Danmark dejligst……..

Øv altså, hvor er en uge kort tid, når man er i godt selskab og i skønne omgivelser.

Sent søndag aften returnerede vi til Holland efter en dejlig uge i Danmark. Huha, vægten var ikke glad, da jeg stod op på den mandag morgen, men det sker jo hver eneste gang vi er i Danmark, hvor familie og venner disker op med det ypperste fra køkkenet og alle de dejlige ting, som jeg savner lidt i hverdagen, pludselig er inden for rækkevidde ☺. Lige præcis denne gang var det noget skidt, fordi jeg skulle have været til check hos internisten på sygehuset i morges. Men det viste sig, at sygehuset den 12 juni - via brev - havde ændret aftalen til den 5. september. Bare havde jeg aldrig modtaget brevet og da jeg brokkede mig temmelig kraftigt, fik jeg at vide, at jeg ikke var den eneste, der ikke havde modtaget brev med ændringer afsendt fra sygehuset den 12. juni. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, nu er der et par ekstra uger til at få check på blodsukker og vægt ☺.

Ugen bød på mange dejlige oplevelser, selvfølgelig først og fremmest masser af kram fra verdens dejligste børnebørn.
Egentlig synes jeg, at vi nåede en hel del, selv om der desværre var besøg ,vi ikke nåede.

Min skønne faster på et par og 80 år bød på en overdådig frokost. Samme dejlige faster sørgede
også denne gang for at invitere en af mine fætre og hans kone til frokosten. Efter frokost blev lagkagen over alle lagkager sat på bordet sammen med en flødelagkage. Den fantastiske er brun og har mønster af hvid/brun glasur, præcis som den skal være og som den altid har været, min fætter og jeg mindes barndommens glade stunder, når vi ser den lagkage. Og jeg er slet ikke spor i tvivl om, at netop den kage bærer en del af skylden for badevægtens angstskrig mandag morgen.

Det blev til et par vennebesøg, aftenkaffe med rejemadder hos den søde pige der sørgede for, at jeg fik tilført lidt kultur, mens jeg boede i Brovst og en dejlig middag hos min skønne storesøster (altså ikke biologisk) og mand. Det med slægtskabet kommer sig af, at min storesøster har en del søskende og da jeg er enebarn, blev hun og et par af hendes søstre enige om, at jeg godt kunne blive indlemmet i familien og hvor er det pragtfuldt, at være del af en storfamilie. Storesøster og jeg har kendt hinanden siden 5. klasse og lattermusklerne bliver motioneret til overflod, når vi er på besøg.
I flere år har jeg drømt om at kunne trave rundt i Aalborg´s gader og bare kigge. Logisk nok, så har husbond ikke helt samme drømme. Det er tidligere sket, at vi har taget turene i gaderne sammen og jeg er ikke spor i tvivl om, at husbond har kedet sig gul og grøn, selv om han næsten ikke har brokket sig ☺. Det blev ved dette Danmarksbesøg til hele 4 timer i skarpt trav og med kameraet i hånden, det var stornydelse, gad vide om der er noget der hedder sådan, men sådan føltes det i hvert fald. Ok, jeg kom også til at gå ind i et par enkelte forretninger, bare et par! Ud kom jeg med 2 stykker Angulus fodtøj samt masser af the fra yndlings-the-forretningen. Imens jeg havde rendt rundt i byen, var min computer blevet ryddet og installeret påny, hvor heldig har man lov til at være?

Vi nåede skam også et par udflugter. Den ene var en skøn tur til ”Den gamle By” i Århus, hvor der var sket meget nyt, siden jeg sidst var der for 13 – 14 år siden. Vejret var vidunderligt og alt var bare så dejligt og storslået. Husbond og jeg besluttede, mens vi gik rundt i byen, at vi ved hvert af de følgende Danmarksbesøg ville indenom på vej til/fra Nordjylland, men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå med den beslutning. Det er ikke sikkert, at interessen er lige stor efter mange timers kørsel og Nordjylland indenfor rækkevidde ☺.
Lørdag gik turen til Faarup Sommerland, hvor vi sammen med verdens dejligste børnebørn og en god ven nød det gode vejr, det var der også hundredvis af andre der gjorde, så det gav lidt ventetid ved yndlingsattraktionerne. Så vidt jeg forstod, var det sidste åbningsdag inden efterårsferien og derfor vennedag eller hvad sådan noget nu hedder, når man må tage en ven med på ens sæsonkort. Også der er der sket meget, siden jeg sidst var der for mange år siden og det virker helt besynderligt på mig, at Karoline på meget snart 9 år ved hvor alt, inklusive toiletter, befinder sig i parken og jeg ikke.

