Tilbage igen…..

Efter et par hektiske måneder med et aktivitetsniveau, der gjorde at tid og overskud til blogning ikke var til stede, er jeg nu tilbage i den elektroniske verden. Der har været fuld gang på hjemmefronten siden november og i særdeleshed siden nytår…..

• Frank og jeg er efter 10 års kæresteri (eller hvad det nu hedder i vores alder) blevet gift.
  Fra vi tog beslutningen i efteråret 2010 og indtil bryllupsdagen, har vi flere gange været ved at opgive det hele pga. papirnusseri/tværeri fra kommunens side. Men det hele lykkedes til sidst og vi havde en skøn dag sammen med 4 dejlige mennesker. Referat følger ☺☺.

• Vi har været på en kort, men skøn bryllupsrejse til smukke Brugge. Referat følger ☺.
  
• Frank har rundet et skarpt hjørne, sådan rent aldersmæssigt. Han havde ønsket at blive fejret i Ardennerne med børn, svigerbørn og børnebørn omkring sig og vi er netop vendt hjem efter en dejlig uge i bjergene. Referat følger ☺.
  
  
• Blodsukkertallene er hoppet op og ned og diabeteseksperten besluttede sig for, at det var bedst at starte tabletbehandling med 1 tablet pr. dag og det er allerede blevet udvidet til 2 pr. dag. Jeg regner med og håber på, at der bliver lidt styr på tallene, når roen sænker sig over det lille hjem.
  
• Ind i mellem har jeg passet lille Roxy og selv om hun bliver større og nu kan holde sig indendørs, så finder hun stadig på de utroligste ting, den skønne lille trold.

• Takket være Jens Drejer blev jeg gjort opmærksom på bogen ”Det helbredende køkken” og min datter havde den med, da hun og børnebørnene var på besøg.
  Jeg nåede at få lavet et par af middagsretterne, inden vi drog af sted på bryllupsrejse og ferie i bjergene og vi var begge meget begejstrede for maden. Husherren starter som regel med at kigge underligt på det er serveres og udtale ”Jeg vil ikke vide hvad jeg spiser” ☺. Det forandres efter de første smagsprøver til ”Det smager godt, hvad er det vi spiser?”. Jeg glæder mig til at følge den 4 ugers kur, selv om der er ingredienser fra bogen jeg ikke kan finde hernede.
  
• Mens der var allermest stress i det lille hjem, lykkedes det mig at tage årets første lange cykletur, 28,90 km. Tilburg tur/retur. Det var afsindig koldt på vej dertil, men på hjemvejen var der fuld sol og medvind, hvad kan man forlange mere?

En travl uge....

I sidste uge havde vi besøg fra Danmark, hold da op hvor jeg nød at have dem her, selv om aktivitetsniveauet lå en del højere, end det plejer i hverdagen☺.

Min dejlige svigersøn skulle på kursus i Trier og derfor var det nærliggende for resten af familien at tage med. Jeg tror nok, at de havde en forventning om, at de rigtig skulle forkæles af mormor, men ind i mellem slap mormors energi altså op ☺.

De fleste af dagene tilbragte vi med hygge herhjemme, ture til legepladsen samt gåture, en enkelt dag fik vi dog Karoline lokket med ud og køre i tog.

Kommer det tog ikke snart?

Endelig!

Vi var i Tilburg og nåede at spise pandekager samt købe nye sko til Karoline ☺. Min datter og jeg havde jo selvfølgelig planer om langt flere butiksbesøg, men samtidig med, at Karoline mente, at vi havde travet lang tid nok rundt i byen, begyndte det at småregne, så blev vi enige om at vende næsen hjemad igen.

Men hvor har vi hygget, vi har tegnet, vi har set tegnefilm og det gjorde overhovedet slet ikke spor, at figurerne på mormors fjernsyn ikke snakkede dansk ☺.

Kristian grinede sådan set bare af det hele og det uanset hvor han var, den lille guldklump. Mormor var selvfølgelig ved at smelte af lykke, når ungerne kom ind og vækkede mig meget tidligt om morgenen.

Det er hårdt at være på besøg i Holland.

På hjemmefronten er der ved at falde lidt ro over det hektiske aktivitetsniveau, der har hersket her siden nytår, men det varer et par uger før jeg er tilbage på bloggen.

