mandag den 3. juni 2013

Roen har sænket sig i det lille hjem…..

Efter en forfløjen uge er der endelig faldet ro i det lille hjem. Misse sover på sofaens ryglæn uden at frygte at små barnehænder finder vej til hende, vaskemaskinen har snurret lystigt hele dagen og rengøringen er næsten klar, så det lille hjem igen kan ligne sig selv.

Misse1

Forrige lørdag var vi på heldagsbesøg i Amersfoort hos vore dejlige venner, Walter og Gre. Det er altid en stor fornøjelse at besøge dem og jeg glæder mig hver gang vi ses over, at jeg tog kontakt til dem efter jeg var flyttet herned. Jeg har tidligere været omkring, at Walter kom til mine bedsteforældre i Brovst efter 2. verdenskrig for at blive fodret op. Der opstod et tæt bånd mellem de 2 nationaliteter og Walter blev som en søn af huset. Efter min mormors død i 1990 og min mors i 1991 ebbede kontakten ud, for at blive genoptaget efter jeg forlagde residensen til det hollandske.

I løbet af eftermiddagen kørte vi sammen med værtsparret en tur til Spakenburg. Det er ikke første gang jeg har den by oppe og vende og det bliver nok heller ikke sidste, for jeg kan så godt lide at komme der.

Spakenburg1

I lørdags var byen ikke så indbydende som vanligt, idet der både blev afholdt byfest samt Eemmeer stafetløb, et løb på 50 km i området omkring Spakenburg og nabobyen Bundschoten. Der var tilskuere, løbere og biler overalt, derfor nøjedes vi med at gå en tur på havnen, hvilket jeg absolut ikke havde noget imod, da det er mit favoritsted i byen.

Spakenburg2Spakenburg3

Spakenburg4Spakenburg5

På havneområdet har man netop færdiggjort 2 flydende modelhuse. Det er planen, at der i alt skal bygges 15 huse, alle med udsigt over Spakenburg havn til den ene side og Eemmeer til den anden. Det ville ikke være så ringe et sted at bo og hvis der findes interesserede købere, så ligger prisen mellem 399.000 og 445.000 € plus det løse.

Mandag var jeg igen på farten, turen gik til den sydlige del af Belgien. Vejret var ualmindelig dejligt, helt uventet havde vi den smukkeste blå himmel og fuld sol, egentlig lidt synd at tilbringe dagen i en bil, men pyt jeg nåede at få strikket 1½ sok til svigersønnen samt læst en del.

Postkasse

Hvis nogle skulle mangle en ide til en robust postkasse, så gives ideen hermed videre. Den stod i det sydlige Belgien lige ved den franske grænse og så vidt jeg kunne se var den lavet af gamle jernbanesveller ☺.

MotorvejskunstMotorvejskunst i Belgien ☺.

Som den forfløjne kone jeg nu er, når chancen byder sig, tog jeg med til Tyskland tirsdag. Igen en dag med et fantastisk vejr. Dog er blodsukkeret ikke så fjollet med at sidde stille for længe og jeg var tirsdag klar over, at der skulle en hel del bevægelse til resten af ugen for at veje op på 2 dage i en bil.

Statskraft DE1Statskraft DE2

Statskraft DE3Statskraft DE4
Kønt er der ikke hos Statskraft i Hürth-Knapsack  Nordrhein Westfalen.

Onsdag og torsdag blev det til lidt cykling, desværre ikke de helt store afstande, den længste var ca. 20 km. Fredag formiddag var en stor dag for mig, jeg kunne da hente mit nye kørekort, endnu et plastik kort til den store samling, men et meget vigtigt et. Mit gamle kørekort udløber 14. juli og pga. diabetes måtte det store maskineri startes op. Undervejs fik jeg af en læge at vide, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis CBR (den instans der står for bl.a. udstedelse af nye kørekort) ikke ville forny kortet pga. de mange hypoer (når blodsukkeret pludselig bliver for lavt). Men, men alt lykkedes og jeg er glad.

Fredag eftermiddag dukkede vort hollandske barnebarn Merijn på 13 måneder op sammen med sin mor. Og så skal jeg ellers love for at der har været aktivitet lige indtil søndag eftermiddag, hvor vi afleverede ham. Han er en skøn knægt, altid glad og tillidsfuld. Sover med det samme han bliver puttet i seng og vågner op med et stort grin.

Merijn1

Vi havde fået at vide, at Merijn var syg og moderen havde spurgt om vi godt ville passe ham alligevel, men ud over lidt forkølelse, hvilket var meget naturligt, eftersom der var 4 tænder undervejs på en gang, mærkede vi ikke noget til sygdom.

Merijn2Hvorfor pokker knægten altid smed den ene sko og sok fandt vi aldrig ud af.

Den eneste, der havde en hård weekend var Misse, der af og til måtte løbe for livet, når de små barnefingre kom for tæt på. Hun har praktisk talt sovet siden Merijn blev kørt hjem. Indrømmet hun er nok ikke den eneste der er lidt mat i sokkerne, vi 2 gamle er altså ude af træning med at være på hele tiden. Men hyggeligt har det været, ingen tvivl om det.

17 kommentarer:

Henny Stewart sagde ...

Kattes tolerance over for små barnehænder kan ligge på et meget lille sted.

Det er sjovt med de husbåde, som jeg har forstået det, startede det med, at nogle hippier lavede billige boliger på den måde. Men de priser du nævner - plus det løse - er da absolut ikke billigt, ikke efter mine begreber. Men huse er måske dyrere i Holland?

Annette sagde ...