Hvor har vi dog nydt at være i Danmark igen, glæder os allerede til næste gang ☺.

At ovenstående indlæg nærmer sig historie skyldes ene og alene, at jeg har dummet mig ☺. Jeg er så taknemmelig over af- og installation af min computer, men enkelte programmer hovedsagelig Live Writer, har ændret udseende siden jeg i sin tid downloadede programmet og hold da op, hvor har jeg ledt efter den del der har med billedredigering at gøre. I går aftes opgav jeg det hele og skrev indlægget i Blogger, men så forsvandt det første ord i hver linie i flere afsnit.  Men endelig efter næsten en uges roden rundt samt af- og installering af diverse udgaver af Live Writer fandt jeg ud af, at det savnede faktisk var lige for næsen af mig og jeg nægter at tro, at det har noget med præsenilitet at gøre☺.

Det kan da godt være, at hun har ret, hende journalisten meeeeeen……

Det hollandske ord for ældre (personer) er bejaarde! Altså beårede, et fint ord, synes jeg.
Jeg kan huske, da min bonusdatter for år tilbage havde weekend job på en cafe samtidig med at hun studerede. Hun fortalte jævnligt om alle genvordighederne, når busserne med bejaarde kom til caféen, af og til flere busser på én gang. Alle forventede at få det på turen indlagte traktement samtidig. De bejaarde gik ikke af vejen for at gribe fat i armene på det serverende personale, til trods for, at disse havde hænderne fulde af bakker fyldt med drikkevarer m.m.
En anden oplevelse med bejaarde havde husbond og jeg tilbage i 2007, da vi var på ferie i Tyskland. Vi havde hjemmefra bestilt hoteller rundt i midttyskland og ved et af hotellerne burde vi være kørt med det samme og lade bestilling være bestilling. På parkeringspladsen stod 3 turistbusser og nu husker jeg ikke længere, om det var 2 hollandske og 1 tysk bus eller omvendt.
Hold da op, aldrig har jeg oplevet noget lignende! Ved samtlige måltider stormede de bejaarde inkl. rollator og stok frem til buffetten, glemt var alt om pli og køkultur. Ved et af måltiderne blev jeg af en kørestolbruger bedt om at hjælpe med at øse op på tallerkenen, hvilket jeg gerne gjorde. Efter endt hjælp skubbede hun mig væk, for hun skulle videre i buffettens utallige retter. En aften havde vi valgt en anden menu end buffetten. Dette gjorde, at vi var tidligere færdige med maden end de bejaarde busturister. Vi gik derfor udenfor på terrassen med vores kaffe og det skulle vi aldrig have gjort. De bejaarde var rasende, fordi vi havde taget DERES bord og stole, til trods for, at der var nok andre. De blev ved med at kredse omkring os, indtil vi havde fået nok og forlod terrassen.
Hvor vil jeg hen med alt det? Jo, for et par uger siden hørte/så jeg i nyhederne en journalist omtale en 58 år mand som en bejaarde! Det har jeg gået og grublet over i et par dage, jeg er 61, opfører mig måske ikke helt som sådan, men jeg føler mig i hvert fald ikke som en bejaarde og jeg opfører mig i hvert fald slet ikke som en af ovennævnte☺☺☺.
Billederne er fra gårsdagens cykeltur, der gik til den lille hyggelige landsby Molenschot. Der er ikke meget i byen ud over et par autoværksteder, en af landsdelens utallige golfbaner, en kirke, en kro og en cafe og så opdagede jeg i går, at der også er en bager i byen. Underligt, den har jeg ikke tidligere set.  Gennem de 9 år, hvor vi har boet i den vestre del af Noord Brabant, har jeg stiftet bekendtskab med flere, der er bosiddende i Molenschot. Ud fra disse bekendtskaber, er jeg kommet til den konklusion, at man ikke sådan lige flytter til landsbyen. Enten er man født og opvokset der og finder sammen med en derfra eller flytter til landsbyen, fordi ens partner er født og opvokset der.
Gårsdagens cykeltur var hård, der stod megen vind og den blev ikke så lang, som det egentlig var meningen. Men i dag var hjemturen et rent mareridt, jeg havde stik modvind garneret med byger af og til, flere gange var jeg fristet til at stå af og trække cyklen, men de siger, at det er så sundt og det tror vi så på og cykler videre☺.
Apropos bejaarde, så ser forsiden på tillægget i dagens avis sådan ud ☺. Artiklen handler om, hvordan det kan være, at Buis (flimmerkassen) lefler for de bejaarde.

Så måtte der investeres…..

Jeg havde ellers sat mig for, at der ikke skulle købes mere fodtøj lige med det første, fordi der i skabet står op til flere par sko og støvler, der kun sjældent bliver brugt og de skulle først slides op.

