellem arbejdet blev der da også tid til at nyde solen. Havemøblerne har min medlejer været så heldig at finde gratis på den hollanske “Gul og gratis”  Nabodamen, som jeg hilste på for første gang i går, havde ud over en stor del forskellige krydderier også købt en karryplante? Den havde jeg ikke hørt om tidligere, men efter at have googlet den, fandt jeg ud af, at den faktisk er ret almindelig. Et enkelt sted stod der, at det var det samme som en gurkemeje? Utroligt, så meget man får udvidet horisonten ved havearbejde ☺.

I dag har det regnet det meste af dagen, hvilket ikke indbød til en cykeltur. Godt, at der kom knap 23 km. på tælleren i går ☺.

Alphen og lidt mere cykling…….

Husbond havde torsdag en aftale i Alphen og høj i hatten, som jeg er blevet efter al den cykling, tænkte jeg, at jeg da lige ville smutte ned og hilse på. Google Maps viste, at turen var på 17 km., hvilket var overkommeligt, selv om der selvfølgelig var samme afstand hjem.

Vejret var stadig utrolig dejligt, hvor er det dog skønt med et sådan forårsvejr. 
Jeg startede lidt forkert ud på den turistiske rute jeg havde valgt, det kan jo ske, når man ikke gider at læse ens noter. Men det gjorde egentlig ikke spor, for så kom jeg igennem den lille idylliske landsby Molenschot. Jeg har tit tænkt på, at landsbyen må være hyggelig at bo i, hvis ikke lige det var fordi den er støvsuget for alt hvad der hedder dagligvare forretninger. I torsdags fandt jeg dog ud af, at det overhovedet ikke behøver at være et problem, for den rullende købmand kommer også i Molenschot.

Jeg ser ofte den rullende købmand på mine cykelture, men har ikke tidligere haft mulighed for at fotografere bilen. Da jeg stod klar med kameraet kom postbilen og posten kom mig grinende i møde og sagde ”Ja, det er gammeldags”. Han har ret posten, det hører ligesom en anden tid til, men hvor er det dejligt, at der er plads til en rullende købmand i 2014. Det giver ældre medborgere - uden eget transportmiddel - mulighed for, at kunne blive boende i eget hjem uden nødvendigvis at skulle flytte til større byer med indkøbsfaciliteter eller være afhængige af familie eller naboer. Tankerne gik til en Facebookgruppe, som jeg er så heldig at være medlem af, gruppen handler om livet i min ungdomsby og mange har på siden placeret billeder af de handlende, der tidligere kørte rundt i byen.



Når jeg nu er ved Molenschot, så er landsbyen årsag til, at jeg ikke helt ved om jeg måske ikke har hørt ordentlig efter i skolen og selv om man selvfølgelig aldrig skal prale med sin uvidenhed, så kan jeg ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har hørt om Federmesserkulturen. Jeg læste for kort tid siden en bog om Noord Brabant op gennem tiderne og i bogen stod, at man netop i Molenschot havde fundet sten og værktøj fra denne kultur, der levede ca. 10.000 år f.Kr.

Alphen præsenterede sig på den smukkeste vis med oceaner af påskeliljer, blomstrende forsytiaer og tulipantræer, det er bare så fint det hele.

Indtil 2005 måtte man gennem Alphen, når man kørte ad hovedvej N260, der går fra den nordlige del af Tilburg og til Turnhout i Belgien. Der kører megen tung trafik på netop den vej og det har givetvis været årsagen til, at vejen blev ført udenom byen. Jeg har ofte tænkt på, om det mon altid er gået godt, idet byens kro ligger tæt på vejen?

Husbond og jeg var heldige og kunne spise frokost sammen, inden vi kørte i hver sin retning. Jeg synes godt, at jeg kunne begynde at mærke ugens cykelture i lårmusklerne på hjemvejen, men det siges, at det er sundt og blodsukkeret er i hvert fald meget tilfreds med alle cykelturene.

