"Mormortid"

Så er der endelig dømt mormortid og total forkælelse (gad vide hvad forældrene siger til det?) af barnebarnet hjemme i det nordlige del af Danmark i en hel uge. Lidt nyt tekstil til damen er indkøbt og pakket, prinsesseyoghurt og cola i miniatureformat (nej, jeg ved godt at det ikke er sundt og det er heller ikke min ide) står klar i køleskabet og jeg er næsten klar.

Sidste gang vi var i Danmark fik barnebarnet rulleskøjter (det måtte hun have, da nabopigen samt "alle andre" i børnehaven havde sådanne). Det har i henhold til min datter og svigersøn været en hård kamp at slippe solbænken i udestuen, så jeg er spændt på om det ender med at jeg skal trave frem og tilbage i indkørselen for at øve rulleskøjtning. Men på den anden side set, hvad gør man ikke for barnebarnet ☺

Hvad jeg ikke helt ser frem til, er de knap 10 timer alene på de hollandske, tyske og danske motorveje, men på den anden side jeg skal skamme mig da jeg sidder trygt og godt i en lækker bil med automatgear, aircondition, cruisecontrol, musik efter eget valg og hvad ved jeg.

Herlig fest.

Det var en herlig fest vi var til i går, maden var vidunderlig, guldbrudeparret smådrillede hinanden kærligt hele tiden og alt gik godt.

Vi var selvfølgelig sent på den. Invitationen var til 16:00 - 16:30, da man her i Holland er nødt til at give lidt elastik hvad angår mødetidspunkter, for man ved aldrig hvornår man havner i en kø på motorvejen og hvor lang tid den varer. Nå, men heldigvis var Tom-tom´en med (gad vide hvorfor vi egentlig aldrig har givet den et navn?), så da tålmodigheden var opbrugt tog vi i stedet nogle småveje og var på stedet ca. 10 minutter efter mødetid.

Jeg klovn havde glemt kameraet, det lå endda parat, så desværre er der ingen billeder fra festen.

Hvor jeg kommer fra i Danmark, da er al festivitas automatisk forbundet med et eller andet spiseligt og som regel i rigelig mængder, men sådan er det ikke altid her i Holland, hvor der gælder helt andre regler for selskabelige aktiviteter.

I forbindelse med en større fest da bliver man, hvis man tilhører den nærmeste familie inviteret til middag og gaven er så af en anseelig størrelse, men hvis man til gengæld tilhører vennekredsen så bliver man inviteret til drinks og snacks senere på dagen og behøver så heller ikke at give så stor en gave.

Da vi i sin tid blev ringet op af guldbrudgommen og bedt om at holde d. 26 maj fri for andre aktiviteter, spurgte jeg min mand hvad mon vi kunne forvente, middag eller drinks og snacks. Han sagde, at det kunne han desværre ikke svare på, vi var nødt til at vente på invitationen, da der nemt kunne være helt andre regler for selskabelig aktivitet nord for floderne end her i syden (der er altid lidt drilleri imellem folk nord og syd for floderne her i Holland).

I mine år her i Holland har vi deltaget i et guldbryllup, som var et brag af en fest. Fremgangsmåden til det var diner dansant, hvilket jeg fandt ud af betød at man under middagen danser mellem retterne. Men da vi til det guldbryllup tilhørte den nærmeste familie, da kunne jeg ikke bruge det som målestok for gårsdagens fest.

Men alle mine bekymringer for gårsdagens fest blev gjort til skamme ☺ Kort efter ankomst var der kaffe med Petit Four og efter 1 - 1½ times sludren og præsentation af alle gæsterne var der buffet. Jeg tror at jeg nåede op på at tælle 10 forskellige retter koldt og varmt, alt var utrolig lækkert og der var især en af retterne muslinger i en meget spændende grøntsagsstuvning, som jeg godt ville have haft opskriften på. Senere dessert buffet med 5 - 6 forskellige slags desserter og til sidst kaffe med hjemmelavede chokolader.

En ting som jeg særlig godt kunne lide ved gårsdagens fest var, at da klokken var rundt 21, da rejste guldbrudegommen sig og takkede for gaver, deltagelse osv. og derefter erklærede han gårsdagens fest for overstået. Jeg synes tit at vi har siddet til en fest og egentlig gerne ville gå, men på den anden side set man vil heller ikke være den første der rejser sig for at gå.