Men så skete det, faktisk skete det allerede i det tidlige forår, da jeg stod i hestemøgsbjerget der ligger ved kolonihaven, at jeg opdagede, at der var et hul i denne ene af verdens grimmeste gummistøvler.

Der gik et par måneder, hvor jeg funderede over problemet med hullet. Gaffatape kan mange gange udvirke mirakler, men det ser altså ikke fikst ud på et par lyseblå gummistøvler med hvide blomster. Egentlig har jeg i flere år gået og sukket for at få et par Ilse Jacobsen gummistøvler, men jeg var helt på det rene med, at dem ville jeg nok ikke bruge i kolonihaven og at jeg derfor måtte have 2 par. Jeg så også hos Ellen, at hun havde købt de yndigste blomstrede gummistøvler, dem kunne jeg faktisk også godt se mig selv i osv. osv.

For et par dage siden besluttede jeg mig for at købe et par ikke særligt smarte grønne farmerstøvler og så se tiden an mht. indkøb af et par mere elegante. Indkøbet endte nu med at blive blåt og en anelse mere elegant end de grønne, for de havde alle lysebrune såler. Og jeg fandt ud af, at der er i hvert fald sket et eller andet med gummistøvle prisen siden jeg sidst købte, for de var dyre. At der så står Dunlop på siden af dem, ja det havde der for min skyld ikke behøvet.

Den næste investering var knap så dyr, for at være ærlig, så fik jeg dem næsten i nakken. De er totalt unødvendige, men da jeg så dem, var jeg pludselig i tankerne tilbage til de første år ud af de 20, hvor vi boede i Aabybro. Det blev dengang, uvist af hvilken årsag, en vane for min søde nabokone Irma og jeg hvert forår at købe en par espadrillos, farven var underordnet, men vi skulle bare have dem. Og mens jeg futtede rundt i Lidl for et par dage siden, da lå de der og skreg for at komme med hjem. De er nærmest sådan lidt skrigende pink og husbond kommenterede dem slet ikke, han kiggede bare ☺.

Rent bortset fra det, så har det regnet og det har regnet rigtig meget hernede den sidste uges tid. Da jeg i tirsdags var i haven, foregik havearbejdet ind i mellem bygerne, der var tilsat lyn og torden. Men jeg nåede at få fjernet ukrudt og ryddet lidt op, desværre måtte der også ryddes op i rosenkålene. Flere af de garvede havefolk i kolonihaven havde fortalt, at der var gået en eller anden sygdom i alle kålplanter der var plantet/sået før en bestemt dato og de havde kigget på min ene rosenkålsrække og sagt ”Dem kan du lige så godt smide ud”. Indtil tirsdag havde jeg tænkt ja, ja giv det nu lidt tid. Men pludselig begyndte rosenkålene at stinke helt afskyeligt råddent og jeg måtte jeg give de garvede ret. Heldigvis havde jeg kun en række, der er flere der har måttet smide mange kålplanter af forskellig art ud.

Pyntegræskarrene gror helt vildt, selv om jeg i Aabybro gennem flere år havde pyntegræskar i haven, har jeg da aldrig nogensinde set nogle i den størrelse, som jeg nu har. Husbond siger, hvor vil du gøre af dem, når de skal høstes? Og se det problem har jeg endnu taget stilling til, men mon ikke der kan findes en eller anden fiks og dekorativ løsning ☺.

Fortsat rigtig god weekend til jer alle ude i Blogland.

Jeg klager ikke, bestemt ikke!

Gennem det sidste månedstid er der blevet fyldt godt op på samtlige konti, det kan jeg godt leve højt på i et stykke tid.

Vi var så heldige, at den lille nordjyske familie kom omkring Holland på vej hjem fra campingferie i Italien. Og vi fik endda lov til at have guldklumperne boende i et par dage uden forældrene, det var ovenud dejligt og hyggeligt. Karoline på 8 var ikke spor i tvivl om, at hun gerne ville være her uden mor og far, hun er vant til at sove hos veninder og er med jævnlige mellemrum på weekend hos hjerteveninden, der desværre er flyttet til Aarhus. Kristian på 4 var mere tvivlende, men han tog det hele i stiv arm og holdt ud i 2 nætter, derefter ville han gerne være hos mor og far. Det passede egentlig Karoline udmærket, for så fik hun hele dobbeltsengen for sig selv.

Det var ikke det store vi fik lavet i de dage de var her, ud over at nyde at være sammen og endelig ikke at forglemme, at Karoline blev rigtig god til at strikke.

