onsdag den 2. maj 2012

Så er det sydlige Holland igen på banen………..

Jeg er blevet bonusbedste til den skønneste lille knægt Merijn! Han blev født 6 uger for tidligt, men til trods for det, vejede han ved fødselen 3020 gr. Alt går godt med den lille skat, han skal forblive på sygehuset lidt endnu og det er selvfølgelig ikke sjovt, når mor allerede er hjemme, men heldigvis tager turen mellem hjem og sygehus kun få minutter. Man har på sygehuset været så geniale at placere et webcam over vuggerne, hvori de små pus ligger, så vi kan følge med i hans hverdag (og det bliver der gjort adskillige gange i dagens løb ☺). Sjovt nok, efter han er kommet til verden, så savner jeg mine 2 guldklumper af børnebørn i Danmark endnu mere☺.

Merijn 02 mei

Livet som Diabetes 1 patient (LADA, som det hedder når man får en 1´er i min høje alder) er efterhånden ved at have fundet ind i en daglig gænge. Det har været nogle hårde måneder, men intet at regne imod det halve års tid, der gik forud for dem.

Dagen byder på 4 x injicering af insulin, hvilket i sig selv ikke er/har været noget problem. Forud for injiceringen skal der måles blodsukker og det første måneds tid skulle resultaterne ringes ind til diabetes sygeplejerskerne på sygehuset 3 x ugentligt. Det var til gengæld en periode, som jeg godt kunne have undværet, hold da op hvor var de skrappe, de damer. Hvis resultatet af målingerne ikke lige faldt indenfor rammerne, så vankede der skæld ud. Det hjalp overhovedet ikke at mumle, at jeg var ny udi faget og skulle lære, at madvarer/aktiviteter der var helt ok, da jeg havde diabetes 2, ikke længere var ok. Men heldigvis er det nu overstået med det ringeri og jeg møder kun hjælpsomhed og venlighed overalt hvor jeg kommer i den hvide verden.

Jeg har lært, at bl.a. støvsugning og vinduesvask skal foregå i et adstadigt tempo (og det er ikke lige det tempo, som jeg er vant til) og at stress for enhver pris skal undgås ellers får jeg det der kaldes en Hypo (blodsukkeret falder meget hurtigt og jeg bliver hundesyg) og så skal der druesukker/sød saft eller andre søde kaloriebomber indenbords med det samme. Hvis blodsukkeret er under 8, når jeg går i seng, så skal der spises og hvis det bliver ved på den måde, så ender det med, at de 20 kg. der raslede af i månederne forud for konstatering af Diabetes 1, de snart er på igen ☺. Men alt i alt, så skal jeg bestemt ikke klage, jeg er vanvittig taknemmelig over, at internisten fandt ud af hvad jeg fejlede.

Det hollandske sygesikringssystem er anderledes end vi kender det i Danmark. Man betaler hver måned en sum til den af de mange udbydere af sygesikringer, som man har valgt, for mit vedkommende ligger det omkring 145 €, derudover betaler alle en årlig selvrisiko, der stiger år for år og i år beløber den sig til 220 €. Selvrisikoen blev indført for nogle år siden, så vidt jeg har forstået for at dæmme op for ”hypokonderi” m.m., idet udgifter til medicin/læge/hospital fratrækkes de 220 €, men når summen er opbrugt, så er alt gratis. Jeg har stadig lidt svært ved at vænne mig til, at jeg kan gå på apoteket og ikke skal betale en eneste €, men fint er det.

Pludselig er der igen energi til så mange ting, som jeg/vi har måttet lade ligge i så lang tid. Vi har haft middagsgæster for første gang i meget lang tid og de medbragte denne skønne buket.

Buket Walter en Gre

I mandags var det ”Koninginnedag” en fridag, der fejres med festligheder over hele landet. Sjovt nok, så er det ikke dagen for Beatrix fødselsdag der fejres, men til gengæld Dronning Julianas. Vi benyttede det skønne vejr til en cykeltur. Først var vi omkring festlighederne i Tilburg, derefter gik turen til Berkel-Enschot og via småveje til ”De Moerse Hoeve”, hvor vi fik sen frokost. Jeg fik min første ”Hoegaarden” gennem mange måneder, hold da op hvor den smagte godt ☺.

Koninginnedag1

Koninginnedag2

Alt er til salg på Koninginnedag, der er nok at vælge imellem.

Wilhelminakanal

Da himlen begyndte at skifte udseende, blev vi enige om at stikke næsen hjemad. Turen blev på i alt 44,50 km og vi nød det.

Et par gange har jeg været med på landevejen og hvor har jeg dog nydt, at det igen er muligt. Der er babytøj på strikkepindene og smukke landskaber udenfor vinduerne. For et par uger siden dukkede disse tulipanmarker frem af morgendisen oppe nordpå. Det er lige betagende smukt hver gang man ser det syn.