På hjemturen var vi på sight seeing ☺Det vil sige, det blev egentlig ikke så meget sight seeing som jeg havde regnet med. Min mand var i sin tid soldat i Amersfoort og han kunne huske, at der et eller andet sted i nærheden af Austerlitz var en statue fra Napoleons tiden, så den måtte vi da lige have med når vi nu var i området. Vi nåede at køre rundt i Austerlitz by et par gange, køre ad den samme hovedvej frem og tilbage et par gange, yderligere var jeg ude af bilen et par gange for at kigge på turistforeningens kort over området, før vi endelig fandt ud af hvor statuen skulle være og da var det i mellemtiden blevet så mørkt, at det ikke var muligt at se noget som helst i skoven hvor statuen står ☺ Men det må er da en ide til en søndagstur hvor kameraet er med.

Guldbryllup

Vi skal til guldbryllup i Amersfoort i dag.

Et guldbryllup er jo i sig selv en præstation og en stor begivenhed i et ægtepars liv, tænk at have levet sammen i 50 år, delt alt på godt og ondt i så mange år, det synes jeg er flot. Parret har – så vidt jeg er i stand til at bedømme – stadig stor kærlighed til hinanden. Efter at have haft båd i utallige år og brugt hver eneste ferie og et utal af weekender på at sejle rundt på de nordeuropæiske vandveje, solgte de for et par år siden båden og nu bruger de tiden på at rejse. Det er herligt at opleve deres begejstring over den verden som de nu oplever fra landsiden efter de mange år fra vandsiden.

At vi skal med til guldbrylluppet det er for mig en stor oplevelse.

Kort efter 2. verdenskrig da nøden var stor i Holland, kom en 9 årig dreng Walter til Danmark for at blive ”fedet op” og han havnede hos min morfar og mormor. Ifølge ham selv havde han en herlig tid, han blev forkælet af min mormor, fik lov til at hjælpe til på min morfars virksomhed og blev i det hele taget betragtet som et familiemedlem. Han kom flere sommerferier tilbage og har fortalt, at et år hvor det ikke var planlagt at han skulle til Danmark, da holdt min morfar og min far pludselig udenfor hans skole i lastbil og ville høre om han havde lyst til at komme en tur til Danmark. Valter har også fortalt, at min morfar tilbød at han kunne blive i Danmark og få sig en uddannelse kvit og frit, men på daværende tidspunkt havde han netop mødt sit livs kærlighed Gre og selv om tilbuddet var fristende, så valgte han Holland og kærligheden.


Walter og Gre besøgte min morfar og mormor flere gange og jeg husker besøgene som spændende og eksotiske oplevelser, der skete så meget når de var i Danmark. Jeg husker min forbavselse over, at vi skulle bede bordbøn, hvad det egentlig indebar havde jeg ingen anelse om, jeg vidste bare at jeg skulle sidde med foldede hænder og holde min mund. Som teenager var det sjovt at få lov til at bruge sit skoletysk ”live”. Vi var – hele familien – på mange køreture rundt i Nordjylland, så Walter kunne se hvad der var sket i årene siden han sidst var i landet.

Med årene blev kontakten med Valter og Gre mindre, for til sidst efter min mors død i 1992 at forsvinde helt.

Da jeg i 2002 flyttede til Holland tænkte jeg flere gange på, om jeg skulle kontakte Valter og Gre og endelig i begyndelsen af 2003 fik jeg mig taget sammen til at forfatte et brev som min mand oversatte til hollandsk. Få dage efter brevets afsendelse ringede Walter og stor var hans forbavselse da han fik fat i mig, som på daværende tidspunkt ikke talte særligt mange hollandske ord, han havde jo modtaget et brev på hollandsk, det har vi senere grinet en del af.

Vi mødes med Valter og Gre et par gange om året og har nogle pragtfulde timer sammen, min mand lærer noget om min baggrund og jeg får ting at vide som jeg ikke tidligere har vist (herligt for en slægtsforsker). Og nu skal vi altså til guldbryllup hos dem.

Dongen

I dag står den på rengøring...........