Netop som jeg cyklede forbi Flyvestation Gilze Rijen, der har start- og landingsbaner liggende nær hovedvejen, blev det røde stoplys tændt. Jeg havde godt set, at der stod en del flyspottere (dem har vi mange af hernede) på parkeringspladsen på den anden side af vejen og forventede, at der var et eller andet stort fly på vej op/ned. Selv om jeg vist er lidt alene om den opfattelse, så synes jeg – der kommer fra Nordjylland, hvor Flyvestation Aalborgs start- og landingsbaner også ligger tæt på vejen – at det er lidt latterligt, at al trafik stoppes hver gang et fly skal lette eller lande. Det store russiske transportfly Antonov kommer med jævne mellemrum på flyvestationen og derfor blev kameraet hevet frem, for det kunne da være meget sjovt at imponere husbond med et billede af den. Men det viste sig at være et F-16 fly der lagde an til landing og da mit arbejdsliv gennem mange år, drejede sig om netop det fly, blev kameraet pakket ned igen ☺.

Fredag morgen var jeg hos fysioterapeuten for sidste gang. Når jeg tænker tilbage på min meget pinefulde og temmelig gakkede gangart, da jeg første gang kom på klinikken i begyndelsen af Februar, er jeg dybt forundret over, at 8 besøg er nok til, at jeg igen kan gå og cykle uden de mindste smerter. Den søde unge kvindelige fysioterapeut griner, når jeg kalder hende en mirakelmager, men jeg er meget imponeret. Fredag var der ikke tid til tant og fjas, den stod på husmoderlige pligter og kun en lille cykeltur på 14 km. for at få klaret ugens indkøb.

Vi snupper lige en tur mere……….

Det er egentlig yderst sjældent, at jeg hjemmefra beslutter hvor cykelturen skal gå hen, heller ikke i dag, hvor jeg endte i Loon op Zand.

Undervejs tænkte jeg, at det måske var lige i overkanten hvad afstand angik, men vejret var pragtfuldt og da det i henhold til vejrprofeterne er det slut med det gode vejr sidst på ugen, så måtte det udnyttes.

Kort før Loon op Zand så jeg dette hvide slot, som det desværre ikke var muligt at fotografere uden at hegnet kom med. Det lå idyllisk i skoven og har sikkert engang været stort, idet der også på den modsatte side af vejen lå bygninger, der så ud til at høre til slottet. Senere har jeg fundet ud af, at slottet har det originale navn ”Det hvide slot”. De ældste dele stammer fra 1387 og resten fra 1777. På slottets område skulle der findes både en Engelsk, Fransk, græs og skov have. I 2007 var slottet besat, idet den daværende ejer, en millionær ved navn Wim de Pundert truede med at lade slottet forfalde, hvis ikke Loon op Zand kommune ville hjælpe med restaurering.

Mens jeg cyklede rundt på må og få i Loon op Zand, fik jeg pludselig øje på denne idylliske gade, Weteringstraat. Det viste sig, at idyllen op til flere steder godt kunne trænge til en omgang maling samt et par gør det selv folk.


Weteringstraat blev smallere og smallere og endte i denne sti, der løb bag byens kirkegård.

Dette smukke hus, der burde have været fotograferet om formiddagen af hensyn til solen, mener jeg, at jeg tidligere har fotograferet. Jeg tror godt, at jeg ville kunne klare at bo der ☺.

Egentlig var det meningen, at jeg ville have cyklet samme vej ud af byen, som jeg tog på vej dertil, idet der stod et besynderligt skilt langs vejen, som jeg ville have fotograferet. Jeg var sikker på, at husbond ikke ville tro mig uden et foto. Men som det så ofte går på mine cykelture, så fandt jeg en spændende vej, der måtte afprøves.

På det omtalte skilt stod der ”Geboortebos”, hvilket vil sige ”Fødselsskov” og hvad mon man kunne forvente, at der skete der? Forklaringen fandt jeg i en avisartikel om ”Geboortebos”. Skoven er anlagt af Tilburg kommune i samarbejde med den Nicaraguanske by Maltalpa. Nybagte forældre kan for 27.50 € plante et træ i ”Geboortebos”, træet får en plakette med barnets navn og samtidig med at træet plantes i Tilburg, bliver der plantet et træ i Matagalpa. I henhold til artiklen er Tilburg ikke alene om ideen, idet der findes lignende skove i provinserne Gelderland og Utrecht.

