48,47 km blev det til i tirsdags…..

Solen skinnede fra den smukkeste blå himmel og temperaturen lå omkring 16 grader, utroligt at kalenderen viste 1. november.

Jeg kom vidt omkring på mine 48,47 km, indrømmet de sidste 5- 6 km var ikke så sjove, som de første 42 – 43, men hjem kom jeg og der har ingen mén været efter turen. Og dog, jo for søren, blodsukkeret er faldet…..☺.

Selv aspargesmarkerne har antaget efterårsfarver.

Der var ikke megen aktivitet at spore på Wilhelmina kanal, hverken mod vest eller øst.

Wilhelmina kanalen løber mellem Amer ved Geertruidenberg og Zuid-Willemsvaart mellem Beek en Donk og Aarle-Rixtel og har en længde af 68 km.

Jeg tror, at jeg tidligere har fortalt, at jeg i mit første job i Holland fik tiltusket mig en plads, hvor jeg fra 3 sals højde kunne overskue Wilhelmina kanalen, det var fuldstændig vildt for en nordjyde, at have så smuk en udsigt og se alle flodbådene sejle forbi. Desværre varede fornøjelsen kun ca. 3 måneder, derefter flyttede firmaet til et industriterræn med udsigt til en tankstation ☺.

Wilhelminakanalen gør det muligt for større flodbåde på op til 1350 tons at sejle mellem Rotterdam og Tilburg, resten af kanalen kan der kun sejles med skibe op til 650 tons.

Hernede gør vi ikke kun i knallert 45! Nej, nej,  her kan man skam få både biler og ”lastbiler”, der max. må køre 45 km/t. Jeg cykler jævnligt forbi denne autoforhandler, desværre er billedet elendigt, men altså en lastbil i den størrelse, der oven i købet hedder MEGA, den er da ikke til at stå for, vel?

Jeg har aldrig set en af ”lastbilerne” på landevejene, men personbilerne ses overalt og det hænder af og til, at de mener, at de har mere ret til at færdes på cykelstierne, end jeg har ☺. Der kræves kun et knallertkørekort til ”Brommobielen” og jeg mener, at bilen oprindelig var tiltænkt ældre eller handicappede.  Men ”Brommobielen” ses ofte med en ung fører bag rattet og selvfølgelig er det jo ingen dårlig ide, man sidder lunt og godt og behøver ikke at investere i et kørekort, men farten kommer jo altså ikke over 45 km/t ☺. Jeg har måttet ty til internettet for at finde et billede af en personvogn, men den er da lidt sød.

Noord Brabant havde tidligere ord for at være der, hvor Hollands bønder bor. Mit umiddelbare indtryk er, at bondegårdene i mange tilfælde er erstattet af gartnerier. Der er utroligt mange af dem og de er intet mindre end enorme, i tirsdags kom jeg bl.a. forbi et gartneri, der dyrker peber, hvilket her altså hedder paprika! Tro mig, det voldte af og til problemer i madlavningen i begyndelsen ☺.

Hvide rådyr mellem Dongen og Sprang Capelle! Jeg mener også, at der gik en enkelt hvid lama rundt i indhegningen. Gad vide om ejeren samler på albinoer?

Holland er fyldt med smukke gamle huse, stilen er afhængig af området man befinder sig i. Men for søren, hvor kan jeg godt lide dem. Der står en del til salg for øjeblikket, blandt andet dette.

Men jeg er bange for, at det vil koste rigtig mange penge (alt for mange) og tid, før standarden kommer på højde med et af disse.

Så nåede jeg Walwijk!

Det er yderst sjældent, at vi kommer til Walwijk, uvist af hvilken årsag. Jeg kan huske, at vi i sin tid, var der for at se på en ejerlejlighed samt at vi en enkelt aften har gået aftentur i byen, men det er vist også alt.

“Historien om en by bliver fortalt med vokalerne fra gaden”

I tirsdags fandt jeg ud af, at Walwijk faktisk er en ret hyggelig by, fyldt med smukke gamle huse og mange caféer, der næsten var fyldte på grund af det fantastiske vejr. Jeg nøjedes med at købe en bolle med chorizo, tomat, ananas og ost, den kunne spises mens jeg cyklede rundt i byen. Det samme kunne desserten, der var et medbragt æble ☺.

Jeg fandt endda en garnforretning i Walwijk og da det er noget man må lede efter hernede, så er det en god adresse at kende. Sandelig om ikke også jeg kom forbi et polsk supermarked! Så vidt jeg ved, er der ikke lige noget jeg mangler derfra, men det må være dejligt for de mange polske arbejdere, der arbejder på gartnerierne, at kunne få fødevarer hjemmefra.

På torvet i Walwijk står denne bygning, den mest af alt ligner et gammelt kloster, men det viste sig at være byens tidligere rådhus.

Hvad jeg indtil i går ikke vidste, var at denne bygning er Walwijks nye rådhus. Jeg fulgte byggeriet af kolossen, hver da jeg kørte til/fra arbejde i Oosterhout. Fremskridt, ja måske for de ansatte, men når det kommer til skønhed, så synes jeg bedre om det gamle.

Walwijk har en helt fantastisk katolsk kirke St. Jan. Desværre har jeg aldrig været inde i den, men igen da jeg arbejdede i Oosterhout og kørte forbi den hver dag, tænkte jeg ofte på, hvordan mon den så ud på nærmere hold. Fra torvet ser den sådan ud.

Og tæt på ser kirken sådan ud, den er fantastisk, men desværre ligger den klemt inde mellem bygninger. Hvor ville det være flot, hvis den havde fået lov til at ligge på en stor åben plads. Stik mod hvad der er normalt for kirker, var den i går aflåst (eller måske fandt jeg bare ikke den rigtige dør) men den skal vi altså se ved lejlighed.

Mens jeg stod og lagde an til fotografering, gjorde en lille lastvogn fra Sligro holdt foran mig og chaufføren lagde ansigt og frisure i de rigtige folder til en fotografering ☺. Hvad han ikke vidste, var at han nu er havnet på en blog ☺☺☺.

Den protestantiske kirke er knap så overvældende, jeg har måttet låne billedet på internettet, idet jeg selv kun fik den øverste top fotograferet.

Jeg havde hjemmefra lagt en nogenlunde slagplan for tirsdagens cykeltur, men da jeg vekslede lidt mellem min egen rute og de fastlagte cykelruter, så jeg rigtig mange beboelseskvarterer i min jagt på de rigtige veje. Men pyt, som før skrevet så var vejret pragtfuldt og jeg skulle ikke være hjemme til bestemt tid.

Jeg kom også stik mod forventning forbi indkørslen til en af Hollands største forlystelsesparker ”Efteling”.

Rester fra året karneval, måske de skal genbruges til næste år ☺.

Overalt i Holland hænger lige pt disse bannere ”Giv ikke diabetes en chance”.

Gennem et stykke tid har jeg haft en voldsom trang til brunkål og under cykelturen blev trangen større og større. Menuen stod ellers på linsesuppe, men jeg kunne ikke slå brunkålen ud af hovedet. Jagten på et hvidkål gik ind og det lykkedes at også at finde et lille sølle udseende et samt et stykke bacon, hvor det var muligt at skære al fedtet væk og menuen stod på brunkål i tirsdags, det var en ovenud fantastisk nydelse. Jeg var lidt spændt på, hvad Frank ville sige til det, men selv om jeg ikke lige tror, at brunkål kommer til at figurere på listen over hans livretter, har jeg fået “GO” for at lave det af og til ☺.