Men i går var vi rigtig gode og tog på cykeltur, målet var Dongen som er en landsby i Noord Brabant.Det er ikke fordi Dongen i sig selv er speciel, men der er mange smukke gamle huse rundt i byen som vidner om stor rigdom fra byens storhedstid indenfor læderindustrien.

Byens katolske kirke Laurentiuskerk har - for mig - et eller andet uforklarligt over sig, den virker stor, tung og en smule dunkel og passer ligesom slet ikke ind i bybilledet, hver gang jeg ser den kirke, så er det som om jeg bedre forstår hvad min mand har fortalt om sin katolske opvækst, hvor angst spillede en stor rolle.

Efter at have cyklet rundt i en times tid meldte sulten sig selvfølgelig og vi fik et herligt "Broodje gezond"

Men hvad der for mig er helt specielt ved byen Dongen er, at der i byens industriområde findes en afdeling af Ecco! Tidligere er Dannebrog ikke noget som jeg skænkede mange tanker, jo måske lige hvis folk havde glemt at tage flaget ned inden solnedgang så lagde jeg mærke til det, men efter jeg er flyttet til Holland, så er det herligt at se det danske flag vejre foran Ecco´s hovedbygning :-)

Sidste år i Juni måned var vi med på en rundvisning på fabrikken, der siden 2001 har været en del af Ecco gruppen og hvor man beskæftiger sig med bearbejdelse af kohuder. Der er også en unik udviklingsafdeling som beskæftiger sig med udvikling af læder.

Byggeri

Da vi i slutningen af 2005 flyttede til byen hvor vi bor var dette lidt slidte, men stadig smukke hus udsigten fra vort arbejdsværelse.

Frem til 2000/2001 havde de forskellige kommunalbestyrelser i vor kommune haft held til at håndhæve, at der ikke måtte bygges højere end 2 etager, dette blev ændret 2000/2001 og fra det tidspunkt skete der en drastisk ændring i bybilledet.

Huset vi havde som udsigt til, var hvad der var tilbage af en stor gård hvis marker nu er bebygget. Hvem der egentlig ejede huset ved jeg ikke (måske kommunen), men i hvert fald flyttede lejerne ud i begyndelsen af 2008, da der også her skulle bygges et etagebyggeri.

Huset stod tomt i en periode og jeg tænkte tit på, at det var et held at træerne fik lov til at vokse vildt foran vinduerne så ingen kunne se at huset stod tomt, idet jeg på en eller anden vis ikke tror at jeg ville have fundet det specielt fornøjeligt at have "krakers" (slumstormere) som genboere.

Holland er et af de eneste lande, hvor det ikke ved lov er forbudt at besætte et hus. Hvis huset har stået tomt i 12 måneder og ejeren ikke kan bevise at han/hun indenfor en kort periode har planer for hvad der skal ske med huset, så er det ikke ulovligt at besætte det. Da det er en forbrydelse at bryde ind i et tomt hus, sker det ofte at krakerne allierer sig med politiet for at få adgang til et hus der har stået tomt i 12 måneder. Man må ikke nægte "krakerne" adgang til vand, gas og elektricitet og det er ofte studerende der finder sig en billig - men temmelig usikker - boligform ved at besætte et hus.

Ejerne af huset har sikkert haft dette i tankerne, for inden der var gået 12 måneder blev huset revet ned. Men på tværs af byggeplanerne kom den økonomiske krise og der var ingen købere til lejlighederne og siden begyndelsen af 2009 har dette været vor udsigt fra arbejdsværelset.....ØV

Strik

Jeg har været ´"dømt ude" i ca. 1½ uge og det har været rædselsfuldt!

På grund af en gammel skade, som pludselig fandt på at gøre opmærksom på sin eksistens, har jeg ikke været i stand til at strikke og jeg har følt det nogenlunde på samme måde som da jeg i sin tid holdt op med at ryge, mine hænder er lidt i vejen, de aner ikke hvad de skal foretage sig.

Nu går det bedre og i går aftes blev det til en ryggen på en babytrøje samt et stykke på en af karklud som skal med til Danmark engang i Juni. Jeg mener at den passer til farven på væggene i min datter og svigersøns køkken.....

Zutphen.

Stik mod hvad der plejer at være normalt her i huset på en lørdag morgen, så var vi klar til at rykke ud kl. 9 og målet for dagens udflugt var Zutphen, hvor vi af og til kom før vi flyttede vestpå.