Lige nu er jeg computerløs og det er altså ikke spor sjovt ☺. Husbond har venligst udlånt mig sin bærbare, men det er en besværlig omgang at skrive ret meget på den, idet den selvfølgelig er med hollandsk tastatur (hvor det faktisk kun er bogstaverne, der er placeret som på et dansk tastatur) og der skal bruges genvejstaster hver gang jeg skal skrive æ, ø og å. Min egen, ikke engang 1 år gamle bærbare, besluttede pludselig at den trængte til nyt batteri, et batteri som skulle kunne holde i min. 5 år og forretningen, hvor den er købt, mente endda at batteriet skulle kunne holde imellem 5 - 10 år, så den er sendt til HP og jeg skulle ikke forvente at se den igen før om 3 uger!!!!

Kan I nu have det rigtig godt derude i blogland.

Lige et pip fra Holland ☺….

I er ikke glemt, alle I derude i Blogland, nej det være sig langtfra.

Siden sidst, har jeg passet skønne lille Roxy i nogle dage. Du godeste for et aktivitetsniveau den hvalp har, jeg havde fuldstændig glemt, hvordan det er at have sådan en i huset.

Samme Roxy har en ualmindelig god smag! Da jeg var sengeliggende i en uges tid kom den og gav mig denne ”God bedring” buket. Godt klaret af en 15 uger gammel cockerspaniel hvalp ☺.

Der har siden sidst også været gang i strikkepindene. Om et par måneder skal hele familien på  forlænget familieweekend i Ardennerne og for et par uger siden fik jeg den strålende ide (synes jeg dengang), at alle m/k skulle have sig et par varme sokker at iføre sig om aftenen! Der skal strikkes 20 stk.´s og der mangler stadig 14½!

Symaskinen har også været i gang! Jeg var så letsindig at sy en eventyrpude til Karoline, da hun var født, ergo måtte Kristian jo også have en pude. Karolines motiv var ”Ole Lukøje” og da det eneste andet motiv jeg har, er ”Tornerose”, som nok ikke ville falde i helt god jord i et drengeværelse, måtte det blive en ny ”Ole Lukøje”. Den er endnu ikke klar, men skal være det i denne uge, da den lille familie fra Danmarkkommer på besøg i næste uge. Du godeste hvor jeg glæder mig til at se dem igen og selvfølgelig også til at få mine julegaver ☺.

Og hvad sker der så i Holland lige pt.?

Som vanligt bruger hollænderne uendelig megen spalte- og medieplads til at diskutere dette og hint, således også i forbindelse med konsekvenserne af branden i Moerdijk. Nogle eksperter og ministre kalder branden for en katastrofe, andre mener at det er vildt overdrevet, men alle vil gerne høres, uanset om de har noget fornuftigt at sige eller ej. Der har været rygter fremme om, at papirerne ikke var i orden på fabrikken og at der var stor forskel på fortegnelserne over hvilke stoffer og mængden af samme, der blev opbevaret på fabrikken, til hvad der i realiteten blev opbevaret. Mange af de der hjalp til med at bekæmpe branden, har klaget over forskellige symptomer, nogle tager det alvorligt, andre ikke.

For cirka 14 dage siden blev rosenkål, dyrket i området hvor røgskyen drev over, frigivet til salg. Jeg håber, at beslutningen er baseret på seriøse fakta og ikke kun af økonomiske årsager, men det varer i hvert fald nogen tid, inden vi igen skal have rosenkål her i huset.

Jeg undrer mig over, at der ikke drages paralleller til andre lignende ulykker, jeg kan ikke forestille mig, at dette er den eneste ulykke af den karakter i hele verden. Men det ses ofte, at myndighederne gerne selv vil opfinde den dybe tallerken, i stedet for at lytte til andre. Jeg frygter, at man i løbet af en årrække finder ud af, at det måske ikke var godt for eksempel at spise rosenkålene, lade børn lege i området, hvor røgskyen drev over osv., men så er det jo ligesom lidt for sent.

Men en god ting er i hvert fald kommet ud af det hele, det ser ud til at myndighederne er blevet mere obs på, hvad der rør sig i kemikaliebranchen. Jeg så her til morgen, at en affaldsfabrik, beliggende ikke langt fra den brændte virksomhed, mistænkes for at overtræde af miljøbevillingerne. Borgmesteren fra Moerdijk området er trådt af, under henvisning til at helbred og alder ikke kunne klare efterspillet efter branden. Det er jo også en dejlig nem måde at slippe ud af tingene på.