Den lille familie havde hjembragt de mest fantastiske fødselsdagsgaver fra det italienske. Helt ud over forventning, idet jeg allerede havde modtaget en lydbog via e-mail på selve fødselsdagen. Skålen passer perfekt ind i stuens farver og glassene, de er bare så lækre og dejlige at drikke af.

Min hollandske bonusfamilie har også sørget for dejlige input. Merijn på godt og vel 2 bliver så stor, der er fuld gang i ham hele tiden og lige pt. er det fodbold, der er den helt store dille. Lillebror Imre er bare så nem, jeg tror han er den nemmeste baby jeg nogensinde har oplevet (i hvert fald når vi er sammen med ham, det kan godt være forældrene af og til ser en anden side ☺).

Der har også været dejlige venindebesøg siden sidst.

Veninden fra det midtjyske var på besøg hos svigerforældrene og det lykkedes os at mødes hele 2 gange, mens de var i Holland. Veninden og jeg  traf hinanden i sin tid, da vi begge arbejdede hos Ericsson og der var dengang som nu altid nok af emner at drøfte. Veninden flyttede tilbage til Danmark for en del år siden sammen med sin hollandske mand og deres søn. Familien er i mellemtiden blevet udvidet og heldigvis kommer de jævnligt på besøg i Holland. Det gør slet ikke besøgene ringere, at der som regel er en stor stak danske blade med ☺.

Det sjove er, at veninden er jævnaldrende med min datter og jeg med hendes mor, men det har nu aldrig afholdt os for at finde samtaleemner ☺. Denne gang snakkede vi så meget, at Misse  fortrak til andre lokaliteter, for at slippe for al den danske kvindesnak.

En anden sød veninde, engelske Rosemary og hendes nye mand har været til brunch, rigtig hyggeligt. Og så vidt jeg kunne høre, kneb det ikke for mændene, der ikke tidligere havde mødtes, at finde emner at tale om. Rosemary og jeg mødte hinanden, da vi begge arbejdede hos FEI, vi siger ofte til hinanden, at det bedste der kom ud af de arbejdsforhold var, at vi traf hinanden ☺.

Jeg fik den yndigste lille porcelænsdåse og jeg mener, at kunne huske, at min mormor havde en lignende, hvori der altid lå små pastelfarvede pebermyntepastiller, gad vide om man stadig kan købe sådanne?

Ellers er det haven der er blevet prioriteret. Efter mange dage med varme er vi igen tilbage til det normale, hvilket vil sige vekslen mellem regn og sol, hvilket gør at ukrudtet skyder i vejret. Der er blevet plukket og spist squash på mange forskellige måder til trods for, at husbond før høst egentlig havde meldt ud, at han ikke var særlig vild med squash. Men jeg tror han har forandret mening, især den aften der stod squashsuppe på menuen ☺.

Der er blevet plukket og syltet agurker, intet mindre end 8 glas og lige pt. funderer jeg over, hvad mon jeg kan bruge resten til, for de gror som ukrudt. Den kolde agurkesuppe, som jeg fandt på nettet, tror jeg ikke lige er sagen. Yderligere er der blevet lavet Balsamicopesto i rå mængder og det er ved at være tid for høst igen, så det ender nok med at fryseren bliver fyldt med pesto.

I øvrigt har jeg lige set på Facebook, at der KUN er 20 fredage til jul, det er alt, alt for lidt. Men jeg klager ikke, det har jeg bestemt heller ikke grund til ☺.

Ud og se med NS…..del 2.

Egentlig var det meningen, at den sidste togbillet skulle bruges på en tur til Pure Markt i Amsterdam. Husbond var godt tilfreds, for så slap han for at komme med. Men den hollandske vejrudsigt blev ved med at forudsige 80% chance for regn søndag og selv om jeg gerne ville på marked, så synes jeg ikke, at tanken om at gå rundt i silende regn var særligt tiltrækkende.

Sidste gang jeg kiggede på vejrudsigten var fredag formiddag ved 9 tiden og der var ingen ændring. Derfor blev der taget en hurtig beslutning, den sidste togbillet skulle bruges samme dag og i løbet af meget kort tid (utroligt så hurtigt tingene kan gå, når de skal), var jeg klar til at tage af sted.

Min første ide, var at besøge Nijmegen for at snuse til stemningen, før Nijmegen marchen løb af stabelen, men da jeg stod på stationen og ventede, så jeg at toget, som jeg skulle med det første stykke, kørte direkte til Utrecht, og det blev så Utrecht, der blev målet for dagens udflugt.

I Noord Brabant var vejret trist, gråt og koldt, mens jeg stod og ventede, overvejede jeg, om jeg skulle løbe hjem efter en jakke. Men da jeg nåede Utrecht, var der varmt, rigtig lummervarmt, alt klæbede og jeg fortrød bittert, at jeg havde valgt at tage lange bukser på.

