Og så er det bare fremad……

I går skinnede solen fra en skyfri himmel og det var så varmt, at vi kunne sidde ude og drikke kaffe. Dagen i dag ser det ud til at blive lige så dejlig og vasketøjet er allerede udenfor. Sådanne dage vil vi gerne bede om mange flere af…….

Et nyt besøg på hospitalet onsdag eftermiddag afslørede hvad der har været galt gennem de sidste mange måneder og jeg er bare så glad. Internisten (specialisten i intern medicin) kunne med megen beklagelse i stemmen fortælle, at blodprøverne viste, at jeg har en diabetes 1 og at jeg allerede samme dag skulle begynde at sprøjte insulin.

Selvfølgelig er jeg ikke glad fordi jeg har diabetes, men jeg er utrolig glad for endelig at have fået en forklaring på, hvad der er galt. Indtil videre virker det hele lidt bøvlet, der skal 4 x dagligt måles blodsukker, sprøjtes insulin, resultaterne skal ringes til sygehuset, hvor man tager stilling til hvor meget dosis skal sættes op osv. Men alt bliver en vane og bare det faktum, at jeg allerede mærker en spirende energi og lyst til at foretage mig ting, som det er meget lang tid siden jeg sidst har haft lyst til, gør godt.

En rigtig god uge til alle jer derude i Blogland.

Venteværelser…….

Nu er det altså ikke fordi alle mine fremtidige indlæg skal handle om sygdom eller besøg i den hvide verden, men jeg fik lyst til at fortælle om et (for mig) meget anderledes ventesystem, som jeg har set anvendt her i Holland.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med systemet, var hos lægen i Oss, hvor vi tidligere boede. Ved et lægebesøg mødte man op til den aftalte tid og gik ind i venteværelset, hvor patienter til lægehusets 5 læger ventede. 5 læger er også lig med 5 døre og fidusen var, at man satte sig så nær ens egen læges dør som muligt og forsøgte at holde øje med hvem der gik ind/ud af døren, for derved at finde ud af, hvor mange der var foran én. Det var ikke altid muligt at finde en siddeplads i nærheden af den rigtige dør og derfor måtte man fra sit fjerne hjørne eller måske en siddeplads, hvor man vendte ryggen til lægens dør, forsøge at finde ud af hvornår det var ens tur og undgå at blive ”sprunget over”.

Jeg hadede det system, flere gange blev jeg sprunget over, idet det ikke var muligt at forcere fødder, tasker og legende børn i et tempo, så jeg nåede døren i rette tid. Det skyldes måske også, at jeg på daværende tidspunkt ikke mestrede det hollandske sprog særlig godt (engelsk var ikke velset at bruge i Oss) og derfor ikke synes, jeg kunne tillade mig at råbe tværs gennem lokalet på gebrokkent hollandsk, at det var min tur.

Jeg spurgte min mand, der gennem mange år var kommet i lægehuset og derfor var vant til systemet, hvordan han gjorde? Jo, han holdt da bare øje med døren! Jamen hvad så, hvis du sidder i den anden ende af lokalet pga. manglende siddepladser? Svaret var, at han flyttede sig da bare nærmere døren, når der blev plads. Alt i alt meget logisk og let, men jeg blev aldrig fortrolig med systemet.

Lykke var, at vi flyttede her til byen, hvor ens aftale hos lægen automatisk bliver ført ind på EDB systemet, når man bestilte tid. Lægen/diabetes sygeplejersken kommer selv ud og henter en i venteværelset, når det er ens tur og man kan i fred og ro fordybe sig i alle de spændende blade, der ligger i venterummet uden at tænke på, om man bliver sprunget over eller ej.

Mellem jul og nytår 2010 begyndte mine trængsler så igen, idet jeg blev fast kunde i byens laboratorium. Inden jeg begynder at brokke mig over ventesystemet, så vil jeg lige sige (skrive), at jeg synes det er utrolig flot, at der i en by med godt og vel 16.500 indbyggere, hvilket efter hollandsk standard er en lille by, i det hele taget er et laboratorium.

