mandag den 6. maj 2013

Amsterdam og Pure Markt.

Siden jeg sidste efterår for første gang hørte om ”Pure Markt”, har jeg gerne villet dertil, men markedet afholdes hovedsagelig i og omkring Amsterdam og det er ikke så lige en sag, at få husbond lokket med dertil. Endelig i går lykkedes det at komme til marked og det lykkedes endda at få husbond lokket med, selv om han ikke var overentusiastisk.

Af og til kan man købe billige togbilletter hos Kruidvat, Hema eller Blokker, de koster omkring 15 € og kan bruges til at rejse rundt i hele Holland i en dag. Jeg plejer som regel at købe et par billetter, når tilbuddene er der, fordi jeg et par gange om året mødes med en veninde i en af Hollands storbyer. Der findes billetter både til weekend og hverdage og jeg havde på et tidspunkt ved en fejl fået købt weekendbilletter, men de kunne meget passende bruges i går.

Klik på billederne hvis du har lyst til at se dem i større format.

Den BoschDen Bosch1

Der opstod lidt stress inden vi skulle af sted, idet vi opdagede at vejrguderne havde bebudet sommervejr og sommertøjet endnu ikke var kommet frem fra vinterhiet. Men det hele lykkedes, vi kom af sted og det endda i sommertøj.

Pure Markt1Pure Markt3

”Pure markt” i Park Frankendael indeholdt alt hvad hjertet kunne begære indenfor lækkerier. Det være sig vin, diverse slags sunde safter, cider, chokolade, charcuteri, kager, store flotte hollandske jordbær og alverdens forskellige tilberedte madvarer. På indkøbslisten stod honning (det blev til 3 glas) og en økologisk vaskebold, som jeg har læst en del om og som jeg gerne vil vide, om det er noget der er værd at investere i (men den fandt vi ikke).

Pure Markt4Pure Markt5

Pure Markt6Pure Markt10

Pure Markt8Pure Markt9

Pure Markt11Pure Markt12

Vi smagte hvedegræssaft fra ”TarwegrasKoning.nl”, en drik der i henhold til sælgeren var den sundeste saft på jorden, men det blev nu ved den ene snaps. Sælgeren gled lidt af, da jeg kom ind på, at græsset der blev brugt voksede i provinsen Zeeland, idet netop Brabant og Zeeland tilhører den del af Holland med størst forurening.

Tarwegrassap1Tarwegrassap

Området omkring parken var også værd at ofre lidt opmærksomhed.

Park Frankendael1Park Frankendael2

Tilbage på stationen, hvor tog fyldt med glade fodboldtilhængere rullede ind på perronen tæt efter hinanden. Ajax havde vundet landsmesterskabet over Willem II fra Tilburg og stemningen var meget løftet. Der var politi overalt, men vi så ikke på noget tidspunkt, at de var nødt til at gå i aktion, heldigvis.

Amsterdam-Amstel2Amsterdam-Amstel1

Mens vi stod og ventede på sydgående tog, blev husbond ringet op fra sit arbejde og hans mødetid mandag morgen blev ændret fra kl. 03.45 til 07.00. Det gjorde, at der ikke var nogen vej udenom, han måtte ofre sig og med en tur til centrum.

Amsterdam1Amsterdam2

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er vild med Amsterdam (godt at vi er flere, Mai-Britt), stemningen, gaderne, hyggen og charmen.

Amsterdam3Amsterdam4

Jeg elsker de forskellige kulturer blandet sammen og jeg har en forestilling om, at det må være lettere at være udlænding der, end det er her i Brabant, hvor man må lægge øre til mange spydigheder.

Amsterdam5Amsterdam6

En helt igennem perfekt dag med et vidunderligt vejr og godt selskab, hvad kan man ønske sig mere ☺.

12 kommentarer:

Rejen sagde ...

Der ser hyggeligt ud i Amsterdam, det er en by jeg gerne vil besøge engang. :-D

Jønne sagde ...

Jeg kan nu ikke forstå at Frank ikke gider med dig på marked! Det er da i det mindste bedre end at blive slæbt med rundt i 10 almindelige butikker!
Det siger du bare at jeg har sagt!!! Der er da som regel et eller andet af interesse sådan et sted. Har du aldrig haft ham med på Hjallerup marked? Eller det er måske derfor han har fået nok.

Stegemüller sagde ...

Jeg har aldrig været i Amsterdam, men jeg har faktisk flere gange overvejet at tage en storbyferie dertil.

Sikke et dejligt marked I oplevede. Jeg synes, det er så inspirerende at gå på markeder, og jeg får altid lyst til at købe en hel masse.

Fruen i Midten sagde ...

Hvor dejligt, at I også kunne få tid til en tur ind til centrum af Amsterdam. Vi var der på en hu-hej turist-tur for nu snart tre år siden, og det er da bare den skønneste by :-)

Ellen sagde ...