Jeg har desværre måttet sige farvel til en taske, det var et stort forlis, idet den blev brugt næsten dagligt, den passede så fint i cykeltaskerne. Jeg ved ikke præcist, hvornår jeg købte den, kun at det var før 1997, så det er vel egentlig ikke af storhed, at der måtte en ny til. Et af dagens mål var at finde en erstatning og det lykkedes inden for den første halve time i Utrecht. Den er ikke ganske vist ikke så pæn som den gamle, men til cykeltasken er den fin nok.

Mens jeg travede rundt i byen og svedte tran, fandt jeg pludselig den yndigste lille oase, som jeg ikke tidligere har set. I nærheden af domkirken, bag Steven Sterks boghandel ligger ”Flora´s hof”.

Jeg har senere fundet ud af, at biskoppens palads tidligere stod på denne skønne plet. Der har også været plantage på stedet, men den fik lov til at forfalde og stedet lå øde og forsømt hen. I 2007 blev der oprettet et stiftelse ”Flora´s Hofs venner” og i slutningen af 2009 var man klar med en basishave. Alt arbejdet foregår på frivillig basis og det hele var bare så fint. Stedet indbyder til at sidde og tænke lidt over livet og enkelte havde valgt at spise deres madpakke på stedet.

Frokosten blev indtaget hos “Olivier”, den dejligste cafe, som jeg engang blev præsenteret for af Jeanette fra Hengelo.

“Olivier” ligger i den tidligere schuilkerk Maria Minor, der stammer fra 1860. En schuilkerk vil sige, at det er en bygning, hvor man udefra ikke kan se, at det er en kirke, altså en skjult kirke. At kirken udefra ser ud som et almindeligt beboelseshus, skyldes at det i det 16 århundrede under reformationen og billedstormen kunne være farligt at vise sin tro og gå i kirke.  For at lade restauranten bevare så meget af bygningens oprindelse som muligt, har man blandt andet bevaret kirkens orgel. Der er næsten ikke tid til at spise, når man er hos “Olivier”, der er bare så meget at kigge på.

En anden idyllisk lille plet midt i Utrecht er Pandhof Sinte Marie med den fineste korsgang.

Igen et rent tilfælde, at jeg opdagede den lille have. Jeg kom gående på fortovet og hørte den smukkeste korsang fra en bygning, der viste sig at være musikkonservatoriet og mens jeg stod og læste skiltet på bygningen, opdagede jeg haven.

Korsgangen, der stammer fra 100 tallet tilhørte oprindeligt Mariakirken, der blev revet ned i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet. Det var begrænset, hvor meget jeg kunne vandre rundt derinde, idet man var i gang med en bryllupsfotografering.

Efterhånden kunne jeg godt mærke, at 2 dage i træk med mange kilometers traveture, havde vakt liv i muskler, hvis kendskab jeg nok lidt havde glemt.

Jeg måtte lige have Douwe Egberts thekande med, da jeg var undervejs til stationen ☺.

Ud og se med NS……del 1.

Sidste uge bød på 2 dejlige udflugter, den ene til den Haag og den anden til Utrecht.

Vi havde 2 billige togbilletter liggende af typen “Rejs en hel dag for xx €”, de skulle bruges inden i dag, mandag. Jeg havde gemt dem, fordi jeg ville invitere husbond med til Pure Markt (et marked, hvor produkterne bliver solgt af producenterne) i Amsterdam, men de søndage, hvor der var marked, var vi forhindrede eller omvendt og pludselig nærmede vi os udløbsdatoen. Egentlig tror jeg, at husbond var ganske godt tilfreds med, at det ikke lige lykkedes med Pure Markt, for selv om han på et tidspunkt sagde, at markedet var bedre end han havde forventet, så tror jeg, at han har 1000 andre måder, han hellere vil tilbringe søndagen på ☺.

Jeg var heldig, at Mai-Britt, havde tid til at vise mig den Haag i torsdags. Jeg har kun været i byen på 3 meget korte visitter, men den forekom mig spændende og interessant og så absolut en by, der kunne bruges en del tid på.

Det lykkedes os, stik mod al forventning, at finde hinanden allerede i toget og fra stationen gik det i rask trav til Douwe Egberts, hvor dagens første kop kaffe og det mest vidunderlige stykke brownietærte blev indtaget.

Hold da op, hvor fik vi travet, mine ben er stadig ikke helt tilbage til normaltilstand ☺. Vi var i Tiger, der hernede hedder Flying Tiger, hvor jeg bl.a. fik købt grydesvampe nok til et år eller to.  Jeg kan sagtens købe grydesvampe her, men det er de kedelige gule med grøn ”skrubbedel” og jeg vil så gerne have nogle med flere farver. At de så også havde dem i hjerteform, det gjorde jo ikke sagen ringere.