Laboratoriet åbner kl. 08.30 og da jeg altid skal møde fastende, sørger jeg for at være en af de første der møder op. Laboranterne møder som regel omkring 8.15 og fra det tidspunkt kan man komme inden døre. Står der flere og venter på at komme ind eller er dørene åbne når man kommer, spørger man ”Hvem er den sidste?” og så er det med at holde øje med ham/hende.

Men så let går det ikke! Diabetikere, der sprøjter insulin har forrang, hvilket de gør meget ud af at fortælle. De kan komme dryssende og kommer alligevel til først! Sidste gang var der en dame, der følte sig foranlediget til at vise os alle hendes indkaldelse, så vi kunne se at hun havde ret til at komme før vi andre ☺.

Ud over, at det for mig er et bøvlet ventesystem, så er det samtidig et spændende studie udi menneskeheden at sidde og vente på, at det bliver ens tur. Som regel er der en eller flere diabetikere, der føler trang til at berette for den øvrige forsamling om deres store medicinforbrug. Det hænder, at det afføder diskussioner, idet andre mener at de skal indtage/sprøjte endnu mere medicin. En del af de diabetikere med højt medicinforbrug tilhører som regel en vægtklasse, der så vidt jeg kan skønne ligger 40 – 50 kg over normalvægten. Dette får mig hver gang til at tænke på, at vor diabetes sygeplejerske engang sagde, at jeg ville blive forbavset, hvis jeg vidste hvor mange af hendes patienter, der sagde ”Giv mig bare en ekstra tablet”, når hun kom ind på emnet motion og bevægelse!

Det anderledes ventesystem er iht. min mand typisk for en landsby og et levn fra tidligere. Jeg har siddet og tænkt på, hvordan det egentlig var førhen i det Nordjyske, jeg mener at kunne huske, at man ved ankomst meldte sig hos en receptionist og at det var hende, der holdt styr på tropperne. I tirsdags var jeg på laboratoriet i Tilburg og her fandt jeg ud af, at det heldigvis også kan være anderledes, idet man her trak numre og det kan jeg ligesom bedre finde ud af ☺.

En rigtig god weekend til jer alle ude i Blogland.

Hvidtøl m.m.

Hos Lene (Underet vi er til….) læste jeg, at hun blander hvidtøl med gul sodavand ved juletid, det har jeg aldrig smagt, men det fik mig til at tænke på, at min far altid drak varm hvidtøl til maden i vintermånederne. Jeg har måske engang smagt det, men det har ikke været en smagsoplevelse der har sat spor i erindringen. Jeg har altid holdt mig til min mormors favorit, koldt hvidtøl.

Nu har hvidtøl for mig altid været forbundet med risengrød og jeg har egentlig aldrig forestillet mig, at jeg ville kunne lide det til andet, indtil julen 2011. På grund af sukkersygen reagerer jeg meget kraftigt på øl og vin og selv om jeg ikke synes det er sjovt, så har jeg ligesom set i øjnene, at jeg indtil videre er nødt til at holde mig fra det.

Hvad er der så af alternativer? Vand er fint nok, det drikker jeg meget af, både fra hanen og fra flaske med og uden bobler. Saft/juice må der kun nyder 1 glas af pr. døgn, hvilket er lidt øv, for jeg har lige opdaget en ikke-filtreret æblejuice, der smager som en drøm.

Da vi var i Danmark i jul, var vi så heldige at blive inviterede med til julefrokost i min svigersøns familie og jeg opdagede pludselig, at der stod hvidtøl på bordet. Det var ganske vist indkøbt til børnene, men jeg tror ikke, at de stakkels børn nåede at få ret meget af det, for jeg fandt lynhurtigt ud af, at hvidtøl smager udmærket til andet end risengrød.