Ha, du er skarp, Annette: hvor fint, at du lige får fyret sådan en som den med din tvivl om sundhedstroværdigheden af det der hvede-halløj :-)

Jeg synes det er meget tankevækkende, at både du og Mai-Britt fortæller om, hvordan I bliver drillet mht. sprog, udtale og andre ting, som I tilsyneladende falder igennem med, set med en hollænders øjne.
I DK tuder den ene halvdel af befolkningen den anden halvdel ørerne fulde med, hvor racistiske og intolerante vi er som folk betragtet, men hvor mange af os kunne mon fx drømme om at konfrontere folk direkte med en eventuel halvtyk accent?
Jeg må sige, at jeg synes de er lidt stride ind imellem, de hollændere :-)
Bortset fra det, må jeg give dig ret i, at Amsterdam er en rigtig dejlig by :-)

Annette sagde ...

Rejen, når man kommer lidt væk fra de mest befærdede gader, så er der hyggeligt, meget endda.
Mon ikke det vil lykkes for dig på et tidspunkt ☺.

Annette sagde ...

Jønne, jeg har sagt det ☺. Frank indrømmede, at han faktisk var positivt overrasket.
Da vi gik fra toget, gik der en ung dame foran os, hun var iklædt lange gevandter (lignede nok det vi ville have kaldt en hippie i min ungdom) og Frank mente, at vi bare skulle følge hende, så kom vi til markedet i stedet for at bruge min håndskrevne rutevejledning ☺.
Men det viste sig, at hovedparten af de der var på marked var ganske almindelige mennesker ☺.
Jeg har en tilståelse! Jeg har aldrig nogensinde været på Hjallerup marked! Ja, det er en stor fejl, jeg ved det godt. Af samme grund har Frank heller aldrig været der ☺.

Annette sagde ...

Stegemüller, jamen det kan da sagtens nås endnu ☺.
Men pas på, indtil 2000 havde jeg heller aldrig været i Amsterdam og nu bor jeg godt og vel 1 times kørsel derfra. Så nu ved du hvordan det kan gå ☺.

Jeg har det på præcis samme måde, jeg ville have fyldt rygsækken og diverse indkøbsnet med alverdens goder. Men grundet transporten blev det ikke til så meget, heldigvis for så var vi nok ikke kommet omkring centrum ☺.

Annette sagde ...

Fruen i Midten, helt enig!
Jeg plejer ganske vist at slå et slag for resten af landet, som også er vidunderlig.
Men Amsterdam er speciel, alle de kulturer blandet sammen, hyggen og charmen, man kan bare ikke få nok af det ☺.

Annette sagde ...

Ellen, den måtte knibes ud gennem sidebenene. Jeg havde tilfældigvis et par dage forinden markedet læst en artikel omkring forurening hernede sydpå og havde det i frisk erindring ☺.

Jeg er så enig med dig. Holland er kendt for at være et land med meget åbne arme, alle er velkomne og der er på sigt brug for arbejdskraft fra andre lande osv. Men spørger du den enkelte hollænder, så tror jeg hellere de vil se ryggen af alle udlændingene. Dog tror jeg at vi som vesteuropæere, har det lettere end andre kulturer.

Jeg husker for nogle år siden, hvor det meningsdannende hollandske ugeblad "Elsevier" beskrev den danske invandrerpolitik og derunder også racismen og intolerancen som Danmark er kendt for. På bladets forside stod "Hvad kan vi lære af danskerne" (jeg har bladet endnu).

Jeg tvivler også stærkt på, at man vil konfrontere en udlænding med en anderledes accent/kultur i Danmark på samme måde som her. Men selvfølgelig er det også afhængig af, hvor man opholder sig i landet. Hernede sydpå er der ikke så mange udlændinge (udover tyrkiske familier, hvor mændene kom hertil for at arbejde tilbage i begyndelsen af 70´erne).

Men det skal siges (skrives), at jeg også kender en del mennesker, som synes, at det er interessant at kende en dansker og gerne vil høre hvordan tingene foregår i Danmark, dem samler jeg på og nyder at være sammen med.

Lene sagde ...

Jeg ville kunne trille fra det marked, jeg kom nemlig til at klikke kagebillederne større ;-) hold da op de så lækre ud.
Og jeg drømmer om en storbyferie til Amsterdam med min familie.

Annette sagde ...

Lene, af samme grund holdt vi os lidt tilbage (indrømmet, det var også fordi vi ikke orkede at slæbe så meget ☺).
På kagebilledet er der i nederste højre hjørne et fad chokoladekager! Jeg købte en af dem, den var intet mindre end fantastisk. Sammen med kagen fik jeg et langt foredrag omkring forholdet mellem USA og Canada fra den amerikanske sælger, idet opskriften på kagen var canadisk.

Tror du ikke det nok skal lykkes på et tidspunkt med en Amsterdamtur.