Guldbryllup

Vi skal til guldbryllup i Amersfoort i dag.

Et guldbryllup er jo i sig selv en præstation og en stor begivenhed i et ægtepars liv, tænk at have levet sammen i 50 år, delt alt på godt og ondt i så mange år, det synes jeg er flot. Parret har – så vidt jeg er i stand til at bedømme – stadig stor kærlighed til hinanden. Efter at have haft båd i utallige år og brugt hver eneste ferie og et utal af weekender på at sejle rundt på de nordeuropæiske vandveje, solgte de for et par år siden båden og nu bruger de tiden på at rejse. Det er herligt at opleve deres begejstring over den verden som de nu oplever fra landsiden efter de mange år fra vandsiden.

At vi skal med til guldbrylluppet det er for mig en stor oplevelse.

Kort efter 2. verdenskrig da nøden var stor i Holland, kom en 9 årig dreng Walter til Danmark for at blive ”fedet op” og han havnede hos min morfar og mormor. Ifølge ham selv havde han en herlig tid, han blev forkælet af min mormor, fik lov til at hjælpe til på min morfars virksomhed og blev i det hele taget betragtet som et familiemedlem. Han kom flere sommerferier tilbage og har fortalt, at et år hvor det ikke var planlagt at han skulle til Danmark, da holdt min morfar og min far pludselig udenfor hans skole i lastbil og ville høre om han havde lyst til at komme en tur til Danmark. Valter har også fortalt, at min morfar tilbød at han kunne blive i Danmark og få sig en uddannelse kvit og frit, men på daværende tidspunkt havde han netop mødt sit livs kærlighed Gre og selv om tilbuddet var fristende, så valgte han Holland og kærligheden.


Walter og Gre besøgte min morfar og mormor flere gange og jeg husker besøgene som spændende og eksotiske oplevelser, der skete så meget når de var i Danmark. Jeg husker min forbavselse over, at vi skulle bede bordbøn, hvad det egentlig indebar havde jeg ingen anelse om, jeg vidste bare at jeg skulle sidde med foldede hænder og holde min mund. Som teenager var det sjovt at få lov til at bruge sit skoletysk ”live”. Vi var – hele familien – på mange køreture rundt i Nordjylland, så Walter kunne se hvad der var sket i årene siden han sidst var i landet.

Med årene blev kontakten med Valter og Gre mindre, for til sidst efter min mors død i 1992 at forsvinde helt.

Da jeg i 2002 flyttede til Holland tænkte jeg flere gange på, om jeg skulle kontakte Valter og Gre og endelig i begyndelsen af 2003 fik jeg mig taget sammen til at forfatte et brev som min mand oversatte til hollandsk. Få dage efter brevets afsendelse ringede Walter og stor var hans forbavselse da han fik fat i mig, som på daværende tidspunkt ikke talte særligt mange hollandske ord, han havde jo modtaget et brev på hollandsk, det har vi senere grinet en del af.

Vi mødes med Valter og Gre et par gange om året og har nogle pragtfulde timer sammen, min mand lærer noget om min baggrund og jeg får ting at vide som jeg ikke tidligere har vist (herligt for en slægtsforsker). Og nu skal vi altså til guldbryllup hos dem.