Hver gang der går bud herned beder jeg om at få hvidtøl med, men stik mod hvad jeg troede, så kan man ikke få det hele året og hvad så? En sød veninde fandt ad omveje en kasse, som hun tog med fra Danmark, men den holder jo desværre ikke evigt.

Husbond synes, at det var lidt synd for mig, at jeg ikke længere er i stand til at nyde et godt glas øl eller vin og satte sig for at finde en hollandsk erstatning ☺. Det lykkedes og den hedder Oud Bruin (gammel brun), den er en anelse mere bitter end den danske hvidtøl, men det kommer måske af, at den er på 2,5 % mod hvidtøllens 1,9 %.

I går stod den på laboratoriebesøg i Tilburg og selv om vejret var lidt trist og det kunne se ud til regn, så piblede forårsbebuderne op overalt.

Karnevalsstemning……………

Energien har simpelthen bare ikke været der til at blogge. Jeg har savnet det og hver gang jeg har set et eller andet sjovt og anderledes, har jeg tænkt, at det må på bloggen, men længere er jeg ikke nået.

Tiden har været brugt på diverse sygehus- og lægebesøg, en proces som givetvis kommer til at tage lang tid. Sidste nye fra den front er, at speciallægen i intern medicin mener, at jeg har en diabetes 1 i stedet for en 2´er! Jeg afventer, men undervejs føler jeg, at jeg er i gode og kompetente hænder.

Vi har netop haft besøg fra Danmark, pragtfuldt! Hvor har jeg dog nydt at være sammen med dem og der er i den grad blevet fyldt op på mormorkontoen, selv om det ind i mellem var en meget træt mormor ☺.

Tirsdag var der karneval i vor lille by og børnene synes, at det var herligt. Især Karoline på 6½ var meget betaget af det hele, hun sagde på et tidspunkt, at hun ikke havde forestillet sig, at det var så sjovt. Kristian på 1½ nøjedes med at kigge på, mens han sad trygt og godt pakket ind i barnevognen.

Mon ikke snart optoget kommer?

På et tidspunkt blev Karoline, hendes far og mormor fotograferede, jeg er lidt spændt på, om billedet mon kommer i ugeavisen ☺.

I dagene under besøget fik jeg et længe næret ønske opfyldt! Den lille danske familie gav os en Dolce Gusto Piccolo og jeg er bare så glad for den! De sidste mange år har jeg drukket the om aftenen, hvis vi er alene og kaffe, hvis vi har gæster, men nu står den på interessante drikke som Cappucino og Latte Macchiato og jeg kan både i brochuren og på nettet se, at fremtiden vil byde på utallige spændende smagsoplevelser. Måske de har ret hos Krups, når de skriver: I fremtiden bliver intet mere det samme!

Rigtig god weekend til jer derude i Blogland.

Lørdag i sne…………

Det har igen-igen-igen været lidt småt med bloggeriet, men diverse besøg i ”Den hvide verden” har gjort et indhug i energien og det er kun blevet til lidt pip på Facebook af og til.

I mandags fik Holland sne, nej, nej slet ikke i samme mængder som i Danmark, men lidt har jo også ret. Umiddelbart vil jeg tro, at der faldt 3 – 4 cm, men det er nok til, at hele landet næsten går i stå, det giver problemer med offentlig trafik og de altid tilstedeværende kilometerlange køer på motorvejene blev endnu længere. Til trods for frostgrader, nåede det meste at tø under det pragtfulde solskinsvejr vi havde tirsdag, onsdag og torsdag. Fredag havde vi igen sne og denne gang i så kolossale mængder, at der måtte skovles fortov osv. Jeg så på Belgisk TV, at landet havde rekord i bilkøer på motorvejene og det tog husbond næsten 3 timer at komme fra Zaventem (Brussel) til Breda.