Henny, jeg tror også at det med husbådene blev startet af hippierne tilbage i vores ungdom, men er ikke sikker.
Disse husbåde er nybyggede, de 2 på billedet er showroomhuse og så vidt jeg har forstået bliver resten først bygget, når der har meldt sig købere.
Men huse/lejligheder/husbåde er generelt dyrere hernede, jeg tror du kan sammenligne priserne lidt med Københavnerpriser og så ligge lidt til. Men på den anden side set, når der skal brokkes så mange mennesker (knap 17 mill.) på mindre plads end DK, så må priserne jo skrues lidt op.

Mht. katte og barnehænder, så er den unge herre vant til katte hjemme. Misse var både interesseret og hundeangst. Men alt i alt gik det uden skrammer.
Sov godt.

Madame sagde ...

Sikke nogle dejlige billeder du har taget, Annette - og det er nogle spændende udflugter! Jeg kan slet ikke stå for jeres søde kat og kan forestille mig, at den måtte løbe for livet, da jeres barnebarn var på besøg :-)
Klem!

Fruen i Midten sagde ...

He he, stakkels Misse, godt den kunne flygte. Sikke nogle dejlige steder du har været. Holland har virkelig mange fotogene byer. Der skal godt nok ikke meget til at forrykke balancen med sådan en diabetes. Det må være træls, men du bliver bedre og bedre til det, gør du ikke?

Lene sagde ...

jeg kan godt forstå du er træt, det kræver sin kvinde at passe små børn, der ikke er ens egen, og det uanset om det er børnebørn eller ej :-)
Det er faktisk helt utroligt at der bor så mange i Holland, ikke så sært at køerne græsser helt op til storbyens højhuse, som vi en gang så, eller at man udvikler boliger til vandet

Ellen sagde ...

Det er anstrengende at være på hele tiden med små børn, men hold da op, hvor er det også dejligt :-)
I er hele tre gange så mange i Holland som i DK, men er der ikke noget med, at befolkningstætheden er endnu større i Belgien?
Pyh, siger jeg så bare!

Salix sagde ...

Du kommer sandelig omkring - både i bil og på cykel. Kun 20 km siger du; men jeg nynes nu, at det er meget godt klaret.
Skønne billeder fra dine ture, og som dig kan jeg også altid godt lide havneområderne. Sidste lørdag fik jeg frokost i Nyhavn! Skønt!

Annette sagde ...

Madame, ja det var en hård weekend Misse havde. Hun er nu tilbage til normaltilstand og lige så fræk som hun plejer at være ☺.
Klem

Annette sagde ...

Fruen i Midten, jo tak i det store og hele går det meget bedre. Men ind i mellem kommer der et par uger, hvor jeg intet kan kontrollere, til trods for sund kost og motion. Specialisten på sygehuset siger "Du vil have at alt skal gå efter en snor, men det gør det altså ikke!!!" ☺ ☺.

Holland er fyldt med smukke gamle byer, det er utroligt så meget man har gjort/gør for at bevare det gamle. Det er bare så dejligt.

Annette sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Annette sagde ...

Lene, ja er det ikke utroligt, at så mange mennesker kan puttes ind på så lidt plads ☺.
Og naturligvis kommer der flere og flere af os udlændinge til landet ☺. I begyndelsen undrede jeg mig over, at det var så eftertragtet at købe et fritstående hus, men nu forstår jeg det bedre, for der er ikke så mange af dem.

Annette sagde ...

Ellen, du gjorde mig nysgerrig og det skulle selvfølgelig lige undersøges, befolkningstætheden altså ☺. Jeg har fundet ud af, at efter Malta, er Holland det tættestbefolkede land i Europa, 490 indbygg/Km2, hvorimod Belgien har 356 indbygg/Km2. Selv om Belgien også er godt med hvad angår bilkøer m.m., så kan det også godt mærkes, at der er flere indbyggere her.

Mens vi havde Merijn, tænkte jeg flere gange på, at vi på et tidspunkt i dagspressen kunne læse om en 66 årig der var blevet mor. Jeg tror ikke helt hun vidste hvad hun gik ind til ☺ ☺.

Annette sagde ...

Lene, hvor må det have været fantastisk, at sidde i Nyhavn og spise frokost. Det er ikke noget der sker så ofte, hverken for dig eller mig. Jeg håber, at du har haft en skøn ferie i vort fælles fædreland.

Tidligere ville jeg også have ment, at 20 km. var meget langt, men efter jeg er begyndt på al det cykleri ☺, så regner jeg ikke en tur på 20 - 30 km. for noget. Hvem skulle have troet det for år tilbage ☺ ☺ ☺.

Rejen sagde ...

Du kommer da lidt omkring, og jeg kan godt forstå at både I og Misse var trætte, man har jo helt glemt hvor hårdt det er at have små børn. Godt at kørekortet blev fornyet så du ikker er afhænging af at have chauffør på. :-D

Inge sagde ...

Dejligt at kørekortet blev fornyet, selv om du jo ikke skal bruge det for at styre en cykel.. :-)
Der har været fart på hos jer, med både børnepasning og skønne ture.
Knus og god weekend.

Annette sagde ...

Rejen, ja det er jo et par dage siden vi selv havde små. Hvordan har du det, når du har dine børnebørn?

Jeg havde tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere hvis ikke jeg fik lov til at få kørekortet fornyet. Selv om vi har togstation 5 min. gang fra hvor vi bor, så alligevel bare tanken om ikke at kunne køre bil (lovligt), den var rædselsfuld.

Annette sagde ...

Inge, nej heldigvis så behøver jeg ikke kort til cyklen ☺ ☺.

Jo, efter et langt og meget træls forår, så er der endelig kommet gang i den igen hernede ☺.