Ud over kaffen hos Douwe Egberts, fik vi frokost i Bijenkorf, Hollands eksklusive og meget dejlige stormagasin. Jeg har engang for lang tid siden, set et par Ilse Jacobsen gummistøvler i et andet Bijenkorf stormagain og var nysgerrig efter at se, om der skulle stå et par i min størrelse på udsalg og råbe om at komme med hjem. Men det er åbenbart ikke sæson for gummistøvler, for vi kunne ikke finde dem.

Der blev heldigvis også tid til at sidde på den skønneste plads og indtage kolde drikke, for der var varmt, rigtig varmt.

Vi nåede at se kongens arbejdsplads Paleis Noordeinde, både fra for - og bagsiden. Bag paladset var der det skønneste lille åndehul, Paleistuin, med skønne blomster og kølende træer.


Vi var i Binnenhof, det smukke gamle centrum for den Nederlandske politik.

En lille detalje fra den fine fontæne, der stammer fra 1885.

Selv om benene var begyndt at afgive signaler om, at de egentlig synes, at de havde fået nok for én dag, lykkedes det os at trave til Fredspaladset, den fantastisk smukke bygning, der er rummer hovedsædet for Den Internationale Domstol, Haagakademiet for international ret og Haagtribunalet. 

 
Jeg havde ladet kameraet blive hjemme, mestendels fordi jeg lige har fået ny mobil med et meget bedre kamera end den gamle mobil havde, men også fordi vægten i tasken skulle minimeres, idet jeg vidste, at Mai-Britt havde blade med til mig ☺. Selv om jeg er ganske godt tilfreds med mobilens kamera, så lykkedes det alligevel ikke at fange et ordentligt billede af Fredspaladset i det stærke modlys.

Bygningen var netop lukket for offentligheden, da vi ankom. Vi benyttede i stedet lejligheden til at hvile vore trætte ben på bænken udenfor hegnet og kigge på alle medarbejderne der forlod jobbet, sjovt nok så var de færreste ret mange dage over 30, hvorfor mon?
På et tidspunkt sidst på dagen, stod vi ved et bykort for at finde ud af i hvilken retning vi skulle bevæge os for at finde stationen. Vi stod udenfor den skønneste gamle bygning, som Mai-Britt tidligere på dagen havde vist mig ”Het Gouden Hooft”. Tilfældigvis opdagede jeg fredag aften, at der på lokalsenderen TV West, var en udsendelse om renovering af bygningen, et kæmpearbejde, der resulterede i, at der nu er både klub i kælderen og hotel øverst i bygningen, der er Den Haags ældste kro og stammer fra 1423. Desværre viser billedet ikke bygningen i al sin pragt.
Den Haag er en dejlig by, en skøn blanding af nyt og gammelt og med uendelig megen historie samlet på et sted. Jeg synes ikke man har opfattelsen af, at man går rundt i en by med godt og vel ½ mill. indbyggere.
Det var 2 trætte tøser der satte sig i toget ved 7 tiden om aftenen ☺.

Hvor bliver tiden dog af?

Jeg forstår det ikke! Hver eneste gang jeg endelig har skrevet et indlæg på bloggen og kigget alle mine yndlingsblogge igennem, beslutter jeg, at jeg fremover vil være mere aktiv, men jeg har lige konstateret, at der faktisk er gået en hel måned siden bloggen sidst har været åben. Hvor bliver tiden af og hvordan i alverdens riger og lande lykkedes det mig tidligere at få proppet en 55 – 60 timers arbejdsuge (plus transport selvfølgelig) ind i kalenderen? 

Hvis jeg havde været mere aktiv, så havde jeg måske også fundet ud af noget før, at skribenten bag en af de blogge, som jeg længst har fulgt, for øjeblikket befinder sig på ferie i Holland.

Og hvad er tiden så blevet brugt til siden sidst?

Selvfølgelig har der været havearbejdet, som jeg har nydt. Lige nu står det lidt stille, for der er ikke så meget at komme efter, jeg venter på græskarrene og de udendørs agurker. Vi har hentet mange, rigtig mange kartofler, jeg kan ikke huske, at vi tidligere har spist så mange kartofler som i dette forår, desuden er  kartoffelavlen også kommet naboerne til gode. Næste år skal kartoffelstykket minimeres en del, men indtil videre er der kartofler nok til de næste måneder (også til naboerne) og jeg skal have fundet ud af, hvordan jeg bedst muligt opbevarer de resterende. Et par squash er det også blevet til og nu ligger der squashkage i fryseren. Vi har spist gulerødder i kilovis og en del ærter. Det med ærterne blev ikke til så meget, for der måtte vi dele med mågerne. Vi, altså mågerne og jeg, har også måttet deles om rosenkålen. De nåede at få spist alle bladene i en række, inden jeg fik sat net over, men nu er det slut, de sidste 1½ række deler vi ikke med nogen ☺.