Alle, især de der bor helt oppe nordpå, venter at det i år bliver året, hvor der igen kan skøjtes Elfstedentocht. De skøjteglade håber hvert år, at det vil lykkes, sidste gang var i 1997, så der har været rigelig tid til at opøve skøjtefærdigheder i mellemtiden. Jeg har absolut ingen forstand på skøjteløb, faktisk så begrænser min viden sig til at sidde foran TV og sluge Ard Schenk, da han blev medaljevinder, men så vidt jeg husker var det nu ikke så meget på grund af selve skøjtningen. Det siges, at det er noget helt andet og meget bedre, at skøjte på natur is i stedet for kunstig is. Lad os håbe, at det lykkes med et Elfstedentocht i år.

I dag viser termometeret minus 14 grader, hvilket jeg mener er den laveste temperatur jeg har oplevet i min tid her i Holland, men heldigvis er temperaturen kombineret med flot solskinsvejr og blå himmel. En rigtig god weekend til alle jer derude i Blogland.

Duisburg…..

Tyskerne har det med at anbringe ting langs deres motorveje, som husbond og jeg ikke kan finde ud af. Vi gætter og diskuterer indtil en af og tager sig sammen og undersøger sagen til bunds.

I går eftermiddags, fik jeg pludselig chancen for at komme en tur til Duisburg og på vej dertil kom jeg til at tænke på alle vore gætterier omkring en høj rød tingest, der er anbragt på en bakketop langs med A40, kort før Duisburg. Hold da op hvor har vi gættet, om dagen så man tingesten som silhuet mod horisonten og om aftenen var den oplyst.

En søndag i januar 2009 blev det for meget, sagen måtte undersøges grundigere og os af sted mod Duisburg.

Det viste sig at være noget såre simpelt som et kunstværk, der forestillede en overdimensioneret minelampe ”Geleucht”! Desværre var der lukket for adgang til udsigtsplatformen, da vi var der, men da dagen bød på diset januarvejr, gjorde det ikke så meget. Flot var kunstværket og udsigten må være fantastisk på en dejlig sommerdag.

Jeg er ellers ikke så vild med Duisburg! Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har fortalt om mine blandede følelser for byen, men de opstod under en rygsæktur tilbage i foråret 2000.

Jeg havde aldrig nogensinde tidligere prøvet noget så vildt, som at være backpacker, men prøves det skulle det. Henset til alder og magelighed havde jeg dog bestilt hotelværelser rundt i Holland og Tyskland, hvilket var en suveræn nydelse. Men hele turen gik godt, jeg fik set utrolig meget, besøgte for første gang nogensinde Amsterdam, som jeg var vildt benovet over og fik snakket med et utal af spændende mennesker. Og det lå bestemt ikke i kortene, at jeg ca. 2½ år senere skulle bosætte mig i Holland ☺.

Da tiden var inde til at vende næsen hjemad mod det nordjyske, tog jeg med toget fra Eindhoven mod Duisburg, hvorfra det var muligt at komme med et tog nordpå. Da toget ankom til Duisburg, en trist og grå banegård med et utal af underlige mennesker rendende rundt på perronerne, bl.a. et ungt par med rigtig mange hunde af forskellig størrelse og race. Manden lå og sov midt på perronen og pigen forsøgte lidt halvhjertet at holde lidt styr på hele menageriet.

Da jeg fik fundet ud af hvilket perron jeg skulle med toget fra, var der øde, som i helt fuldstændig øde. Senere kom der 2 glade fulde mænd, der fortalte, at hele Tyskland havde haft fri den dag og der var blevet festet igennem hele dagen, den følgende dag var også en fridag, nemlig 1. maj.

Da de gik, var jeg igen alene og alt var øde og trist. Alle forsøg på at ringe til Danmark for at høre en kendt stemme måtte opgives, idet der i displayet i min mobiltelefon stod ”Contact operator”! Uanset hvor meget jeg pillede og trykkede, kunne jeg ikke få dyret til at virke. Nå, men det var vel ikke værre, end jeg kunne finde en telefonboks et eller andet sted. Undervejs fandt jeg ud af, at møntbeholdning var så godt som ikke eksisterende, jeg havde faktisk kun D-mark sedler. Jeg vil ikke sige, at jeg var hunderæd, men jeg var nok heller ikke helt stolt ved situationen.