På hjemvejen var jeg så heldig, at jeg fik følgeskab af husbond et stykke af vejen, herligt. Alt i alt blev tilbagelagt 41,19 km på dagens udflugt. Gad vide, om jeg er i stand til at gå i morgen og om en vis legemsdel kan klare en ny cykeltur?

Snapshots fra årets første længere cykeltur.

Endelig, endelig, endelig…..
Akillessenen får det bedre for hver dag der går (skulle I nogen sinde blive tilbudt Dry Needling behandling, så tag imod, det har hjulpet mig fantastisk godt), et på 6 – 7 dag pragtfuldt vejr samt nogle irritationer, som jeg har gået og tumlet med gennem de sidste par uger og som jeg gerne vil have bugt med, gjorde at årets første længerevarende cykeltur skulle foregå i dag.

De skotske højlandskvæg nyder forårssolen i Boswachterij Dorst.

Idyl i Begijnhof i Breda.

Det er helt utroligt, hvad en uges sol gør ved naturen, alt blomstrer og det er bare så smukt. Selv  studenterhusenes grimme forhaver ser pludselig smukke ud i forårssolen.

Breda på kryds og tværs. Jeg var i dag på steder i byen, hvor jeg ikke tidligere har været, men det gjorde bestemt ikke turen ringere.

Konfettiresterne fra årets karneval blander sig med forårsblomsterne.

Turen blev på 31,13 km. Ud over lidt problemer med Akillessenen mellem 6 og 8 km fra start,  opførte den sig umådelig eksemplarisk. Irritationerne, der er forårsaget af mennesker, som tror at de kan bestemme over alt og alle, ja de er der stadig, men ud fra devisen “Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves” er de skubbet i baggrunden. På hjemvejen foretog jeg grovindkøb hos Lidl, der har Skandinavisk uge i denne uge, så nu har husbond frugtgrød, frugtstænger m.v. til et stykke tid ☺.

Og nu med “egen” have…….

Endelig, endelig, efter 13½ år er jeg igen blevet “haveejer” og du store kineser, hvor jeg glæder mig.  Det vil nok være noget af en overdrivelse at skrive, at jeg har grønne fingre, men jeg elsker havearbejde.

Den første have, som jeg havde halvpart i, var et lille bitte frimærke der lå udenfor terrassen og der var ikke plads til andet end lidt græs og et par blomster.

Vor næste have var en 998 m2 parcelhushave, hvor hus og garage skal trækkes fra arealet. Så snart muligheden var der, var jeg at finde i haven, hvor jeg flyttede rundt på bestående og indkøbte vækster og forandrede bede. Enkelte naboer tillod sig at bemærke, at jeg aldrig så noget vokse sig stort, fordi jeg flyttede så meget rundt. Jeg dyrkede økologisk køkkenhave efter Troels V. Østergaards principper og havde om ikke så meget udbytte, så i hvert fald områdets største regnorme. Jeg kan huske, at gødskning skulle foregå med kød/benmel og efter vi fik hund, så var det en problematisk affære at holde hende ude af køkkenhaven, idet kød/benmel så vidt vi kunne dømme, var noget af det lækreste der findes i en hundeverden. Indrømmet, efter vi overtog familiesommerhuset, og begge havde mange, mange arbejdstimer, da ville jeg gerne have byttet haven ud med noget med mange fliser, men i løbet af de 20 år, hvor vi boede i huset, da gennemgik haven mange forandringer og hvor jeg dog nød det.

