Duisburg…..

Tyskerne har det med at anbringe ting langs deres motorveje, som husbond og jeg ikke kan finde ud af. Vi gætter og diskuterer indtil en af og tager sig sammen og undersøger sagen til bunds.

I går eftermiddags, fik jeg pludselig chancen for at komme en tur til Duisburg og på vej dertil kom jeg til at tænke på alle vore gætterier omkring en høj rød tingest, der er anbragt på en bakketop langs med A40, kort før Duisburg. Hold da op hvor har vi gættet, om dagen så man tingesten som silhuet mod horisonten og om aftenen var den oplyst.

En søndag i januar 2009 blev det for meget, sagen måtte undersøges grundigere og os af sted mod Duisburg.

Det viste sig at være noget såre simpelt som et kunstværk, der forestillede en overdimensioneret minelampe ”Geleucht”! Desværre var der lukket for adgang til udsigtsplatformen, da vi var der, men da dagen bød på diset januarvejr, gjorde det ikke så meget. Flot var kunstværket og udsigten må være fantastisk på en dejlig sommerdag.

Jeg er ellers ikke så vild med Duisburg! Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har fortalt om mine blandede følelser for byen, men de opstod under en rygsæktur tilbage i foråret 2000.

Jeg havde aldrig nogensinde tidligere prøvet noget så vildt, som at være backpacker, men prøves det skulle det. Henset til alder og magelighed havde jeg dog bestilt hotelværelser rundt i Holland og Tyskland, hvilket var en suveræn nydelse. Men hele turen gik godt, jeg fik set utrolig meget, besøgte for første gang nogensinde Amsterdam, som jeg var vildt benovet over og fik snakket med et utal af spændende mennesker. Og det lå bestemt ikke i kortene, at jeg ca. 2½ år senere skulle bosætte mig i Holland ☺.

Da tiden var inde til at vende næsen hjemad mod det nordjyske, tog jeg med toget fra Eindhoven mod Duisburg, hvorfra det var muligt at komme med et tog nordpå. Da toget ankom til Duisburg, en trist og grå banegård med et utal af underlige mennesker rendende rundt på perronerne, bl.a. et ungt par med rigtig mange hunde af forskellig størrelse og race. Manden lå og sov midt på perronen og pigen forsøgte lidt halvhjertet at holde lidt styr på hele menageriet.

Da jeg fik fundet ud af hvilket perron jeg skulle med toget fra, var der øde, som i helt fuldstændig øde. Senere kom der 2 glade fulde mænd, der fortalte, at hele Tyskland havde haft fri den dag og der var blevet festet igennem hele dagen, den følgende dag var også en fridag, nemlig 1. maj.

Da de gik, var jeg igen alene og alt var øde og trist. Alle forsøg på at ringe til Danmark for at høre en kendt stemme måtte opgives, idet der i displayet i min mobiltelefon stod ”Contact operator”! Uanset hvor meget jeg pillede og trykkede, kunne jeg ikke få dyret til at virke. Nå, men det var vel ikke værre, end jeg kunne finde en telefonboks et eller andet sted. Undervejs fandt jeg ud af, at møntbeholdning var så godt som ikke eksisterende, jeg havde faktisk kun D-mark sedler. Jeg vil ikke sige, at jeg var hunderæd, men jeg var nok heller ikke helt stolt ved situationen.

På et tidspunkt rullede et tog ind på perronen, på skiltet stod Rødby-Puttgarten, så det havde ikke noget med mig at gøre. Toget blev holdende flere timer og da vi omkring ved 1 tiden om natten nærmede os tidspunktet for afgang af det tog jeg skulle med nordpå, gik jeg hen til personalet for at spørge om toget til Fredericia ikke kom på denne perron? Det viste sig, at være de sidste vogne i Rødby-Puttgarten toget og stor var glæden. Både over, at jeg havde taget mig sammen til at spørge samt over at jeg ikke skulle tilbringe en nat på banegården i Duisburg.

Da jeg endelig fik plads i toget hev jeg mobiltelefonens brugsanvisning frem, fik batteri og simkortet taget ud og sat i igen og så virkede telefonen pludselig og ind væltede det med sms´er fra familien, der ikke kunne forstå, at de ikke hørte fra mig. Klokken var imidlertid blevet midt på natten, så det var ikke en mulighed at ringe eller skrive, men jeg følte mig ikke længere helt alene i verden.