På et tidspunkt rullede et tog ind på perronen, på skiltet stod Rødby-Puttgarten, så det havde ikke noget med mig at gøre. Toget blev holdende flere timer og da vi omkring ved 1 tiden om natten nærmede os tidspunktet for afgang af det tog jeg skulle med nordpå, gik jeg hen til personalet for at spørge om toget til Fredericia ikke kom på denne perron? Det viste sig, at være de sidste vogne i Rødby-Puttgarten toget og stor var glæden. Både over, at jeg havde taget mig sammen til at spørge samt over at jeg ikke skulle tilbringe en nat på banegården i Duisburg.

Da jeg endelig fik plads i toget hev jeg mobiltelefonens brugsanvisning frem, fik batteri og simkortet taget ud og sat i igen og så virkede telefonen pludselig og ind væltede det med sms´er fra familien, der ikke kunne forstå, at de ikke hørte fra mig. Klokken var imidlertid blevet midt på natten, så det var ikke en mulighed at ringe eller skrive, men jeg følte mig ikke længere helt alene i verden.

I dag skal der slappes af!

Husbond tilbragte lørdagen med efteruddannelse og jeg havde lovet at køre til Turnhout (Belgien) for at foretage diverse ”livsnødvendige” indkøb.

Da bilen var fyldt med bl.a. husbonds yndlingskaffe og ditto isthe, som vi af og til kan få i en forretning her, af og til i en anden, men altid i Carrefour, gik det hjemad. Med i bilen var i øvrigt også 2 nye dækkeservietter, der overhovedet ikke passer til noget som helst i hjemmet, men det var, hvad jeg i al hast kunne finde. Til jul har vi altid min mors gamle plastdækkeservietter med en stor gemytlig julemand liggende på bordet, husbond elsker dem og vil helst have dem liggende på spisebordet året rundt. Jeg ved godt, at det er en bagatel, men jeg er altså ikke så vild med at have juledækkeservietter liggende ud over julen og i særdeleshed ikke fordi skabet indeholder op til flere sæt utroligt smukke, skønne og romantiske Lene Bjerre dækkeservietter i stof. De falder ikke lige i husbonds smag og kompromiset var indkøb af nye plast! Så nu gør vi i franske krydderurter.

Fra Turnhout gik turen til Dongen for at handle dagligvarer, egentlig skulle man tro, at vi havde en storfamilie med minimum 5 – 6 børn, så propfyldt var bilen.

Hjemme igen stod opgaven på bagning af fødselsdagslagkage til nabomanden. Manden hører til den type, der absolut ikke ønsker sig noget som helst og siger, at han er glad bare vi kommer.

Vi havde været omkring et par fisk til ham, da han er lidenskabelig akvariemand, men da vi med vores ringe viden omkring akvariefisk, sikkert ville have købt noget helt forkert og i værste fald nogle fisk, der måske havde ædt alle de andre i hans store smukke akvarium, blev det til en ”Faster Helles chokoladekage” i stedet for. Den blev møjsommeligt dekoreret med ”Henry 55 år”, hollandske og et enkelt dansk flag og diverse andre flagrende tingester og så ganske nydelig ud (jeg glemte alt om at tage bevismateriale).

Senere blev stakken af strygetøj ryddet af vejen og da husbond endelig dukkede op omkring ved 18 tiden, var vi parate til at tage til fødselsdag. Og hold da op, hvor samvittigheden er god efter sådan en dag, hvor alle forrådslagre er fyldt op og strygetøjet væk. Jeg fik endda også startet på en babygarderobe til en lille ny hollænder, der bliver Franks første barnebarn og mit første bonusbarnebarn, han/hun forventes at ankomme sidst i maj måned ☺.