Næste og sidste have i Danmark var en mindre enderækkehushave i storbyen. Den bød ikke på de helt store muligheder for at flytte rundt på væksterne, især ikke efter min mand anlagde en pragtfuld stor terrasse foran udestuen. Men til gengæld tog antallet af indendørs vækster til og på et tidspunkt havde vi, så vidt jeg husker omkring 100 kaktus og planter i udestuen og jeg var ikke ovenud populær, når jeg af og til tog på længerevarende kurser ☺.

Og nu er der så gået 13½, hvor jeg har sukket efter en køkkenhave, sukket efter nyopgravede kartofler, jordbær, ærter m.m. Da vi i sin tid købte fast ejendom her i Holland, sagde min mand, at hvis vi skulle have noget med have, så ville den helt og holdent være min, for han synes han havde lavet nok havearbejde i sit liv og i øvrigt havde han aldrig nogensinde kunnet fordrage det. På det tidspunkt lå min arbejdsuge på ca. 60 timer plus transport, så derfor blev det ikke til noget med have.

Endelig for en måneds tid siden fortalte en nabo, at hun påtænkte at leje en have. Nøøøj, hvor var jeg misundelig! Dagen efter kom hun og fortalte, at der også var en større have, som vi kunne dele, hvis jeg virkelig mente, at jeg savnede en have. Så jeg har lejet en halv have og jeg glæder mig helt ustyrligt til at komme i gang.



Selv om haven var fin, da vi overtog den, måtte jeg ud og have jord under neglene. Og der er nu gravet hestemøg ned, kultiveret og anlagt en særdeles skæv gangsti (jeg havde ikke noget at rette stien til med).

Det der med hestemøget, ja det var lidt problematisk, idet det var under den fase, at jeg fandt ud af, at der er et lille bitte hul i min ene gummistøvle og til trods for brusebad samt mindst 15 gange vask af hænder og arme, kunne jeg stadig lugte møget, da jeg kom i seng i aftes ☺.

Haven ligger idyllisk midt mellem marker og skov og jeg fik at vide af en af de garvede havefolk, som også var i haven i forgårs, at alt skal under net, for hvis ikke vildkaninerne er på spil, så er fuglene det. Jeg havde godt set, at selv grønkålene var under net og havde undret mig lidt over det, men i henhold til den garvede, så var man nødt til det. Havebeskrivelser vil helt sikkert tilgå bloggen i en lind strøm fremover ☺.

Under gårsdagens regnvejr måtte jeg lige ud og kigge til nyerhvervelsen ☺.

Besøg fra det store udland……

3 dage er næsten kun et lille øjeblik, når det drejer sig om samvær med den allerdejligste lille familie fra Danmark ☺, men det gjorde godt, rigtig godt at se dem igen.

2 der holder sammen! Misse elsker Karoline og finder sig troligt i at blive båret rundt hele dagen. Så vidt jeg kan se, er kærligheden gengældt ☺.

Mens forældrene var ude og handle, fik husbond og jeg lov til at være oppassere. Der var ingen tvivl om, at Kristian og jeg skulle ud og se på tog, vi fik set en hel del tog samt vor lille bys politistation. Imens gjorde husbond og Karoline i de stillesiddende aktiviteter ☺.

Børnebørnene investerede sparepengene i nyt legetøj, Karoline købte Lego Friends dyrehospital og jeg fik lov til at hjælpe med at samle. Hold da op, der er godt nok sket en del med Lego assortimentet, siden min datter var barn. Kristian købte “Thomas tog”, også den fik jeg lov til at være med til at lege med,  men modsat Kristian, der sad i timevis og hyggede sig med konstruktionen, så er jeg mere til Lego.

En af dagene havde vi besøg af Merijn, hans mor og tante. Vi var lidt spændte på, om Kristian og Merijn kunne finde ud af at lege sammen til trods for aldersforskellen på 1½ år. Til min 60 års fødselsdag hyggede de sig gevaldigt sammen, men denne gang gik det ikke helt gnidningsløst. Kristian legede med sit splinternye “ Thomas tog”, da Merijn ankom og Merijn blev ellevild, for det kendte han fra TV. Merijn stjal den ene vogn og kastede den ned på gulvet, så blev Kristian sur og daskede til Merijn og så var det slut med den kærlighed ☺. Så er det godt, at man kan sidde hos mor i stedet for.