Vi har lavet jordbær- og solbærmarmelade samt solbærsaft, hvor har det været hyggeligt igen at kunne lave det af egen avl. Mens Jeanett var mindre, havde jeg en ide om, at hun ikke skulle udsættes for diverse E-numre og lavede derfor selv saft. Jeg delte en saftkoger med nabokonen, der havde samme syn på tilsætningsstoffer som jeg. Da vi flyttede fra Aabybro i 1997 overgik saftkogeren til nabokonen, men jeg må indrømme, at jeg har savnet den, for det er unægtelig noget lettere med sådan én i huset.

Apropos marmelade, så har husbond gennem mange år haft en favorit, det er Mackays ”Orange marmade with whisky”. Tidligere kunne den fås overalt, det kan Mackays marmelader stadig, bare ikke den med whisky. De eneste butikker vi har fundet, der er leveringsdygtige, er Delhaize supermarkederne i Belgien. For et par uger siden hørte husbond i radioen, at man ville lukke adskillige Delhaize afdelinger og en lørdag gik marmelade jagten ind. Lageret skulle fyldes op og det lykkedes at finde 8 glas i 2 forskellige forretninger. Alt i alt vil jeg tro, at vi med det hjemmelavede har marmelade nok indtil næste sommer og endda et par måneder længere☺.

I haven har mine medhavelejere bygget det yndigste lille hus, hvor vi har plads til haveredskaber m.m. Det er bare så fint og jeg har tænkt på, om ikke jeg skal foreslå, at vi skal male det lyserødt og sætte blomstrede gardiner op ☺.

Jeg har været til kvartalscheck på sygehuset i forbindelse med min diabetes og alt var godt. Jeg dansede næsten ud af lokalet efter den besked, for det har været et barsk forår. Min revnede akillessene (fra 23. december) har haft stor indflydelse på blodsukker/vægt og det har taget næsten 6 måneder, før alt var tilbage til normalen. Under besøget oplevede jeg at få ros for noget, som jeg aldrig nogensinde har fået rosende rod for, husbond påstår endda at de er underlige! Det drejer sig om mine fødder og jeg tror ikke at det var udformningen af samme diabetessygeplejersken roste ☺. Hun sagde, at min foddame havde gjort et meget flot arbejde! Nu er det sådan, at jeg er vanvittig kilden under fødderne og af samme grund har jeg aldrig turdet gå til foddame, så hvad der bliver gjort af nussen omkring mine fusser, det gør jeg selv med hjælp af en  oldgammel fodhøvl, men ros er da altid velkommen ☺.



De sene aftener og lidt af nætterne er blevet brugt på et uhyre spændende projekt inden for slægtsforskning. For mange år siden lovede jeg min søde veninde, som jeg har kendt siden 5. klasse, at forske lidt i hendes familie, det blev aldrig rigtig til noget før i november forrige år, hvor jeg i en kirkebog tilfældigvis så hendes farmors navn. Jeg fik meget travlt, idet min veninde fyldte 60 i foråret 2013. Det lykkedes at aflevere en tynd mappe til fødselsdagen, den indeholdt et minimum af data på de personer jeg havde nået at finde. Siden da er jeg gået grundigere til værks og jeg er nu i gang med 3. generation i familien. Det er altid sjovt at forske i en ny familie, se andre kirkebøger/folketællinger end man er vant til fra ens egen familie. Vi er vidt omkring i min venindes familie Vedersø, Hørmested, Brovst og sandelig også Washington.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville kommentere det, men siden Holland næsten står på den anden ende i disse dage, så må der et par billeder til ☺. Som jeg vistnok tidligere har skrevet, så har jeg ikke det fjerneste forstand på fodbold, men jeg synes da det er flot, at det hollandske team er nået så langt som det er.

Regnvejrshilsener fra Holland.

Amsterdam…….

Søde Jeanette fra Hengelo og jeg besluttede for et par måneder siden, at vore mænd trængte til at blive luftet og vi havde derfor inviteret dem med til Amsterdam i fredags. Meningen var, at vi ville besøge Rijksmuseum, som ingen af os havde set efter den store ombygning.

