Det er lidt pænere med en blomst………

i stedet for et billede af kanyler, strips m.v.

Nu er det altså ikke fordi bloggen fremover skal være en ”rapport fra en diabetes 1 patient”, men flere af jer har været søde og bemærke mit fravær, derfor vil jeg fortælle lidt om, hvordan livet med en diabetes 1 former sig.

Mit fravær skyldes hverken, at jeg er træt af at blogge eller at dovenskaben har fået sit tag i mig.

Som jeg har været inde på et par gange, blev det i foråret 2012 konstateret, at den gammel”mands”sukkersyge, som jeg året forinden fik konstateret, i realiteten var en diabetes 1. Så langt så godt, i dagligdagen er der ikke så meget bøvl med det, der checkes blod og injiceres insulin 4 gange dagligt, jeg passer så nogenlunde på, hvad jeg putter indenbords og prøver at finde den gyldne middelvej, hvad motion og bevægelse angår.

Bevæger jeg mig for meget, får jeg en hypo, som det kaldes, når blodsukkeret pludselig daler og det er ikke altid så lige en sag. Den ene dag kan jeg fint pudse vinduer, støvsuge eller gå en lang tur, uden det har nogen som helst indvirkning på blodsukkeret og uden jeg behøver at indtage ekstra kulhydrater inden start, den næste dag går det bare ikke.

Fanger jeg hypoen i opstarten, er det hele til at bære, jeg begynder at ryste, svede, blive svimmel og ukoncentreret, kræfterne forsvinder og jeg har problemer med synet. Allerede kort tid efter indtagelse af eksempelvis druesukker eller andre kulhydratbomber, begynder systemet så småt at normaliseres, nogle gange følger en drønende hovedpine og problemer med synet efter, andre gange er der ingen følgevirkninger. Det hænder også af og til at jeg får hypoen om natten, så er det hele lidt mere bøvlet, idet blodsukkeret er nået at blive temmelig lavt, inden jeg vågner. Symptomerne er de samme, bare forstærkede og jeg vågner med hjertet galopperende vildt, pjaskvåd af sved og det hænder jævnligt, at der følger en besvimelse med i købet.

Indtagelse af for mange kulhydrater kan føre til det modsatte, nemlig at man bliver hyper, men det er heldigvis ikke så ofte, at jeg oplever det nu, men symptomerne er, at man pludselig bliver træt, søvnig og meget, meget tørstig.

Da vi var på ferie i Danmark i september, løb jeg igen i år ind i en gigantisk forkølelse. Det var forkølelsen i 2011 der gjorde, at man fandt ud af, at jeg havde en diabetes 1´er. De forkølelser vil bare ingen ende tage, vi er ude i noget med flere måneder, blodsukkeret er helt ude af kontrol og jeg er træt, træt og atter træt (derfor orkede jeg bare ikke at blogge eller for den sags skyld ret meget mere end lige det allerhøjst nødvendige). Men da jeg mente, at der var tale om en ganske almindelig forkølelse, der bare varede længere end normalt, så jeg ikke den store grund til at gå til læge.

Da jeg var til kontrol på sygehuset den 5. december, fik jeg mange skældud af den bryske polske herre, som jeg går til kontrol hos. Han var sikker på, at jeg havde haft en lungebetændelse og jeg skulle vide, at jeg som diabetes 1 patient altid var i risikogruppe for at få alverdens dårligdomme osv. osv. Jeg var lidt nedtrykt, da jeg forlod hospitalet.

Da man mente, at jeg ”kun” havde en gammel”mands”sukkersyge, gik jeg til kontrol hos vor egen læge og den til praksis hørende diabetes sygeplejerske, 3 x årligt hos sygeplejerske og 1 x årligt hos lægen. Jeg modtog brev, når det var tid for ny kontrol, laboratoriet med det mystiske ventesystem er beliggende her i byen, derfor er det ikke noget problem at møde fastende, det årlige foto af nethinden foretages også der. Alt lå i faste rammer og jeg behøvede overhovedet ikke at være kreativ eller tænke selv.