Karoline og jeg fik lavet fletninger, 10 stk. i alt. Undervejs var hun ved at opgive projektet, for det er længe at sidde stille, når man nu meget hellere vil lege med Misse, men det lykkedes mig at overtale hende og det var slet ikke min ide fra starten ☺.

Tak for besøget, håber at turen snart går til Holland igen ☺.

Amsterdam, Akillessene og Brunch, ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge…..

Så smuttede der igen en uge, bare sådan lige uden videre. Jeg fatter ikke hvor tiden bliver af, men det siges, at det har noget med alderen at gøre ☺.

Der var jo den anden billige togbillet, der skulle bruges inden 2. februar. Jeg var ikke sikker på, hvor turen skulle gå hen, men havde lavet en del research for at finde ud af, i hvilke byer togstationen lå i centrum, så jeg slap for at gå (humpe) for langt. Venlo og Nijmegen synes at være de bedste muligheder, lige indtil husbond sagde: ”Hvorfor tager du ikke til Amsterdam, der er du jo midt i centrum og du snakker altid om Amsterdam?”

Jeg stod af toget i Den Bosch og besluttede mig for at kigge på køreplanen (en papirudgave, der snart forsvinder, for at blive afløst af digitale køreplaner. Det bliver “sjovt” ved eventuelle strømafbrydelser ☺).  Min tanke var, at tage til den by på køreplanen, der havde det pæneste navn og mens jeg stod og funderede over det, rullede Intercitytoget til Amsterdam ind på perronen. Beslutningen blev hurtig taget ”Amsterdam, here I come”.

Det blev så den korteste Amsterdam tur, jeg nogensinde har været på. Og dog, sidste sommer da vi hele familien var på besøg i hovedstaden og måtte afkorte besøget pga. lille Kristian pludseligt opståede sygdom med høj feber, da var besøget heller ikke langt, men jeg mener at kunne huske, at det besøg i hvert fald var længere end 1½ time.

Mine favoritkvarterer i Amsterdam er så absolut Jordaan og ”De 9 straatjes” og jeg nåede lige at passere begge steder, inden jeg gav op.

Jordaan var tidligere et fattigt slumkvarter, beboet af arbejdere og immigranter. Det var kendt som en folkelig bydel og har fostret mange berømte hollandske kunstnere, især indenfor kategorien “levenslied”, vemodige sange sunget med kraftig amsterdamsk accent. I dag er det IN at bo i Jordaan og hus- og lejlighedspriserne er derefter. I kvarteret findes mange, rigtigt mange små sjove og kringlede butikker og caféer.

”De 9 straatjes” er 9 korte gader beliggende mellem Singel, Herengracht, Keizersgracht og Prinsengracht. Så absolut et sted, hvor det er dejligt at trykke næsen flad mod butiksruderne og kigge indenfor i de mange spændende butikker. Fælles for både Jordaan og ”De 9 straatjes” er, at der er knap så mange turister som f.eks. i Kalverstraat, men jeg hørte både svensk, dansk og fransk tale.

Men uanset hvor gerne jeg ville være blevet, så var der ikke andet at gøre end at tage hjem. Jeg kunne næsten ikke gå pga. smerter i venstre ankel og læg og humpede derfor til stationen. Jeg nåede lige at købe en sandwich og en flaske kiwijuice inden afgang og det var så al den handel, jeg fik gjort i Amsterdam.

I toget, på vej hjem, havde jeg kontakt med min datter, hun spurgte om jeg da ikke havde købt et eller andet spændende, som kompensation for min korte visit. Det fik mig til at udnytte de 20 minutters ventetid i Den Bosch til et halte hen til bagerforretningen Jan de Groot. Forretningen siges, at være Noord Brabants bedste, hvis man er til noget med flødeskum og fine kager. Yderligere har bagerbutikken den kæmpe fordel, at den ligger ca. 200 meter fra stationen. Besøget gjorde, at husbond fik sig en Bossche bol og jeg et stykke chokoladekage til aftenkaffen, så lidt fik jeg da ud af turen.