Karnevalsstemningen er så småt ved at indfinde sig i Noord Brabant. I Holland er det kun provinserne Limburg og Noord Brabant, der fra gammel tid fejrede karneval, i de øvrige provinser nord for floderne samt i Zeeland brugte man ikke at gøre noget ud af karneval. Men det er skel bliver mere og mere blødt op, jeg ser mange steder nord for floderne, hvor de nu også benytter karneval til at feste. Her i Noord Brabant skifter byerne navn til karnevalsnavnet, hver eneste by - stor som lille - har sit eget optog og uanset alder festes der godt og grundigt igennem i dagene. Tilburg, nær herved, er en af de store karnevalsbyer, der begynder programmet d. 5 februar og slutter først d. 8 marts. Billedet er ganske vist fra optoget her i vor lille landsby i 2007, men det fortæller lidt om, hvor meget arbejde de forskellige karnevalsforeninger ligger i det og hver karnevalsforening har selvfølgelig egen dekoreret vogn.

I går var vi i Turnhout for at spise hos drengene i “De Provence”, efter middagen travede vi en tur i byen. Midt over en plads hang denne række af sko? Gad vide hvad den dybere mening er med det?

Alt for denne gang………

Blogning mv.

Jeg har i dag fået lov til at være barnepige for denne yndige lille trold, Roxy. Hun er 13 uger og der er fuld fart over feltet hele tiden. Lige nu er der ro og hun sover dybt efter en formiddag med leg samt masser af krammere.

Nå, men til det mere alvorlige…..

Det er overhovedet ikke, fordi jeg ikke har lyst til at blogge længere, men lige pt. er der så mange ting, der farer rundt i hovedet på mig, så det kniber med at koncentrere sig om blogning. Men jeg forventer, at vende stærkt tilbage.

Jeg lovede en blogger at fortælle lidt om mine oplevelser omkring diabetes 2. Jeg har været til det første møde med den diabetes specialist, der er tilknyttet vort lægehus. Hvis man kan tale om hygge i forbindelse med diabetes, så var det rigtig hyggeligt og selv om jeg allerede vidste en del om diabetes fra min mand, så fik jeg af hende, den bedste og simpleste forklaring på, hvordan det hele hænger sammen. Og det sjove af det hele var faktisk, at forklaringen kom fra Danmark, lavet af Novo Nordisk, der er en af mine gamle kunder.

Lige her og nu drejer det hele sig om bevægelse og uendelig meget af det, at tabe sig nogle kilo, at få taget blodprøver ind i mellem for at se, om den ændrede livsstil har en positiv indvirkning på tallene og for at holde øje med kolesteroltallet. Ud over det, så skal der tages foto af nethinden og fødderne skal checkes (jeg er lidt spændt på, hvordan mon det kommer til at gå, for jeg er frygtelig kilden ☺) og blodtrykket skal jævnligt kontrolleres, men det er heldigvis utrolig fint. Jeg blev tilbudt, at blive tilknyttet en diætist, men har indtil videre takkede jeg nej til tilbuddet. Foreløbig undgår jeg, at skal have medicin, men jeg husker fra husbond, at det stopper på et tidspunkt. Jeg fik at vide, at diabetes er en sygdom og når man først har fået den, så slipper man aldrig af med den igen, men at det hele kan blive bedre ved en ændret livsstil. Diabetes damen mener, at min diabetes skyldes en kombination af arvelig diabetes (min morfar var diabetiker) og usund levevis.

Da min mand i sin tid fik konstateret diabetes, havde jeg netop fået flere store poser gamle blade fra Danmark, jeg hev alle opskrifter på diabetiker mad ud, de opskrifter er nu fundet frem igen. Den småkage eller hvad det nu var, der tidligere blev indtaget sammen med aftenskaffen/theen, den er nu droppet, men derudover er det ikke de revolutionerede ændringer, jeg har foretaget i hverdagen. Det eneste er megen bevægelse og det har jeg ingen problemer med. Mere følger…….

Ud over ovenstående, så pusler der også noget andet rundt i hovedet ☺. Det er uventet og slet ikke hvad jeg/vi havde planer om og egentlig ville, men på den anden side, så er jeg da utrolig beæret. Det handler om noget jobmæssigt, en verden som jeg sagde farvel til for 2 år siden og ikke regnede med igen at skulle stifte bekendtskab med igen. Lige nu og her er der mange tanker i gang, skal, skal ikke. Hvis jeg får mine krav opfyldt, så det måske være svært at sige nej, men vi får se.