Tulpen1

Tulpen2

Utroligt, hvad et i øvrigt temmelig trist industriterræn kan byde på af idyl, især i denne tid, hvor der er småbørn overalt.

Duiven1

Duiven2

Duiven3

Duiven4

Og til sidst lige denne her……..(Uden transport ingen koncert ☺)

Duiven5

22 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Hvor er det dejligt at se dig på bloggen igen :-) Og at læse, at du er ved at have nogenlunde styr på din diabetes. Men sikken drøj omgang du har været igennem.

Tillykke med bonusbarnebarnet!

Og glædeligt forår - sådan i al almindelighed ;-)

Annette sagde ...

Kære Fruen i Midten, tusinde tak skal du have. Også et rigtigt glædeligt forår til dig, selv om det kniber lidt med forårsvejret hernede i dag, det ser ud som om I har snuppet al det gode vejr i dag, men det er ok, vi kan gode dele ☺.

Lene sagde ...

Det er dejligt at høre fra dig og at det går godt med din diabetes. Hjertelig tillykke med det lille nye familiemedlem :-)

Annette sagde ...

Kære Lene, tusinde tak skal du have. Jeg har savnet bloggen og kontakten med alle I dejlige mennesker, men overskuddet har bare ikke været der, før nu.
En rigtig dejlig dag til dig.

Rejen sagde ...

Hej Annette, godt at høre fra dig igen og stort tillykke med bonusbarnebarn, hvor er han sød, og hvor dejligt at du er ved at få styr på diabetisen og at du kan få et næsten "normalt" liv igen..;-D

Annette sagde ...

Kære Annemarie, tusinde tak skal du have. Ja, han er bare så sød, det lille pus. Det varer jo desværre lidt, før der bliver mulighed for de helt store kram fra bedsterne, men pyt så lang tid han har det godt. En rigtig dejlig dag til dig.

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

LADA... bilen man ikke gider køre i og sygdommen man ikke vil ha'! ;-) Godt at du klarer det så fint og har lært alt det nye.
Dejligt med en ny baby i familien Tillykke!!
Jeg har også set "baby på webcam" da vores nabo's barnebarn blev født alt for tidligt, det er en genial idé! Sygeplejerskerne lagde en seddel i hans seng når de skiftede ble og undersøgte ham m.m. så mor og mormor ku' følge med. Jeg synes det var noget så sjovt og sødt.

Michael Seeger Hanmann sagde ...

Dejligt med en lille ny Annette, men jeg kan godt forstå at det får dig til at tænke på dine børnebørn i DK. Det lyder rart at du er ved at kunne forlige dig med din sygdom, du må bare være god ved dig selv og tage den med ro, skønne billeder, dejlige tulipanmarker.
God Onsdag aften.

Inge sagde ...

Hvor dejligt at se dig i Readeren igen Annette.
Stort tillykke med det lille nye barnebarn.
Jeg er vild med jeres flotte tulipanmarker, det er en plan engang at komme til Holland i tulipan-tiden.
Varmt kram til dig.

Bettys blog sagde ...

Dejligt at høre nyt fra dig igen, Annette. Det må have været en meget barsk tid, indtil din diabetes var under kontrol. Men det lyder som om, du har knækket koden og ved, hvordan du skal gebærde dig.
Tillykke med det nye barn i familien. Det er en fin vægt til at være født 6 uger før termin. Hvor er det smart med kamera ved kurvøsen.
Jeg kan godt forstå, du savner de små her i DK, når du ser sådan en ny baby.
Det er interessant at læse om det hollandske sygesikringssystem, som er meget anderledes, end det vi kender.
Dejlige billeder fra Holland. ;-)

Pia sagde ...

Vi har begge her i huset tænkt på dig. Jeg har endda været på FB og blev glad da der var livstegn at finde :-)
Tillykke med den lille nye i familien, og dejligt at læse at du er ved at finde dig til rette med dit nye liv.
Skønne billeder fra et forårsklædt Holland.
Varme hilsner herfra.

Ellen sagde ...

Hvor ER det dejligt at se livstegn fra dig igen - jeg har savnet dine altid gode og varme indlæg og er glad for at se, at du er ved at have overskuddet på plads igen.

Tillykke med bonustitlen - kan godt forstå, sådan et dejligt lille pus kan trække bedstemortankerne lidt nordover :-)

Mia Folkmann sagde ...

TIL LYKKE med Merijn - hvor er det smart med sådan et webcam, så man kan følge med. Og hvor er det godt at høre, at du har fået styr på din diabetes, for selv om det er besværligt og drøjt i begyndelsen, så tror jeg, at det bliver en dagligdags vane efterhånden, mon ikke?!

Det må være særligt skønt at cykle ture nu, hvor tulipanmarkerne står i flor; det ER bare så flot med alle de dejlige farver, der lyser op. :-)

Annette sagde ...