En Bossche bol er en vandbakkelse, fyldt med flødeskum, den hollandske flødeskum fyldt med sukker, vel og mærke. Bollen er beklædt med et tykt lag chokolade og en yndet spise hernede.

Med hensyn til akillessenen, har jeg på nettet læst, at pludselig opståede smerter mest forekommer hos toptrænede sportsfolk og ældre mennesker. Da det er omkring 40 år siden jeg var toptrænet sportsudøver, så må jeg jo nok erkende, at jeg hører til den anden kategori.

Søndag var vi inviteret til at spise brunch på et hotel i nærheden. Det var min 60 års fødselsdagsgave fra 2 hold naboer. Hold da op, hvor var der meget mad, jeg nåede ikke engang at få kigget på eller smagt mere end højst en tredjedel, men var alligevel så mæt, at jeg dårligt kunne rejse mig.  Selv om kameraet lå i tasken, glemte jeg alt om at fotografere, men heldigvis var vores nabo i stand til at levere et par foto ☺.

Da vi kom hjem kaldte sofaen, nej den skreg nærmest på mig, for den megen mad sammenholdt med en gevaldig forkølelse, der pludselig holdt sit indtog lørdag aften, gjorde at det var meget få aktiviteter jeg involverede mig i den eftermiddag og aften.

Jeg var godt klar over, at der måtte ske et eller andet med den ankel med mindre al gang i meget lang tid skulle foregå haltende samt at længere gå- og cykelture måtte opgives. Klogere mennesker med forstand på den slags sager måtte konsulteres. Mandag morgen var jeg hos lægen sammen med husbond, der skulle have sin ankel checket efter det fatale uheld 2 uger forinden. Lægen var heldigvis tilfreds med husbonds ankel og mente, at han efter 5 – 6 uger ville være helt ovre smerter og hævelse.

Alt det pjat med min ankel startede den 23. december, da vi efter aftensmaden gik en tur. Vi var ikke nået langt fra hjemmet, før jeg pludselig fik vanvittig ondt i venstre ankel. Jeg prøvede at vælte et par træer og stenmuren omkring kirkegården, uden det havde nogen effekt. Det gjorde bare så ondt, at tårerne trillede. Husbond tilbød at hente bilen, men ud fra devisen, at det går vel over igen, humpede jeg hjemad. Juleaftensdag ringede jeg til vagtlægen, der anbefalede at tage nogle Iboprofen samt gå rundt på høje hæle, da det ville aflaste akillessenen. Lykkeligvis stod der bagest i skabet en skoæske med et par højhælede sko, der ikke havde været i brug i årevis. De kom straks i brug og det var en befrielse uden lige.

Men smerterne ville bare ikke forsvinde, af og til føltes det som om de blev værre og værre. Siden 23. december har gang/cykling kun været foretaget af nødvendighed og noget jeg skulle tage mig gevaldig meget sammen til. Der har ikke været det fjerneste lyst inde i billedet.

Lægen mente, at akillessenen sikkert var revnet under gåturen d. 23 og er vokset forkert sammen. Lægmusklerne, både den store og de mindre bagvedliggende, der er hæftet fast på akillessenen var der også sket et eller andet underligt med og de var derved blevet alt for korte? Underligt, fordi vi gik altså bare stille og roligt på fortovet, ikke noget med at slå vindmøller eller hoppe på havemure. Første step i retning mod en normal gangart var en konsultation hos fysioterapeuten, hvor jeg fik første behandling i går. Det var noget med nogle nåle, der blev stukket i nogle punkter på læggen og punkterne (muskelknuder, tror jeg) blev masseret med nålene. Hold da op, hvor det gjorde godt, jeg dansede ikke hjem, men det var lige før ☺. Næste besøg er torsdag og hvis det bliver lige så godt som i går, så er jeg back to normal inden længe og så skal der cykles og vandres i rå mængder☺.