Vi mødtes udenfor Centraal station og første stop var Damrak, hvor vi under kaffen blev opdateret med hinandens gøren og laden siden sidst. Mens vi sad i solen og kiggede på turisterne, blev vi enige om, at vejret simpelthen var for godt til at gå på museum, det måtte vente til efteråret. I stedet ville vi lege turister og Jeanette foreslog, at vi skulle på marked, det var jeg selvfølgelig straks med på og “drengene” fulgte trop uden overhovedet at beklage sig ☺.

På vej mod det første marked i Albert Cuyp straat, fotograferede jeg på livet løs og det var som om et eller andet var galt, det kneb med at fokusere og der var en svag dis på alle billeder. Efter at have pudset både briller og linse uden det hjalp, tænkte jeg at det måtte være tid for nye briller, for kameraet kunne der bestemt ikke være noget i vejen med, da det ikke engang var et år gammelt.

 
Endelig, efter at have fotograferet de første 55 billeder, opdagede jeg hvad der var galt, kameraet stod til at fotografere med effekt! Og effekten var altså svagt dis og billeder der så lidt uldne ud i kanten. Altså ingen nye briller i denne omgang, jeg har ellers fået øje på en model, som jeg mente ville passe mig godt ☺. Hvis du kigger med her, så kan jeg berolige dig, det er hverken dine øjne eller briller der er noget i vejen med, det er bare mig der er en klovn.

Da vi nåede Amstelkerk, stod der mennesker overalt, langs med Prinsengracht, på fortove og  broer og alle var pænt klædt på. Vi blev enige om, at vi hellere måtte vente og se, hvad der skulle ske. Det viste sig, at være en begravelse og de mange mennesker ventede på ligtoget (måske hedder det i denne situation noget andet). Hvorfor, kan jeg ikke forklare, men det gjorde et vist indtryk, at se kisten blive transporteret via båd. Jeg spekulerede på, om man tidligere altid gjorde det på denne måde eller kisten blev transporteret via hestevogn på samme måde, som det i dag foregår med bil.

Jeg var lidt usikker på, om man kan tillade sig at fotografere et ligtog, så derfor foregik det i det skjulte. Kisten står på skrå i agterstavnen.

Albert Cuyp markedet var noget af et tilløbsstykke. Det siges, at være det længste marked i Holland og det skal såmænd nok passe, for langt var det. Der var uendeligt mange ting, alt hvad hjertet kan begære, godt og skidt mellem hinanden og mennesker af alle nationaliteter og hudfarver. Alt i alt rigtig hyggeligt.

Var det måske noget med en pindsvinetaske?
Eller måske en pink korsettaske?

Efter en hurtig kaffepause af sted i skarpt trav til det næste marked på Waterlooplein, som vi lige kunne nå inden lukketid. Jeg har hørt meget om netop det marked, bl.a. havde jeg, da jeg arbejdede i Eindhoven en kollega, der 2 gange om året kørte til Amsterdam og købte alt sit tøj på Waterlooplein. Der er selvfølgelig fordele ved havearbejde i en forhave som denne, man vil altid kunne se hvor langt man var nået. Sikker cykelparkering!

Det er ikke så tydeligt, som jeg gerne ville have det skulle være, men som håndværker i Amsterdam må man være kreativ. Al materiale hejses op i øverste lejlighed. Stor var min overraskelse, da vi gik forbi ”Magere Brug” og ind på markedspladsen, idet jeg vidste, at jeg med sikkerhed havde været der før. I 2000 var jeg på en rygsæktur, hvor jeg bl.a. boede i Amsterdam. Mens jeg var der, var jeg på et marked og efter jeg er flyttet herned, har jeg ofte tænkt på, hvilket marked det mon var, jeg havde besøgt. Jeg kan huske, at jeg i 2000 forelskede mig i en taske, men pga. pladsmangel i rygsækken, måtte jeg lade den stå ☺.

Efter Waterlooplein gik vi lidt rundt på må og få i håb om at finde et sted at spise aftensmad. Vi startede med at kigge efter restauranter og cafeer, hvor vi kunne sidde ude og nyde solen, men den ide var der tusindvis af andre der havde fået før os, så det kunne vi godt glemme. Mens vi stod på Nieuwmarkt og kiggede på politibetjentene, der var ved at sadle hestene op til aftenens runde, kom Jeanette pludselig til at tænke på, at en af deres venners søn var bestyrer af en restaurant beliggende på Nieuwmarkt.
Vi fandt restauranten ”De Bekeerde Suster”, vi fandt også vennernes søn og vi fandt sandelig også et bord, hvor aftensmaden kunne indtages. Restauranten har eget bryggeri og serverer dejlig mad, så den kan absolut anbefales.
Efter en dejlig dag med mange skridt (hvornår mon jeg husker at få købt den skridttæller?), megen snak og hyggeligt samvær, var det tid til at skilles og jeg glæder mig allerede til næste Amsterdambesøg.