Nu da jeg er kommet under hospitalets vinger, er det straks en anden sag, lægen (den bryske polske) plejer at sige, at han gerne vil se mig igen om 3 måneder, 1 uge forinden besøget skal jeg på laboratoriet og møde fastende. Indrømmet, det er efterhånden ved at blive lidt af en pestilens med den faste, idet det tager ca. ½ time at køre til hospitalet i bil plus selvfølgelig bad m.m. inden afgang. Siden diabetes 1 er kommet ind i mit liv, skal jeg helst have morgenmad meget kort tid efter jeg er stået ud af sengen. Jeg tør ikke længere at tænke på at cykle dertil, da det tager mig sådan rundt regnet 45 minutter, hvis ikke der er modvind.

Da jeg første gang var hos en af sygehusets diabetessygeplejersker, fik jeg information om hvad jeg skulle gøre her og nu, jeg ville senere få yderligere information. Det er vi ikke nået til endnu, hvilket jeg også fik skæld for 5. december, idet jeg i henhold til den bryske skulle have sørget for at blive uddannet i, hvor meget der skulle injiceres.

Undervejs har jeg været hos den sødeste diætist et par gange, hun skulle checke om kosten var ok (hvilket den heldigvis var). Diætisten fortalte, at det var ganske naturligt, at 8 af de 20 kg. jeg tabte i løbet af et par måneder var kommet på igen, alt andet ville have været unaturligt, idet det jeg havde tabt var fugt fra kroppens celler. Vi fik også en snak om hvor meget insulin jeg injicerede og da jeg fortalte hende, at jeg injicerede efter hvad jeg mente var nødvendigt og alt afhængig af hvilket måltid jeg skulle have, fik jeg at vide at det var ok, det var det man skulle frem til.

Siden jeg er overgået til ”hospitalsovervågning”, har jeg af og til indtrykket, at min diabetes er noget, som jeg har lånt på hospitalet og at jeg skal passe ekstremt godt på den ellers får jeg skæld ud. Hvordan jeg skal passe på den, det er op til mig selv. Dog har jeg 3 eksperter til at hjælpe mig, men jeg føler ikke altid, at de følger helt samme kurs. Jeg har et par gange forsigtigt ymtet lidt om, at jeg gerne vil tilbage til kontrol hos egen læge, internisten (den bryske polske) siger, ja nu må vi se og den ene gang jeg har stiftet bekendtskab med diabetes sygeplejersken, fik jeg af hende at vide, at det kunne der overhovedet slet ikke blive tale om, for en diabetes 1 har en praktiserende læge ikke forstand på!

Men i det store og hele går det meget godt, hvis jeg altså jeg holder mig langt væk fra forkølelser. Heldigvis bliver jeg hvert år inviteret til at deltage i influenza vaccination, jeg håber det er nok til at holde diverse onde baciller langt væk.

Grundet det hollandske sygesikringssystem henter jeg min medicin på apoteket ”gratis”. Vi betaler 286,78€ tilsammen om måneden til den valgte sygesikring (der er utroligt mange at vælge imellem) plus vi her i 2012 har en selvrisiko på 220 pr. person, den er i 2013 sat op til 350€, men så er sygesikringen til gengæld faldet med hele 4 €.

Ud over, at jeg selv skal være mere aktiv udi aftaler med hvem og hvornår, føler jeg at der bliver taget meget godt hånd om mig og jeg har en ide om, at som tiden går, så finder jeg nok også ud af hvordan jeg skal tackle de kloge mennesker på hospitalet ☺. I denne tid med de mange søde fristelser sniger der sig også af og til et par indenbords, men er jeg inde i en supergod periode som lige nu, så klager blodsukkeret ikke over et lille stykke chokolade, et glas vin eller øl kan jeg også nyde igen, hvis bare jeg sørger for at jeg drikker 3 x så meget vand undervejs ☺.