Jeg må med skam melde, at jeg synes det er vældig fornøjeligt at besøge de byer, som havde en stor tiltrækningskraft på vore danske forfædre tilbage i vikingetiden (min mand - der er hollænder - har et lidt andet syn på de vikingernes besøg end jeg har, han kalder dem for rovtogter). Zutphen er netop en af de byer som af og til havde "besøg" af vikingerne tilbage i slutningen af det 9 årh., de har givetvis ikke været specielt velkomne, idet indbyggerne hastede til at bygge en ringmur omkring byen efter den første invation.

Denne mur er dog ikke den der blev bygget for at holde danskerne (samt nordmændene og svenskerne) væk, denne stammer fra begyndelsen af det 14 årh.

Hansestaden Zutphen ligger smukt ved floden Ijssel, byen er omkring 1700 år gammel og har en meget rig historie. Der er mange smukke gamle borgerhuse der vidner om stor rigdom, men der er også hyggelige små gader og stræder.

På vor travetur rundt i byen opdagede vi pludselig at dette hus bar navnet "Kongen af Sverige" og jeg har senere fundet ud af historien bag det. I 1848 bad byens ærede borgere Grootmester-Nationaal Prins Frederik om tilladelse til at oprette en frimurerloge og da hans ældste datter Louisa var gift med den svenske konprins Carl bad man yderligere om tilladelse til at anvende den svenske prins våbenfarver (gul og blå). Da logen i 1851 blev en realitet blev den svenske prins "Mester af ære" i logen og da han i 1860 blev udråbt til kong Carl XV fulgte han sin far som stormester for den svenske frimurerloge. I forbindelse med indvielse af en ny bygning for frimurererne i Zutphen forærede den svenske konge logen et maleri af sig selv.



På hjemturen som foregik ad krogede småveje var vi omkring en sluse på floden Maas, den ligger tæt på hvor vi tidligere boede og hørte tit med til vores aftenscykeltur.

Netop som vi ankom sejlede "Diamond" af Antwerpen ind i slusen. De store flodbåde tjener som hjem for skipper og hans familie og på "Diamond" boede skipper, hans kone og deres lille søn på omkring 1 år.

Vi fik os en sludder med skipper om de hårde tider der findes i transportverdenen for øjeblikket.

Sønnen sad i en kravlegård i styrehuset som var sat op i bordhøjde, så han kunne følge lidt med i hvad der skete udenfor.

Skipper fortalte, at han selv var søn af en skipper. For børn af flodbådsskippere en den eneste skolemulighed en internat skole hvortil børnene sendes når de er 6 år gamle og indtil da har de ikke megen kontakt med andre børn, da livet leves sammen med mor og far på båden.

Fødsel.

Da jeg i går så den nye danske prins blive præsenteret for offentligheden kom jeg til at tænke på, at også på området familieforøgelse er der forskel mellem Danmark og Holland.

Her i Holland går man generelt ind for hjemmefødsler, hvis ikke der er komplikationer som taler imod det. Til at assistere jordemoderen ved fødselen indkaldes en specialuddannet sygehjælper som forbliver i hjemmet for at hjælpe til i den første hårde tid efter fødselen. Hvor lang tid man får lov til at beholde denne gode fe er afhængig af hvad ens sygesikring vil betale.

Når så den lykkelige begivenhed er overstået skal man indenfor 3 dage henvende sig på kommunen for at fortælle barnets navn, hvilket gør at allerede når man ringer rundt for at fortælle de nærmeste om fødselsen så omtaler man babyen ved det rigtige navn, det er ingen hemmelighed hvad navnet angår.

De fleste nybagte forældres haver eller vinduer bliver dekoreret for at fortælle om den veloverståede fødsel, der hersker stor kreativitet på det område og dekorationerne kan være alt fra kæmpetræfigurer med barnets navn, vasketøjssnore med babytøj til en mere beskeden papirdekoration i pige/drengefarver i vinduet og på det seneste er denne storkebagdel blevet det store hit.

Få dage efter fødselen sender de nybagte forældre et smukt kort til familie, venner og bekendte, kortet beskriver det nye lille vidunder og samtidig gøres opmærksom på hvornår man foretrækker at der aflægges besøg.