Kære Mai-Britt, tak for et godt grin! Den eneste måde jeg kunne huske, hvad det var at jeg fejlede, var også ved at tænke på bilen ☺.

Det er utrolig genialt med det web-cam og jeg må med skam melde, at selv om det strider imod alle regler, så hænder det at den lille skat er med ved bordet, når vi spiser ☺ ☺ ☺.

Annette sagde ...

Kære Michael, ja for søren hvor er det skønt med et lille nyt familiemedlem. Vi glæder os alle til han kommer hjem og der bliver flere muligheder for puslen omkring ham.

Jeg har fundet ud af, at jeg nok ikke slipper for at slække lidt på aktivitetsniveauet og -tempoet, men hvad søren, det lykkes vel også. En skøn aften til dig.

Annette sagde ...

Kære Inge, jeg har også savnet bloggen og kontakten med alle I dejlige mennesker, men har bare ikke orket det før nu.

Jeg glæder mig til at høre mere om det eventuelle tulipan-kignings-besøg. Det er altså bare så utrolig flot med de marker. Jeg ved ikke, om vi når afsted og ser dem på nært hold i år, før de har snuppet hovederne, men så tager vi revanche næste år.
Et stort kram retur til dig.

Annette sagde ...

Kære Betty, ja en af de mange områder der er anderledes i forhold til Danmark er sygesikringen.

I begyndelsen hernede kunne jeg ikke rigtig se nogen fordel ved den hollandske model, men nu hvor jeg er blevet "storkunde", så synes jeg at det er et fint system.

Tak for de pæne ord.

Annette sagde ...

Kære Pia, tusinde tak skal du have. En enkelt linie eller et "synes godt om" på FB, det var lige til at overskue ☺.

Jeg arbejder mig langsomt ned gennem listen over blogs, som jeg følger, men det kommer nok til at tage lidt tid, for jeg vil jo gerne have det hele med (nej, nej jeg er ikke spor nysgerrig, bare videbegærlig ☺).
Varme hilsener tilbage til jer deroppe nordpå

Annette sagde ...

Kære Ellen, tusinde tak for de pæne ord, de varmer ☺.
Ja, det er da utroligt, hvad sådan en lille fyr kan være årsag til, som jeg skrev i et andet svar, så er det endda hændt, så den bærbare har stået på spisebordet, når vi spiser, så vi kan holde øje med ham ☺ ☺. Utroligt!

Annette sagde ...

Kære Mia, tusinde tak skal du have.

Jeg forestiller mig, at foråret og tulipanmarkerne er noget af det, som du af og til kan savne fra din tid hernede i syden. Dog har jeg kun set enkelte tulipanmarker i Belgien, men det skyldes måske at jeg ikke har været på de rigtige steder i sæsonen ☺.

PS. Der er slet ingen her i området, som kan se en god ide i at lave tulipanmarker. Jeg har klaget lidt over det ☺.

Salix sagde ...

Kære Annette,
Dejligt at du har fået noget af din tidligere energi tilbage. Sukkersygen er selvfølgeligt noget, som ingen bryder sig om; men det er nu dejligt, at du har fået styr på det hele - også nålene. Til lykke med barnebarnet, han er jo skøn.
Jeg elsker store bede med tulipane; men har aldrig set hele marker - det må være utroligt smukt. Alle dine billeder er dejlige, forårsfornemmelserne står jo i kø, når man ser alle ungerne.
Ligesom hollænderne fejrer en tidligre dronning, holdes dronning Victorias fødselsdag også herovre med en national fridag. Hun var jo en meget stor dame på alle måder, og utallige veje, parker og lignende er opkaldt efter hende.

Annette sagde ...

Kære Lene, hvor er det sjovt, at dronning Victoria stadig fejres hos jer. Det vil sige, at Holland ikke er det eneste land der fejrer en tidligere dronning.

Jeg læste på et tidspunkt, at datoen for Koninginnedagen blev ændret, da Juliana blev dronning efter moderen dronning Wilhelmina. Da Beatrix overtog tronen, blev hun spurgt om ikke datoen skulle ændres til hendes fødselsdag? Men Beatrix foretrak at beholde Koninginnedag på moderens fødselsdag d. 30 april, både for at hædre Juliana og måske også af praktiske årsager, idet Beatrix har fødselsdag d. 31 januar og så kan det jo godt være, at vejret vil sætter en bremse på festlighederne.

Jeg har aldrig været i Amsterdam på Koninginnedag, men jeg mener at tallet i år var omkring 200.000 besøgende, så det er måske meget godt ikke at have været der ☺.

Jeg håber, at du engang får muligheden for at se tulipanmarkerne her i Holland, det er bare så smukt med alle de lange farvede striber af blomsterhoveder, men desværre varer det jo så kort.
Kan du nu have det rigtig godt.