Vær sød og bær over med mig, selv om der ikke er megen aktivitet lige pt. ☺.

Pyha, sikken en formiddag…..

Igennem det sidste par år er det blevet ”moderne” at stjæle kobber fra togledningerne hernede. Hvor lige præcis det kobber, som nu er så eftertragtet er placeret, det har jeg ingen anelse om. Og hvordan i alverdens riger og lande det lykkes vandalerne, at få fat i det kobberet, det har jeg heller ingen ide om, men for søren hvor er det dog irriterende.

Nu ved jeg godt, at jeg ikke skal brokke mig, for der er mange mennesker, der dagligt må leve med det besvær et sådan tyveri medfører, hvorimod jeg tager toget ca. 1 – 2 gange om året. Men i dag havde jeg en aftale i Oisterwijk og da stedet for min aftale lå 5 min. fra stationen og togturen i alt (under normale forhold) ville tage 30 min., valgte jeg at tage toget.

Det nåede jeg at fortryde de første mange gange undervejs, idet turen bød på 30 min. ventetid uden information af nogen art, 45 min. forsinkelse til aftalen og en bustur tilbage til Tilburg, hvor folk stod som sild i en tønde. Og det alt sammen i silende regn.

Jeg stod og talte med en ældre dame, mens vi ventede på bussen fra Oisterwijk til Tilburg, hun var inde på, at hænderne skulle hakkes af de vandaler, der lavede den slags unoder som at stjæle kobber fra togledningerne. Jeg turde slet ikke fortælle damen, at jeg for nylig læste i avisen, at kobberbogstaver på gravsten også er i høj kurs og forsvinder rask væk.
Jo, jo jeg har skam oplevet noget i dag.

Hvad er konsekvenserne?

Nu har jeg nok aldrig tænkt særlig meget over det arbejde brandfolk udfører i forbindelse med en brand, udover at de selvfølgelig forsøger at slukke branden. Men i den forløbne uge, så jeg et eksempel på deres fantastiske kunnen og hold da op, hvor har jeg fået respekt for, hvad de kan.

Onsdag eftermiddags ved halv 3 tiden udbrød der en storbrand i en kemikalievirksomhed i Moerdijk, der er et større industriområde godt og vel 35 km. nordvest for, hvor vi bor. Da virksomheden forarbejder og pakker kemikalier til brug for bl.a. den kemiske industri, gummiindustrien samt landbrug og gartneri, var det intet mindre end en katastrofe.

Da jeg hørte om branden fra husbond, der havde set den enorme sorte røgsky fra motorvejen, tændte jeg for fjernsynet, hvor vor lokalsender ”Omroep Brabant” var udråbt til katastrofekanal. Det var frygteligt at se de op til 40 meter høje flammer og den tykke sorte røg, der blæste mod nord, men det værste var selvfølgelig frygten for, at de giftige og farlige stoffer, der blev opbevaret på fabrikken, skulle blive spredt.

Vinden blæste røgskyen og dens indhold mod nord til Doordrecht og Rotterdam. I det sydlige Doordrecht havde man ladet katastrofealarmen lyde, for at få folk til at blive inden døre med lukkede vinduer og senere på dagen, fik bønderne besked på, at husdyrene måtte ind fra markerne.

Mens jeg så udsendelsen, tænkte jeg på hvordan det mon ville være muligt, at få en brand med den kraft slukket. Flere gange, mens journalisten stod og snakkede ca. 800 meter fra brandstedet, sås nogle af de 10 store kemikalietanke eksplodere og sende en kæmpe paddehattesky af ild og røg højt op i luften, frygteligt. Senere bredte branden sig også til nabovirksomheden Wärtsilä, der laver skibsskruer.

Men allerede omkring kl. 23.30 onsdag aften, var det lykkedes de 130 involverede brandfolk at få ilden så meget under kontrol, at de ved hjælp af Flyvevåbnets enorme brandfartøjer, der er beregnet til brug ved flykatastrofer, kunne sprøjte et skumtæppe ud over en stor del af området. Utroligt, at det kan lade sig gøre, at slukke en brand med så megen kraft.