Traktementet ved barselsvisitten ligger i helt faste rammer. Jeg tror egentlig ikke jeg havde gjort mig de store overvejelser, da jeg første gang skulle på besøg hos en kollega´s nyfødte søn, men jeg blev lidt overrasket. Man får en tvebak, der er smurt med margarine og derpå er lagt et lag med farvede sukkerkugler i henholdsvis drenge og pigefarver "Beschuit met muisjes". Når den nybagte far skal traktere på jobbet er menuen den samme, han medbringer tvebakker, margarine og muisjes som han møjsommeligt forbereder og deler ud.

Til barnedåben ses flere steder her i den katolske del af Holland at barnet er klædt på i normalt tøj, en kollega fortalte mig engang at det blev betragtet som værende gammeldags med en dåbskjole.

Dolce Gusto.

Da jeg så den første gang vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle mene om den, køn synes jeg ikke just at man kan kalde den, men på den anden side set der er et eller andet uforklarligt over den.

Når man nu hører til dem der altid har holdt sig til Melitta og har nægtet at skifte til "nymodens udskejelser" som Senseo (der i øvrigt findes i næsten alle hollandske hjem), så er er Dolce Gusto måske lige vildt nok.

Vi var efterhånden nået til den konklusion at den skulle indlemmes i beholdningen af elektriske køkkenartikler - indtil i går aftes - hvor vi var til et møde i et privat hjem som jo selvfølgelig også havde en Senseo. Det tog lige præcis ½ time før alle 16 mødedeltagere havde fået en meget lille kop kaffe, mon ikke Melitta kunne have klaret til hurtigere?

Lørdagsudflugt.

Vi hører måske ikke til verdens mest opfindsomme hvad angår valg af udflugter og udbytte af samme, men som regel har vi det vældig fornøjeligt under turene og det i sig selv er jo en herlig ting.

Venner griner stadig af vor Norgestur, hvor vi sammen med et vennepar kørte 80 km til Hirtshals, tog færgen til Kristianssand og retur igen og vort udbytte af turen var 5 kg. norsk myseost (som vi begge elsker). Her i Holland har vi præsteret at køre til Roermond, hvilket er en tur på præcis 100 km. og vort udbytte var nogle bananer og lige inden vi forlod byen blev der dog også indkøbt et nyt armbånd til mig.

I dag har vi været på en ny fantastisk udflugt, vi kørte til Brasschaat i Belgien for at købe marmelade!!! Og for at det ikke skal være løgn kom der altså 9 glas marmelade (dog 3 forskellige slags) med hjem, så vi kan nu klare os i et par dage.

Vi nåede dog lidt andet end marmeladeindkøb i dag, idet min mand på et tidspunkt under en omkørsel havde set et sluseanlæg ved Albert kanalen som vi skulle se, det tog os lidt tid at finde stedet men heldigvis var der stadig omkørsel hvilket gjorde sagen lettere.

Albert kanalen ligger mellem Antwerpen og Luik (Liège), den er ca. 129 km lang og blev udgravet i 1930´erne. Før man gravede kanalen tog sejlturen omkring 7 dage mod nu 18 timer og der er en højdeforskel på 56 meter på kanalen, for at kompencere på dette har man bygget 6 sluseanlæg og det var sluseanlægget ved Wijnegem som vi så i dag.

Der var en livlig trafik på kanalen mens vi var der og de 3 sluser var i brug konstant, det var flest erhvervsskibe, men også enkelte lystsejlere i sluserne. Vi hørte da vi var der, at man nu taler om at bygge en 4 sluse idet der ved Wijnegem er tale om en flaskehals på kanalen.Selv om jeg absolut ikke er nogen vandhund, indrømmet jeg er faktisk lidt bange for vand og tror at min sidste time er kommet hvis ikke jeg kan nå bunden, så er jeg dybt fascineret af den måde hvorpå både hollændere og belgiere behersker vand på.

Det er fantastisk hvad der er udrettet bl.a. ved Rotterdam og Oosterschelde hvor bygningsværkerne udgør en del af Deltaplan som hollænderne har bygget for at holde vandet ude af landet, men det er ikke mindre imponerende hvad belgierne har udrettet i forbindelse med transport på vandveje bla. ved Strepy-Thieu.