Under branden blev der hele tiden foretaget målinger af luften, først oplyste RIVM (Det Nationale Institut for Befolkningssundhed og Miljø), at det ikke tydede på, at der var kommet skadelige stoffer fri, men man advarede dog beboerne i Dordrecht og omegn om ikke at komme i kontakt med affaldet fra branden. TV viste billeder af grøfter fyldt med en tyk brunlig substans, det stammede fra slukningsvand iblandet affald fra fabrikken.

Det forekommer helt utroligt, at der slet ikke skulle være kommet skadelige stoffer fri fra branden og siden da er der da også kommet en del modstridende oplysninger frem i pressen. Fredag lød det, at grøfterne omkring brandstedet var svært forurenede med bl.a. Benzeen, Naftalin og Tolueen fra slukningsvandet. Lokalradioen oplyste i går, at der var kommet kræftfremkaldende stoffer fri og grøntavlere i området må ikke anvende grøntsagerne fra markerne. Til gengæld så jeg i en avis, at miljølæge Henk Jans oplyste, at der i landsbyen Moerdijk ikke var målt koncentrationer af skadelige stoffer, der kunne udgøre nogen sundhedsrisiko for befolkningen, han siger videre ”Hvis De nu spørger mig om Moerdijk er sikker, så siger jeg af hele mit hjerte ja”. Det sidste jeg har set er, at der ikke vil blive lavet en befolkningsundersøgelse, i det man ikke ser nytten af en sådan. Hvad skal man tro? Jeg forstår godt, at befolkningen i Moerdijk og omegn er utrygge ved situationen og nervøse. Jeg læste også i går, at man forventer, at oprydningen vil tage 1 – 2 år.

Heldigvis var der ingen tilskadekomne ved branden og da fabrikken ligger midt i industriområdet, stod de nærmeste beboelseshuse ca. 2 km. fra brandstedet.

Endelig fik jeg forklaringen….

 

Det har været lidt sporadisk med blogningen gennem de sidste par måneder, længere endda. Et indlæg på bloggen samt en linje på Facebook i ny og næ, det er alt hvad jeg har kunnet svinge mig op til.

Madame viste for et stykke tid siden 2 billeder af sine katte, der lå henslængt i hhv. stol og sofa, kattenes energiniveau passer meget fint til mit, sådan lige pt.

Efter en forkølelse i begyndelsen af december, blev energien bestemt ikke større, tværtimod. Før der nu er nogle, der får medlidenhed med den stakkels mand, jeg bor sammen med, så vil jeg lige bemærke, at der skam er blevet lavet mad, redt senge, vasket tøj, støvsuget osv., bare ikke med samme frekvens som normalt.

Egentlig skulle alarmklokkerne nok have ringet allerede for lang tid siden, men jeg gik hele tiden og tænkte, det er nok efteråret/vinteren eller alderen, der gør, at det hele er så uoverkommeligt. Videre tænkte jeg, hvis nu det er alderen og dette er situationen i en alder af 57½, hvordan i alverdens riger og lande bliver det så på sigt?

Da husbond, pga. af sin diabetes, havde kontakt til diabetesdamen mellem jul og nytår, var der endelig en alarmklokke, der begyndte at ringe og en blodprøve følgende morgen viste, at den var god nok. I går fik jeg resultatet af laboratoriets blodprøver og de afveg ikke fra mit eget check. Næste mandag starter hele maskineriet ud, med besøg hos diabetes damen og så må vi se, hvad hun siger, i hvert fald så er alle madopskrifterne fra dengang husbond fik konstateret diabetes, fundet frem og hver eneste aften knokler vi med WII fitness super plus med et personligt træningsprogram, løb, cykling, tennis, bowling m.m. Min veninde sagde i aftes, at det da er vild luksus, at kunne spille tennis i en lejlighed på 80 m2 og med en lofthøjde på 2,50 meter ☺.

Det eneste jeg på et eller andet tidspunkt er nødt til at skal have skubbet ind i kostplanen er den pakke med ”Lav-selv-superluksus-brownies”, som jeg købte før jul og stadig ikke har orket at lave. Den lader jeg i hvert fald ikke gå til spilde ☺.

Og nu er det jo ikke sådan at jeg går rundt og tror, at jeg er helt speciel pga. opdagelsen, idet 220.000 danskere og 740.000 hollændere har diabetes og man regner med, at der hvert år kommer 20.000 flere danskere og 71.000 flere hollændere mere til, så jeg er bestemt ikke alene.